Selvom danske virksomheder måske ikke er helt så anløbne som de amerikanske, er der behov for at styrke omdømmet. Metoden hedder mere og bedre revision, skriver kommunikationsrådgiver Joachim Sperling. Tænk to år tilbage. Alle pegede fingre ad regnskabsreglerne. De var ikke designet til vidensamfundet, lød kritikken. Det var dengang internet, bioteck og fantastiske forretningsplaner gjorde traditionelle regnskabsregler utilstrækkelige. I dag er der ikke alene utilfredshed med regnskabsreglerne. Revisorerne må også stå for skud, og mange virksomhedsledere kaldes grådige ud over det almindelige. Dotcom-bølgens oppustede værdier er gået op i røg, og forsøgene på at dække over katastrofens omfang har skabt usikkerhed på aktiemarkedet. Investorerne skyder skylden på analytikerne, der kaster aben videre til revisorerne. Revisorerne mener sig fejlinformeret af direktionerne, der er blevet presset af investorerne. En ond cirkel, der er blevet forstærket af eksorbitante aktielønsordninger, bygget på kortsigtede aktiekursstigninger i stedet for langsigtede økonomiske resultater. Selvom forretningsmiljøet i Danmark tilsyneladende ikke er forsumpet som i USA, slår effekten alligevel igennem, for det amerikanske aktiemarked har en afsmittende effekt i Vesteuropa. Og at vi ikke helt er sluppet for ridser i lakken, vidner virksomheder som I-data, 2M-Invest, Memory Card og e-Huset om. Milliardværdier er blevet til ingenting. Der er talt meget om konsekvenserne af det glidende krak. Manglende tillid til erhvervslivet, kuldsejlet produktudvikling, fyringer og så videre. Slemt - men på længere sigt lurer risikoen for, at den private opsparing falder, hvis der opstår frygt for, at opsparingen alligevel bliver værdiløs. Så falder investeringerne og dermed grundlaget for vores velstand. De store investorer er jo pensionskasserne, hvis penge kommer fra almindelige menneskers opsparing. Men hvis tilliden til deres evner til at forvalte formuen bliver mindre, opstår der en tilbøjelighed til at sy pengene ind i madrassen i stedet for. Spørg bare den del af befolkningen, der har set deres pensionsformuer reduceret med op til 50 procent i løbet af kort tid. En stigende forsørgerbyrde kræver imidlertid, at vi bliver bedre til at spare op. Noget må altså gøres. Man kan imidlertid ikke forvente, at det sker af sig selv - vi er inde på et område, der kalder på initiativer fra myndighederne. Den erkendelse har ført til en meget hård opstramning af reglerne i USA. Det er imidlertid ikke givet, at regler og øget kontrol i sig selv skaber et sundere erhvervsklima. I stedet for mere kontrol bør man hellere overveje en bedre revision, der jo kan bygge videre på de principper, som allerede findes. Forsøger myndighederne med bussemandsmetoden, vil det have en skadelig virkning over for den brede gruppe af virksomheder, der altid har haft og også fremover vil have ordnede forhold. Og traditionel offentlig kontrol vil i de fleste tilfælde alligevel være virkningsløs i forhold til de udfordringer, vi står over for. Men for at øget revision skal være virkningsfuldt, skal de nuværende regnskabsregler og rapporteringsrutiner forbedres på to områder. Dels skal virksomhederne blive bedre til at redegøre for, hvordan de handler i overensstemmelse med etik og moral. Dels er der behov for at håndtere det faktum, at virksomhedernes værdi i høj grad består af immaterielle aktiver, og at værdiskabelsen i mange tilfælde kan ligge langt ude i fremtiden. Nogle virksomheder er allerede gode til at håndtere disse forhold, men hvis andre ikke er, eller der er usikkerhed om det, kan det smitte af på hele markedet. En af de store regnskabsmæssige udfordringer er at værdiansætte aktiver. Værdien af den bogførte egenkapital er traditionelt blevet opgjort med udgangspunkt i ejendomme, maskiner, varelager og fordringer, og det har vist sig at være utilstrækkeligt. Hertil kommer vanskeligheden med at værdisætte aktiver, der ikke både har en køber og en sælger. De fleste kan vel fortsat huske Giga - dotcom-bølgens største succes i Danmark - der blev solgt til Intel for 10 mia. kr. Giga havde en regnskabsmæssig værdi på kun 214 mio. kr. Differencen bliver i regnskaberne betegnet »goodwill«. I teorien dækker goodwill over patenter, værdien af pipeline, varemærker osv. Men dotcom-boblen viste os, at disse 'værdier' ikke nødvendigvis dækker over fremtidige indtægtsstrømme, og det er bl.a. derfor, begrebet er svært at komme af med. Ved overgangen til de nye internationale regnskabsstandarder, der går under navnet