0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

På tærsklen til fortiden

Som man ikke nødvendigvis skal vide alt om

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I gamle huse er dørtærskler nogle gange helt afrundede. Der er ingen kanter mere, undtagen ude i siderne ved karmene. Der skal mange hundredtusind skridt til, før sådan en blid bue er i stand ... Forfatteren og kritikeren er faldet i staver

Danskere har det med at falde i staver. Det er vistnok en nationalejendommelighed. En kollega af mig, der boede det meste af sin tid i USA, talte om det, når han en sjælden gang var på besøg hjemme. I falder i staver. Han havde netop set to betjente i deres patruljevogn.

De sad parkeret med hver sin vaffelis og gloede tomt ud i luften, ubevægelige og med store runde øjne. Kun tungerne rørte sig med faste mellemrum.

Forleden faldt jeg i staver over et dørtrin. Det var såmænd hjemme hos mig selv. Dog en søndag, hvor det er mere tilladt. I gamle huse eller i gamle lejligheder er dørtærskler nogle gange helt afrundede. Der er ingen kanter mere, undtagen ude i siderne ved karmene, især den, hvor hængslerne sidder. Dér er endnu den oprindelige profil tilbage. Når dørtrinene er malede, er de endnu blødere. Igen og igen, måske igennem et par århundreder, er de blevet malet. Men aldrig fornyet. Der er jo ingenting i vejen med dem.

Der skal mange hundredtusind skridt til - hvis det kan gøre det - før sådan en blid bue er i stand. Ligesom der skal være rørt meget i gryden, før tresleven bliver mindre rund i den ene side.

Sommetider, ved særlige lejligheder, når solen står lavt på den rigtige årstid, kan der pible en solstråle ind forneden ved døren, fordi døren gaber en anelse nu, selvom den er lukket.

Jeg ved lidt om, hvem der har boet i min egen Nyhavnslejlighed før. Mine umiddelbare forboere kom jeg ligefrem hos. Jeg ser hende for mig, balancerende med cerut og fade på én gang, let og målbevidst, tit med en pludselig skoggerlatter undervejs, der fik asken til at lande i kalvefileten, men aldrig snublende over dørtrinnet, om det så var fordi det var rundt, eller det skyldtes den adræthed, som hun havde bragt med sig op i alderdommen.

Tværtimod, hun satte lige en tåspids på det og fik dermed et lille ekstra afsæt og var så videre. Han - han sad mest foran fjernsynet. Ham så jeg aldrig farte fra rum til rum.
Engang, ved jeg, boede her en kendt journalist med sin familie, en virkelig herre, en overgang korrespondent i Paris og på hat med alle notabiliteter. Det er ikke længe siden, jeg stødte på hans navn i nogle et halvt århundrede gamle aviser. Han dækkede engang i efterkrigstiden en famøs fransk retssag om en russisk forfatter Krawchenko, som ... nå, ligegyldigt.

Jeg ser redaktøren trække slipset af og åbne flippen, mens han skodder den sidste ægyptiske cigaret i askebægeret på toiletbordet. Måske er det så sent på morgenen, at vinhandlerens dreng allerede er kommet og i gang med at åbne (vinhandleren findes ikke mere, kun resterne af et skilteophæng på facaden med noget vinløv i jern). Måske solsorten er i humør et sted i løvet nede i gården.

Redaktøren strejfer lige dørtrinnet en enkelt gang med den tynde sorte sko på vej til toilettet, undskyld badeværelset.

Fruen, hun sover sikkert for sig selv i det store soveværelse, som man gjorde den gang. Måske med halvmaske for øjnene. Det lys, Andreas! Ja, han hed Andreas Vinding. Big shot i faget.

Men hinsides dem, før redaktøren, i endnu ældre dage? Det fortaber sig, men der har været talløse om de dørtrin. I al fald var der en købmandsenke engang, helt tilbage i 1700'tallet; det er ejendommen berømt for. Og kan en købmandsenke overhovedet være andet end tyk? Godt, så har hun i al fald slidt sit.

Især måske trinnet mellem den lange gang og køkkenet og så dét ud til fadeburet. Et enkelt sted har jeg selv måttet lægge et nyt dørtrin, på grund af noget afhøvling eller lignende. Det falder alle over. Og det vrikker, så folk tror de er mere berusede, end de er. Mon dét nogensinde når at blive slidt? Ja, selvfølgelig. Historien hører jo mærkelig nok ikke op med os.

Nå, hvad skal alt det her til for?

