Forfatteren Kristian Ditlev Jensen har besøgt det gudsforladte Japan. Set landet gennem sit eget kristne, vestlige temperament. Og ladet sig inspirere af tomhedens æstetik. Form er kun tomhed, tomhed kun form. Form er ikke andet end tomhed, tomhed ikke andet end form. Japan er et meget æstetisk land. Man kan selvfølgelig sagtens sige, at vi i Danmark, Europa og USA også er meget æstetiske. Og det er vi da. Vi er jo meget optagede af det skønne, det smukke, det fine og det rene. Og ikke mindst en protestantisk-modernistisk stolearkitekt a la Arne Jacobsen burde da kunne forstå japanernes enkle skønhed. Jo, jo. Men når man står over for en samlet æstetisk kultur som den japanske, er der for så vidt ingen grund til at insistere på en retfærdighed, der faktisk forekommer den Japan-farende at være temmelig søgt. For Japan er mere æstetisk end Jylland. Dette skal vel at mærke ikke nødvendigvis kun forstås i kvalitativ forstand. Det tror folk ofte, og det er vel en af grundene til, at de bliver så fornærmede, når man fører synspunktet frem. De tror, man mener, at haiku-digtene er dybere end salmerne af B.S. Ingemann, at sushien slår frikadellen, eller at lak fra det japanske højland er lækrere end glas fra Holmegaard. Meget, meget ofte føler man som besøgende ganske rigtigt, at japanerne og den japanske kultur vitterlig er en kende smukkere, skønnere, kønnere, glattere, ædlere, noblere, mere raffineret og så videre. Rytmen i det sprog, der nærmest jamres - som var det en slags grammatisk tyggegummi - af den mandlige 'kvinde' i kabuki-teatret er forførende på en mekanisk-metrisk måde, der, indtil man en tusmørkemørk aften støder på den i et af Tokyos gamle teatre, jo egentlig er helt uhørt. Og på den måde kan japanerne altså noget, der er - om ikke noget bedre, så dog - noget andet. Det er bare ikke dér, chokket ligger. At Japan er et mere æstetisk land skal nemlig snarere forstås kvantitativt. For sagen er, at alt i Japan er æstetisk. På en helt anden måde end i Vesten oplever man igen og igen i Japan denne evindelige fokus på det æstetiske. Ikke kun som det skønne eller det smukke eller det raffinerede. Men bare som tom og ren form. For det æstetiske er jo formelt set en optagethed af formen frem for indholdet. Det er måden, altså, at hun skænker den te på. Det er faconen, altså, som der er på den kage, han stiller foran dig. Det er ikke det, at han bukker - det er, at han gør det så nøjagtigt, så rettidigt, så vinkelret, så ja, så formelt. At han gør det med så meget fokus på den rene form. At han bukker så bukkeagtigt. Som det fremgår af Hjertesutraen - den zenbuddhistiske kernetekst, som jeg har citeret i indledningen - så er det dybt forankret i den japanske buddhisme, at denne tingenes form i en eller anden forstand skal forstås som tom. Dette er nu ikke specielt japansk, men specielt buddhistisk. Og når man besøger Japan, er det netop dét, der er slående - at Japan ikke er et kristent land. At en egentlig idé om en gud er totalt fraværende. For der er ingen fortæller. Der er ingen himmel at opstige til. Der er intet helvede i udsigt længere fremme. Der er ikke noget bag ved, i, under, hos, ved, til stenen, floden, bjerget, katten, bonden. Der er kun sagen selv. Der er kun, som verdens vel nok mest berømte haikudigter, Basho, skriver i verdens vel nok mest berømte haikudigt: Den gamle dam. En frø springer. Plask! Det er dét, der er. Scenen, action !, og så denne fornemmelse af umiskendelig nu-hed. Øjeblikkelighed. Den tid, det tager at blinke med et øje. Tiden, der går fra et indtryk til det næste. Der er ikke andet i det digt. Slet ikke andet. Og det er præcis dét, der er kunsten i mange haikudigte. At rense alle forestillinger om noget andet og mere væk fra sindet. At fjerne dem fra det, vi iagttager. At dræne øjeblikket for forestillingsfnidder, så det træder så meget desto tydeligere frem. Japan er altså, kunne man sige, det metafysikløses land. Og det er muligvis også dét, der gør Japan og hele den japanske kultur så uudgrundeligt 'mystisk' for mange mennesker fra Vesten. De giver sig ivrigt til at lede efter noget, der slet ikke er der. Og når de ikke kan finde det, så må det være, fordi det hele med ét er blevet mystisk. For så mangler der jo et forhold mellem