»Jeg tror aldrig, det har været meningen, at en kvinde skulle opfostre et barn mutters alene på en villavej«, skriver dagens kronikør. Men hvad er så alternativet? For dårligt! Marie Kraul er mor og medlem af en vordende netværksfamilie. I midten af 1980'erne var jeg pædagogmedhjælper i en vuggestue, hvor jeg fik lært at skifte ble i en hulens fart. Der står en ganske positiv detalje tilbage på nethinden. Når børnene havde sovet til middag og en efter en var blevet hevet op af deres såkaldte krybber, gav vi dem tid til at sidde med barnevognsselen på og hænge på skødet af en voksen henne i sofaen. De skulle ingenting, bare komme til sig selv. Nogle gange sad man fem til ti minutter med hver sit rødkindede barn, indtil det af sig selv rettede sig op og begyndte at vise interesse for, hvad der skete på stuen. Men det er mange år siden. Mange år før jeg selv fik børn, og mange år før normeringerne for institutionerne blev rigtig dårlige. I den vuggestue, to af mine børn har været i, har jeg aldrig set, at børnene fik lov at sidde i en sofa i ti minutter og hænge på en voksen. Til gengæld kan jeg tydeligt huske alle de gange, jeg har set dem få et kram af en voksen. Det kan tælles på én hånd. En dag vendte jeg det med de få kram med min mand. Jeg undrede mig over det, for man får vel lyst til at kramme de unger, bare en gang imellem? Han foreslog konstruktivt, at der måske var en regel om, at man ikke måtte have for meget kropskontakt med børnene. Jeg kender ikke det rigtige svar. Der er nok flere. Et af dem er, at der ikke er blevet knyttet særlig stærke bånd til børnene, hvilket man dårligt kan bebrejde nogen. For stedet led, ligesom mange andre institutioner, voldsomt af personalemangel. Somme tider kom der ingen ansøgere til de talrige jobannoncer, man indrykkede. Nogle gange måtte man prøve at få arbejdsformidlingen til at henvise en pædagog. Hele institutionens kultur var præget af gennemtræk af voksne. Vikarer, der vikarierede for andre vikarer. Medhjælpere, der blev konstituerede pædagoger i mangel af uddannet personale. Til sidst opgav vi at lære navnene på de forskellige unge piger, der var på stuerne. Stedet er ikke atypisk, selvom man sagtens kan finde gode vuggestuer. Men en masse af områdets andre vuggestuer, specielt de nye, kæmper konstant med personalegennemtræk, hvilket er katastrofalt. Dette er ikke et bagstræberisk korstog mod børneinstitutioner. F.eks. kan jeg ikke forestille mig at undvære børnehaverne for børn over tre år eller fritidsordninger for skolebørn. Men generelt kan vuggestuerne i Danmark slet ikke leve op til små børns behov for voksenkontakt, tryghed og rolige rammer. Min påstand er, at børnene lider under det, selvom de ikke kan formulere det i den alder. Og forældrene lider under det, fordi der ikke er noget værre end at sidde på arbejde efter at have sagt farvel til et grædende barn. Hvorfor sker der så ikke noget, noget virkelig markant? For der har aldrig været så meget fokus på børn og så megen viden om deres behov. Når det kommer til stykket, er der meget få, der taler børnenes sag og ændrer noget ved tingenes tilstand. Det er også Børns Vilkårs erfaring. »Da debatten om f.eks. et års barselsorlov kørte, må jeg sige, af vi i Børns Vilkår følte os meget alene på arenaen. Fordi vi gik ind og argumenterede for et års orlov udelukkende for børnenes skyld. Næsten ingen på meningsmarkedet forsøger at fastholde det perspektiv«, siger John Halse, formand for Børns Vilkår, og tilføjer, at det stort set kun er Kristeligt Folkeparti, der har en formuleret politik i 'børnehøjde'. »Alle andre blander enten ligestillingsspørgsmålet eller erhvervslivets interesser ind i debatten«, mener Halse. Sammenblandingen sker selvfølgelig, fordi der er kolliderende interesser, som arbejdsstrukturen er i dag. Lad os se det i øjnene. Det sørgelige er blot, at mens ligestillingskampen er foregået, og det gør den vel mindst en generations tid endnu, er børnene - og de gamle - gået hen og blevet en restgruppe. For en del af kampen er kommet til at handle om at 'få lov' til at gøre karriere. Og i den kamp har man i dag trukket det absolut korteste strå, hvis man skal være omsorgsperson. Som en veninde en gang beskrev grundkonflikten i sit parforhold: »Der er ingen af os, der vil være kvinden«. Så snart en kvinde har født, bliver