Den danske sprog er en svær en, men hvorfor lide med en retskrivning, der gør skriveriet unødig indviklet? Næstformanden for Dansk Sprognævn lufter sine visioner for den gode sprogpolitik. Med offentliggørelsen af Det Radikale Venstres 10-punkts-plan om en sprogpolitik og med kulturministerens udmelding om at der kommer en sprogpolitisk plan fra regeringen i løbet af efteråret, er vores modersmål endnu en gang blevet bragt i fokus. I en internationaliseringstid som den vi lever i, med voksende pres fra engelsk, er det nødvendigt at styrke dansk. I den forbindelse bør man ikke overse betydningen af at have en hensigtsmæssig dansk retskrivning, en retskrivning der bliver fulgt, og som ikke skaber unødvendige problemer. Ifølge Lov om dansk retskrivning af 1997 fastlægges dansk retskrivning af Dansk Sprognævn og offentliggøres i nævnets retskrivningsordbog. Arbejdet med Retskrivningsordbogen udgør en væsentlig del af Sprognævnets aktiviteter. Nu til dags udkommer der oftere nye udgaver af Retskrivningsordbogen end før. Det skyldes ikke blot det tempo sproget forandrer sig i i dag, men også at offentlige arbejdsopgaver af en vis økonomisk størrelse skal i EU-udbud hvert femte år. Medmindre der for Retskrivningsordbogens vedkommende bliver lavet om på det, skal der derfor udkomme en ny ordbog allerede i 2006. Da retskrivningen skal følges af hele det officielle Danmark og derudover af en række ikkeoffentlige institutioner, er den selvfølgelig genstand for stor opmærksomhed. Og i kølvandet på udgivelsen af en ny udgave af Retskrivningsordbogen er der næsten altid debat i medierne. Mange af de spørgsmål der skal tages stilling til, er da også kontroversielle. Skal ordformer som gymnasie, seminarie, ministerie og studie - der i dag er almindelig anvendte og f.eks. bruges af nyhedsoplæsere på tv - medtages i ordbogen og dermed gøres korrekte ved siden af gymnasium, seminarium, ministerium og studium? Selv om formerne på -um er på retur, står der respekt om dem i dansk, og en godkendelse af formerne på -e ville garanteret give ballade. Der ville blive talt om 'forfladigelse', og Sprognævnet ville blive kritiseret for at ophøje fejl til korrekte former. Som en af mine bekendte udtrykte det: »Det ville blive et værre sammensurie«. Og hvad med kommaet? Skal der ændres ved den nuværende tilstand hvor både traditionelt og nyt komma er korrekt, men hvor det er det nye der anbefales? Sprognævnets begrundelse for at indføre det nye komma var at det giver bedre tekster end det traditionelle. Dertil kommer at det ligger tæt op ad det komma der bruges i de øvrige skandinaviske sprog, i de romanske sprog og i engelsk. Der er ikke udsigt til at Sprognævnet vil opgive den tegnsætning vi vurderer som den bedste, og samtidig har det nye komma nu bidt sig fast og vundet en udbredelse der langt overgår det hedengangne pausekommas. Hvad der er særlig vigtigt nu, er at alle landets dansklærere sørger for at undervise i den nye, forbedrede tegnsætning. Selv om kommadebatten har optaget megen spalteplads, repræsenterer kommatering kun et hjørne af Sprognævnets arbejde. Blandt de mange retskrivningsspørgsmål der arbejdes med, skal vi her se nærmere på de såkaldte dobbeltformer, det vil sige ord der har to (eller flere) lige korrekte former, f.eks. resurse og ressource. I befolkningen har der vist sig en udbredt modstand mod dobbeltformer, og det er ikke svært at forstå, for når man slår op i Retskrivningsordbogen, er det typisk for at få fjernet en usikkerhed. Og så er det irriterende at blive præsenteret for mere end én korrekt stavemåde. Det har derfor utvivlsomt været populært at den centrale fornyelse med 2001-udgaven var at antallet af dobbeltformer blev mærkbart reduceret. Spørgsmålet er så om der i næste udgave af Retskrivningsordbogen kan afskaffes endnu flere dobbeltformer, og om det er ønskeligt. Lad os se nærmere på det med udgangspunkt i et instruktivt eksempel, ordet virus. Ifølge 1996-udgaven af Retskrivningsordbogen var der rigtig mange forskellige former af dette ord. For det første kunne man i dets bøjede former skrive enten et eller to s'er, altså f.eks. virusen eller virussen. For det andet kunne man vælge frit mellem fælleskøn og intetkøn: virusen/virussen eller viruset/virusset. For det tredje var ordet udstyret med tre forskellige flertalsformer: viruser/virusser, virus og vira. For det fjerde havde vira den bestemte fler talsform viraene. Og endelig var de bestemte former