Man kan blive syg og demoraliseret, når skattevæsenet begynder at mistænkeliggøre. Forfatteren og journalisten Anne Marie Løn har været en tur i maskinen. Vist var det koldt, men det var også dejligt, da jeg og nogle venner midt i maj tog os sammen til at indlede sommerens badesæson ved udsigten til bagefter at drikke vin medbragt af én, som lige havde sluttet sig til os på stranden sidst på eftermiddagen. Den smagte som engelen synger, 129 kr. stod der på flasken. »Det må jeg nok sige«, sagde jeg, »det' fordi jeg har været til reception«, sagde han. »På de receptioner, jeg går til, får man bare et glas eller to, mens man er der«, sagde jeg. »Ser du«, sagde han, »man køber seks gode flasker og skriver 'reception' på regningen, de tre tager man til sig selv«. Det er måske den slags småsvindleri, der gør det udholdeligt for folk med små selvstændige virksomheder at blive trukket igennem skattemyndighedernes nidkære og forvrøvlede gennemgang af deres regnskaber, tænker jeg. Har jeg da aldrig selv? ... Det har jeg faktisk ikke. Mærker jeg nu glorien om mit hoved, nej, jeg føler mig som en idiot, da den ekstra gode vin minder mig om et ikkegodkendt fradrag på 190 kr. på mit regnskab for vin til en korrekturlæser. Mit liv og arbejde er styret af indignation og medfølelse, når jeg ser magtmisbrug, manipulation og krænkelse af mennesker i magtesløse situationer, det er der kommet meget godt arbejde ud af. Skulle jeg holde mund nu, da jeg selv er den forurettede, mistænkeliggjort og ydmyget af skattemyndighederne, så det har ødelagt et arbejdsår for mig, eller skulle jeg begynde at gå til reception en gang om ugen, købe seks flasker vin og tage de tre til mig selv? Min beskæmmelse rækker ud over min egen på mange måder begunstigede person og tvinger mig til at skrive om min sag, som er et eksempel på magtmisbrug og overgreb mod den borgermoral, demokratiet bygger på. Samfundet har indført ny løn angiveligt for at få bedre hoveder ind i de offentlige kontorer, men de, der sidder der, bliver ikke klogere af det, de fristes til at overskride enhver etiks og anstændighedsgrænse formentlig uden at begribe, at de lige så godt kunne være ansat i en totalitærstat. Mennesker, som er langt mere stålsatte end jeg, bliver også frustrerede og får ondt i maven, når skattevæsenet fremturer ... dumhed er dog den værste magt at være oppe imod. En landmand i en forsamling i Skjern, hvor jeg holdt foredrag om de af mine bøger, der foregår i landbruget, sagde: »Vi bønder har alle dage været bange for at betale skat, havde vi været lige så bange for renterne som for skatten, havde de fleste af os siddet bedre i det i dag«, og jeg tænkte: Det er rart at være en tilfreds skatteyder, det er rart, når der afregnes, at svare mødearrangørerne, der siger, »vi skriver det ikke nogen steder«, at »det gør jeg«. Det har været en god fornemmelse i mange år at have oplyst ti-femten-tyve honorarer til beskatningen, som ikke har været indberettet til Told & Skat. Det er ikke rart at føle sig som en nar, at trækkes med moralbegreber i veteranklasse, det er nærmest lattervækkende, det burde det ikke være. Kan et demokrati bestå uden de moralbegreber? En klar bevidsthed om min egen husholdning og samfundets har gjort, at jeg har klaret mig godt, jeg stod på talerstolen på Tune Landbrugsskole, få dage efter at suturen var taget fra tredje kejsersnit, mit liv har i det hele været så heldigt, at jeg ikke har behøvet at trække direkte på fælleskassen. De indirekte samfundsydelser derimod, bevar mig vel, det er enormt, hvad jeg personligt har fået for skatten: tre kejsersnit