Jo, i går faldt jeg i staver igen. Der var et barnebarn, som var lige ved at snuble over et dørtrin. Han rejste sig tappert op og kiggede et øjeblik på det. Klog fyr: Han skulle lige se, om det var ham eller dørtrinnet, der var noget i vejen med. Han var på vej ud på grunden for at finde et sted at lette sig.

Ja, det var på landet, sommerlandet. Hans forældre har lejet et hus. Det er, mere eller mindre tilfældigt, et hus, hvor jeg selv engang i ungdommen tit satte mine ben en række vigtige somre, dengang vi læste Updikes nyeste 'Couples' og så nouvelle vague-film, og der var børn, der ikke ville sove, og tit biler i indkørslen.

Dengang ... nå, nu bor de unge altså i huset med deres børn. Små og store cykler er smidt rundt omkring i græsset, så man skal skræve for at komme ind. Det gik ikke i gamle dage. Adskilligt gik op i limningen, men ikke lige den slags.

Huset er kønt, lidt dukkeagtigt og fra forrige århundredeskifte, et af de ældste i området, bindingsværk, træet fra tidernes morgen altid malet i den samme dybrøde farve.

Ikke alene kom jeg der som ung sammen med min kone. Venner af os havde lejet det. Jeg husker pudsigt nok også huset fra min tidlige barndom, fordi mine egne forældre havde sommerhus lige i nærheden. Så dér forbi dukkehuset kom jeg tit, til at begynde med sikkert på trehjulet cykel - et køretøj, selv det yngste barnebarn er vokset fra for længe siden.

Stråtaget er højt rejst, så man ikke slår knolden ovenpå, hvor soveværelserne er. To franske døre fører direkte ud til haven, der ikke er en have, men en grund, og på terrassen udenfor sad altid og usvigeligt, også under krigen, en meget elegant, cremeskinnende kvinde i en dækstol med solbrillerne oppe i håret, når man ikke lige så hende, igen alene, nede ved stranden, i bunden af en gryde.

Fonnesbech var der et magasin, der hed engang på Østergade i København. Der var Fonnesbech over den dame lige til det sidste.

Der står et billede af hende endnu på det opretstående klaver inde i stuen. Jeg har netop set det. Hun var perfekt. Fotografiet bedrager ikke et øjeblik. Hun havde den slags frisurer, kvinder, der ikke var gået over til pagehår, havde dengang. Symmetrisk bølget på hver sin side af en midterskilling og håret ellers samlet omkring en valk i nakken. Det var dydigt, men også elegant. Det så lidt engelsk og samtidig botticellisk ud. Hun ville nok have været omkring de hundrede i dag.

Hun havde ikke noget bord ude i solen. Når hun ikke læste avisen, foldede hun den pænt sammen og lagde den på dørtrinnet, henne til siden, så man kunne komme forbi. Men der var ingen man. Der kom ingen.

Biler holdt der aldrig nogen af, hendes egen sorte cykel, velpudset og med nikkelblinkende håndbremser og lysebrun peddigrørskurv, stod pænt på plads under halvtaget.

Jo, jeg husker én gang, jeg så nogen derinde. Da var jeg blevet ældre.

En herre i kortærmet hvid Poloskjorte og grå benklæder forlod en lys sen juninat huset, netop da jeg gik forbi indkørslen - men den anden vej. Han forsvandt tungt og duknakket mellem træerne et sted bagest på grunden, som om det havde været en nabo. Jeg tror det var ham, der pudsede hendes cykel.

Men her mødtes vi så, en håndfuld venner, der holdt til på egnen om sommeren. Der var mange huse og mange nætter. Men der var alligevel noget særligt ved bindingsværkshuset med den dybe grund og de store træer omkring sig. Det var somrene op til 1970.

Aftenen begyndte tit med, at vi sad nogle stykker på dørtrinnet eller drev rundt på plænen og spurgte os selv hver for sig, hvad for en aften det ville blive. Ligesom den forrige eller ...

Ron sad der tit på alle mulige tidspunkter. Ron var en amerikansk ven af flere af os, han gik med desert-boots , selv om sommeren. Han havde ikke andre. Han var en af den tids omvandrende europæiske og amerikanske unge og kom cyklende op fra München, no sweat. Nu kunne han bedre forstå, vi kunne noget tysk. Allerede i Gedser havde han jo set, hvor tysk dansk var.

