»Når pengenes og de administrerende direktørers logik får lov at lede udviklingen, ryger tanken om demokratisk mangfoldighed ud med badevandet«, skriver medieforsker Michael Bruun Andersen, Roskilde Universitetscenter, i anledning af den bebudede fusion mellem Jyllands- Posten A/S og Politiken A/S. Den avis, du har i hånden, skal for fremtiden komme fra et avisudgiverselskab, som er ejet af fondene bag Jyllands-Posten og Politiken og Ekstra Bladet. De to fusionerer til ét stort avishus. Alliancen mellem avisen med den stærkt højreorienterede fortid og avisen med den moderat venstreorienterede fortid er det seneste udtryk for den voldsomme strukturforandring, som den danske dagspresse har undergået de seneste år. Forandringen har trukket i én retning: stadig færre aviser og endnu færre ejere/udgivere. Spørgsmålet er om denne udvikling styrker den journalistiske mangfoldighed og dermed den demokratisk set livsvigtige offentlige diskussion. Er bladkoncentrationen et demokratisk problem, og hvilke politiske initiativer påkalder dette, hvis det er? Mit grundsyn er, at medierne ikke kun er ejernes, men også samfundets, fordi de varer, de producerer, er de praktiske forudsætninger for den demokratiske diskussion. Smuldrer fundamentet for den offentlige debat, har samfundet ikke alene ret, men også pligt til at gribe ind med foranstaltninger, som kan sikre fundamentet, det vil sige mangfoldighed . Allerede i årene efter Første Verdenskrig nåede antallet af blade og bladtitler sit højdepunkt. Siden er det gået tilbage med stilstand under besættelsen bl.a. på grund af den statslige papirrationering. Derefter stadig hurtigere omend med svingninger i nogenlunde takt med konjunkturkriserne. Tallene taler deres tydelige sprog: I 1920 var der 155 aviser i Danmark, i 1945 var der 122. Ved indgangen til 1980'erne var vi nede på knap 50, og her ved årtusindskiftet er der røget yderligere 10-15 aviser af i svinget, afhængig af hvordan man tæller. De seneste store forandringer på det danske dagbladsmarked er koncentrationsprocessen i det nordjyske område, den norske kemi- og dagligvarekoncern Orklas opkøb af det Det Berlingske Officin og altså fusionen mellem Jyllands-Posten og Politiken. Dermed er der kommet en slags duopol på avismarkedet med én stor udenlandskejet spiller og én noget mindre danskejet spiller. Det er imidlertid ikke blot antallet af aviser, som er reduceret. Antallet af ejere og udgivere en reduceret endnu mere. Markedsøkonomien har i sig indbygget en permanent strukturkrise, hvis ikke lovgivningen regulerer udviklingen. Hvad vi er vidne til nu, er en næsten ureguleret strukturtilpasning, som fremskyndes af en konjunkturnedgang, som aktuelt betyder en betragtelig nedgang i annonceindtægterne. Under alle omstændigheder har annonceindtægternes øgede betydning medført et ændret forhold mellem læserne og aviserne. Mens annoncer altid har været væsentlige for driften af dagspressen, så er de i dag den vigtigste indtægtskilde. Det er f.eks. derfor, at Berlingskekoncernen kan smide Berlingske Tidende gratis i nakken på Næstved Tidendes abonnenter. Hvor læserne i gamle dage ikke alene var vigtige for aviserne, fordi de var læsere, men også fordi de var købere, så er situationen i dag en noget anden, fordi man - som tendens - nu kun er afhængige, af læserne som læsere. Hvis ikke avisen kan overbevise annoncørerne om, at så og så mange faktisk læser avisen, så falder annonceindtægterne. Sat på spidsen kan man sige, at aviserne slet ikke har behov for læserne som kunder til avisen, men kun som kunder til de annoncerede produkter. Ved at forære avisen væk kan man puste læsertallene op. Den omfattende konkurrence på prisen med rabatter på op til halvdelen af den sædvanlige abonnementspris har trukket i samme retning. Læseren kan ikke længere tro på, at avisen koster det, den koster, når man for den halve pris kan skifte til konkurrenten og tilbage igen efter nogle måneder. Princippet med at forære avisen væk har distriktsaviserne og Søndagsavisen kunnet lave penge på i mange år. Og det er det princip, som den danske udgave af MetroXprees tror på, kan blive rentabelt, og som Berlingskekoncernen med udenlandsk kapital i ryggen forsøger at neutralisere ved at udgive konkurrenten Urban. Denne udvikling vanskeliggøres imidlertid af den nævnte konjunkturkrise. Annonceindtægterne falder drastisk, aviserne må rationalisere, fyre journalister og andre medarbejdere - og indtægterne fra læserne får igen lidt større betydning, og det bliver vanskeligere at forære aviser væk. Gratisavisprincippet, forstået som den gradvise forskydning mellem indtægter fra læserne mod indtægter fra annoncørerne, har nemlig en meget vigtigt konsekvens: Når læsernes betaling for avisen tenderer mod kun at have marginal betydning for ejeren/udgiveren, forandres mediets forhold til læseren: Man bliver bange for, at læserne begynder at fedte for dem på samme måde, som de politiske partier uden medlemmer fedter for vælgerne. Journalisten bliver tvunget til at udøve sit håndværk på samme måde, som den der fisker med agn: Den journalistiske form bliver den madding, der skjuler krogen, som læseren skal hales ind med i de læsertal, som annoncøren kræver at se, før han betaler for spaltepladsen. Samtidig sorteres journalistikkens indhold på en sådan måde, at læserne sjældent møder holdninger, de ikke har i forvejen. Det grønne segment (os lidt bekymrede nordkøbenhavnske mellemlagsmennesker) skal serveres grønne holdninger og så videre. Ingen har nogensinde fået krydderen galt i halsen af at læse Søndagsavisen. Og Politiken Søndag får ikke mange hår til at rejse sig på en læser i den grønne målgruppe. Så er der for en grøn læser trods alt mere om ikke substans så dog provokation i Jyllands-Postens indvandrerpolitiske journalistik. Men læsertallene viser, at det ikke er let at fedte eller at forære noget væk. Det er imidlertid ikke blot læserne, som stryges med hårene annoncørerne stryges med hårene i de tillæg, som er beregnet på at generere flere annoncekroner, f.eks. rejsetillægget. I USA har man flere steder taget konsekvensen af denne udvikling og lader avisernes annonceafdelinger redigere sådanne tillæg. Forandringen af avisernes økonomiske grundlag har ændret forholdet mellem mediets ejere/udgivere, annoncørerne og læserne, således at det i dag snarere er ejernes kortsigtede økonomiske interesser, der er i fokus, end læsernes langsigtede demokratiske. Vi læsere er ikke interesserede i at få avisen forærende. Vi bør betale den fulde pris for abonnementet og stille krav til avisen. Den duopolistiske mediestruktur, som nu er under udvikling, illustrerer forskydningen mellem den økonomiske ledelse og den redaktionelle. Politiken fortæller selv fusionens baggrundshistorie, hvordan det var pengemændene på Politiken og Jyllands-Posten, der først blev enige om fusionen. Derefter blev chefredaktøren kaldt op til direktøren, som har kontor tre etager over chefredaktøren. Man ville høre hans reaktion på fusionsplanen. Avisen citerer (29.9.) Tøger Seidenfaden for at sige: »Jeg stejlede ikke. Jeg havde bare behov for - at gå nogle dage og mærke, hvordan det føles i kroppen « - før han kunne melde tilbage og sige, at »det her er det bedste for Politiken«. Man bemærker, at chefredaktøren ikke bruger formuleringen, at det er godt eller nødvendigt for Politiken. Og han siger slet ikke, at dette er godt for den offentlige samtales vilkår i Danmark. Man skal være ualmindeligt tonedøv, hvis man ikke kan høre, hvem der har the upper hand (for nu at blive i den vertikale metaforik) i denne lille fortælling om den danske offentligheds strukturelle forandring. Med bekymring tænker man på redaktørens efternavn, i tilfælde af at kroppen havde ledt ham frem til et nej. (Er det i øvrigt ikke kun et fait accompli som må bearbejdes med kroppen?). Når pengenes og de administrerende direktørers logik får lov at lede udviklingen, ryger tanken om demokratisk mangfoldighed ud med badevandet. Der er for mange medier på det danske mediemarked, kunne man høre bestyrelsesformanden for det nye udgiverselskab sige i sidste uge. Men hvem er det, som er for mange? Er det Jyllands-Posten som er for mange i Københavnsområdet? Næppe. Det, at der er en mangfoldighed af medier på københavnermarkedet har vist sig være en fordel for læserne: Jyllands-Posten har med sit forsøg på at erobre det københavnske avismarked udviklet et tillæg med navnet JP København, som behandler Københavnsområdets problemer med andre vinkler, end man kan få ved at Læse Berlingske Tidende eller Politiken. Konkurrence mellem en mangfoldighed af medier er til fordel for den samlede journalistiske kvalitet, for læserne. Med fusionen mellem de to bladhuse er det imidlertid mere end sandsynligt, at vi får reduceret mangfoldigheden på det journalistiske område. Der er flere sandsynlige scenarier: