Det knager og spøger i de små hjem. Alverdens familiemedlemmer går igen, og kontakten til det hinsides er så stærk som aldrig før. Spøgelsesforskeren Palle Vibe har sit bud på, hvad det er, der giver os kuldegysninger. På New Guinea klagede lokalbefolkningen efter Anden Verdenskrig over et overnaturligt kompagni af udsultede japanske soldater, som hver midnat forsøgte at bemande en rusten og forladt forsvarskanon på stranden. Og da en stor jumbojet bragede ned i Florida i 1972, hjemsøgte maskinens to omkomne piloter gennem lang tid andre maskiner af samme type og advarede om tekniske fejl. Den slags historier kender vi og har hørt i årevis. Men siden efterkrigstiden, hvor spiritismen opgav ånden og lod den friste en tilværelse indespærret i et glas, har bøger af Stephen King, film som 'The Others' og herhjemme ikke mindst tv-serier som 'Åndernes magt' nu igen pustet liv i gengangerne. Folk føler, at fortiden spøger, og pæne mennesker plages af poltergejster, der smækker med dørene, og laver skår i glasborde. Vel, hvor store ånder færdes, kommer store ånder til, og medier, der kan snakke disse fredsforstyrrere lukt op i evigheden, har næsten samme status som plastikkirurger og modeadvokater. Men trods vor viden og teknik har vi aldrig kunnet bevise, om mennesker eller dyr har en 'ånd', der overlever kroppens død. Nogle moderne forskere accepterer kropløse bevidstheder som årsag til i hvert fald nogle fænomener, men flere mener, at naturlige klimatiske og elektromagnetiske påvirkninger kan udløse syner og sindbilleder. Det bliver vi ikke klogere af. Lad os forsøge en mere praktisk tankegang. Hvis vi forudsætter, at alt i naturen nok har mening og mål, må det også gælde 'åndelige fænomener'. Har du oplevet at befinde dig et sted, hvor du af én eller anden årsag ikke føler dig godt tilpas? Det er en kendt fornemmelse, og måske bunder den i, at levende væsner engang på netop det sted har oplevet fare og død. Ofrenes intense overraskelse, rædsel og hjælpeløshed har så at sige 'sat præg' på stedet. Og det har måske engang gjort hulemænd på bøffeljagt i stand til at fornemme, at lige hér mistede andre hulemænd og måske bøfler livet under et stenskred. Følsomme troglodytter kunne måske ligefrem visualisere situationen og se unaturlige skikkelser 'gå igen'. Også dyr ville nok fornemme uroen i luften. Og alle ville holde sig væk - og overleve. Er gengangeri altså i virkeligheden et 'psykisk følelsespræg' i omgivelserne med det formål at advare, har fænomenet overlevelsesværdi og derfor god biologisk mening. Samtidig bliver det til at forstå, hvorfor gengangeri altid udspiller sig på samme robotagtige facon som blinket foran en jernbaneoverskæring og lige så blottet for reaktion, som hjemmevideoen af bedstefar, der aldrig reagerer på barnebarnets nok så ivrige klask på skærmen. Gengangerier forandrer sig heller ikke, selv om omgivelserne gør, og derfor kan du sagtens opleve gengangere gå gennem døre, der ikke er der, humpe rundt uden underben eller svæve uden for vinduerne på anden sal. Undersøgelser vil altid vise, at gamle døre er muret til, gulve er hævet, og svalegange er fjernet. Okay, konkret forklaring på, hvordan følelser kan præges ind i omgivelserne, savnes, men måske kan man pege på en parallel i 'genstandslæsning' (psykometri), hvor visse mennesker synes at kunne aflæse genstandes historie, forudsat at genstandene har været i nær kontakt med en bestemt person gennem nogen tid. Jo længere tid, jo kraftigere præg, og som mulig følge kan lang tids ophold i et hus måske præge hele boligen så stærkt, at andre senere kan danne sig et mentalt billede af beboeren. Om end mere på ondt end godt, for negative følelser gør altid stærkest indtryk, men deres årsag er også ofte vigtigst at advare om. Nogle vil nok her påpege, at de også har hørt om gespenstagtige tildragelser på steder, hvor der vitterlig aldrig er sket noget som helst dramatisk. Både ugeblade og tv bringer ofte sådanne beretninger. Men det viser sig så godt som altid (hvis der er tale om mere end skrøner), at problemerne på én eller anden måde hænger sammen med genstande og materialer, der stammer fra andre huse, hvor der er foregået dramatiske events. Ligeledes kan et sted være fredsommeligheden selv, indtil nogle begynder at rode rundt, flytte ting eller bygge om. Et medie kan sige, at stedets ånder ikke bryder sig om ændringer. Andre kan sige, at et psykisk præg måske på den måde bliver blotlagt og kan udøve sin påvirkning. Man behøver såmænd slet ikke at være død for at kunne spøge, og det har naturligt nok undret. I en lejlighed i London hørte beboerne suk, gråd og klage og skimtede undertiden en knuget kvindeskikkelse. Det viste sig, at denne kvinde tidligere havde boet i lejligheden og havde haft store følelsesmæssige problemer. Nu boede hun