I anledning af nyheden om den planlagte fusion mellem Politiken A/S og Jyllands-Posten A/S er der blevet sagt mange ord om redaktionel uafhængighed og integritet. Politikens chefredaktør prøver at forklare, hvorfor en avis både er afhængig og uafhængig - og af hvem og hvordan. At en avis i al almindelighed skal være uafhængig, og at Politiken i særdeleshed også vil være det fremover, kan der ikke herske tvivl om efter de mange udtalelser i anledning af den forestående fusion af selskaberne bag Politiken, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet. Eller rettere: Der kan ikke være tvivl om, at uafhængigheden er noget, vi her i bladhuset lægger meget stor vægt på. For var den en fuldstændig selvfølge, så var der vel ikke så megen grund til at tale om den? Men hvorfor er det egentlig, at en avis skal være uafhængig? Af hvem? Og kan det overhovedet lade sig gøre? Når man dykker lidt ned under overfladen, så er hele problemstillingen ikke helt så enkel, som de højtidelige formuleringer og garantier giver indtryk af. For det første skal man gøre sig klart, at når aviser og journalister lægger så meget vægt på uafhængighed, så er det paradoksalt nok på trods af, at de ikke er det - og heller ikke bør være det. Det skyldes ikke bare det banale vilkår, at medier ligesom alle andre pengekrævende aktiviteter er afhængige af, at andre efterspørger dem. Der skal være læsere og annoncører - eller for public service-virksomheders vedkommende politikere og vælgere - der har gavn og glæde af os, hvis vi skal udkomme. Det er rigtigt, men vores afhængighed er langt mere umiddelbar og fundamental: I selve det at bedrive journalistik og tjene informationsfriheden ligger der en helt basal afhængighed af vores kilder. Vi skal orientere om, hvad der foregår. Hvis ikke nogen fortæller os om det, så kan det stort set ikke lade sig gøre. Det er fint, når vi er øjenvidner - men det er reelt undtagelsen, der bekræfter reglen. Journalister skal bringe nyheder til torvs, og definitionen på en nyhed er noget, man - altså også journalisten - ikke vidste i forvejen. Journalister er hverken orakler, eksperter eller specialister, der øser af deres egen viden. De er mennesker, der under tidspres skal bringe kildernes oplysninger videre til offentligheden som helhed. I dette arbejde er deres afhængighed af andre total. Og sådan bør det også være. For det er jo netop ikke journalisternes uforgribelige mening om dette eller hint, som offentligheden i første række er interesseret i. Nej, man vil gerne vide, hvad der er sket, hvor og hvordan, og eventuelt hvad andre mener om det. Når der i nyere tid er talt meget om behovet for, at journalister bliver bedre uddannet, så er det ikke for at ændre på det grundvilkår: Hensigten er, at journalister skal blive bedre til at forstå og formidle, hvad der er stort og småt, væsentligt og uvæsentligt, set med samfundets øjne. Det ændrer ikke på den fundamentale afhængighed af andre. At denne formidling ofte kan blive mere effektiv og vedkommende, hvis journalisten har personlig stil og temperament, ændrer heller ikke grundvilkåret. Det er andres virkelighed, der skal formidles, og derfor er journalister afhængige, ikke uafhængige. Når uafhængigheden alligevel kommer ind i billedet, så er det, fordi vi jo ikke bringer nyhederne af hensyn til de kilder, der hjælper os med at skaffe dem. Det er hele offentligheden, vi betjener. Og skal hele offentligheden føle sig tryg ved vores nyhedsformidling, så nytter det ikke noget, at vi er mere afhængige af eller knyttet til den ene, den anden eller den tredje part i formidlingen af en nyhed. Pointen kan nemmest skæres ud i pap ved at se på forholdet mellem det redaktionelle stof og de mange annoncer, der historisk har været afgørende for dagbladenes økonomi. Den dag i dag kan man hos uerfarne annoncører møde undren over, at avisen ikke automatisk skriver pænt om de produkter, som vi er så afhængige af, at virksomhederne annoncerer for i vore spalter. Men årsagen er enkel: Hvis man kunne købe sig til positiv omtale, så ville vi simpelthen ikke løse vores opgave. Hverken i forhold til andre annoncører på samme marked eller i forhold til læserne, der bruger os (og dermed ser annoncerne), fordi de stoler på, at vi stræber efter at bringe nyheder og beskrive virkeligheden, ikke varetage den ene eller den anden særinteresse. At vi skal være uafhængige af alle de forskellige dele af det samfund, som vi samtidig samlet set er og skal være ydmyge tjenere - ører og øjne - for, er altså ret beset ikke noget paradoks. Men dialektikken mellem afhængighed og uafhængighed stopper ikke her. For ingen menneskelig organisation kan - eller bør - være fuldstændig hævet over kontrol og indsigelser fra andre, hvilket den fuldstændige uafhængighed jo ville indebære. Det er en avis heller ikke. For det første skal vi stå til ansvar for vores gerninger over for lovgivningen, domstolene og til daglig Pressenævnet, der kan håndtere mindre konflikter på en smidig måde. For det andet vil der i et samfund som vores være nogen, der ejer avisen - hvad enten det er private eller offentlige ejere, vi taler om. Forholdet til statsmagten er i et demokratisk samfund nogenlunde uproblematisk. Grundloven forbyder censur, den