hun konfronteret med valget mellem pest og kolera - det sker i forbindelse med den vigtige korrespondance med pladsanvisningen om, hvornår man har pasningsbehov. En korrespondance og en stillingtagen, der helst skal foregå de allerførste dage af barnets liv. Enten takker man nej til alle pasningstilbud og tager det ultimative hardcore valg som hjemmegående husmor. Man har dermed - i flere år frem - anbragt sig selv i den allermest ensomme situation, der findes. I hvert fald sådan som vi har skruet pasningsordningerne sammen i disse år. En situation, der selvfølgelig har masser af glædelige stunder, fordi det er dejligt at bruge tid med sit barn. Men et svært valg, fordi man ud over isolationen skal frygte karrieretoget, der buldrer forbi en, og pensionsordningen, der slet ikke følger med mandens. Eller man undertrykker behovet for mere samvær med barnet, trækker i den stramme jakke og drager på arbejde, så snart barselsorloven slutter - manden tager jo ikke orlov. Så er det med at prøve at se det positive i den pasningsordning, man har valgt. Begge løsninger er naturstridige. Jeg tror aldrig, det har været meningen, at en kvinde skulle opfostre et barn mutters alene på en villavej eller i en stille lejlighed. Dertil er vores naturlige behov for fællesskaber simpelthen for stort. Men det har ved gud heller ikke været meningen, at vi skulle aflevere børn, der ikke kan tale eller gå, til vildfremmede mennesker. Barselsorlovens meget faste 'bagkant' er ikke indstillet på forældre, der gerne vil arbejde i f.eks. to timer om dagen - og måske fortsætte på dette nedsatte blus i flere år med en gradvis optrapning mod fuld tid og måske benytte anledningen til at videreuddanne sig. Det kan ikke undre, at nogle kvinder får pip af at være på barselsorlov og gyser ved tanken om, at det nu skal vare et helt år. Modsætningen mellem de to verdener er ganske enkelt for stor. Arbejdsmarkedsforskere fortæller, at forældrene nærmest flygter ind på arbejdet. Mængden af arbejde stiger proportionalt med antallet af børn. Hvor et liv med småbørn ofte er præget af en masse nødvendige, men utaknemmelige rutiner, slid og konflikter med ægtefællen, bliver arbejdslivet anset for det sjove. Her høster vi ros for den synlige indsats. Og samspillet med kollegerne er mere inspirerende end vasketøjsdiskussionerne med den sure mokke derhjemme. Det er på arbejdspladsen, at vores identitet bliver opbygget. Det er ganske enkelt mere lækkert! Sådan har far gebærdet sig i mange år. Også før it-arbejdspladserne var der med deres bordtennisborde og colaautomater til at gøre det til en leg at være på arbejde. Det nye - eller i hvert fald nyere - er, at mor i lige så høj grad som far er 'blevet' sit arbejde, hvor hun før gik på arbejde for lønnens skyld. Psykologen Steen Larsen gik så langt i et foredrag på Børns Vilkårs årsmøde, at han udbrød: »Der er sgu ingen, der gider beskæftige sig med børnene mere!«. Jeg ringede Steen Larsen op et par dage efter for at spørge, hvad han mente: »Yngre forældre undervurderer som regel, hvor stor en ødelæggende effekt lønarbejdet har på dem«, forklarede han. »Man sælger sig selv og sin sjæl til arbejdet. Mange griner af den påstand og siger, de er frie på grund af flekstid og mobiltelefoner. Men gu' er de ej, de er meget mere ufrie, end de aner. Effektiviteten bliver betalt et andet sted«. En del af problemet med arbejds- og familielivet er, at det er en privat sag at dæmme op for arbejdets indtrængen på familien. Forfatteren Bente Schwartz har meget rammende peget på, at vi hele tiden får at vide, at det godt kan lade sig gøre at få hverdagspuslespillet til at hænge sammen. Som om det, der er galt, er, at der bare lige skal findes den sidste brik og foretages nogle småjusteringer - og det er det hele. Det burde - også - være politik. Børnepolitik eller familiepolitik. Så man som vælger mellem 25 og 45 havde noget relevant at pejle efter ved et valg. Men fantasien strakte tilsyneladende ikke længere ved sidste valg end til, at nogle partier gik meget op i at få pasningsgarantien opfyldt i kommunerne. Men at det tilsyneladende ikke er et interessant politisk emne at holde arbejdet nogenlunde fra døren i småbørnsårene, behøvede i og for sig ikke være et problem. Ikke, hvis vi forældre rundt omkring på arbejdspladserne besad den nødvendige