imidlertid i Paris og havde det godt. Men hendes triste humør havde helt bogstaveligt sat sit præg. Mekanismen bag gengangeri tager med andre ord ikke hensyn til, om 'skuespillerne' er døde eller stadig i live. Til forskel fra gengangerier, der blot synes at være naturens video for ens indre blik, rummer egentlige spøgerier elementer af aktiv vilje og hensigt. Og de fleste vil nok mene, at det er rent spøgeri, når to flydræbte piloter begynder at advare mod fejl i maskiner af samme type, så andre kan redde livet. Mange klassiske spøgelseshistorier beretter på samme vis, hvordan afdøde pludselig dukker op med ukendte, men såre nyttige oplysninger (f.eks. et testamente, en bankbog eller lignende). Den slags beretninger, som der findes flere af, end mange synes godt er, har da også sat forskerne både fluer og grå hår i hele hovedet og tvunget flere til at overveje, om den menneskelige bevidsthed overlever døden. De sejeste skeptikere har endog bygget videre på begrebet ESP, der er evnen til at modtage information uden om de kendte fysiske sanser (ekstrasensorisk perception), og opfundet begrebet 'super-ESP' for at undgå denne ellers uundgåelige konklusion. Mens ESP er rent passiv, hævdes sindet via super-ESP at være i stand til at strække aktivt om end ubevidst ud til alle sider og finde frem til andre levende sind, der er i besiddelse af brugbar information. Det kan f.eks. være advokaten, der berettigede testamentet, bankmanden, der oprettede bankbogen osv. Bagefter dramatiserer underbevidstheden hele forløbet som en slags 'nu skal du bare høre' med hilsen fra den, som mest nærliggende ville overbringe informationen. Uden smålig skelen til, om vedkommende er levende eller død. Selv parapsykologerne synes ikke alle om den forklaring, og det er vel heller ikke god videnskab - så længe end ikke 'almindelig' ESP er bevist - at postulere en endnu mere obskur evne. Der kommer et tidspunkt i enhver spøgelsesforskers liv, hvor det faktisk er nemmere at tro på ånder end at opfinde forklaringer for at undgå dem. Og mange mener, at tidspunktet er nået med to afdøde flypiloter, der advarer om tekniske fejl, som ingen kunne vide noget om. De fleste vidner kendte faktisk slet ikke de to omkomne piloter og troede, at de var af lyslevende kød og blod. Biologisk giver det imidlertid altid god mening at undgå nød og død. Og så er det for så vidt ligegyldigt, om advarslen kommer fra en levende eller en ånd. Eller måske noget helt tredje. En ikke helt uvæsentlig del af historien er nemlig, at flyselskabet valgte at begrænse tabet af materiel ved at genanvende dele fra vraget. Og spøgerierne opstod på bedste gengangermanér netop i maskinerne med indbygget genbrug. Det antyder, at også ellers uforklarlige spøgelsesfænomener kan have rod i psykiske præg, for rigtige ånder har vel ikke behov for 'boardingpass'. Men tænker man sig, at de to døende piloters sidste indfald har kredset om de fejl, der jog deres maskine i jorden måske fulgt af følelsen af at have svigtet, kan man også forestille sig, at disse inderlige tanker har præget sig ind i skroget. Det antyder også, at mens rædsel, lidelse og stress måske blot afsætter ubestemte 'følelsespræg', der kan opfanges af enhver, afsætter tilstrækkeligt stærke ønsker og hensigter muligvis mere målrettede 'hensigtspræg'. Ikke usandsynligt efterlader processen måske ligefrem en form for mental signatur, der identificerer afsenderen over for de rigtige modtagere dvs. dem, der virkelig - bevidst eller ubevidst - har brug for informationen (og derfor så at sige har den rigtige 'indstilling'). Måske antyder det yderligere, hvorfor gengangere altid synes at være knyttet til bestemte steder, mens egentlige spøgerier altid er tilknyttet bestemte personer (læs: modtagere). Typisk hører den slags spøgerier op, når budskabet synes opfattet og forstået (dvs. har bevirket en passende reaktion), og det er derfor tilladeligt at tro, at selve modtagelsen sletter eller aflader hensigtspræget. I flypiloternes tilfælde kunne deres spøgelser have været på færde, så længe der var fly med fejl i luften. Flyselskabet valgte i stedet at pille genbrugsdelene ud, og det var lige så virkningsfuldt! Både gengangere og egentlige spøgelser kan således udmærket have udspring i psykiske præg eller 'spor'. Forskellen ligger måske kun i, om sporet er ridset af spredte følelser eller prentet af koncentrerede og målrettede tanker. Langtfra alle følelser eller tanker afsætter dog præg, for så ville luften være tyk af dem. Man kan forestille sig, at det forudsætter meget dyb stress eller dødsangst, og at et hensigtspræg måske blot er en mere målsøgende 'overbygning' på et følelsespræg. Man kan forestille sig så meget. I alle tilfælde er der tale om biologisk kommunikation så effektiv, at selv moderne it-folk næppe kunne finde