IAS, som danske virksomheder skal følge fra og med 2005, skal goodwill aktiveres og afskrives over eksempelvis 20 år. Det er i modsætning til tidligere, hvor goodwill skulle afskrives med det samme. Fordelen med de nye regler er, at udgifterne ved et køb af en virksomhed bliver synlige gennem hele aktivets levetid, præcis som når man investerer i fysiske anlægsaktiver. Imidlertid kan der være meget sund fornuft i at afskrive goodwill med det samme, for det sikrer jo, at værdier, som man troede eksisterede, ikke pludselig er varm luft, som tilfældet jo bl.a. var med I-data og 2M-Invest. Skal de nye regler gøre regnskaberne mere gennemskuelige, bør man bedre kunne vurdere, hvilke fremtidige indtægter der knytter sig til goodwill. Ellers kan de nye regler ramme danske virksomheder som en boomerang. Men hvordan løser man det? Vi ved jo, belært af erfaringerne, at nogle virksomheder gemmer på en guldgrube, mens andre er de rene blålys. Udfordringen er at give virksomhederne nogle kommunikationsværktøjer, der kan forbedre dialogen mellem virksomheden og dens omverden. Det vil til en start gøre livet lidt mere besværligt for virksomhederne, men der er ikke andre muligheder. Det har været fremført bl.a. af Novo Nordisks bestyrelsesformand, Mads Øvlisen, at Danmarks lovgivningssikrede adskillelse af bestyrelse og direktion, der er i klar modsætning til traditionen i skandalernes hjemland, USA, skulle sikre os mod problemerne. Det er der imidlertid ikke ført bevis for, og situationen kalder ganske enkelt på handling for at undgå, at svindelsager af samme alvorlige karakter skulle kunne finde sted i Danmark. Det gør det nødvendigt at se på revisors rolle, for hvor bestyrelsens dialog med direktionen foregår bag lukkede døre, har revisor via sin påtegning en mere åben rolle i forhold til offentligheden. Hidtil har revisorerne i høj grad siddet på udformningen af vores regnskabsregler. Regnskabsforhold har længe været så komplicerede og internationalt forankret, at myndighederne i nogen grad spiller andenviolin i udviklingen. Men på trods af den seneste tids skandalesager er det generelle indtryk, at revisorer har en vigtig funktion, som ud fra de givne præmisser er blevet forvaltet godt. I forhold til jobbets fristelser er det faktisk bemærkelsesværdigt så få sager, der har miskrediteret revisorer. Da det så endelig gik galt, var det med et brag, der har påvirket hele verdensøkonomien. Det viser, hvor vigtigt jobbet er. Kan et af problemerne være revisorernes måde at arbejde på? I stor udstrækning synes deres verden at bestå af talgymnastik. Revisionen består også af kvalitative vurderinger af virksomhedens drift og fremtidsmuligheder, men har revisor den nødvendige forretningsmæssige indsigt? Det er vanskeligt at svare på, for revisors vurderinger offentliggøres kun, hvis virksomheden ikke får en blank påtegning. Måske er der behov for, at revisorer i større udstrækning graduerer deres vurderinger af den enkelte virksomhed. Det store skridt fremad vil kunne tages, hvis revisorerne i højere grad bringes til at foretage kvalitative vurderinger af en virksomheds aktivmasse og indtjeningsmuligheder. For nogle virksomheder er den kritiske faktor marketing. For andre at kunne forske i nye teknologier, og for atter andre kan det være at opnå en styrkeposition inden for logistik eller processtyring. Disse komplicerede emner er revisorer i almindelighed ikke klædt på til at håndtere. Som et alternativ kan virksomhederne lade sig ISO-certificere, men i praksis er denne proces rettet mod at tilse, at virksomhederne arbejder i overensstemmelse med deres kvalitetsmanual. Og den sikrer ikke i sig selv forretningsmæssig succes. På toppen af det hele har revisorer og auditorer traditionelt haft problemer med at tale sammen. Virksomhederne kan derfor ikke få en samlet revision/auditering af deres forretningsdrift. Det er et kompliceret puslespil, der skal stykkes sammen, hvilket svækker offentlighedens mulighed for at overskue virksomhedens tillidsskabende foranstaltninger. En gruppe, der i nogle henseender har overhalet både revisorer og auditorer med hensyn til forretningsforståelse, er aktieanalytikerne. De er på det seneste blevet udsat for berettiget kritik for manglende uafhængighed og til tider også udygtighed, men det er en broget faggruppe med stor spredning i faglig dygtighed og integritet. Analytikerne fungerer på godt og ondt som sparringspartnere for ledelserne i de største danske og udenlandske børsnoterede selskaber. Og i dag er det helt almindeligt, at de store 