Er nationalisme en sygdom eller bare et symptom på, at vi har glemt at tage hensyn til noget grundliggende menneskeligt, spørger forfatteren Claes Johansen fra sit selvvalgte eksil. Det er vel i grunden såre menneskeligt at lægge sine sympatier hos dem, man har flest praktiske omstændigheder tilfælles med. Således bor jeg i England, og under de seneste års researcharbejde i forbindelse med en romantrilogi, der foregår under besættelsen 1940-45, har jeg kunnet mærke en stigende grad af solidaritet med dem af mine landsmænd, der befandt sig i Storbritannien under krigen. I bogen 'Kontakt med England', der udgør første bind af Jørgen Hæstrups store værk om modstanden imod tyskerne, gøres der en hel del ud af at fortælle om disse danskeres situation, da den er essentiel for en forståelse af, hvad der skete inden for modstandsbevægelsen i Danmark. Hovedopgaven for de benævnte danskere var at give de britiske myndigheder et mere nuanceret syn på Danmarks stilling i forhold til Tyskland. I starten af krigen var den engelske holdning nemlig stærkt præget af den såkaldte samarbejdspolitik, som datidens danske politikere dyrkede med landets nazistiske besættere, samt manglen på militær dansk modstand ved selve invasionen om morgenen 9. april 1940. Dertil kom, at en egentlig modstandsbevægelse var temmelig længe om at komme op at stå hos os sammenlignet med visse andre besatte lande. Det var altså dette syn, en gruppe danskere i London søgte at ændre på ved at rende de britiske myndigheder på dørene med forslag om oprettelse af danske enheder i den britiske hær, indrullering af danske piloter i Royal Air Force og - senere - nedkastning af faldskærmsfolk og materiel til den danske modstandsbevægelse mv. Gruppen kaldte sig The Danish Council - Det Danske Råd - og oprettedes officielt i efteråret 1940. Man kan diskutere, hvem der egentlig havde ret i deres vurdering af datidens majoritet af danskere - englænderne eller folkene fra Det Danske Råd. For sandt at sige var der mange i det besatte Danmark, som nød godt af besættelsestroppernes tilstedeværelse, mange, der så kommunismen som en større fare end nazismen osv. Men den slags var underordnet for folkene i Det Danske Råd. De var ude på et rent reklametogt for Danmark og danskheden og beskæftigede sig ikke ligefrem med sober og neutral information. Man kan se dem som et eksempel på, hvorfor begrebet 'fædreland' hedder sådan, som det gør. Thi vi har det til tider med det sted, vi kommer fra, som vi kan have det med vores kødelige ophav. Der kan være interne kontroverser, men udadtil holder man skansen selv på områder, hvor det egentlig karambolerer med éns private holdninger. Det lyder som inkonsekvens, men det er nu nok bare temmelig menneskeligt og i bund og grund en af drivkræfterne bag selve tilværelsen. Vi forsvarer vores ståsteder. Hvad tænker man så i dag, når man fra udlændigheden skuer i retning af fædrelandet og den hjemlige politiske udvikling? Tja, det lader sig ikke benægte, at det, der fylder mest i synsfeltet, er en afgrund mellem danskere og indvandrere, som praktisk talt ikke eksisterede, da min kone og jeg rykkede teltpælene op i 1992. På daværende tidspunkt var indvandrerfænomenet omtrent 25 år gammelt i Danmark, og de fleste mennesker anså vist de vanskeligheder, der muligvis havde været i den forbindelse, for at være et overstået stadium. Jeg underviste i slutningen af 1980'erne, var klasselærer for en skoleklasse i Albertslund med 30 procent fremmedsprogede elever. Der var masser af problemer, men stort set ikke noget, der havde specifikt med de fremmedsprogede at gøre. Det nærmeste, jeg kom på en spire til dagens tilspidsede situation, var en fornemmelse af, at der på visse områder fra offentlig side blev udvist en noget overdreven eftergivenhed og særbehandling af indvandrere, som kunne virke både uretfærdig og frustrerende på indfødte