Verdensnaturfonden fastslår, at hvis vi alle levede som amerikanerne, skulle vi bruge fem jordkloder. Hvordan kommer folk til at tænke sådan? Hvor meget er der om det?, spørger direktør og ph.d. Bjørn Lomborg og cand.scient.pol. Andreas Egense Jørgensen, Institut for Miljøvurdering. Gennem historien har menneskeheden altid været fascineret af dommedagsprofetier. Måske er det, fordi det stimulerer overlevelsesinstinktet blandt personer, der i øvrigt ikke er truet på livet. Under alle omstændigheder kan man øjensynlig slippe af sted med meget, når man samtidig tegner et dystert billede af menneskehedens fremtid. Dommedagsprofetierne virker ved, at dommedagsscenariet stilles op, så det ikke ligger længere ude i fremtiden, end at det vil få konsekvenser for en stor del af den nulevende befolkning. Samtidig skal scenariet ligge så tilpas langt ude i fremtiden, at det ikke længere er relevant, når historien modbeviser det. Spåmænd som Nostradamus og religiøse kulter som Den Højeste Sandhed har altid været i stand til at vinde tilhørere, men det er først i løbet af de seneste 300 år, at dommedagsprofetierne er forsøgt underbygget med videnskabelige betragtninger. En af de første var Thomas Malthus, der i 1798 forudsagde, at vi ville løbe tør for mad. Begrundelsen var, at befolkningen voksede langt hurtigere, end det var muligt at øge fødevareproduktionen. I moderne tid er 'Grænser for vækst' (Romklubben) fra 1972 en af de mere skelsættende profetier. Fokus var her, at vi levede over evne, hvilket ville resultere i, at vi i løbet af 20 til 30 år ville løbe tør for en række vitale mineraler. Med oliekrise blot et år efter udgivelsen, fik profetien ekstra vind i sejlene. I 1992 gentog historien sig med den næste rapport af de samme forfattere: 'Hinsides grænser for vækst'. Vi var ikke løbet tør for ressourcer endnu, men det ville komme lidt længere ude i fremtiden. Men nu opruller Verdensnaturfonden (WWF) i 'Living Planet Report 2002' det dystre perspektiv, at vi ikke alene løber tør for ressourcer, vi løber tør for kloder - og det gør vi ganske snart. Det dystre budskab gik verdenspressen rundt, og resulterede bl.a. i overskrifter som 'Wanted: New Earth by 2050' (The Observer). Kan det nu passe? Når WWF kommer med et bud på, hvor mange kloder vi bruger, er idéen fornuftig nok. Baggrunden er en ambitiøs målsætning om at finde en fælles målestok for, i hvilket omfang vi belaster kloden - det såkaldte økologiske fodspor. Det økologiske fodspor er ikke skabt af WWF, men det er WWF, der har fået det på den globale dagsorden. Hensigten med 'fodsporet' er at give et billede af, hvor stor en del af kloden menneskeheden lægger beslag på, hvis den skal være i stand til at hele de sår, vi påfører den. Der er tale om at gøre det ellers meget komplicerede miljøområde overskueligt, hvilket må siges at være et agtværdigt formål, hvis det ellers bliver gjort på en meningsfuld måde. Tankegangen i WWFs rapport er, at vi forbruger en række naturressourcer, og dette forbrug af ressourcer svarer til, at vi lægger beslag på en del af kloden. Vores forbrug påvirker også klodens økosystemer. Hvis balancerne skal genoprettes, lægger dette også beslag på et areal. For at udregne 'fodsporets' størrelse, ser WWF på arealforbruget inden for seks kategorier: Dyrkede arealer, græsarealer, fiskeri, skov, bygninger og energi. Kategorierne 'dyrkede arealer', 'græsarealer' og 'fiskeri' er således det areal, der skal bruges for at brødføde klodens befolkning. Kategorien 'bygninger' er det areal, vi har inddraget til boliger og veje. Kategorien 'energi' er det areal, der skal bruges til at genoprette CO2-balancen i atmosfæren. Det samlede 'fodspor' findes ved at lægge arealforbruget i de forskellige kategorier sammen. WWF når således frem til, at vi siden 1980 har brugt mere end én klode, og at vi i øjeblikket forbruger 120 procent af klodens biokapacitet. Sagt på en anden måde overforbruger vi, fordi vi lægger beslag på et større areal, end vi har til vores rådighed, hvis vi skulle leve bæredygtigt. Når det overhovedet kan lade sig gøre at bruge mere end en jordklode skyldes det, at vi 'låner' en del af kloden, og det skal betales tilbage en gang i fremtiden. Institut for Miljøvurdering har gået 'det økologiske fodspor' efter i sømmene i-sin seneste rapport. Det viser sig, at energiforbruget er den