Det var meget rituelt, vi mødtes og skiltes. Når det gik højt, tog vi på stranden igen ud på aftenen. Vi brugte hinanden op de somre, nogen kom før eller siden til at sige for meget, nogen til at gøre for meget.
'Couples', der hed 'Hver ta'r sin' på dansk, var ikke skrevet forgæves.

Og Beatles ikke lagt på forgæves. Nogle - nej, vist kun en eller to - gik over tærsklen til et andet liv. De fleste gik hjem, som de kom. Ron blev siddende i døråbningen og fyrede en af sine mange fede. Han var den sidste, der gik. Hvor og hvordan han overnattede, vidste vi aldrig sikkert.

En dag var han væk, tilbage i Seattle, hvor han kom fra. Han underviste nogle år på et college, hørte vi, i tysk. Siden fik han en kone og slog sig ned på landet med udsigt til Mont Rainier, der har sne på toppen, og lavede smykker i sin garage. Men jeg kan se ham sidde dér på tærsklen med en masse sommer omkring sig og nogle gange et af børnene på skødet, der rykkede ham i skægget. Dem, der nu går raske og rørige rundt og har familiekomsammen.

Her kom vi de aftner de år, dels forventningsfulde, dels vel vidende om forløbet, et sted midtimellem. En enkelt kom inde fra byen, fra arbejde eller noget andet. Men vi mødtes troligt, og vi fik noget stærkt til at begynde med og røg en del Marlboro og til tider det, der var stærkere.

Vi fik også talt om os selv, mest to og to, og danset topløst, det gjorde man, når det gik højt. Sådan var det. I al fald lå vi efterhånden helt obligatorisk nøgne nede på stranden uden personsanseelse. Min ældre bror i udlandet kom på besøg. Han skulle ikke nyde noget. Han lagde sig for sig selv, tak, helt nede ved strandkanten, med badebukser på.

Når vi kom hjem til os selv ud på de små timer, kom katten hoppende os i møde i det høje græs med tvetydige klynk i struben og dug i pelsen og strøg som den første ind ad døren.

Der er et leben i huset. Vejret er stærkt meleret. Det evige spørgsmål verserer: Skal vi sidde inde eller ude? Ude da! Nej, mand! Hunden farer pludselig af sted, noget havde rørt sig ude i krattet, måske en ny tids kat. Børnene spiller fodbold, både drenge og piger. Pas nu på vinduerne! Husk lige, det er ikke vores hus.

Nej, det er heller ikke mit, men alligevel mere mit. Jeg er den, der ikke kan ses i huset mere, selvom jeg står lyslevende op ad dørkarmen ud til grunden, hvor cyklerne stadig ligger, dog ikke min trehjulede.

Jeg siger ikke noget. Man skal heller ikke vide alt om, hvad der gik forud. Det kan hurtigt blive for meget. De skal jo også være der. Så det er i orden. Nu går damerne ud og ind med fade, alle med tækkeligt og tydeligt polstret barm. Og en enkelt mand i meget lange korte bukser står og steger bøffer til børnenes burgere, mens to af de sultne drenge sidder med joysticken og myrder asiater med flegma. Fjernsynet står dér, hvor det lille bord med flaskerne stod ...

Der blev dræbt i Vietnam dengang. Det var vi imod, til daglig, inde i byen. Men her var vi i færd med os selv. Og der var noget, der skulle prøves, et eller andet. I dag hedder det prøves af. Det lyder mere skematisk. Og vi troede selvfølgelig, at den frigørelse, vi talte mere om end vi praktiserede, men mærkede overalt, mere som en vending i vejret, en tærskel til noget andet end til noget, vi havde opskriften på - det lod vi de unge om - at den ville føre et bedre sted hen og blive dér. Og så ... Eller var vi bare ved at blive smågamle eller rettere ikke unge mere.

Jeg får pludselig længsel efter den gamle frisbee, jeg havde. Den var stor og gul, og jeg havde den i årevis. Væk er den, i et fjernt træ formodentlig eller ude over Vesterhavet, taget af fralandsvinden. Men den hører hjemme i den del af mig, jeg kalder Updike, ham med ikke bare 'Couples', men i høj grad også 'Rabbit, Run', og Truffaut, ham med 'Jules et Jim' for ikke at tale om 'La peau douce'.

Der var visse andre benævnelser fra tiden før de somre. Morten Nielsen hed en del, Thomas Mann en anden. Og siden, efter somrene, som var helt deres egne midt i det hele, kom der mange andre navne til. Fra helt andre egne, og ikke fra lutter romaner eller film, men det er en længere historie - og lige til at falde i staver over.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage