0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Frygtens diktatur

Folk hygger sig på strandpromenaden i San Sebastián. Men dødstrusler, vold og chikane er hverdagskost i Baskerlandet.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Folk hygger sig på strandpromenaden i San Sebastián. Men dødstrusler, vold og chikane er hverdagskost i Baskerlandet, skriver dagens kronikør, som af sikkerhedsmæssige grunde ønsker at være anonym. Navnet er redaktionen bekendt.

H.C. Andersen kunne ikke i sin vildeste fantasi have forestillet sig, at hans yderst korte skildring af et endnu kortere ophold i Baskerlandet skulle give anledning til en ordduel mellem baskiske nationalister og spansksindede baskere. Da han var på tilbagerejse til Danmark, efter flere måneders ophold i Spanien (1862-1863), overnattede han i San Sebastián, nær den spansk-franske grænse.

Om det pensionat, han indlogerede sig i, skriver han i sin rejseskildring: »Den unge baskiske Pige, som styrede der forstod ogsaa at lade sine Øjne stråle ... hvad de sagde var det lettere at forstaa end det baskiske Sprog, hun talte; Escuara kalder Folkestammen det, og de lærde sige, det ogsaa skal være beslægtet med Sanskrit; men hvormange af os Europæere forstaar Sakontalas Tungemaal?«.

For lidt over et år siden citerede jeg, som et kuriosum, Andersens bemærkning over for nogle baskiske kollegaer. Vi var sammen til en international kongres om folkekultur i Baskerlandet. Denne lille oplysning lod til at være lidt af en sensation. »Siger han virkelig 'eskuara'?«, spurgte en vantro. »Ja, selv om han staver det med 'c' i sin bog«.

Det viste sig, at baskisterne indbyrdes var uenige om, hvorvidt eskuara kunne dokumenteres som betegnelse for det baskiske sprog før det 20. århundrede. Her havde man nu H.C. Andersens udsagn.

Også den omstændighed, at en pensionatbestyrerinde, tilmed i den royale stad San Sebastián, talte baskisk, vakte undren. I den baskisktalende pige så man straks et eksempel på, at tidens nationalromantiske strømninger var begyndt at slå an hos byfolk, længe før det nationalistiske baskiske parti stiftedes i 1893.

Eksperterne kan vist få en hel masse ud af meget lidt information, det ved man. Hvad jeg derimod ikke forventede, var, at H.C. Andersens få linjer kunne give anledning til politisk kontrovers. Men det er lige, hvad der skete. Således blev jeg vidne til, hvor lidt der skal til for at skabe en anspændt situation i visse akademiske miljøer i Baskerlandet.

En lille, undseelig mand, den eneste, som optrådte med sort baskerhue på hovedet og gult slips med et nationalistisk emblem midtpå, havde stået tavs og lyttet. Pludselig blandede han sig: »H.C. Andersen er galt afmarcheret, baskisk stammer ikke fra sanskrit. Allerede på hans tid havde forskningen slået fast, at baskisk ikke hørte til den indoeuropæiske sprogfamilie«. Det kunne vi kun give ham ret i.

»Nå ja, Andersen nævnte blot en af de mange teorier, der verserede på hans tid«, undskyldte jeg. »Nej«, sagde den lille mand påståeligt, »'et tungemål', som ingen europæere forstår længere; bor vi baskere ikke i Europa? Er vi ikke lige så meget europæere, som han var?«. Jeg var lige ved at svare ham, da en fransk kollega, som var vant til disse optrin i akademiske forsamlinger, hviskede til mig: »Pas på, han er ude på ballade«.

Men manden gav ikke op, han ville have mig til at lytte: Baskerne repræsenterede det ældste folk i Europa. De havde boet i Pyrenæerne, lige siden isen smeltede for 15.000 år siden. I takt med at isen trak sig længere nordpå, havde baskerne bredt sig ud over landskabet og taget deres sprog med. »Euskara er et helligt relikvie! Det er et unikt sprog!«. Dirrende og med tårer i øjnene foreslog han mig at besøge Musée de l'homme i Paris.