altovervejende årsag til, at der er et samlet overforbrug. Halvdelen af 'fodsporet' er forårsaget af vores forbrug af energi, og det er stort set kun udviklingen i energiforbruget, der er årsagen til, at vi går fra at bruge 1,2 kloder til at bruge to i 2050. Her kommer vi så til spørgsmålet om, hvorvidt energi kan oversættes til en del af klodens areal. Når energi har en så dominerende betydning for 'fodsporet', bygger det på en bagvedliggende antagelse om, at kloden ikke må forandre sig (f.eks. at gennemsnitstemperaturen ikke må stige). Energi produceret ved afbrænding af fossile brændstoffer øger indholdet af CO2 i atmosfæren, hvilket kan påvirke klimaet. Derfor er kloden i følge WWF ikke bæredygtig, hvis CO2-indholdet i atmosfæren vokser. For at omregne energiforbruget til et areal ser WWF på, hvor meget skov der skal plantes for at kunne optage den udledte CO2. Men dette er en besynderlig tanke. WWF har tilsyneladende stirret sig blind på skovrejsning, og undladt at se på de alternative løsninger. For det første vælger de den dyreste og mest arealkrævende af alle løsninger på CO2- problemet. For det andet har de ikke øje for, at energiproduktion kan foretages uden CO2-udledning. Lad os nu acceptere WWFs antagelse, at klodens gennemsnitstemperatur skal holdes i ro. Skovrejsning er en ualmindelig arealkrævende måde at reducere atmosfærens CO2-indhold på. Efterhånden som skov kommer til at dække de sidste afkroge af klodens dyrkbare arealer, vil prisen på skovrejsning eksplodere. Nu findes der heldigvis mere effektive midler til at reducere CO2-indholdet. Det er således langt billigere at øge energiudnyttelsen i kraftværker, biler og andre steder, hvor fossilt brændsel indgår. Endvidere findes der alternative energikilder som vindmøller og solceller, der ikke har CO2-udledning som et biprodukt. Disse løsninger er væsentligt mindre arealkrævende, og efterhånden som teknologien udvikler sig, vil prisen på vedvarende energi komme ned i et konkurrencedygtigt prisleje. Vindmøller er således blevet 2,6 gange så produktive i løbet af de sidste 20 år, og solceller er blevet tre gange så effektive, når man ser på de sidste 30 år. Ved at benytte vedvarende energikilder kan vi endvidere reducere arealet med mellem 93 og 99 procent af det areal, som ellers skulle bruges, hvis reduktionen i CO2 skulle ske ved skovrejsning. Hertil skal tilføjes, at vedvarende energikilder, i modsætning til skov, kan stå på ikke-produktivt land - f.eks. i Sahara. CO2-problemet er altså ikke større, end at det kan løses inden for rammen af den eksisterende klode og til en langt billigere pris. Spørgsmålet er bare, om problemet er så presserende, at vi vil løse hele problemet her og nu frem for at tage fat på nogle af de andre alvorlige problemer, som kloden står over for. Der er tale om en dyr løsning, men den vil være væsentligt billigere, end den løsning WWF anviser. Hvis vi i stedet for at vælge den dyre og arealkrævende løsning på CO2- problemet vælger den smarte og mere realistiske løsning med en blanding af solenergi og vindenergi, kan vi her give læseren en positiv nyhed - at kloden er bæredygtig selv med WWFs opgørelsesmetode. Som det fremgår af figuren, er kloden ikke i så skidt en forfatning som WWF påstår. Selvom vi bliver flere, og selv om vi bliver rigere, viser WWFs målemetode os altså, at vi er og vil forblive bæredygtige. At overgå til vedvarende energi med det samme er formentlig ikke den bedste investering af vores begrænsede ressourcer. Vores pointe er i stedet, at hvis vi skal lave et brugbart mål for det økologiske fodaftryk, skal det reflektere vores bedst mulige anvendelse af den tilgængelige teknologi. Man må stille sig spørgsmålet; hvorfor en miljøorganisation som WWF, der jævnligt beskæftiger sig med vedvarende energi, anvender en langt dyrere og langt mere arealkrævende løsning i deres 'fodaftryk'? Når dommedag er sat til 2030, har det intet med det økologiske fodspor at gøre. Selvom læseren af WWFs rapport foranlediges til at tro, at dommedagsprofetien bygger på antallet af kloder, vi bruger, så er det en helt anden og mere uigennemskuelig beregning, der ligger bag. Faktisk er der tale om den samme matematiske model, som blev brugt i dommedagsprofetien 'Grænser for vækst' fra 1972, den såkaldte World3-model. Der er naturligvis noget betryggende ved, at