årsag og virkning. Mellem fortælleren og det fortalte. Skaberen og det skabte. Skaberen er der simpelthen ikke. Og så står det skabte der ligesom bare. Helt af sig selv og uden noget. Det kommer ingen steder fra. Det skal ingen steder hen. Og dét er da mystisk! Ligesom det ville være mystisk, hvis man kunne skabe guld ad kemisk vej ud af ingenting. Eller hvis stjernerne og deres konstellationer kunne vise os, hvem vi var inderst inde. På den måde kan man næsten sige, at Japan er et gudsforladt land. Eller rettere - Gud har sådan set aldrig været der. Og Japan ser derfor omtrent okkult ud set med vestlige øjne. Vi er tilbøjelige til at smile ad japanerne med deres kameraer om halsen - kameraer til snapshots af alverdens hellige, buddhistiske nuer - og til at ryste på hovedet af denne evige kaptajn Jespersen-øvelse, der finder sted, så snart to mennesker mødes. Denne evige, formelle høflighed, der slet ikke er psykologisk begrundet. Det er jo ikke bare mystisk, det er ligefrem mistænkeligt! Men et helt andet blik end hånens kunne faktisk være beundringens blik. For hvad nu, hvis det, at der ikke er nogen baggrund, gør forgrunden så meget mere total? Hvad nu, hvis en guds fravær betød, at det religiøse var overalt? Og hvis tilbedelsen, som også lommebuddhisten Dan Turèll i sin tid indså det, skal ske over for hverdagens enkle og i virkeligheden enkelte elementer. Det ville betyde, at alt var helligt. At intet var okkult. At alt var skinnende helligt - allerede i sin banale, overfladiske fremtrædelsesform. Og det er præcis det, der er den zenbuddhistiske pointe: Overflader kan være dybe. Japan er et buddhistisk land. Tilmed et zenbuddhistisk land. Det er klart, at ligesom for eksempel Danmark ikke længere er hard core-kristent, så er det heller ikke alle japanere, der sidder i den meditationsstilling hver morgen eller aften. Men i Japan har selv helt almindelige mennesker stadig et decideret religiøst forhold til hverdagens æstetiske aspekter, ligesom de fleste danskere stadig - måske uden at vide det - faktisk opfatter arbejde som en protestantisk praksis for slet ikke at tale om en inderlig pligt. I Japan er æstetikken derimod hellig. Fordi æstetikken er form. Og formen er tomhed. Og det skal forstås i den forstand, at der faktisk ikke behøver at være andet end den rituelle bevægelse eller det forventede ord i en given situation. Det at tilbede rene former er nemlig i sig selv dybt meningsfyldt. Man behøver ikke andet. Det mener japanerne. Og de praktiserer det. Det begynder allerede ved paskontrollen i lufthavnen i Tokyo, hvor pasbetjenten opfører en lille, omhyggeligt koreograferet ballet for fingre, stempel og papir. Hans hænder kærtegner systematisk passets papir, en finger løber sanseligt-sirligt langs en plastickant og folder så med et overgjort snuptag passet op. Han lægger tre papirer ved siden af hinanden, lægger dem til rette med en omhyggelighed, som var de mursten, der skulle ligge for evigt, han kigger netop tre gange på den besøgende og netop tre gange på billedet i passet, trækker vejret ceremonielt. Dybt. Den lille pause. Nuet. Og så hamrer han pludselig stemplet ned tre gange i papirerne. Folder, bukker, river af, lukker, rækker mig passet tilbage, det hele er overstået, blikket er tomt, næste. Det hører med til historien, at jeg har ventet i timer på cubanske toldere i den fugtige luft i Havana. Jeg har diskuteret ligegyldige, nærmest barokke detaljer med italienske bureaukrater i Rom. Mit pas er blevet tjekket og dobbelttjekket og tredobbelttjekket af melodramatiske, men omtrent uuddannede amerikanske immigrationsbetjente i New York, som faktisk så ud til at overveje, om jeg var på flugt fra den politiske undertrykkelse i Danmark. I Paris har jeg stået skoleret, mens blikket under kasserollekasketten igen og igen og meget mistroisk opførte sig som en flirt mellem mig og ham den lille i passet. Kort fortalt: Jeg kender godt bureaukratisk automatik, når jeg støder på den. Og jo - indimellem kan man ligefrem blive næsten fascineret af den rene og skære udvendighed. Men intet slår min benovelse over pasbetjenten i Japan. Det var, som om han helt havde forskudt sin funktion. Fra at tjekke, om jeg nu var den, jeg gav mig ud for at være, så var det, som