selvtillid til at give vores arbejdsgivere og kolleger et modspil. Hvis vi havde en indbygget praksis, som gjorde det naturligt at knokle i nogle livsperioder. Mens man som en selvfølge droslede ned, når man havde små børn. Men her har vi mellem 25-45 - os i den virkelig produktive alder - et generationsproblem. At blive voksne i 1980'erne har ikke været sundt for os. Adgangsbegrænsninger og arbejdsløshed har forsynet os med en kollektiv underskudsfølelse, hvis klamhed vi netop kun lige har rystet af os. Vi burde være vågnet for lang tid siden og have råbt hurra, for nu er der mere end brug for os, selvom vi aldrig troede, det skulle ske. Det er nu, de dygtigste af os indtager de ansvarsfulde poster. Det er faktisk nu, vi 'er' samfundet. Men vi lider i det skjulte af en form for taknemlighed over at have arbejde - for vi husker stadig en anden tid, en anden stemning, da vi måtte tage til takke. Derfor stiller vi ikke nogen familievenlige krav til arbejdsgiverne, der batter. Det til trods for at børnefamilierne udgør ikke mindre end 60 procent af arbejdsstyrken. Ingen spørger, om knokleriet kan betale sig. Og om arbejdsgiverne (som tit selv er småbørnsforældre) mon kunne tænkes at være modtagelige over for argumenter om, at man ikke er særlig kreativ eller produktiv, når man arbejder på 10.-12. time, og tankerne plages af dårlig samvittighed. Det nuværende børnepasningssystem blev skabt i industrisamfundet, hvor man havde brug for at få opbevaret børnene 7-9 timer dag efter dag, mens man passede sit job et tredje sted. Selvom der stadig er mange, der har brug for den løsning, vil flere og flere få behov for hjemmestrikkede, individuelle løsninger og alternative tilbud. Den teknologiske udvikling giver flere og flere mennesker mulighed for at lægge hele eller dele af deres arbejde hjemme, blive iværksættere, freelancere m.m. Men denne udvikling har ikke smittet af på vores børnepasning - endnu. Vi skal stadig aflevere børnene senest 9.30 og hente dem ud på eftermiddagen. Det må være muligt at bruge de nye arbejdsformer til både at tilgodese børnenes og de voksnes behov. Børnenes behov for tryghed og for samtidig at være sammen med andre børn og få en blid indslusning til institutionslivet. Forældrenes behov for at møde andre voksne og arbejde. Og begge parters behov for at være i nærheden af hinanden. Ikke mindst må det være muligt for kvinder at slippe for valget mellem barselsisolationen og den evige dårlige samvittighed. Ligesom jeg tror på, at der kan findes en løsning, som ansporer fædrene til at deltage lige så aktivt i forældreskabet som mødrene. I mit lokalområde er vi en gruppe forældre, der i samarbejde med pædagoger, skolen og kommunen er gået i gang med at virkeliggøre en drøm: Vi vil skabe et sted, lige midt i villakvarteret, hvor vi kan arbejde dør om dør med vores børn. Til en start 15 børn fra 0-6 år og 15 forældre, der dagligt kommer på stedet, senere skal flere med. Forældrene får mulighed for at arbejde hel- eller deltids i en separat pavillon eller etage. Børnene er der for at blive passet af pædagoger, men også for at mødes med forældrene til frokost, og når arbejdsdagen for begge er slut. Store søskende er velkomne efter skoletid, og de, der har lyst, kan bruge stedets køkken til at lave fælles aftensmad. Stedet vil rumme det bedste fra daginstitutionerne, det vil bruge hjemmearbejdspladsens fordele og til gengæld give de voksne et fagligt fællesskab. Nogle forældre vil sidde som enkeltmandsfirmaer, andre vil være tilknyttet en virksomhed med hovedkvarter et andet sted. Stedet, som også kan ses som et andet hjem, vil bringe os i tættere kontakt med vores naboer - det vil give en ny og dybere mening til det lidt for brugte begreb netværk. Måske udvikler det sig til en slags netværksfamilie. Initiativet er lokalt, men vores tanker bag rækker langt ud over kommunegrænsen: Vi vil have god tid til at være sammen med vores børn, men vi vil også gerne arbejde, i takt med at deres behov for os bliver mindre. Vi vil være der, når børnene har brug for os, og helst selv putte de yngste til at sove. Vi vil skabe et alternativ til den livsstil, hvor hvert familiemedlem i de bedste timer af dagen forsvinder hver til sit uden kontakt med hinanden. Ikke mindst vil vi gerne invitere børnene til at blive en del af de voksnes liv.