af flertalsformerne viruser/virusser og virus hhv. viruserne/virusserne og virusene/virussene. Det giver sammenlagt 14 forskellige former, og det kan få det til at svimle for enhver. I 2001-udgaven af Retskrivningsordbogen blev antallet af former reduceret til ni, for ifølge denne udgave var det kun korrekt at skrive to s'er: virussen, virusset, virusser, virusserne, virussene. Det kunne begrundes med at vokalen foran ss er kort og usvækket, sammenlign f.eks. virussen med drivhuset og kariesen, der har henholdsvis lang foranstående vokal og kort svækket foranstående vokal, og som staves med enkelt s. Dertil kommer at formerne med to s'er i virusser, rebusser og så videre er mere udbredte end formerne med ét s. Men ni former er stadig mange, og derfor er det naturligt at overveje om der kan forenkles yderligere. Det skulle ikke være umuligt. For det første er det værd at overveje om vi kunne skaffe os af med intetkønsformen virusset, for den er betydeligt sjældnere end fælleskønsformen. Og for det andet kunne vi måske undvære flertalsformen virus. Også den er forholdsvis ualmindelig, og den uændrede flertalsform vi finder i ord som mus og ting anvendes ret sjældent i nye ord. At den forekommer, ses dog af at et låneord som hit i flertal ikke blot hedder hits som i engelsk, men også hit. Hvis vi fjernede disse former, ville antallet af former blive reduceret til seks. Men vi er ikke færdige endnu. Man kunne også overveje at skille sig af med flertalsformerne vira og viraene. Disse former bliver ganske vist brugt ret hyppigt, især af læger. Men i klassisk latin har virus 'gift, slim' slet ingen flertalsform! Ligesom pelagus 'hav' og vulgus 'befolkning' er virus et intetkønssubstantiv efter anden bøjning der ikke kan tælles. Cicero - den mest veltalende af alle romere - ville aldrig have drømt om at bruge en flertalsform som vira. Den er ganske vist regelmæssig nok hvis virus havde kunnet sættes i flertal, men det kunne det altså ikke, lige så lidt som man kan flertalsbøje et dansk ord som mel. Eliminering af vira og viraene ville garanteret udløse kritik, men Sprognævnet kunne se en sådan i øjnene med en vis sindsro, for disse former er i almensproget mindre almindelige end virusser og virusserne, og vira er 'ukorrekt' i den forstand at den ikke finder støtte i klassisk latin. I en fremtidig Retskrivningsordbog ville et opslag på virus således kunne give dette resultat med kun fire former ('sb' betyder substantiv, og 'bf.pl.' bestemt form flertal): virus sb., -sen, -ser, bf.pl. virusserne En sådan radikal forenkling ville i øvrigt bringe Retskrivningsordbogen på linje med f.eks. engelske ordbøger, for i disse anføres der typisk kun to former: virus (ental) og viruses (flertal). Når jeg har valgt ordet virus som eksempel, er det naturligvis fordi det med sine mange former illustrerer behovet for forenkling særlig tydeligt. Men det er nu ikke et enkeltstående ekstremt tilfælde. Ord som album, minimum, papyrus og praksis har to ubestemte og to bestemte flertalsformer: albummer, album/albummerne, albummene; minimummer, minima/minimummerne, minimummene; papyrusser, papyrus/papyrusserne, papyrussene; praksisser, praksis/praksisserne , praksissene. Og nogle ord kan i deres ubøjede form staves på fire forskellige måder: diare, diaré, diarre, diarré/gonore, gonoré, gonorre, gonorré/ pique, piqué, pike, piké . Der er altså stadig nok at tage fat på, og behovet for at skære igennem og forenkle forekommer oplagt i en foreskrivende ordbog som Retskrivningsordbogen. Men ifølge Lov om Dansk Sprognævn af 1997 skal Sprognævnet arbejde på videnskabeligt grundlag. Vi kan derfor ikke sidde og rafle om hvilke ordformer der skal fjernes, og hvilke der skal bevares som officielle. For eksempel kan vi ikke vælge høvdinge i stedet for høvdinger eller omvendt når begge flertalsformer er omtrent lige almindelige, og når begge er i fuld overensstemmelse med reglerne for substantivers bøjning. Mens en reduktion i antallet af dobbeltformer utvivlsomt vil blive hilst velkommen af de fleste, kan man være sikker på at der vil blive sat spørgsmålstegn ved de specifikke valg Sprognævnet træffer i den forbindelse. I 2001-udgaven af Retskrivningsordbogen blev stavemåden linie fjernet således at det kun er linje der er korrekt, og det kom der enkelte protester mod. Stavemåden med j, der også gælder for de mange ord som linje indgår i (linjevogter, sidelinje og så videre), er imidlertid i overensstemmelse