Jeg vidste skam udmærket, hvad der står om baskerne på Musée de l'homme.

På et utal af kort og grafiske skemaer kan man se verdens folkeslag klassificeret i stammer og grene, og i denne sammenhæng fremstår baskerne rigtignok som et gådefuldt folk, og deres sprog som et mysterium. Men dér stod intet, som der ikke er belæg for. Det samme kunne man ikke sige om alt, hvad manden sagde.

Jeg benægtede ikke, at alle gamle sprog fortjente at blive reddet fra at uddø. Men ikke med tvang og ikke på bekostning af hovedsproget, især når det, som i tilfældet spansk, drejede sig om et verdenssprog.

»Den danske digter degraderer jo baskerne til et primitivt folk, når han kalder os for en folkestamme. Vi baskere har før nogen andre udgjort en nation i Europa. En stor nation!«, sagde han, havde jeg mon aldrig hørt om 'det store Euskal Herria'?

Faktisk havde jeg et sted læst noget om das grosse Euskal Herria og kendte til både Wilhelm von Humboldts (1767-1835) og andre tyskeres teorier om baskere og iberere (og ariere for den sags skyld). Men desværre vidste jeg også, hvordan nationalistiske baskere har udnyttet disse teorier i en lille illegal propagandapjece, udgivet anonymt på spansk, selv om titlen på forsiden står på baskisk: 'Zure Anaia ixilkari' (baskisk for 'Din undergrunds broder').

Proselytter indvies her i alt, hvad en 'ægte basker' bør vide angående sin oprindelse og sin races 'genetiske særpræg'. Ungdommen opildnes til et fanatisk had mod Frankrigs og Spaniens 'blodsblandede' folkeslag. De baskere, som avler børn med ikkebaskere, stemples her som forrædere, der ikke fortjener at leve. Pjecen blev udgivet i 1961, i Buenos Aires.

Det varede ikke længe, før manden gav sig til at forsvare ETA, som et par dage før havde skudt direktøren for en baskisk avis, fordi han nægtede at udgive denne på baskisk i stedet for på spansk. »Hvis ETA's aktivitet endnu ikke var bragt til ophør«, sagde manden »var det, fordi ETA havde opbakning i befolkningen«. - »Nej!«, råbte en blandt deltagerne. »Det skyldes, at siden demokratiet blev genindført i Spanien i 70'erne, er henved 900 mennesker blevet myrdet: socialister eller konservative, det er lige meget. Det var grund nok, at de ikke ville føje jer.

Politikere, spanske politifolk, jo, endogså medlemmer af Irtzainza (baskisk lokalpoliti) er blevet truet til tavshed. Hvad er det for et gadens parlament, som har overtaget magten her!«.

Nu blev det for meget for nogle af de tilstedeværende. En råbte 'mordere'; en anden 'fascister'! En andalusisk kvindelig antropolog, som tidligere havde været udsat for mandens ideologi, kunne nu heller ikke mere: »Et stort Baskerland, kun for baskerne! - Skal de områder omdannes til et stort reservat for artens bevarelse? Vorherre bevares! - Og skal kvinderne dér tvinges til at føde jeres racerene baskere? Det kan man gøre med dyr, men ikke med mennesker!«.

Gemytterne var nu så ophidsede, at vor lille mand luskede af, før det kom til håndgemæng. Vi så ham ikke igen før næste morgen, hvor han tog et billede af gruppen, før nogen nåede at reagere. »Skal man finde sig i det?«, spurgte jeg. »Glem det, man kan intet gøre«, sagde en fransk historiker, som underviser på den anden side af Pyrenæerne.