økologer praktiserer genbrug, men det er ikke aldeles rationelt, når det drejer sig om at genbruge en model, som vi på forhånd ved er suspekt på grund af de forudsigelser, som modellen allerede har produceret. Denne gang er resultaterne, at den gennemsnitlige levealder begynder at falde fra 2030, og i 2050 er den faldet til under 25 år. Endvidere falder bruttonationalproduktet og uddannelsesniveauet drastisk, og i det hele taget ser fremtiden ud til at blive ganske ubehagelig. Det er her vigtigt at holde fast i, at disse ubehageligheder stort set udelukkende skyldes vores forbrug af energi. Disse forudsigelser må sammenholdes med de bedste modeller vi har fra anerkendte internationale organisationer med ekspertise på området: - Vi vil leve længere: FN forudsiger, at den gennemsnitlige levealder vil stige fra de nuværende 67 år til 82 år i 2100. - Vi vil blive rigere: Verdensbanken siger at vi bliver fire gange rigere i 2050, og FNs klimapanel forudsiger, at vi i 2100 vil være mellem 10 og 27 gange rigere, end vi er i dag. Helt grundlæggende kan man spørge sig selv, hvad i alverden årsagen til klodens undergang i 2030 skulle være. Et meget vigtigt spørgsmål, som WWF behændigt undlader at svare på. Afbrændingen af fossile brændstoffer øger atmosfærens indhold af CO2, som igen fører til global opvarmning. Her er det værd at se på, hvad eksperterne siger om den globale opvarmning. FNs klimapanel er den organisation under FN, der beskæftiger sig med klimaforandringer, og som må formodes at være i besiddelse af den største ekspertise inden for området. Ifølge forudsigelserne fra FNs klimapanel vil temperaturen i værste fald være steget med ca. én grad i 2030. Dette vil givetvis få vandstanden i verdenshavene til at stige, og der kan være tale om andre klimatiske ændringer. Men hvordan kan WWF i fuldt alvor få sig selv til at sige, at vi reducerer den gennemsnitlige levealder til under 25 år på baggrund af en temperaturstigning på én grad? Den slags påstande kræver en velunderbygget dokumentation - en dokumentation, der desværre må siges at være fraværende. Generelt har dommedagsprofetierne den uheldige konsekvens, at de kommer til at fordreje miljødebatten. Selvom vi ikke helt tror på resultaterne, vil tvivlen være der - måske er der alligevel noget om snakken, og måske burde vi for en sikkerheds skyld gøre noget for at undgå de mulige katastrofale følger ved at lade stå til. Sker det, risikerer vi at fjerne fokus fra de virkelige problemer. Det får os til at disponere vores ressourcer på en uhensigtsmæssig måde. Og det vil ikke være til fordel for vor fælles klode. Problemet med 'det økologiske fodspor' er imidlertid ikke kun, at det spreder en falsk frygt i befolkningen. Problemet er også, at 'antallet af kloder vi forbruger' er så stærk en metafor, at vi glemmer, hvad den egentlig dækker over. Selvom 'fodsporet' primært baserer sig på energiforbrug, bliver det desværre også trukket frem som argument i andre dele af miljødebatten, hvor det ingen relevans har. Således har fodaftrykket bl.a. haft indflydelse på debatten om affald, selvom affald ikke er inddraget i fodsporet. Hvad der i virkeligheden er et spørgsmål om et problem knyttet til energiforbruget, bliver misbrugt som argumentationsskyts i relation til miljøproblemerne generelt. Det er essentielt, at miljødebatten bygger på saglighed, hvis problemerne skal håndteres på en effektiv måde. Det er godt for den demokratiske debat, at WWF kan være med til at gøre os opmærksomme på truede dyrearter og en lang række andre miljøproblemer, men med 'det økologiske fodspor' er WWF faret vild i skoven. At give sig i kast med at forudsige klodens fremtid er en kolossal opgave, som de tydeligvis ikke har været i stand til at løfte. Vigtige forhandlinger er nu i gang i Johannesburg. Der er her tale om en mulighed for at sikre kloden en bedre fremtid. Det er vigtigt, at beslutningerne vil blive styret af kendsgerningerne om de problemer, som kloden virkelig står over or. Kun på den måde kan vi foretage en vurdering af, hvordan problemerne løses på den mest effektive måde, hvilke problemer der er størst, og hvilke der skal løses først. Vi må undgå udokumenterede og skræmmende påstande, så verden i Johannesburg kan fokusere på de virkelige problemer. Klodens fremtid er for vigtig til at lade sig styre af dommedagsprofetier.