plus diverse, ni gange i narkose, tre børn i daginstitution, folkeskole, gymnasium, tredive år som bilist på gode danske lande- og motorveje, vigtigst: Jeg får den sjælefred, at de af mine medborgere, som ikke kan klare sig selv, får midler til dagen og vejen fra det offentlige. En forfatters regnskab er som regel enkelt, små indtægter, små udgifter, således også mit, jeg er højt på strå lige nu, livstidsindtægten kan stadig nå at blive omkring en mellemuddannets. Jeg førte det selv de første ti år som borger i min kommune indtil 1990, da jeg fik en lokal revisor, fordi der var en fejl, jeg ikke kunne gennemskue. Den blev fundet, man havde beskattet 25.000 kr. fra Landbrugets Kulturfond to gange, som særlig indkomst og almindelig indkomst. Et hændeligt uheld. Det første år var forfatterindtægten 32.000 kr., derudover pantebrevsafkast på 43.000 kr. fra huse jeg havde ejet under 12 års arbejde som vellønnet dagbladsjournalist, jeg var altså rentier på papiret, men fik anerkendt kontorudgiften og har, modsat de fleste, ikke haft problemer med skattevæsenet om det. Spørgsmålet om kontor er dybt ømtåleligt for alle forfattere, og vi reagerer, som om stol og bord rent fysisk bliver revet væk under os, hvis vi får underkendt kontorudgiften, som, for en ung forfatter på vej, sagtens kan løbe op i en stor procentdel af den samlede indtægt. Den 20. august 2001 modtager jeg en tyk kuvert fra skattevæsenet, man lægger ud med at betvivle berettigelsen af, at jeg har et kontor, året før havde jeg indbetalt over 913.000 kr. i skat, det gamle hus jeg bor i blev anskaffet for 16 år siden, fordi det er født med kontor, regnskabet er til mindste detalje ført som de foregående 20 år. Jeg griber knoglen, ringer til den ansatte i skattevæsenet, der har underskrevet, og spørger, om materialet er maskinelt bearbejdet. Hvad jeg mener. Jeg mener, der ikke kan være en menneskelig hjerne bag. Det er der, det er hendes. Jeg løber det hele igennem og bliver livræd. Hjælp! Er Muren faldet? På hvilken side befinder jeg mig? Mange flittige og dygtige borgere reagerer som jeg. De, der af samfundet er diagnostiserede sociale tabere, hvordan reagerer de, i værste fald med destruktion i alle grader fra at rive blomsterne op af blomsterkummerne og slå folk ned på gaden til selvdestruktion. Jeg er, som mange i min situation, for gammel til at blive asocial, min frustration drev mig ikke videre end til sjuskeri med sortering af husholdningsaffaldet. Den ansatte har gået de seneste tre år igennem og med samme nidkære og inkonsekvente fornuftsstridighed trukket en række poster frem til ikkegodkendelse. Min revisor har aldrig set noget lignende, er magtesløs og forstår ikke fuldt ud, hvor krænket jeg er, da han, efter jeg har været uarbejdsdygtig i to måneder, i telefonen siger: »Jamen, A.M., du kan da ikke ha' noget imod, de kommer og ser dit kontor«. Jeg lægger mig ind over skrivebordet og græder. Medarbejderen på forvaltningen har fundet ud af, at jeg kun må holde én avis, Politiken, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen er ikke godkendt. Jeg lever af at ytre mig om alt, hvad der rører sig i samfundet og verden, landmænd, dyrlæger, købmænd og revisorer må trække alle de aviser og tidsskrifter fra, de vil, jeg holdt ekstra aviser i de år, fordi jeg afleverede 53 artikler om året til Aller Press oven i alt det andet arbejde, tjente 120.000 kr. på det, hvoraf 70.000 kr. gik til skattevæsenet, jeg var ude at se mig lidt om i verden af samme grund, der kom artikler ud af det, men ingen rejser er godkendt. Indkøb af bøger for et par tusind kroner om