Hun forklarede mig, at det bedste var at ignorere disse provokatører, som efterhånden infiltrerer ethvert kulturelt eller akademisk arrangement. Personligt havde jeg ved et andet symposium i Bilbao, flere år tidligere, oplevet, at en kendt baskisk antropolog var blevet truet på livet. Han havde under en af sessionerne dokumenteret den historieforfalskning, som de baskiske folkeskoler (ikastolas) udsætter eleverne for, og stemplet deres metode som uvidenskabeligt vrøvl.

En af hans studenter havde rejst sig og taget et fotografi af ham. Han nægtede at aflevere filmen, med henvisning til at han boede i et frit land og kunne tage de billeder, der passede ham. Offerets billede dukkede nogle dage senere op på opslagstavlen ved indgangen til universitetet. Hovedet var markeret med en cirkel med et kryds midti, som tegn på, at nu var sigtekornet rettet mod ham. Han måtte senere emigrere til USA.

Det er kun tre år siden, en højt anset professor i retshistorie, også kendt i akademiske kredse her i Danmark, blev likvideret i San Sebastián. Han havde ytret sig imod, at baskisk blev gjort til obligatorisk hovedsprog, mens spansk skulle sidestilles med andre fremmedsprog.

I Baskerlandet er nemlig langtfra alle indbyggere født dér, og foreløbig er det kun et mindretal, som taler baskisk. Det ville stille disse børn og unge dårligere end andre spaniere, når det gjaldt om at konkurrere om stillinger i det øvrige Spanien. Dagen efter brasede to maskerede mænd ind på hans kontor og skød ham.

Men terroren rammer ikke kun politikere og intellektuelle. Den går også ud over forretningsmænd og almindelige borgere, der drister sig til at sætte sig op imod nationalisterne. Dødstrusler, vold og chikane er hverdagsoplevelser i Baskerlandet.

Under valget, som blev direkte transmitteret i tv, så man, hvordan en lille gruppe aktivister ville forhindre folk i at gå ind at stemme, mens andre brugte falske identitetspapirer og måtte afvises. Landbefolkningen var forinden blevet truet til at blokere valget eller stemme for Batasuna. Men dette parti mistede netop mange stemmer ved dette valg på grund af deres fremfærd.

I tiden op til baskernes regionale valg befandt jeg mig i Madrid.

Bølgerne gik højt i presse og tv under valgkampen. Jeg var ude på gaden, den aften en bilbombe eksploderede foran Spaniens største bank, ikke langt fra hvor jeg befandt mig sammen med et par venner.

Ambulancer og politibiler ilede forbi os til stedet. Et par dage senere blev en politiker skudt i Zaragoza. Samme aften spiste jeg sammen med en spansk kollega, som selv bor dér og kendte vedkommende. Grædefærdig sagde hun: »Ingen vil være ved det, men vi befinder os i et land i krig. Det er våbnenes krig mod ord. De skyder med skarpt og dræber, mens politikerne taler og taler og ikke gør noget - disse nationalister er nogle kujoner«, sagde hun. »De har gjort vold og terror til en livsstil, de myrder og røver banker, og de kræver enorme summer i beskyttelsespenge af rige erhvervsdrivende. Men selv lever de ansvarlige i sus og dus; du ved aldrig, hvornår du sidder ved siden af en af dem på en café eller i en biograf«.

Flere attentater og voldelig episoder rystede Spanien det forår, både før og efter valget. Men ude på gaden så alt ud til at ånde fred og normalitet. Her i San Sebastián hyggede folk sig på caféer, eller man promenerede på strandboulevarden. Også blandt kongresdeltagerne havde der hersket en venlig og kollegial atmosfære, indtil den lille mand blandede sig.

Men under overfladen lurede frygten. Den franske historiker, som før havde advaret mig mod at reagere, fortalte, at hun, når hun rejste ind i Spanien, altid efterlod sin bil i et bevogtet parkeringshus og ikke rørte den igen, før hun skulle tilbage. Hun var glad, fordi jeg havde gjort det samme.

