Fra umælende barnevognsfyld til søndagsstolt automobilejer - forfatteren Thøger Birkeland erindrer såvel halsløse som frydefulde oplevelser på hjul. Der er en ting, der det meste af mit 80-årige liv har ærgret mig. At man ikke nød det noget mere, da man af sine ældre søstre blev kørt vidt omkring i en højhjulet barnevogn og ikke så sjældent blev beundret af forbipasserende damer, der aldrig havde set noget lignende. Som nr. seks i en agtværdig Kalundborgfamilie kunne man have ligget og kroet sig lidt. Der gik vel det meste af et par år, før jeg måtte give afkald på den højhjulede og en skønne jul erhvervede mit første køretøj - en rød cykelhest af træ. Forbenene var et hjul med pedaler på, og det må have siddet på en aksel, som gik op mellem dyrets ører. På begge sider af hovedet sad to små pinde, ved hjælp af hvilke man kunne styre Bille. Sådan hed dyret - opkaldt efter mælkemandens godmodige hest. Halen var af optrævlet sejlgarn, som jeg hver dag klippede en lille tot af, fordi jeg havde hørt min mor sige til min far, at han var ved at blive tyndhåret. Efterhånden fik jeg en vis rutine i at ride Bille. Et lille ryk i styrepindene i rette sekund kunne få ham til at stejle, så man kunne smutte over dørtrinene. Mine kammerater fik i otte-ni-års-alderen rigtige drengecykler. Dog kunne kun en enkelt af dem prale med et funklende nyt vidunder, sortlakeret og med stafferinger i rødt og guld. De andre måtte nøjes med brugte cykler, som deres håndsnilde fædre satte i stand. I min familie var der ikke råd til den slags luksus. Mine fem søskende - piger som drenge - havde kørt på en ældgammel damecykel, som i sin tid var købt brugt til min mor. Nu var det min tur til at jolle af sted på den. Med et stykke pap sat fast på forgaflen med en tøjklemme larmede den lige så godt som den ny med stafferingerne. Jeg kunne ikke nå den gamle skærveknuser, men måtte køre stående. Det gav gode ben og hårdt tråd. Apropos cykler - så havde jeg en moster, der boede en mils vej uden for byen. Hendes stil var lidt speciel. Hun bøjede sig helt ned over styret, svajede i ryggen og stak bagdelen bagud. Når drengebanden fik øje på hende, vendte de sig imod mig og råbte i kor: »Der har vi sgu røvudstikkeren!«. Så spurtede jeg ind i den lille skov, vi kaldte lunden. Nået bakken, der mellem træerne førte ned til en lille høj, sprang jeg af cyklen og lod den køre ned selv. De første mange meter holdt den kursen, men efterhånden som terrænet fladede ud, begyndte den at slingre for til sidst at banke forhjulet ind i et træ og lægge sig til at dø. Manøvren imponerede mine medcyklister, som ikke skulle have noget af at udsætte deres egne lakskinnende jernheste for slig medfart. Nået frem til vraget kiggede jeg på det eksede forhjul, fik det anbragt et plant sted og trådte det nogenlunde køreklart igen. Endelig - som 14-årig var det min tur til at få en ny cykel. En Hamlet. Jeg skulle køre til konfirmationsforberedelse i en valgmenighedskirke en fem-seks km uden for byen. Det skulle klassens kønneste pige også, så vi fulgtes ad. Det vil sige, jeg lod høfligt hende køre foran. Turen var ikke at regne for noget, når jeg kunne køre på min ny Hamlet og se på hende. Hamletcyklen fulgte mig trofast i mange år. Fra hjembyen Kalundborg til Jonstrup Seminarium. Nu og da cyklede jeg fra Jonstrup til Roskilde og tog derfra toget hjem. Derved sparede jeg en daler. Engang - det var under besættelsen - kom jeg i Roskilde til at køre bag en afdeling tysk rytteri. Som astmatisk allergiker med overfølsomhed over for heste hævede mit ikke specielt kønne fjæs, så øjnene blev streger og tårerne løb ned ad kinderne, samtidig med at jeg nøs hele vejen til Kalundborg. Folk omkring mig trak sig lidt væk, men så på mig med nogen medfølelse. Måske har de troet, jeg havde dyb sorg. Nogle år senere dukkede de første knallerter op. Jeg fik en psykose. På landet hos svigermor og svigerfar for jeg til vinduet, hver gang et af de larmende vidundere fløjtede forbi i en blå sky. Mit hjerte bankede af ophidselse. Tænk - den der smule motor bygget sammen med bagskærmen kunne ved hjælp af en rulle på dækket drive en ganske almindelig cykel af sted i en afsindig fart. En kollega fik sin gamle cykel rigget til og sat motor på. Han kunne drøne derudad med 60 km i timen, men så sitrede dyret også fra forgaffel til katteøje. Der blev ikke noget af knallertdrømmen. Det køretøj, jeg skulle have, måtte kunne transportere to personer. Min unge kone skulle med. Børnene? Dem ville bedsteforældrene kun være lykkelige for at passe. Jeg begyndte at gå til motorcykeltimer. Nimbus. Kælenavn - Nimmerdreng. Efter en halv snes timer kom jeg til køreprøve på Åboulevarden. Teorispørgsmålene var klaret på få minutter. Den motorsagkyndige pegede på et rødt hus ca. 500 m væk: »Kan De se det røde hus? Der laver De et u-sving og kommer her tilbage!