Regeringen har nedlagt Naturrådet. Men det vil ikke lade sig nedlægge. Så her siger botanikprofessor Bent Aaby, en af rådets vismænd, sin ærlige mening om, hvad der skal gøres ved vore vande. Ikke så lidt. Vi oplever i øjeblikket et udbredt iltsvind i de indre danske farvande. Det værste i måske 25 år. Iltsvind er ikke noget nyt, for det kendes både fra forhistorisk tid og fra ældre geologiske perioder. Det foruroligende er, at iltsvind optræder langt hyppigere end tidligere. Det skyldes de mange næringsstoffer, der nu findes i vandmiljøet. Vore ferske vande lider også under de mange næringsstoffer, som kommer fra byernes rensningsanlæg og fra industriens udledninger. Men den helt store synder er i dag landbruget, der årligt forurener med ca. 380.000 ton kvælstof, 35.000 ton fosfor og 75.000 ton kalium. Der er langt mere, end naturen kan tåle. Iltsvind og fiskedød aktualiserer det jævnligt tilbagevendende spørgsmål om, hvordan vi nedbringer denne næringsstofbelastning, som forringer naturkvaliteten både i vandet og på landjorden. Mange vil huske, hvordan fremvisning i fjernsynet af døde hummere var med til at fremskynde den første vandmiljøplan, som så dagens lys i 1987. Den fastsatte, at nitratudvaskningen skulle halveres i løbet af blot tre år, mens fosfortabet skulle reduceres med 80 procent. I midten af 1990'erne havde byerne og industrien stort set klaret deres opgave, mens det stod klart, at der måtte en vandmiljøplan II til, for at kravene til landbruget kunne opfyldes. Den kom i 1997, og i 2001 blev der taget hånd om den luftformige kvælstofforurening i ammoniakhandlingsplanen. Hvor langt er vi så kommet med alle disse tiltag? Desværre ikke langt nok. En række modelberegninger viser på grundlag af bl.a. oplysninger fra Danmarks Statistik og en række målte værdier, at den samlede forurening med kvælstof - både det, der udvaskes, og det, der fordamper - i begyndelsen af 1980'erne var på godt 500.000 ton/år. De seneste officielle tal viser, at det tilsvarende tal i slutningen af 1990'erne var på godt 380.000 ton/år. Det svarer til en kvælstofreduktion på ca. 24 procent i løbet af ca. 15 år, altså mindre end to procent om året. Det er ikke imponerende! Udvaskningen er den helt store tabspost. Beregninger viser her en reduktion på godt 30 procent i den samme periode. Det er positivt, men der er stadig et pænt stykke vej, inden vandmiljøplanens mål om en 50-procents reduktion af kvælstofudvaskningen er i hus. Vandmiljøplan II skal evalueres i 2003, og man kan allerede læse, at regeringen er godt i gang med at forberede rammerne for dens afløser, vandmiljøplan III. Næsten alle erkender, at de tidligere tiltag ikke har været tilstrækkelige på landbrugsområdet. Derfor må der tages nye initiativer for at beskytte dyre- og plantelivet og deres levesteder, ligesom der må sikres en god økologisk status i vor natur. Det har vi forpligtiget os til via en række EU- direktiver. Det vil også skabe et sundere miljø for os mennesker. Ser vi på dagens miljøproblemer, står det klart, at vi ikke har brug for en ny vandmiljøplan, som i snæver forstand alene fokuserer på vandsiden. Et nyt lovinitiativ må have en bredere indgangsvinkel og omfatte de forurenende næringsstoffers kredsløb i naturen, hvad enten det er på land, i havet, i de ferske vande eller i grundvandet. Både kvælstof, fosfor og kalium skal med, så måske skulle vi hellere tale om en NPK-miljøplan! Lovinitiativet må fastlægge konkrete operationelle målsætninger for at styre indsatsen, og det samme gælder de virkemidler, der skal tages i anvendelse. Her må vi lære af de hidtidige erfaringer og den kritik, som bl.a. OECD har fremført ved at sige, at den danske indsats på miljøområdet har været over middel, mens resultatet har været under middel. Det må i fremtiden gøres bedre. Målene for en kommende miljøplan må baseres på bæredygtighed, som det seneste årti har været et nøglebegreb i forvaltningen af vore naturressourcer. Det gælder både lokalt og globalt, som det er fremgået af det netop afholdte topmøde i Johannesburg. Skal vi sikre en langsigtet og bæredygtig udvikling af natur og miljø, foreslår Naturrådet i sin vismandsrapport 2002, at vi tager udgangspunkt i naturens egne tålegrænser. Det betyder, at der er brug for skærpede miljømålsætninger for det åbne land og vandmiljøet samt udvikling af en langsigtet planlægning. Det ligger helt på linje med regeringens nationale strategi for bæredygtig udvikling, hvor det siges, at »landbrugets tab af nitrat, fosfor og ammoniak skal begrænses til et niveau, som ikke er til gene for mennesker, som