på noget bedre! Jo, jeg hører spørgsmålet: Hvad med poltergejster? Disse usynlige såkaldte bankeånder, der hamrer på væggene ofte under larm og høje råb og smider rundt med fredelige familiers indbo. De er også blevet anklaget for at rive folk i hår og tøj eller starte små brande. Seneste forskning peger ret entydigt på, at poltergejstvirksomhed er centreret omkring personer, der tumler med store indre konflikter. Normalt hindrer naturlige hæmninger og opdragelsen os i at udleve frustrationer gennem fysisk vold. I stedet skaffer den plagede hjerne sig afløb ved at udlade psykisk energi, der ubevidst, men særdeles tjenesteivrigt foranlediger det, personen ellers havde haft mest lyst til dvs. kyler omkring med ting og buldrer på væggene. Oftest sker det, mens personen sover, og ingen derfor kan ane, hvem der står bag. Fænomenerne tager med andre ord toppen af trykket, så pågældende ikke bryder sammen eller splittes som dr. Jekyll og mr. Hyde, og det er så at sige meningen med galskaben. Det er (igen) uvist, hvordan en menneskehjerne kan forårsage så bizarre opvisninger. Nogle skeptikere gør da også gældende, at de meningsløse fænomener snarere forårsages af spredte elektromagnetiske forstyrrelser fra f.eks. kraftige sendemaster. Fænomenerne er dog så påfaldende, at de fleste er overbevist om, at der står en form for intelligens og vilje bag, og peger på psykokraften P(syko) K(inese), der ganske som ESP nok er på vist, men aldrig be vist. Under laboratorieforsøg har visse mennesker angiveligt påvirket ting på afstand, men tankeenergi er ikke nogen imponerende kraft og hævdes tilmed at virke bedst på småting i bevægelse! Derfor står mange forskere uforstående over for poltergejster, der flytter stålskabe på op mod 200 kg og kaster rundt med både borde og stole. Men igen er det måske bedre videnskab at vende tingene lidt på hovedet og (hvis det endelig skal være) forestille sig, at PK-kraften uden ophavsmandens/-kvindens bevidste medvidende påvirker luftens bittesmå omkringfarende molekyler og skaber en række over- og undertryk, som indirekte sætter skub i begivenhederne. Jo, jeg kan høre protester: Det er ganske umuligt, at hjernen skulle være i stand til at øve den slags kontrol. Men fænomenerne er blevet registreret både mekanisk og elektronisk og forårsages nu engang af ét eller andet. Og jeg vil tillade mig at betvivle, at en ånd skulle have væsentligt lettere ved det end en hjerne! Af og til synes en poltergejst dog mere knyttet til et sted end en levende person og kan f.eks. modtage nye indflyttere i et tomt hus på dørtrinnet. Og det har fået flere ellers skeptiske parapsykologer til at overveje åndeteorien igen. Lige så lidt som der dog er en alvidende ånd i selskabslegens bordglas, lige så lidt forudsætter det formentlig hinsidig åndemagt at hjemsøge et nybagt hjem. Det kan vi sagtens under passende omstændigheder klare selv. En enig fagkundskab har for længst slået fast, at åndeglasset alene reagerer på deltagernes underbevidste håb og forventninger. Ellers havde man vel også lov at undre sig over, hvorfra 'ånden' egentlig ved alt det, den pladrer af sig om f.eks. kommende dødsfald. Tusinder dør dagligt, og hvis ånden bruger navnelister, betyder det jo, at alt er forudbestemt på dato! Men findes der psykiske præg, der kan få vore sind til at fremmane billeder af gengangere, og meddelelser fra spøgelser, kan der også findes præg, der gemmer så stor vrede og frustration, at levende personer i nærheden ubevidst tilskyndes til at leve impulsen ud. Og som alle andre psykiske præg er også 'PK-præg' selvfølgelig afsat af endnu levende, og de forsvinder ikke, fordi ophavsmanden dør, lige så lidt som ferievideoen med onkel Georg, der vasker folkevognen, forsvinder, fordi folkevognen eller onkel Georg selv går heden. Ligesom følelsespræg er eventuelle PK-præg sikkert heller ikke rettet mod nogen bestemt, men kan opfanges af enhver i et modtageligt humør. Men er PK-udladninger hjernens skjulte nødudgang, kan nytteværdien af mulige PK-præg nok diskuteres. Hvad der oprindelig har været tænkt som en 'generel beskyttelsesfejl', har sindet måske udviklet i mere fri og uforudsigelig retning. Men formentlig kan også PK-præg slettes ved viljens hjælp. Det er, hvad fortidens præster gjorde, og hvad nutidens modemedier gør, selv om de påstår, at de banker ånder på plads. Findes der spøgelsesfænomener, der ikke kan forklares som udslag af psykiske præg? Jeg kender ingen, og der er ellers nok at tage af. Spiritister kan hævde, at visse seancefænomener trodser alt dette og mere til. Det er muligt, men ikke interessant, hvad spøgelser angår. For mens vi måske vitterlig har en vis gavn af spøgelsesfænomener, har seancefænomener næppe gavn af os. Lige så lidt som borddans er noget synderligt aktiv i kampen for tilværelsen.