Udgangspunktet for at forhandle med den tjetjenske leder Aslan Maskhadov må være at betragte ham - ikke som præsident, men som en moderat feltkommandant, skriver Sergej Markov, der er direktør for det russiske institut for politologi. Arrestationen af Aslan Maskhadovs politiske udsending, Akhmed Sakajev, afføder behovet af en politisk vurdering af Maskhadov. Maskhadovs tragedie består i, at han står alene. Maskhadov er den eneste tjetjenske politiker med indflydelse, der går ind for tjetjensk uafhængighed - og i øvrigt gør det med dyb overbevisning. Der har lige fra starten været adskillige deltagere i den tjetjenske konflikt. De prorussiske tjetjenere har altid været modstandere af tjetjensk uafhængighed. Blandt de antirussiske kampenheder kan der skelnes mellem tre grupper: separatister, islamiske terrorister og banditter. Af disse er det i virkeligheden kun separatisterne under ledelse af først Dudajev og senere Maskhadov, der har kæmpet for oprettelsen af den uafhængige stat Tjetjenien-Itjkeria. Banditterne, som der har været flest af, har altid kun kæmpet for uafhængighed af retsvæsenet - et hvilket som helst retsvæsen, også det tjetjenske. De ønskede de tættest mulige forbindelser med Rusland for at kunne lægge beskyttelsesafgifter på alle forretninger på russisk territorium, men uden at ville tillade tilstedeværelsen af den russiske stats repræsentanter på tjetjensk territorium. De islamiske terrorister under ledelse af trojkaen Basajev-Udugov-Khattab var kun tilhængere af tjetjensk uafhængighed i den første periode - den tid, det tog dem at opbygge en stærk hær. De forsøgte at udnytte det uafhængige Tjetjenien som brohoved i deres kamp for at erobre naboområderne og skabe en totalitær islamisk stat i Nordkaukasus med Talebanstaten i Afghanistan som forbillede. Tjetjeniens uafhængighed var altså ikke målet, hverken for terroristerne eller for banditterne, men blot et middel til at nå andre mål. Kun den ret lille gruppe af separatister ønskede at opbygge et nyt, civiliseret og uafhængigt Tjetjenien. Men de viste sig under Maskhadovs ledelse at være i mindretal. Maskhadov har personligt gennemlevet en række politiske faser, som afspejler faserne i hans folks historie. Først gjorde han tjeneste som ærlig officer i den sovjetiske hær. Det, at han opnåede rang af oberst, vidner om usædvanlige evner. Som tjetjener havde han sværere ved at gøre karriere, for det var en uskreven regel i den sovjetiske hær, at officererne helst skulle være af slavisk herkomst. Senere fik han som mange andre i Tjetjenien den opfattelse, at et uafhængigt Tjetjenien ville kunne blive et nyt Kuwait. Han støttede uafhængighedskrigen og blev stabschef i den tjetjenske hær. Efter den russiske hærs kapitulation i Khasavjurt stillede han op til valget og vandt. Jeg var dengang selv tilknyttet hans kampagnestab som konsulent. Han var som bekendt den mindst antirussiske af præsidentkandidaterne og havde Moskvas uofficielle, men klare støtte, hvilket også var årsagen til hans sejr. Hans hensigt var - med Moskvas hjælp - at opbygge et uafhængigt Tjetjenien, at blive en normal leder af et normalt land. Men det mislykkedes, for der var ikke noget normalt land. Itjkeria var en piratrepublik, hvor magten ikke lå hos den folkevalgte præsident, men hos nogle dusin bander, der hver især kontrollerede deres eget territorium. Maskhadov var stærkere end hver enkelt bandeleder, men betydeligt svagere end dem alle tilsammen. Samtidig befandt Maskhadov sig som en lus mellem to negle, nemlig mellem på den ene side det passive flertal af befolkningen - fredelige tjetjenere, som knyttede deres håb til ham - og på den anden side det aktive mindretal - væbnede tjetjenere, som kun tålte ham, fordi de ikke kunne blive enige om, hvem de ellers skulle vælge. Maskhadov stod for en ægte midtsøgende politik. Derfor opnåede Maskhadov i begyndelsen absolut flertal blandt borgerne i Tjetjenien, der ønskede, at krigen skulle høre op. Moskva håbede, at Maskhadov ville få kontrol over feltkommandanterne, hvorefter man kunne indlede reelle forhandlinger med ham om Tjetjeniens status. Hvis Maskhadov kunne garantere for orden på tjetjensk territorium og garantere mod angreb fra tjetjensk side, var Moskva i princippet villig til at acceptere tjetjensk uafhængighed, i begyndelsen de facto, men senere også de jure. Men det kunne Maskhadov ikke. En ny orden var ved at vokse frem af det tjetjenske kaos, men ikke den orden, som Moskva og Maskhadov havde håbet på. Det blev tilhængerne af den radikale islamisme, af Taleban og al-Qaeda, nemlig Basajev, Khattab og Udugov, der i stadig højere grad tiltog sig magten. Maskhadov stod pludselig alene over for de forenede feltkommandanter, der ønskede at fortsætte krigen for at erobre Nordkaukasus. Efter invasionen i Dagestan mistede han tilliden hos flertallet af de tjetjenske borgere, som på grund af hans manglende evne til at løse konflikten i stedet vendte blikket mod Moskva. Mange af hans kampfæller valgte dengang til fordel for Moskva. Maskhadovs vigtigste allierede, Akhmed Kadyrov, som han havde gjort til åndelig leder af de tjetjenske muslimer, gik over på Moskvas side og blev kort efter af Vladimir Putin udnævnt til tjetjensk overhoved. Snart gik yderligere nogle dusin feltkommandanter over på Moskvas side og fik poster til deres klaner i det nye Tjetjeniens magtstruktur. De russiske styrker indtog næsten uden kamp hele det nordlige Tjetjenien og de fleste større byer i den centrale del af landet. Men selv da den anden tjetjenske krig var startet, blev Moskva ved med at håbe på Maskhadov. Hans familiemedlemmer var under beskyttelse af det russiske efterretningsvæsen, for at de ikke skulle blive taget som gidsler af radikale islamister. Russiske aviser kunne gentagne gange afsløre, at Maskhadov, selv mens kamphandlingerne foregik, mødtes med russiske politikere på steder, der var under russiske specialenheders kontrol. Rent faktisk beskyttede man altså Maskhadov, i et håb om at han ville kunne overvinde de radikale islamister, og at det ville blive muligt at indlede forhandlinger med ham. Men så fik Maskhadov igen støtte fra feltkommandanterne, for hvem uafhængighedsparolen havde fået ny aktualitet: Nu kunne den bruges som et ideologisk våben i kampen for at mobilisere befolkningen. At Moskvas vrede har ramt Maskhadov efter besættelsen af teaterbygningen i Moskva, er ikke vanskeligt at forstå: Moskva har draget den konklusion, at han nu helhjertet er gået i forbund med de radikale islamister Basajev, Jandarbijev og Udugov, og at han er rede til at bruge deres kampmetoder - angreb mod civilbefolkningen. Det har altså været spildte kræfter, når specialenheder gennem alle disse år har beskyttet og hæget om Maskhadov, i håbet om at han ville slutte fred med Moskva og dermed få den militære modstand til at falde drastisk. Betingelsen for at forhandle med Maskhadov er hans delegitimisering som Tjetjeniens præsident. Enhver forhandlen med det selvudråbte Itjkerias præsident er dødsensfarligt. Forhandlinger med Maskhadov som en af Tjetjeniens politikere er derimod af yderste vigtighed i dag. Forhandlinger med Itjkerias præsident vil signalere, at Putin har gjort indrømmelser over for terroristerne. Samtidig vil de i alvorlig grad vanskeliggøre genoprettelsen af det fredelige liv i Tjetjenien: Fredelige tjetjenske borgere vil nemlig frygte, at Moskva skal gentage Khasavjurt 1998, hvor tusinder af tjetjenere, der havde samarbejdet med Moskva, blev svigtet af Moskva og derefter bestialsk myrdet af guerillasoldaterne. Bare antydningen af, at magten kunne overgå til guerillaerne, er dødsensfarlig for genoprettelsen af det fredelige liv i Tjetjenien. Men forhandlinger med feltkommandanterne er nødvendige, forhandlinger om kamphandlingernes ophør, om betingelserne for amnesti, om involveringen af feltkommandanterne og deres klaner i Tjetjeniens politiske og økonomiske liv. Man må insistere på, at Aslan Maskhadov ikke er og aldrig har været Tjetjeniens lovligt valgte præsident. Moskva og Europa lod dengang, som om der var tale om et legitimt valg, simpelthen for dog at få en eller anden, man kunne forhandle med i Tjetjenien. Maskhadov vandt faktisk sin valgsejr i konkurrence med andre. Det var et særligt valg, i den forstand at der ikke blev svindlet med stemmeoptællingen, men det var et absolut illegitimt valg, og ikke kun fordi det var i modstrid med russisk lovgivning. Præsidentvalget i Tjetjenien kan ikke anses for legitimt, selv ikke hvis man anerkender en folkelig revolution som grundlaget