danskere, og som desuden lignede en ren foræring til højrekræfter på udkig efter bastant konfrontation og kortsigtet politisk vinding. Der var med andre ord så småt lagt i ovnen til den sædvanlige mangel på politisk nuancering, der gør, at almindelige mennesker tages som gidsler i en rigid politisk dualisme uden hold i realiteterne. Besynderligt som de politiske debatter i det danske flerpartidemokrati altid ender med at være ukonstruktivt tosporede. Men som så meget andet bunder det vist også i følelser med rod i besættelsestiden. Hvordan ser man som fastboende dansker i Storbritannien på polariserede situationer med politiske, religiøse og nationalistiske overtoner? Har man et grundlag her, som er anderledes end hjemmedanskerens? Måske. I hvert fald ser jeg først og fremmest skrækeksemplet over dem alle - Nordirland. Dernæst ser jeg byer i Storbritannien, hvor forholdene mellem muslimske indvandrere og briter er så elendigt, at man ligefrem overvejer at adskille bydele med 'berlinmure'. Og jeg tænker: Næsten hvad som helst er bedre end det her. Og jeg tænker: Hvis den slags problemer ikke bliver løst - op løst - på en intelligent og fornuftig måde, gror de fast. Og det har ingen fornøjelse af, undtagen psykopater. Men der findes såmænd en endnu mere skræmmende vision. En udsigt til en fremtid, der kan få dagens danske indvandrerdebat til at ligne en diskussion om menukortet om bord på Titanic. Jeg er indbygger i en stor union - Storbritannien - bestående af landene England, Skotland, Wales og Nordirland. Jeg holder af at bo i England af mangfoldige årsager - holder bizart nok af at være dansker hér. Men jeg har også, lige siden den dag jeg først kom hertil, følt, at Storbritannien var for stort. Målt fra nord til syd og fra øst til vest er forskellene imellem mennesker, geografi, vejrlig, tradition og levevilkår simpelt hen for udtalte til, at en fælles lovgivning og styring giver nogen form for logisk mening. Ikke underligt at hospitalerne, skolerne og vejnettet skranter alle vegne. Ikke underligt at den britiske union er ved at gå op i sømmene, med oprettelse af lokale parlamenter i alle provinserne. I politisk henseende er Storbritannien simpelt hen en rusten, gammel olietanker på afveje, umulig at styre, umulig at holde ren, på kurs imod gud ved hvad ... Men hvis Storbritannien er for stort, hvad så med EU? Hvis Storbritannien har voldsomme problemer med at holde sammen på sig selv, problemer med etniske og religiøse fraktioner, problemer med illegale indvandrere, narkomisbrug, organiseret kriminalitet - hvad så med EU? Eller for nu at skære helt ind til knoglen: Hvilke konsekvenser kan det få for vores daglige sikkerhed, når den russiske mafia for alvor rykker ind over de højt besungne åbne grænser? I Sverige og navnlig Finland har man altid haft problemerne med det, vi engang kaldte Østblokken, tættere inde på livet end i Danmark. I den ende af Norden er diskussionen for længst begyndt. Hvad er det for et mareridt, vi er ved at indlade os på i håb om at opnå en kortsigtet økonomisk vinding? Bortset fra denne jagt på økonomisk vækst ser jeg ingen nævneværdige argumenter for at tromle videre ind i hulen hos det store monster, man benævner EU. Er USA eller det hedengangne Sovjetunionen eksperimenter, der er værd at gentage? Er, for den sags skyld, Storbritannien? Det er tydeligt nok, at Den Europæiske Unions foregangsmænd i mangt og meget gør regning uden vært. Og spørgsmålet er, om det i virkeligheden ikke er hos dem så meget som noget andet sted, vi skal søge efter årsagen til det fremmedhad og den nationalisme, der i disse år bølger igennem Europa. Sagt på en anden måde: Er nationalisme en sygdom eller bare et symptom på, at vi har glemt at tage hensyn til noget grundliggende menneskeligt i form af et krav om nærhed, overskuelighed og hensyntagen til respektiv egenart? Man hører af og til den påstand, at