om det var hans tjekkeri, der var gået hen og blevet det egentlige. Det var ikke målet, men midlerne, der talte. Den oplevelse gentager sig i flere situationer, når man er i Japan. Igen og igen er det formalia, form, og ikke indhold, substans, der tæller. Årsagen skal som sagt blandt andet findes i buddhismen, der danner - om ikke andet, så i det mindste på det fælleskulturelle plan - et væsentligt fundament for japanernes forhold til livet. Og i Japan er buddhismen en smule anderledes end i andre buddhistiske lande. Buddhismen bevægede sig fra sin opståen i år 500 før europæisk tidsregning fra Indien over Kina til Japan. Og hver station tilføjede religionen lidt. I Kina blev taoismen - som sammenfatter bøndernes religiøse, animistiske forhold til hverdagen, værktøjet, årstiden og naturen - føjet til. I Japan blev denne kombination af indisk og kinesisk visdom videreudviklet og samlet i det, der kaldes zen. Noget af det mest interessante ved zenbuddhisme er, at den så at sige ophæver sig selv. Når man spørger japanere om, hvor man skal gå hen for at meditere, kigger de forvirret på en. For zen er hele tiden og overalt. Det er ikke noget, man 'laver' i et tempel, eller noget, man 'går hen til' om søndagen. zen er enhver bevægelse i hver evig eneste evige nu, eller hver enkelt vejrtrækning. Ikke fordi det er noget, man gør det til, fordi man er, åh, så dyb, men fordi det simpelthen er sådan, det er. Nuets uomtvistelige sandhed er ikke noget, man skal lede efter. Det er noget, der er der i sagens natur helt af sig selv. Eller som en amerikansk psykiater med hang til zen engang sagde: Nuet er klistret. Det klæber til dig. Du kan - faktisk - ikke opleve andet end nuet. Det er de facto nuet, der udgør hele dit liv. Hvis hvert eneste nu i hverdagen er et tempel for denne indsigt, så er alting pludselig sakralt. Selv de mindste ting får et skær af åbenbaring. I Japan kan man derfor se, hvordan der også i mere formel forstand er et utal af veje til den buddhistiske oplysning - den tilstand, hvori alt konstant gennemskues som det, det i grunden bare er. I Vesten kender mange mennesker et eller flere af de japanske ord bushido, aikido, judo, kado, kendo, kyudo og så videre. Stavelsen do betyder 'vej' - altså i spirituel forstand adgang til noget religiøst gennem en vedholdende praksis. For både gennem krigerens vej, sværdets vej, buens vej, blomstens vej, penslens vej, teens vej og så videre kan man dyrke livets religiøse aspekt. Udgangspunktet for denne eksplosion af religion, der gør den allestedsnærværende på en måde, der er helt ukendt i Vesten, er den praksis, der kaldes for teceremoni. Dybest set går teceremonien ud på, at en vært serverer en kop pisket, grøn te for en indbudt gæst i et lysthus. Så enkelt er det. Men denne lille gestus udviklede sig på et tidspunkt til at være en afsindig sirligt udfoldet social koreografi, hvor fokus fuldkommen er centreret om, hvordan alting gøres, snarere end omkring det, at det overhovedet finder sted. Efter at man for første gang i sit liv har oplevet en rigtig teceremoni udført af en stor temester - den dybe ro, tavsheden, kimonoernes græshoppeagtige silkeslibelyde, rituelt roterende aftørringer af porcelænsskåle, sirlig skænken med lange stråler, knælen og bukken, ja, næsten glidefald for gæsten, der uundgåeligt føler sig som en elefant i en forretning, som sælger gennemsigtig høflighed - er man bagefter aldeles målløs. Man synes, man har en puls på omkring tyve. Man er fredfyldt på en helt ubeskrivelig måde, fordi man måske, tænker man, er fredfyldt i den forstand, at man snarere er tømt for sin egen uro end opfyldt af en udefrakommende fred. Man er lige så stille gået i et med sig selv. Der er ingenting i sindet. Kun sindet selv - og så det, der lige omgiver én. Teens bitterhed. Kimonoens skriggule stof. De samlede hænder, der i formel ærbødighed, to og to, rækker den røde kage frem. Med ét opdager man, at det er formen, der har tømt én. Fordi man - for en gangs skyld - ikke fik noget som helst indhold, men bare denne tomme gestik, i denne lille halve time, så er man blevet tom. Helt tom. Ren. Ny. Man er blevet nu. Og verden, dette nu, som man med ét er en reel del af, er derfor meget skarpere, end den har været nogen sinde før.