europæiske menneskerettighedskonvention værner informationsfriheden, og dermed er det kun efterfølgende og i tilfælde af klare krænkelser af gældende love, at vi kan sanktioneres. Samtidig har Folketinget valgt at placere det juridiske ansvar for avisens indhold hos redaktøren og den enkelte journalist. Netop for at undgå at de særinteresser, som ejere i form af bestyrelser og aktionærer kan rumme, skulle få for meget at sige. Det er netop, når man ser på avisejernes rolle, at det bliver mere kompliceret og anderledes end i de fleste virksomheder. Det normale i vores samfund er jo, at ejerne bestemmer over deres ejendom - også når den er en virksomhed. Men for avisernes vedkommende har rigtig mange ejere pålagt sig selv store begrænsninger. For det første er det de færreste avisejere, der har som eneste formål at tjene penge. Ofte er der et idégrundlag. I Politikens tilfælde var det klart politisk. Ikke fordi vi er skabt af et politisk parti (avisen er ældre end Det Radikale Venstre, som vi senere, og helt frem til 1970, havde en forbindelse til). Men fordi det for de oprindelige ejere drejede sig om at deltage i den kamp for det parlamentariske demokrati og den kulturkamp mellem nyt og gammelt, der prægede den periode i slutningen af 1800-tallet, hvor avisen blev til. På det punkt skaber ejernes idealisme imidlertid ikke uafhængighed, men afhængighed. Og det er principielt ikke ændret af, at Politikens ejer siden begyndelsen af 1970'erne har været en selvejende og selvsupplerende fond, der har overtaget aktierne fra de oprindelige ejerfamilier. Ligesom det ikke ændres af, at det planlagte selskab, der udgiver avisen efter 1. januar 2003, vil være ejet fifty-fifty af Jyllands-Postens og Politikens Fond. Politiken Fonden - der har som formål at sikre avisens udgivelse på et »frisindet, social-liberalt grundlag i overensstemmelse med bladets hidtidige traditioner«, som der står i vedtægterne (der på det punkt »ingensinde kan ændres«) - vil have det afgørende ord, når der fremover skal udnævnes chefredaktører her på bladet. Også fremover vil avisen altså være afhængig af - eller rettere forpligtet på - et værdigrundlag. Og selv om det ikke håndhæves ved andet end redaktør-udnævnelser, er det ikke helt vægtløst. Hvis man ser hen over rækken af redaktører - fra Viggo Hørup over Edvard Brandes via Henrik Cavling og Ove Rode og frem til Herbert Pundik og undertegnede - så er det svært at benægte, at vi alle sammen kan beskrives som frisindede og social-liberale mennesker, uanset alle de åbenlyse forskelle i interesse, virke og format. Den afgørende pointe ved at gøre et nummer ud af redaktørudnævnelser ligger imidlertid ikke i det 'ideologiske filter' - det er jo, når det kommer til stykket, ret løst. Også fordi det kun vedrører bladets rolle i holdningsdannelsen. Nyhedsjournalistikken foregår jo som beskrevet ovenfor på basis af et ideal om tilstræbt objektivitet. Ligesom Folketinget har ønsket at styrke redaktionerne ved at undgå et udgiveransvar, så styrker ejerne uafhængigheden ved at begrænse deres indflydelse til redaktørvalget. I det såkaldte uafhængighedsmanifest fra 1959 fastslog Politikens ejere, at hverken bestyrelsen eller de enkelte bestyrelsesmedlemmer eller ledelsen i øvrigt må blande sig i redaktionens daglige arbejde. Chefredaktionen er uafhængig, og da det er chefredaktørerne, der dels leder og fordeler arbejdet på redaktionen, dels ansætter journalisterne, så er det hele redaktionens uafhængighed, der beskyttes på denne måde. Pointen er altså ikke så meget chefredaktionens særlige ansættelsesvilkår som den beskyttelse af hele redaktionen mod pression både ude- og indefra, der følger af den. I Politikens Hus er der historisk brugt en del krudt på at få disse forhold på plads. Som det fremgår, vil det også være tilfældet i forbindelse med den kommende fusion. Men det er ikke sådan, at ordningen er unik for os. Den ydre og den indre uafhængighed - altså både i forhold til det omgivende samfund og i forhold til ejere og ledere i selve virksomheden - er normer, der i mere eller mindre formaliseret form er gældende på alle seriøse aviser i den demokratiske verden. Selv om det ikke altid praktiseres så konsekvent som på Rådhuspladsen - både ejere og redaktører er jo kun mennesker - så er det bemærkelsesværdigt, også i internationalt perspektiv, hvor stærkt dette normsystem står. Det er normer, som det har taget flere menneskealdre at udvikle, raffinere og præcisere. For udenforstående og nyansatte kan tankegangen stadig forekomme både anderledes i forhold til de fleste andre virksomheder, underlig eller ligefrem utroværdig eller uforståelig. Men normerne gælder altså, og de virker. Ikke bare på grund af jura og tradition, men fordi alle, der deltager i tilværelsen i et bladhus, har lejlighed til at afprøve de argumenter, der her er skitseret, i praksis og altså i adskillige generationer har fundet dem holdbare og gyldige. Fordi vi i det daglige er beskæftiget med at lave nyheder og avis og har travlt med at fortælle om, hvad der foregår i resten af samfundet - ja, i den ganske verden - er det sjældent, vi har lejlighed til at give en sammenhængende fremstilling af vores egne vilkår og normer. Der være hermed gjort et forsøg.