«. Der var ikke megen trafik. Jeg drejede hovedet næsten af led, strakte venstre arm ud i sin fulde længde og manøvrerede Nimmerdrengen gennem et flot u. Bestået. Den næste, der skulle til prøve, dumpede. Han rakte sin højre arm ud og svingede til venstre. Jo, jeg var nok stadig ved at få benzin i blodet. Jeg kunne ikke cykle forbi en motorcykelforretning uden at parkere cyklen og klemme snuden flad mod ruden. En mindre motorcykel var ikke så dyr endda, hvis ellers Lærernes Låneforening ville lade mig låne de penge, jeg havde afbetalt på mit første - eller var det andet - lån. Okay, det gik. En dag kom jeg kørende hjem til Vanløse på en NSU Fox. Gu' ved, om den ikke var på 100 kubik! Kromen på tanken blændede i gårdens sollys. Mine børn fik efter tur et smut rundt i Vanløse på fars ny racer. Det var tider! Ved sommerferietid blev børnene anbragt hos mormor og morfar. NSU'en fik blodet til at boble af fryd. Med mit lommetørklæde fjernede jeg det mindste støvgran fra tankens krom, skønt spejlbilledet gav mig en kartoffeltud af dimensioner. Nej, nej, ting er ikke holdbar lykke. Jeg huskede Knud Pfeiffers ord fra en af Pfifferrevyerne: Man er ikke lykkelig, fordi man har penge, men man er ulykkelig på en behageligere måde. Omsider skulle min kone og jeg på en mindre langtur. Udstyret med de tætteste frakker, vi havde. Alpehuer og motorbriller - den billigste model. Fruen var hurtig til at lære svingteknikken. Ikke stritte imod. Læne sig i svingretningen. Vi strøg derudad med mindst 50 km i timen og vinden piftende om ørerne. De 100 kubik larmede lystigt. Al kommunikation var udelukket. Dog følte jeg efter en stund min kones mund tæt ved mit højre øre og opfattede råbet: Min røv sover. Vi var netop nået til en smal vejbro, som buede over togskinner. Et kraftigt cementrækværk skulle forhindre uheldige trafikanter i at havne på sporet eller oven i toget til eller fra Slagelse. Rækværket havde solide cementpiller. Da vi kørte over den bro, sagde NSU'en mærkeligt. Hvitsch, hvitsch, hvitsch, lød det. Umiddelbart efter broen gjorde jeg holdt. Min kone kunne stå af og få liv i sine slumrende kropsdele. Selv var jeg naturligvis optaget af Foxens ny lyd. Var der noget, der skrabede på? Havde dyret allerede en skavank? Intet var at se. Eller høre. Først da vi senere på turen forcerede en ny bro, gik det op for mig, at hvitschlydene var bropillernes hilsen til motorcykelfolket. Det blev efterhånden for koldt med længere ture på motorcykel. Selv om vi stoppede aviser ind under frakkerne, trængte kulden hurtigt igennem. Kravet om plads til ungerne lod sig heller ikke afvise. Foxen blev solgt, og jeg fandt en kørelærer på Ålekistevej. Han var fra Sydsjælland. Hver time sluttede han af med at sige - på herligt sjællandsk: »Så længe der er en tomme te'bawe a' spederen« (blødt d), »ka' man altid klare en vanskelig situation ...«. En forårsdag stod man så og sparkede dæk. Med sammenknebne øjne og let hovedrysten. Offeret var - foruden mig selv - en DKW 1939 med næsten nyt karrosseri. Den var nylakeret. Rød. Tremmer i køleren. Afviservinger. Totaktsmotor. Der skulle olie i benzinen. Min smule forstand fløj ud af nakkehårene. Jeg fik en god og bilerfaren ven med ud at prøvekøre unikummet. Han mente ikke, 3.000 var for meget for den. Denne gang tyede jeg til en sparekasse med svigerfar som kautionist. Nu var der ingen vigepladser på vej mod ruinen. Sådan en gammel DKW har mange finesser. Gearstangen er anbragt midt i instrumentpanelet. En provokerende javert med et håndtag, der kan puffes ind, hives ud, drejes. Gearet var ikke synkroniseret. Ville man gå ned i gear, krævede det dobbelt udkobling.