sikrer vandmiljøet og sårbare naturtyper, og som giver mulighed for et rigt dyre- og planteliv«. Naturrådet har lavet flere scenarier for landbrugets mulige udvikling de kommende 20 år og analyseret, om de overholdt vandmiljøplanen og naturens tålegrænser. Modelberegningerne viser, at vandmiljøplanens målsætninger er inden for rækkevidde med det nuværende landbrug og dets produktion, men det kræver i givet fald, at udnyttelsen af kvælstoffet øges mindst ti procent. Det kan forekomme urealistisk på kort sigt, men realistisk på længere sigt. Derimod er der lang vej, inden naturens tålegrænser er tilgodeset med vandmiljøplanens landbrug. Beregningerne viser også, at en kommende udvikling, der både bygger på kendt højteknologi og øget kødproduktion, ikke er farbar, hvis der stilles yderligere krav i en kommende miljøplan. Og overholdelse af naturens tålegrænser kan ikke komme på tale, hvis produktionen øges. Det glædelige ved beregningerne er imidlertid, at med en nedsættelse af særligt svineproduktionen til det, den var i midten af 1990'erne, kan dansk landbrug blive bæredygtigt, såfremt halvdelen af landbruget bliver højteknologisk. Og jo lavere produktionen bliver, jo lettere når vi målet om at overholde naturens tålegrænser. Effektivisering af kvælstofudnyttelsen er således et helt centralt emne i en kommende miljøreform. Og det samme gælder naturligvis også de andre næringsstoffer. Naturrådets vismandsrapport vurderer, at for at nå ned på et forureningsniveau, der ikke skader naturen, skal det samlede kvælstoftab fra dansk landbrug reduceres til omkring 150.000 ton/år. Det svarer til en yderligere halvering i forhold til det, der er målet i vandmiljøplanen og ammoniakhandlingsplanen. Samtidig skal der oprettes beskyttelseszoner omkring særligt sårbare naturtyper, hvilket også er muligt ifølge modelberegningerne. For kvælstofs vedkommende kan det konkrete mål således være at få det samlede tab reduceret fra de nuværende ca. 380.000 ton/år til 150.000 ton/år. Altså en reduktion på 230.000 ton/år. Når virkemidlerne kommer på tale, viser al erfaring, at omstilling i landbruget tager tid. Det må respekteres, og derfor vil det være hensigtsmæssigt at se en ønsket omlægning af dansk landbrug i et 20-25 års perspektiv. Det vil ligeledes være hensigtsmæssigt at behandle kvælstof under ét, uanset om det udvaskes som nitrat eller fordamper som ammoniak. For planterne gør det normalt ingen forskel, hvor kvælstoffet kommer fra. Virkningen er den samme. Det er også vigtigt for at opnå de ønskede resultater, at der måles på emner, der er entydige, let kan kontrolleres og er retvisende. Det har været en af svaghederne ved vandmiljøplanen. Endelig må de kommende virkemidler basere sig på en økonomisk optimering af de anvendte ressourcer og give et økonomisk incitament til teknologiudvikling. Fra flere sider har det været fremhævet, at der skal indføres en gødningsafgift - enten på forbruget eller på tabet - som et af virkemidlerne i den kommende miljøplan. Afgifter stimulerer økonomiseringen med næringsstoffer, og metoden er kendt fra andre skadelige stoffer som alkohol og benzin. Her ligger afgiften på forbruget, men for næringsstoffernes vedkommende vil det ikke være hensigtsmæssigt, idet afgiften ikke direkte er målrettet mod en effektivisering i brugen af næringsstofferne. En eventuel afgift må i stedet rette sig mod næringsstofforureningen, det vil sige tabet af næringsstoffer, som direkte siger noget om, hvor effektiv udnyttelsen er. Afgifter er i sin virkning rettet mod en prisregulering og ikke mod en mængderegulering. I en situation med gode afsætningsmuligheder for landbruget vil der således ikke være sikkerhed for, at næringsstofforureningen begrænses. Derfor er afgiftssystemet ikke det mest effektive middel til at nedsætte næringsstofbelastningen. Måske var det mere hensigtsmæssigt at anvende omsættelige kvoter som styringsmiddel, og her kunne næringsstoftabet være grundlag for kvoteringen. Kvoteordninger er særligt egnet til at regulere mængder, og de anvendes allerede i dag til at regulere den danske mælkeproduktion, og på EU-plan arbejder man med en kvoteordning for at regulere CO2-udslippet fra kraftværker i en kommende elreform. Endvidere er der mere end 20 års erfaringer fra USA med anvendelse af omsættelige kvoter i miljøpolitikken. Så det er ikke et helt ukendt styringsmiddel, der her foreslås. Det samlede kvoteudbud kunne passende udbydes på årsbasis, og første år skulle det svare til det nuværende kvælstoftab på i alt 380.000 tons kvælstof/år. Kvoten tildeles gratis til den enkelte bedrift, hvorefter den kan handles. Næste år reduceres landets samlede kvote med f.eks. 10.000 tons eller 15.000 ton. Det samme vil ske de følgende år efter en forhandlet plan indtil det samlede kvælstoftab er nedbragt med 230.000 ton/år i løbet af 20- 25 år. Kvoten til den enkelte bedrift er i virkeligheden en udledningstilladelse, som hvert år bliver mindre i samme forhold som aftalt for landets samlede kvote. Landmanden kan så hvert år gå ud på markedet og købe eller sælge en del af sin kvote, således at den passer til hans behov. Markedskræfterne bestemmer prisen på kvoterne. Det forhold, at landets samlede kvotesum reduceres over tid, vil trække i retning af stigende kvotepriser. Kvoteprisen vil skabe et økonomisk incitament for den enkelte landmand til at begrænse sit kvælstofttab, hvad enten det er som ammoniak eller nitrat. Ligger der en fast plan for reduktionen af den årlige kvotesum, vil det give landmanden oplysninger om den gevinst, han kan forvente ved kvotesalg, hvis han effektiviserer kvælstofudnyttelsen. Den driftige landmand kan i visse tilfælde have fordel af at udvide sin produktion, hvis blot kvælstofudnyttelsen bliver tilstrækkelig høj. Det omsættelige kvotesystem er selvfinansierende på samme måde som mælkekvotesystemet. Landbruget skal således ikke indbetale et provenu til det offentlige, når kvoter tildeles gratis. Ved første år at give tilladelse til den aktuelle udledning af kvælstof stiller den alle bedrifter lige, samtidig med at der ikke kan stilles erstatningskrav for påførte tab. Indførelse af en kvoteordning vil også betyde, at princippet om, at forureneren betaler kommer til at gælde, som det gør for al anden forurenende virksomhed. For at beregne kvoten skal både tilførsel (handelsgødning, foder, fiksering m.m.) og fraførsel (produkter, dannelse af frit kvælstof m.m.) beregnes, og forskellen er tabet til naturen. Ved at anvende det samlede tab som udgangspunkt for kvoteringen undgår man at tage stilling til, hvorledes dette tab opstår. Det betyder, at landmanden frit kan bestemme, om han vil lave gylleseparering, direkte gyllenedfældning, bruge dybstrøelse eller anden teknologi for at nå den ønskede virkning. Med dette tiltag vil landmandens pligtige gødningsregnskaber kunne udformes, så de er retvisende vedrørende køb og salg af produkter. Der vil således ikke være behov for at foretage egentlige kemiske analyser af jordvæske m.m. for at beregne næringsstoftabet. Der er imidlertid enkelte usikkerheder vedrørende beregningsgrundlaget, som dog også vil være et problem for andre typer af regulering. I dag samler bælgplanter kvælstof, og der tilføres også kvælstof fra atmosfæren. Disse mængdeopgørelser er behæftet med stor usikkerhed og varierer fra år til år. Det samme gælder det tab af kvælstof som frit kvælstof, der sker i våde enge og moser. Disse poster er hver især relativt små, og det kan her være hensigtsmæssigt at bruge faste værdier (normtal), eller de kan helt udgå af regnskabet, idet omdannelse til frit kvælstof er modsatrettet de to andre poster, og størrelsesmæssigt ophæver de delvist hinanden. I det foregående er særligt omtalt kvælstof, men med iagttagelse af særlige forhold kan lignende mål og virkemidler også bruges for fosfor og kalium for at nedbringe den generelle belastning. Imidlertid er der også behov for at tage hensyn til lokale forhold med følsomme naturtyper eller andre steder, hvor belastningen med næringsstoffer skal være særlig lav. Her må andre virkemidler tages i brug, bl.a. ordningen med miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger eller andre støtteordninger under EU's landdistriktprogram, som kan sikre den truede natur. Jeg tror, der er forståelse for, at tabet af næringsstoffer må reduceres, men landbruget har krav på at få faste rammer, som har en lang tidshorisont, så landbruget ikke hele tiden skal navigere mellem snævre og kortsigtede foranstaltninger. Det er lige så klart, at landbruget må være omstillingsparat. Udsagn om, at løsning af miljøproblemer vil ruinere landbrugssektoren og ødelægge eksporten, holder ikke stik på lang sigt. Når industrien med fordel er i stand til at reagere teknologisk offensivt på nye krav, når disse er uundgåelige, så kan landbruget også. Industrivirksomheder, der tidligt indretter sig på nye miljøkrav, klarer sig ofte bedst, mens de, der stritter imod, sakker bagud. Se blot på flere østeuropæiske landes industrier, som ikke blev mødt med ret mange miljøkrav for 15-20 år siden. Der kan spares på miljøet på kort sigt, men det er ikke vejen til at overleve på lang sigt.