året afvises med henvisning til en paragraf, som ikke lader Stasimetoder noget tilbage at ønske. Det betvivles ikke, at bøgerne har været til gavn for arbejdet, men da anskaffelsen kan have karakter af anlæg af bibliotek, kan fradrag ikke godkendes. Havde jeg holdt offentlig bogbrænding hvert kvartal, ville det havde været i orden. Højskolesangbogen, 148 kr. ikke godkendt. Jeg kommer i 20-30 forsamlinger om året, hvor der synges i dens forskellige udgaver, som regel bliver jeg på forhånd bedt om at vælge noget, der passer til det, jeg vil tale om, jeg er nødt til at eje alle udgaver. Og så fremdeles. Jeg skriver og redegør, redegør og skriver og får nye tykke kuverter tilsendt med afvisning af det meste. Visse argumenter godkendes til dels, f.eks. om Højskolesangbogen: »De oplyser i Deres brev at indkøb af højskolesangbogen var en nødvendighed, da tidligere udgaver var tyndslidte, dette berettiger ikke til fradrag. De oplyser endvidere at sangskatten er evident/indlysende, når man arbejder med dansk sprog i dansk kulturel tradition, med dette som argument kan der gives fradrag for højskolesangbogen«. Det er mig ikke muligt under dette bombardement at komme til at arbejde, aflyser alt, hvad aflyses kan uden for hjemmet, gode venner råder mig først i december til at tage en udenbys revisor, hun er målløs, søger sagen udskudt, så hun kan få tid at sætte sig ind i den. Samtidig sætter jeg nogle penge, (arv fra min mor og overskud ved salg af sommerhus, som jeg havde ejet i 10 år, købt billigt, kontant) fra den lokale sparekasse til Nordea i Holbæk, fordi nogen har fortalt mig, at i sådan en lille by ved alle alt om alle, og jeg får det pludselig dårligt med at have dem stående. På Rigshospitalets øjenafdeling diagnosticeres 12. december en sjælden stresssygdom, som gør mig blind på venstre øje, når jeg er under pres, jeg har ikke kunnet læse med øjet siden 20. august. Mine ti girokort til kildeskat 2002 sender jeg i januar til Nordea, de mange girokort på restskat for 1998, 1999 og 2000 vil jeg gå til min lokale sparekasse med, selvom sagen ikke er afgjort, i februar er de første betalt, jeg har netop fundet marts-girokortene frem, da Nordea ringer og siger, at der er kommet opkrævninger på en hel del skatterestance. Flov siger jeg, at jeg ikke er i restance med noget og spørger, hvad det nærmere drejer sig om. 1998, 1999 og 2000, identisk med det jeg sidder med. Kan de det? Nej, det skulle de ikke kunne. Jeg er temmelig rystet, men tænker: Pengene skal betales, lad det køre, jeg er godt i gang med min bog nu og kan ikke have mere brok. 13. maj får jeg rykker fra Told & Skat, to rater for 1998 er ikke betalt, tilsammen små 30.000 kr. »Såfremt beløbet ikke er Dragsholm Kommune i hænde senest den 21. maj 2002, vil beløbet blive modregnet i biblioteksafgiften«, skriver sagsbehandleren! Jeg ringer og spørger, hvornår hun er blevet ansat i bibliotekstilsynet, men det er hun slet ikke, siger hun, hun skal bare have de penge. »Hent dem, hvor I har hentet de andre«, siger jeg, men det påstår hun hårdnakket, at de ikke har, for det kan de ikke, og det må de ikke. »Ikke desto mindre har jeg kontoudtogene her«, siger jeg, »var de ikke blevet betalt, ville der være blevet rykket, og nu kan jeg godt se, at 1998-raterne ikke er trukket, hvorfor har I ikke trukket dem?«. »Vi har ikke trukket noget, det er ikke lovligt, det er helt umuligt« ... jeg lægger hende på bordet i køkkenet og går ind til mit arbejde. Girokortet afleverer jeg i sparekassen. 