for dets legitimitet, alene af den grund, at det ikke var alment. Tjetjeniens prorussiske politikere som Savgajev, Avturkhanov, Khadsjijev, Khasbulatov og Aslakhanov kunne nemlig ikke deltage. Deres manglende deltagelse skyldtes ikke manglende lyst, men det, at valget blev overvåget af maskinpistoler i en atmosfære af terror mod prorussiske borgere i Tjetjenien. Hvilket betyder, at valget heller ikke kan kaldes frit. På det historiske plan kan Maskhadovs valg til tjetjensk præsident sammenlignes med det nazistiske partis sejr ved det tyske parlamentsvalg i 1933, som foregik i en atmosfære af grusom terror mod socialdemokrater og kommunister. Men det er ikke det hele. I afstemningen deltog ikke de tjetjenske borgere, som havde været nødt til at forlade deres hjem som følge af etniske udrensninger rettet mod russere. Ifølge moderne international ret kan et sådant valg ikke anses for legitimt, for så vidt som det politisk befæster resultatet af etnisk udrensning. Denne regel blev i fuldt omfang anvendt under de lokale valg i Bosnien, hvor undertegnede var til stede som ekspert under valgkampen. Derfor kan dette valg altså ikke anses for alment. Moskva og Europarådets parlamentariske forsamling lod blot, som om dette var et legitimt valg. Man havde besluttet gradvist at anerkende den tjetjenske uafhængighed de facto og ønskede, at der hurtigst muligt skulle blive skabt legitime tjetjenske magtorganer, som man kunne føre forhandlinger med. Der er adskillige grunde til, at det giver mening at føre forhandlinger med Maskhadov i dag. For det første må Moskva over for verdensoffentligheden demonstrere sin vilje til en politisk løsning af problemet. Den russiske elite må forstå, at de metoder, som man bruger til at indføre konstitutionel orden i Tjetjenien, ikke blot er et indre russisk anliggende, for så vidt som de er forbundet med civile tab. Moskva skal ikke skamme sig over at fremføre sine argumenter over for verdenssamfundet; der er ikke noget at skamme sig over, sådan er realiteterne i den moderne verden. For det andet er forhandlinger med Maskhadov nødvendige for at vise den tjetjenske befolkning, at Moskva ønsker at minimere tabene af civile liv. Forhandlingerne skal blive Moskvas vigtigste middel til at vinde over terroristerne i informationskrigen, vinde den moralske sejr, vinde den tjetjenske befolkning og verdensopinionens støtte. Forhandlinger med Maskhadov var nødvendige før udbruddet af kamphandlinger. Mens de stod på, ville forhandlinger have været et forbryderisk fejltrin. Nu, efter afslutningen af den aktive fase i kamphandlingerne, i overgangen fra krig til fred kommer forhandlinger med Maskhadov atter på dagsordenen. Disse forhandlinger skal symbolisere afslutningen af krigen og overgangen til fred. Et vigtigt skridt frem mod forhandlinger kunne være at give amnesti til Maskhadov - og kun til ham. Den vigtigste opgave i dag er jo en politisk løsning af konflikten i form af skabelsen af et civilt samfund i Tjetjenien, og for at dette kan lykkes, er det nødvendigt at få isoleret terroristerne politisk. Maskhadovs farvel til terroristerne ville for Rusland være en kæmpemæssig sejr over terroren. Men det er vanskeligt for Maskhadov at anerkende den russiske magt i Tjetjenien, da han jo anser sig for at være landets lovligt valgte præsident. En betingelse for forhandlinger med Maskhadov er derfor, at han delegitimeres som præsident i den tjetjenske befolknings og verdensopinionens øjne. Dette er Maskhadovs tragedie, for han forsøgte jo virkelig at skabe et uafhængigt og civiliseret Tjetjenien. Det uafhængige Tjetjenien er i dag næsten fuldkommen delegitimiseret, og nu er det nødvendigt at fratage også dets ulovligt valgte præsident hans legitimitet. Hvis Europa vil hjælpe Moskva og Maskhadov ud af denne blindgyde, skal det ikke forsøge at fremtvinge forhandlinger med det ikkeeksisterende Itjkerias ikkeeksisterende præsident, men derimod klart erklære, at Maskhadov ikke er præsident, men feltkommandant, og at der skal forhandles med ham om betingelserne for hans amnesti og inddragelse i fredeligt politisk arbejde i Tjetjenien. Og efter terroraktionen i teatret i Moskva må man desværre tilføje: hvis han kan bevise, at han ikke er indblandet i terror mod civilbefolkningen.