med reglen om at der efter konsonant skrives j hvis vokalen i foregående stavelse er kort (som i vilje ); og hvis man kan leve med stavemåden pinje, skulle man vel også kunne leve med linje. Er vokalen i foregående stavelse derimod lang, skrives der i (som i olie), og som følge deraf er der nu heller ikke valgfrihed mellem konkylie og konkylje. Kun den førstnævnte stavemåde er korrekt. Et andet argument til støtte for at fjerne nogle former er at undgå notoriske staveproblemer. I 2001-udgaven blev stavemåder som bolche og gletscher fjernet, og herefter var det kun korrekt at skrive bolsje og gletsjer . Meget få danskere havde styr på hvornår der i midten af ord skulle skrives ch og hvornår sch, og vejen ud af dette uføre var at fjerne disse stavemåder. Jeg har ikke hørt om ret mange der savner dem, men i et læserbrev blev det dog anført at stavemåden bolche giver bedre knasende associationer end bolsje. Mens den typiske indvending fra den almindelige offentlighed er at der er for mange dobbeltformer i Retskrivningsordbogen, mener nogle professionelle sprogfolk modsat at der for få. Deres synspunkt er at det er forkert at fjerne veltjente og hyppigt brugte varianter. Det skal tilføjes at der også er sprogfolk der af principielle grunde vender sig mod standardisering i det hele taget. Ifølge dem bør man slet ikke tale om korrekt dansk. Uanset hvilke beslutninger Sprognævnet træffer i Retskrivningsordbogen, må vi altså belave os på at der lyder protester. Når der her slås til lyd for at følge forenklingsvejen og reducere antallet af dobbeltformer i alle tilfælde hvor der er gode grunde til det, også selv om en række veltjente stavemåder derved 'kriminaliseres', er det fordi Retskrivningsordbogen er en normerende ordbog. Hermed forstås en ordbog der ikke medtager alle de skriveformer der rent faktisk bruges - f.eks. udemærket ved siden af udmærket - men som fastlægger hvad der udgør standarden. I en sådan ordbog skal billedet være så enkelt og klart som det er forsvarligt. Hvis man ønsker at finde ud af hvilke uofficielle stavemåder der derudover bruges, må man søge oplysning i en beskrivende ordbog. Det får man rig lejlighed til om kort tid når kæmpeværket 'Den Danske Ordbog' udkommer. I en række tilfælde har Sprognævnet ved at afskaffe dobbeltformer valgt at gøre den stavemåde til eneform der giver bedst overensstemmelse mellem skrift og udtale. Det gælder f.eks. frås, linje og vanilje, der kan sammenlignes med gås, pinje og vilje. I modsætning til mange andre sprog, f.eks. finsk og italiensk, er dansk kendetegnet ved stor uoverensstemmelse mellem lyd og skrift, og det er derfor særlig svært at lære at læse og skrive. Denne uoverensstemmelse er utvivlsomt en af grundene til at danske børn er længere om at lære at læse end børn i mange andre lande. Hvis nogen overvejer at starte en ny 'majonæsekrig' og bekæmpe stavemæssige tilpasninger af typen majonæse, resurse og chartek som man gjorde det i 1985, bør de derfor være opmærksomme på at man ved at insistere på stavemåder der ikke er lydrette i dansk, gør et i forvejen vanskeligt arbejde endnu sværere, og uden at gevinsten er særlig stor. Det skal tilføjes at fremmedord der er blevet almindelige i dansk, ifølge bekendtgørelsen om Dansk Sprognævn af 1997 rent faktisk skal skrives efter de regler der gælder for oprindelige danske ord og ældre låneord. Ifølge denne bekendtgørelse skrives ord fra andre sprog end græsk, latin og fransk dog i overensstemmelse med skrivemåden i det pågældende sprog eller med international praksis. De mange engelske ord vi optager i dag, bliver derfor ikke rettet til stavemæssigt som de gør det i Norge (hvor f.eks. gaid er korrekt ved siden af guide). I Retskrivningsordbogen finder vi derfor ord som junkie, juice, punk, rock, waders, webmaster, widescreen, wildcard og workout, og mig bekendt er der ikke folkelig modstand mod disse skrivemåder. Derimod er der sikkert nogle der mener at en række af de sjældnere brugte engelske ord, f.eks. jumpsuit, warrant, whig og wobler, ikke burde være blevet optaget i Retskrivningsordbogen; det skorter jo ikke på engelske ordbøger. Men det er en anden historie. En dansk sprogpolitik må have mange elementer. Ledetråden i en samlet sprogpolitik må være at skabe det bedst mulige grundlag for at dansk sikres som et komplet og samfundsbærende sprog, som et kultursprog. En løbende debat om og stillingtagen til dansk retskrivning er et nødvendigt led heri.