'corporate finance'-huse ansætter analytikere med forskningsmæssig baggrund for at kunne vurdere potentialet i industrielle udviklingsprojekter. Det er i det mindste betryggende. Knap så betryggende er det, at analytikere hyppigt bruges af medierne til at vurdere børsnoterede selskabers resultater og handlinger. Dermed bliver de offentlighedens repræsentanter, men det er næsten naturstridigt, for analytikernes højeste mål er at skabe omsætning på aktiemarkedet, så aktiehandlerne får deres provisioner. Og desværre er de analytikere, som de store investorer selv har ansat, i mindretal, og deres vurderinger holdes altid inden for en snæver kreds. For de mange mindre aktionærer og for samfundet i almindelighed er der derfor behov for et alternativ til analytikernes indsigt i virksomhedernes gøren og laden. En indsigt, der kan styrke vores opfattelse af virksomhedens handlinger og økonomiske potentiale. Og som i sidste ende kan medvirke til, at investorernes penge i højere grad allokeres de rigtige steder hen, fordi dialogen mellem virksomheden og dens omverden kommer til at foregå på et mere kvalificeret grundlag. Fundamentet for denne indsigt må gå gennem en bedre og bredere rapportering fra virksomhederne, som må suppleres med en revision/auditering af et team af personer med forretnings- og branchemæssig indsigt. Det kunne være erfarne managementkonsulenter, pensionerede erhvervsledere, advokater eller sågar tidligere analytikere, som blev efteruddannet til at varetage dette job. Revisionen skulle fortsat ledes af den finansielle revisor, men et klassifikationssystem kunne sikre, at virksomheder i bestemte kategorier var underlagt den bredere revision. Klassifikationen skulle foretages ud fra en vurdering af selskabets betydning for samfundet. Jo større betydning, desto mere revision. De fleste virksomheder vil kunne nøjes med den revision, vi allerede kender, men en række af vore største selskaber bør nok underlægges en mere omfattende revision. Allerede i dag benytter mange virksomheder yderst kompetente miljø- og it-revisorer, men disse forholder sig primært til risikoaspekter ved driften. Revisionen skal udvides til at omfatte flere områder og bør også medtage forretningsmæssige vurderinger ved siden af risikoaspektet. Skal systemet kunne fungere i praksis, forudsætter det bl.a., at virksomhederne åbner mere op for interne rapporteringsrutiner og vurderinger, som måske hidtil er blevet opfattet som forretningskritisk viden. Det viser sig dog ofte, at konkurrenterne allerede har denne viden, og hvis ikke har analytikerne den. Under alle omstændigheder overlader virksomhederne i mange tilfælde vurderinger af sig selv til et marked, der i stigende omfang hungrer efter viden for at kunne fungere ordentligt. På kort sigt vil de foreslåede forbedringer medføre stigende omkostninger til rapportering og revision, som virksomhederne gennem andre kanaler bør kunne kompenseres for. For det er vigtigt, at de nødvendige ressourcer sættes ind på dette område. Hele samfundet har en interesse i, at der er tillid til erhvervslivet. Den nye årsregnskabslov, som gælder fra indeværende regnskabsår, og som forbereder overgangen til internationale standarder, stiller krav om at redegøre for forhold vedrørende viden og kompetence, i det omfang det er vigtigt for den fremtidige værdiskabelse. Men den fortæller ikke noget om hvordan. Her er vi fortsat i en søgefase, på trods af at et projekt om videnregnskaber har bragt nye erkendelser frem. Hvad angår mulighederne for at redegøre for, hvordan man som virksomhed lever op til etiske målsætninger, er der ingen lovgivningskrav. Det ville også være besynderligt, for etik drejer sig om at handle i overensstemmelse med ens eget kodeks og de forventninger, som de vigtigste 'stakeholdere' har til virksomheden. Det handler derfor om at skabe nogle rammer, der kan give virksomhederne et skub i den rigtige retning. Disse rammer må skabes af myndigheder, virksomheder, revisorer, investorer og ngo'er i fællesskab. Danmark har været foregangsland internationalt med en række visionære initiativer, og virksomheder som Novo Nordisk og Coloplast har vist, at fremsynet rapportering og god opførsel kan føre til et bedre omdømme. Da den nye regering kom til, standsede den et netop søsat initiativ, hvor målet var at samordne erfaringerne fra de mange regnskabs- og rapporteringsinitiativer, som det offentlige har sat i gang i de senere år. Måske er tiden inde til at se på den beslutning én gang til. Det er et fælles ansvar, der skal løftes.