det er nationalisme, der er skyld i alle krige igennem de sidste to hundrede år. Men det er et bagvendt argument. Før man opfandt nationalismen, havde man bare en anden undskyldning for at myrde løs på hinanden - navnlig religion. Og en del af det 20. århundredes krige var i øvrigt ikke primært nationalt begrundede så meget som politisk-ideologisk. Så hvis man tror, man kan fjerne krige og andre mellemfolkelige konflikter ved at fjerne nationalisme, er man utilladeligt blåøjet. Det er desuden et projekt, der er dømt til at mislykkes. Lad mig bare give et enkelt eksempel. Jeg havde engang en svigerfar med 2 CV, fuldskæg og andefødder. Han kunne alle lp'erne med Røde Mor udenad. Men det slog aldrig fejl, at i samme øjeblik dronning Margrethe dukkede op på tv- skærmen, løb tårerne ned ad kinderne på ham. Han lo og sagde, at han fandeme ikke fattede, hvad der foregik. Men der var åbenbart tale om stærke følelser. Måske er det med fædrelandskærligheden som med ham Gud: Den er eddermame svær at få smidt ud. Og måske er det mere et spørgsmål om at finde ud af, hvad der egentlig foregår, end bare at forkaste og fordømme. Hvad er nationalisme egentlig, hvis ikke en kærlighed til det, man kommer fra - drevet ud i det sygelige? Det er jo sådan med kærligheden, at hvis den får lov til at udfolde sig naturligt og positivt, er alt i skønneste orden. Hvis kærlighed derimod frustreres, kan der opstå alvorlige konsekvenser. Det Danmark, jeg voksede op i i 1960'erne og 1970'erne, havde et dybt frustreret og ambivalent forhold til sig selv som nation. Igen et fænomen med stærke rødder i besættelsestiden. Nok en gang var debatten dualistisk og polariseret: på den ene side ungdomsoprørerne, der havde smukke idealer og slagord, men undervejs fik smidt børn i massevis ud med badevandet og først opdagede det, da det var for sent - som for eksempel da patriotismen på venstrefløjen pludselig blussede op i forbindelse med EF-afstemningen i 1972. På den anden side en højrefløj, der i hvert fald ikke gjorde dansk selvbestemmelse og egenart nogen udpræget tjeneste ved samme folkeafstemning efter at have truet sig til en marginal støtte hos befolkningen. I dette spil havnede åndelige værdier som kunst og kultur - herunder positiv kærlighed til og forståelse for de mangfoldige kvaliteter i danskheden - enten som politiske gidsler i den ene eller anden lejr, eller ude på et sidespor sammen med børnene og de gamle. Men den slags nævner jeg selvfølgelig ikke for fremmede. Når englændere spørger mig om det, jeg kommer fra, sørger jeg altid for at svare i positive værdier. Jeg fortæller om dansk litteratur, den navnkundige sangskat (de kan sågar få en 'sample' hvis de vil: to otteårige primadonnaer med 'Morgenstund har guld i mund'), dansk musik, landbrug med videre. Turistbrochure. Noget af det nikker de ligefrem genkendende til. Lego og Lurpak. Andersen, Nielsen, Blixen, Petri, Ørsted-Pedersen. »Great stuff!«. Og, spørger de respektfuldt, var det for resten ikke også Danmark, »who voted no to Europe recently?«. Måske ikke ligefrem, siger jeg, men i hvert fald nej til deltagelse i møntunion med videre. Så får man skulderklap, og jeg husker igen dagen, da afstemningsresultatet fra Danmark blev meddelt i radioen her. Jeg tog over og hentede ungerne fra skole, og verden var lyserød. Den dag var det os, der tog teten og turde sætte en stopbom op foran det truende storeuropæiske mareridt. For én, der til daglig sidder med besættelsestiden konstant i bakspejlet, føltes det, som om der endelig blev betalt en rate af på en meget gammel gæld. Jeg stillede heller ikke ved denne lejlighed vort lys under nogen skæppe. Således håber jeg i det store og hele at føre traditionen nogenlunde videre fra dem, der sad herovre i 1940 og skuede skrækslagent hjem ... Anden del af Claes Johansens romantrilogi 'De sidste mennesker på jorden' udkom i sidste uge.