Jeg havde svært ved at forstå, hvad der foregik i hovedet på disse mennesker. I ethvert civiliseret land ville man respektere, at man ikke har fået det store flertal med sig.

Jeg tænkte på Sønderjylland, som er delt mellem Tyskland og Danmark. Sønderjyderne taler deres sønderjysk indbyrdes, men de respekterer, at det officielle sprog på den tyske side af grænsen er tysk, mens det på den danske side er dansk. Og ingen finder på at smide bomber i hovedet på hinanden for at tiltvinge sig retten til et eget uddannelsessystem på deres dialekt endsige til at have et særskilt politikorps.

Jeg spurgte en gang mine venner i Spanien, om det alt sammen virkelig opstod som oprør mod Francos diktatur, som mange tror i Danmark. For så kunne jeg ikke begribe, at det hele ikke var slut for længe siden. »Nationalisterne har fået alt, hvad der ifølge den spanske konstitution tilkom dem, og meget, meget mere. Baskerlandet har en så vidtrækkende autonomi, som ingen anden region i verden nyder inden for en nationalstat. Men jo mere imødekommende den spanske regering viser sig, desto mere regner de med at opnå med deres terror«, var svaret.

En bekendt, som selv er født i Bilbao i 1919 og derfor kan huske langt tilbage i tiden, sagde til mig: »Du behøver kun at læse aviser fra 20'erne og 30'erne for at forstå, at den ideologi, som Javier Arzalluz (lederen af nationalistpartiet) og hans kumpaner står for, er fortsættelsen af noget, det end ikke under Francodiktaturet lykkedes at sætte en stopper for. Ingen tør sige det i dag, men det er sandt. Desværre bliver de få af os, der kan huske den tid, gamle og forsvinder efterhånden«.

Et kig tilbage i pressen fra årene op til borgerkrigen (1936) viste, at min gamle veninde havde ret. Her er et citat fra La Voz de Guipuzcoa (14.6.1931), hvor der refereres en baskisk politikers forslag om begrænsning af indvandring til Baskerlandet: »...for således at undgå at flere og flere folk udefra fortsat kommer til Vasconia, idet kun en begrænsning af immigrationen kan garantere racens overlevelse« (kun to år senere vedtog Nazityskland den skæbnesvangre 'arierparagraf' af 1933, som fuldt ud legaliserede Hitlers racepolitik og reducerede alle ikkeariere til andenklasses borgere).

I dag er Javier Arzalluz Baskerlandets mest magtfulde mand, og mange anser ham for en kynisk diktator. Så længe denne del af Spanien styres af frygt og terror, kan ingen sige noget om, hvad størstedelen af indbyggerne her ville sige til at løsrive sig fra Spanien og blive reduceret til en minination med et temmelig blakket ry. For hvordan ville befolkningen få det i et land, som havde løsrevet sig ved brug af så udemokratiske midler som død og terror?

Sådan konkluderes i en biografi om 'Arzalluz. Frygtens diktatur', skrevet af to modige journalister. Siden er forfatterne til dette særdeles veldokumenterede værk nu også kommet på ETA's dødsliste.

Om Arzalluz ved vi nu, at han i 1949 startede på jesuitternes præsteskole i Oñate (Burgos). Senere fuldførte han sine teologistudier i Frankfurt (1965). Her blev han kendt blandt sine medstuderende som 'der Nazi'. I Spanien blev han endelig ordineret som præst, men nogle år efter blev han og nogle få andre ligesindede jesuitter bedt om at forlade jesuitterordenen på grund af deres kompromitterende undergrundsvirksomhed.

»Kald dem ikke baskere, de fortjener det slet ikke«, klagede min veninde. »Sådan er vi baskere slet ikke. Jeg er ked af, at folk er begyndt at bruge 'basker' som synonym for 'terrorist', fordi pressen gang på gang omtaler terroristerne som 'los vascos' (baskerne), og således er den med til at stadfæste et negativt image af os alle. Det er uretfærdigt!«.

Til