Giv boganmelderne mere i løn, læs højt for dine børn og gå på biblioteket, lyder opfordringen fra forfatteren Claes Johansen. Danske bøger er bedre end deres rygte. Det sker af og til, at man som forfatter henvender sig til sit forlag med et bestemt, presserende problem. Noget man ellers helst ikke taler om i forbindelse med kunst - nemlig salgstal. »Det er sært«, siger man. »Jeg sidder her med anmeldelserne af min sidste roman, og de er fine. Jeg ved, at I også synes, jeg har skrevet en god bog. Sågar lektørudtalelsen fra Bibliotekscentralen er udmærket. Hvorfor sælger vi ikke noget?«. Svaret er altid det samme - et dybt suk. Efterfulgt af et ja-jeg-fatter-det-sgu-heller-ikke. Og så måske lidt psykologisk bistand, i reglen i form af den oplysning, at éns kollegaer sælger lige så lidt, og at vi alle sammen siger det samme. Kald det bare jammer. For det er en jammer. Dog ikke primært nogen økonomisk jammer - den lader jeg andre tage sig af. Dette her er kulturel jammer. Thi forfatterens generelle pengemangel er jo i virkeligheden bare et ydre symptom på et meget større problem. Når dansk litteratur generelt ikke sælger, er det selvsagt et tegn på, at danskere som helhed ikke læser bøger, ikke synes det er 'noget for dem'. Og det er jo lidt betænkeligt, ikke mindst fordi det er skrupforkert. Men miseren stopper ikke der. For i virkeligheden er også dette fænomen kun et symptom på et endnu større problem. Et problem af massiv kulturhistorisk karakter. Et problem, der involverer en lang række veletablerede, traditionelle danske samfundsinstitutioner. Jeg nævner i flæng: biblioteker, skoler, aviser, forældre, radio, tv, udgivere. Undskyld, hvis jeg langer ud til både højre og venstre, men jeg er blevet træt af devisen om, at danske forfattere er for sære, sekteriske, højtflyvende osv. At vi umuligt kan forvente, nogen vil være interesseret i vores private, lille, lukkede kunstnerverden, og hvis bare vi tog os sammen, blev mere folkelige, så ville salget automatisk følge med. Faktum er, at der er danske forfattere i hobetal, som skriver fuldstændig lige- ud ad landevejen-bøger af høj kvalitet og med stærk relevans til vores fælles virkelighed og baggrund - og alligevel ikke sælger. Forfattere der skriver morsomme, kloge, fornøjelige bøger, som snart sagt enhver kan læse med stort udbytte. Hvis vi skal slå over i den for tiden så populære marketingjargon, så leverer danske forfattere et produkt af højeste kvalitet. Som det er tradition inden for faget, har jeg i en årrække boet i udlandet - nærmere betegnet England - mens jeg fortsat har skrevet på livet løs om Danmark og danskere. Det er en god idé at tage væk og se tilbage. Det giver desuden et praktisk sammenligningsgrundlag, som jeg vil prøve at udnytte i det følgende. Lad mig starte med at hævde, at jeg til enhver tid kan gå ind i en dansk boghandel og finde lige så mange fremragende og vedkommende udgivelser, som jeg kan finde i en engelsk boghandel. Når man tænker på, hvor lille et sprogområde dansk er, må det siges at være ret bemærkelsesværdigt! Der er simpelt hen et eller andet ved Danmark og danskere, som anbringer os højt oppe på den internationale skala i nogle ganske bestemte henseender. Man kunne nævne visse sportsgrene. Man kunne nævne vores evne til at begå os inden for kvalitetsbetonede nicheindustrier. Og man kunne nævne vores litteratur. Af disse tre fænomener er det litteraturen, der på forhånd har de svageste forudsætninger for at begå sig internationalt. Det skyldes primært at den - for at nå ud over landets grænser - må oversættes. Alligvel er listen over danske forfattere, der har brudt igennem denne barriere, imponerende. Fra gamle Andersen over J.P Jacobsen, Henrik Pontoppidan og Karen Blixen til Peter Høeg. Plus alt det, der falder indimellem. Man kunne skrive en separat kronik om, hvad det er ved Danmark og i danskerne, der gør, at vi traditionelt producerer førsteklasses litteratur. (Og en anden, der handlede om medaljens bagside - nemlig, hvad det er i vores nationale egenart, der gør, at vi egentlig helst så disse mærkværdige forfattere drage ad hekkenfeldt til med alle deres dyneløftende afsløringer af, hvordan vi virkelig er). Det ligger dog uden for emnet her. Her er formålet at finde de konkrete årsager til dagens danske litteraturkrise. Lad os se på de store syndere i ovennævnte rækkefølge. 1. Bibliotekerne. Her er tale om et varmt, historisk venskab, hvor den ene part pludselig begår et klassisk, rendyrket forræderi imod den anden. Traditionelt var bibliotekerne forfatternes vigtigste støtte. De to var kammerater, stod sammen i tykt og tyndt. Men pludselig fik den ene af kammeraterne nye interesser og løb sin vej. Jeg har ikke tænkt mig at harcelere imod cd'er, videoer, internet og så videre. Ligesom jeg ikke almindeligvis harcelerer mod mine naboer - men hvis en af dem pludselig rendte med min kone, mine børn og min sidste tikrone, ja så ville jeg nok blive temmelig knotten. Det kan godt være, det har været til gavn for bibliotekarernes beskæftigelsesmæssige situation, at de danske folkebiblioteker er blevet omdannet til en slags offentlige udlåningscentraler for alt mellem himmel og jord. Men for det, der egentlig var bibliotekernes opgave - historisk og samfundsmoralsk - har udviklingen været katastrofal. 2. Skoler. Jeg skal ikke i almindelighed prøve at promovere det britiske skolesystem, for det er i mangt og meget håbløst og bagvendt. Der er imidlertid et enkelt punkt, hvor jeg har bemærket en stor, positiv forskel på den opdragelse, mine egne to otteårige tvillingedøtre får i den britiske landsbyskole, hvor de til daglig slår deres folder, og den danske folkeskole, som jeg kender fra både den ene og den anden side af katederet. I de britiske skoler er litteraturen sat i højsædet. Den er simpelt hen noget af det ypperste, man kan beskæftige sig med. Og ungerne elsker det. De får læst højt tidligt og sent, de læser selv på livet løs, de skriver af alle kræfter - de nyder den forunderlige verden, læreren pludselig lægger åben for dem. Man ser en afsmitning af dette op igennem samfundet. Der taltes i Storbritannien om det at være forfatter på en helt anden, respektfuld måde, end jeg nogen sinde har oplevet det i Danmark (hvor den gængse reaktion på oplysningen om, at man skriver, er spørgsmålet: »Hvor meget tjener du så alt i alt på sådan en bog?«). Der er ingen tvivl om, at man i Storbritannien i dag helt bevidst er ved at opdrage nye generationer af børn og unge til fremtidige boglæsere - og forfattere - par exellence. Bemærk i øvrigt, at det selvfølgelig ikke er nok, at man bare kræver mere litteraturundervisning i skolerne. Det skal også være ordentlig litteraturundervisning. En undervisning hvor oplevelsen og spændingen ved at læse er sat i højsædet. Vi, som gik i gymnasiet i 1970'erne, fik mestendels en undervisning, der var formaliseret, skematisk, analyserende og politiserende. Stileemner der kunne få én til at banke hovedet ind i en mur. Litteratur? Det var primært noget med afsendere og modtagere, aktantmodeller, handlingsreferater, politiske udviklinger og seksuelle understrømme. Forkert! 03 til læreren! Litteratur er - primært - noget helt andet. Det er, som Nabokov sagde om en af sine romaner, musik i tomrummet. Og den der ikke vil erkende det, er i virkeligheden bange for litteraturen. Altså musikken. Og tomrummet. 3. Aviser. Det er svært ikke at blive nostalgisk her. For der var jo engang ... Engang hvor bøger blev anmeldt 'på dagen', som de kulturelle sensationer bøger gerne er. Engang hvor enhver avis med respekt for sig selv bragte en novelle mindst én gang om ugen. Engang hvor avisernes debatsider var fulde af digte. Engang hvor essays - også kaldet kronikker - lønnedes med fyrstelige beløb (Villy Sørensen fortalte mig engang, at han i 1950'erne kunne leve i tre måneder af det honorar, han fik for en kronik i Berlingske Tidende). Så er der anmelderne. Igen et emne, der er en hel kronik værd i sig selv. Lad mig nøjes med at sige noget, der er henvendt på det store flertal af dem: Kære venner, vi står med en fælles opgave her. Hvis danskerne skal lokkes til at læse bøger igen, må der en langt større begejstring til for det fantastiske fænomen, at vi overhovedet har en litteratur på dansk. Det nytter ikke at forlange, at alle nyudgivne romaner skal være på højde med klassikerne. Det nytter ikke at nedrakke bøger, der måske bare er skrevet for en anden befolkningsgruppe end den, man selv tilhører. Det nytter ikke at hive slagtekniven frem, hver gang man øjner en forfatter, der er anderledes politisk tænkende end én selv - eller tilhører en anden generation. Man kunne måske starte fra den positive ende - nemlig med at give anmelderne mere i løn. Bare sådan nogenlunde hvad der svarer til mindstelønnen. Når det så er i orden, kan man prøve at forlange noget mere af dem i form at entusiasme, tidsforbrug og så videre. 4. Forældre. Der findes en sideordnet kunstart til litteraturen. Den hedder højtlæsning. Den kan udøves af langt de fleste af os. Den er også tilgængelig på diverse lydoptagelser. Et land med lange vinteraftner har selvsagt mange højtlæsende forældre. De slukker for flimmeren. De slukker for computeren. De trækker telefonstikket ud og slukker for mobilen. Hjemmets mange elektromagnetiske felter lader omsider kroppens naturlige, kemiske processer i fred. Det skulle være sundt i sig selv - siger Kræftens Bekæmpelse. Og så læser vi. Sammen. Under tæpper og dyner, akkompagneret af klirrende tekopper og opspærrede barneøjne. Det kaldes opdragelse, og endemålet kaldes dannelse. 5. Radio og tv. Radio og forfattergerning går hånd i hånd - eller burde i hvert fald gøre det. Oplæsninger, anmeldelser, drama. Her har vi en af kulturens vigtigste bastioner. Lever dansk radio op til ansvaret? Eller rettere: gør politikerne, som leder og fordeler? En sammenligning med BBC er muligvis urimelig her. Det britiske radiopublikum er selvsagt meget større end det danske. Men alligevel: Tre af BBC's fire nationalt dækkende radiostationer sender jævnligt radiospil (læs det lige igen). Længst fremme på denne front er Radio 4, som dagligt sender mindst to længere spil og en føljeton. Dertil kommer oplæsninger af noveller og romaner. Dem er der mindst to af om dagen. Og endelig er der anmelderprogrammerne, og alle de andre programmer hver eneste dag, som bringer interview med forfattere i forbindelse med både fag- og skønlitteratur. På tv-fronten er situationen lidt besynderlig. Nye bøger anmeldes og omtales i det daglige nyhedsprogram Newsnight, fuldstændig på linje med dagens andre store begivenheder. Desuden har BBC for nylig startet en ny digital kanal, BBC4, med samme repertoire som det navnkundige Radio 4. Der er også en helt anden bemærkelsesværdig forskel på dansk og britisk tv. Det ligger i den måde, manuskriptforfattere behandles på. På BBC ved man, at når det drejer sig om tv-drama, afhænger alt af det litterære forlæg. Forfattere arbejder i reglen enkeltvis eller parvis, ikke i større grupper, hvor alting har en tendens til at blive malet om til den samme rødgrød. Hvis man vil have godt tv-drama, skal man hæge om de skøre, følsomme sjæle, der kaldes forfattere. De skal opsøges og opfordres, inviteres og fortløbende konsulteres af dramaturger, som ved - og har politisk rygdækning for at vide - at det er kvalitet, man er ude efter, ikke seertal. Den, der går efter seertal, går ifølge sagens natur efter den lavest mulige fællesnævner. Og så kan vi lige så godt sælge det hele til Time-Warner-koncernen med det samme. 6. Udgivere. Oven på den forrige svada, kan det være svært at kritisere de danske bogforlag. Guderne skal vide, at de udgiver tonsvis af usælgelig dansk litteratur af høj kvalitet og siden hen nærmest forærer den væk på udsalg eller makulerer den. Igen og igen, med de samme, usælgelige forfattere. Hvorfor? Først og fremmest fordi forlagene besidder netop den moralske forståelse for deres virke, som de fleste tv-folk utvivlsomt drømmer om at kunne få lov til at praktisere. At være forlægger er blandt andet at sidde dagligt med manuskripter, som man med halvfems procents sandsynlighed ved ikke vil sælge førsteoplaget ud. De er bare så gode, at det ville være vanvittigt ikke at udgive dem alligevel. Det ligner måske historien om Robin Hood - men det kan nu også lidt for nemt blive en hovedpude. For ikke at sige en ufrugtbar accept af, at det simpelt hen hører med til ethvert seriøst forlags image at udgive en vis portion kvalitetslitteratur, der ikke sælger. Og hvorom alting er, så mangler der også her vilje til at dykke helt ned til problemets rod. Og problemet er i al sin grufulde enkelhed: en næsten fuldstændig manglende kontakt mellem de fleste danske forfattere og deres potentielle publikum. Årsagen er meget enkel - formidlerne er rendt deres vej. En gammel alliance mellem en lang række vigtige samfundsinstitutioner, fra familien op til toppen af Kulturministeriet, har svigtet dansk litteratur. Vi står over for et historisk fænomen. Et eller andet sted undervejs har store danske befolkningsgrupper fået indpodet den vrangopfattelse, at der ikke skrives skønlitteratur for dem. De tror, at litteraturen er blevet kidnappet af kvinder mellem tredive og fyrre år - sådan som statistikkerne synes at hævde. Ikke et ondt ord om kvinder mellem tredive og fyrre år. Men der er trods alt også andre mennesker til, mennesker der skrives bøger for, og som kunne læse disse bøger med stort udbytte. Mænd på tredive. Bedstemødre på femogfirs. Blikkenslagere, cykelsmede, forretningsfolk og jetpiloter. Spejderledere, kassedamer, politibetjente og computerprogrammører. Alt i alt cirka fem millioner. Det er trods alt en del. Og hvis de er interesseret i deres egen kultur, sprog, historie - hvis de kan lide gode, vedkommende, hårrejsende, udfordrende, underholdende fortællinger - ja, så er der masser af bøger for lige netop dem, hver især og på kryds og tværs. Men hvis budskabet skal ud - dansk litteratur er også dig! - må der meget mere til end lidt forlagsannoncering eller for den sags skyld en kronik skrevet af endnu en jamrende dansk forfatter. Der kræves vågen og aktiv handling fra de parter, hvis moralske og - tør jeg sige det - nationale ansvar, det altid har været at opdyrke og formidle måske det allervigtigste, vi overhovedet har tilfælles.