23. maj møder jeg i Skatteankenævnet, med mig har jeg en repræsentant for en af landets højest betalte faggrupper, min udenbys revisor, hun fremstiller og jeg fremstiller, hun resumerer: Udgift på ca. 100.000 kr. til erhvervelse af en indtægt på ca. en mio. Jeg redegør blandt meget andet for fire gange 1.200 kr. til en rejse med Tuse Næs Busrejser til Paris, resultat: En bog der har indbragt skattevæsenet en halv million, og fortæller, hvor afgørende det er for de produkter, der kommer fra mig, at jeg selv skaffer likviditet til rejserne frem for at rejse på legater og kontrakter. Øvrige udgifter, ophold, lokale transporter, entréer og i Afrika bestikkelse, er ikke trukket fra. Jeg er under stort pres og ryster af anstrengelse, min bog er endnu ikke skrevet færdig, jeg ved ikke om den bliver det, der lyttes med lige så kloge miner, som når jeg taler til mine skildpadder. Ankenævnets medlemmer giver på forskellig vis udtryk for, at det var interessant, hvad de har hørt, det kan jeg godt forstå, den beretning om mit arbejde kunne jeg til hver en tid have fået et honorar på mange tusinde kroner for. Sort. Flere siger, at den bog kunne de godt tænke sig at læse. »Jeg skulle måske have taget en stak bøger med til jer«, siger jeg. Sekretæren fra forvaltningen udbryder: »Den har vi da! Jeg har læst den, den er virkelig go'! Den går på omgang hos os, I kan bare stille jer op i køen«. Vi har alle rejst os fra pladserne, et medlem af ankenævnet siger, det her vist godt kan afgøres på stedet, et blik fra formanden betyder, som vi ser det, at man ikke kan desavouere en medarbejder, vi vil få besked telefonisk næste dag. Min revisor siger til mig, da vi går derfra: »Det med bogen kunne hun godt have skånet os for«. De ord bliver jeg glad for. Siden oktober, da jeg kørte ud til rådhuset og afleverede den som dokumentation og forklarede, at man på side 59 til 69 kunne se, at busrejsen var hele grundlaget for bogen, havde der intet været om den i de mange papirer, jeg var blevet overdænget med. Min revisor modtager telefonisk besked næsten morgen, vi får indrømmelse på lidt under halvdelen, de ca. 60.000 kr., jeg har fået tilbage, er gået til humanitære formål, havde jeg fået mere, var de gået samme vej. Sagen har kostet 26.000 kr. i revisorhjælp, hvoraf det offentlige indtil nu har godkendt at betale halvdelen. I disse dage overvejer jeg, om man kan være bekendt at gå videre til så høj en instans som Landsskatteretten med denne synopsis til et stykke absurd teater. Jeg synes, det er flovt. Men, er flovheden min? Få måneder før sagen var jeg blevet udråbt til Dragsholm Kommunes ambassadør. Det var et surt glas champagne, jeg drak på borgmesterens kontor den formiddag, jeg ville hellere have haft en kop kaffe og kunne godt have undværet at blive kommunes ambassadør. Jeg kunne også godt have undværet de pæne ord, den vase og de blomster, jeg fik, jeg gik kun med til det, fordi borgmesteren sagde, jeg gjorde dem en tjeneste. Jeg tog nogle bøger med som gave, danske og oversatte eksemplarer, som man kunne give til kommunens kontakter ude i landet og verden, dem blev hun glad for og satte ind i et vitrineskab. Æren kunne jeg godt have undværet, også blikkene fra de ansatte, da jeg gik igennem rådhusets åbne plan med buketten og vasen. Jeg kunne have undværet det hele, men jeg kan ikke leve uden at tænke og handle, som jeg gør. Det har jeg tilfælles med mange mennesker, og det kommer der meget godt arbejde ud af. Men vi bliver i bedste fald demoraliserede, i værste fald syge, når det giver samme resultat at tale til de i vores tjeneste offentligt ansatte og folkevalgte, som det gør at gå ud at tale til sine skildpadder. Glæden fraregnet.