Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Hvis Jesus havde haft fjernsyn

Søren Krarups magelighedskristendom vil afskaffe menneskerettighederne og kun forpligte os over for det nødstedte menneske, vi møder på vores vej til og fra arbejde.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Søren Krarups magelighedskristendom vil afskaffe menneskerettighederne og kun forpligte os over for det nødstedte menneske, vi møder på vores vej til og fra arbejde. Men hvad med de ofre for sult, tortur og mord, vi møder hver aften i vores stuer, spørger forfatteren og filminstruktøren.

Siden pastor Søren Krarup kom i Folketinget for Dansk Folkeparti, har hans bizarre politiske synspunkter i en lind strøm oversvømmet dagspressen. Tidligere kunne man mene, at disse synspunkter var en sag mellem ham og hans gud - og eventuelt et internt problem i den kristne menighed. Men det stiller sig anderledes, efter at han har fået del i den politiske magt. Så er vi andre også nødt til at forholde os til ham - så meget mere som han nu hyppigt giver udtryk for, at danskerne »stemte nej til kulturradikalismen og ja til danskheden« og endda tolker regeringsskiftet som »befolkningens nej til en kulturradikal overklasse, der har trådt på danskerne«.
Han mener, at hans eget, noget aparte livssyn endelig er blevet bekræftet af det danske folk.

Nu var det jo ikke danskerne i bestemt flertal, der valgte den siddende regering, men kun omkring halvdelen af os.

Blandt regeringens vælgere er det yderligere en forsvindende lille del, der er enig i Krarups livssyn, herunder at man ikke på samme tid kan være kulturradikal og dansk.

Men paradoksalt nok har han alligevel »danskerne« med sig, og det skyldes hans særegne definition af, hvad det vil sige at være dansk.

Den har han formuleret i sin Danmarksudstilling i Politiken 1.9.2001, som han slutter med en bemærkelsesværdig konstatering af, at hvis vi ikke tror på Guds ord om, at vi er skrøbelige og syndige mennesker, så »er vi i grunden ikke danskere«.

Dermed har Søren Krarup med et pennestrøg frataget det store flertal af den danske befolkning retten til at være danskere. Nu er vi ikke længere danskere af fødsel, men kun hvis vi har bestemte meninger, der er identiske med Søren Krarups. Situationen minder om, da de kommunistiske magthavere i DDR efter 17. juni-opstanden 1953 udtrykte deres mistillid til folket. Bertolt Brecht gav dem da det ironiske råd, at de jo kunne opløse folket og vælge sig et nyt!

Det er ikke tilfældigt, at netop en sammenligning med DDR falder naturligt, for Søren Krarups livssyn er udemokratisk og totalitært, og på den baggrund har han kastet sig ud i et korstog mod menneskerettighederne, først formuleret i bogen 'Dansen om menneskerettighederne' (Gydendal 2000), siden gjort til borgerlig politik i Folketinget.

Det må umiddelbart tage sig besynderligt ud, at netop en præst kan have noget imod, at vi ifølge FN's menneskerettighedserklæring af 1948 er født frie og med lige rettigheder, herunder retten til at modtage undervisning, at få arbejde, at tænke, tro og tale frit, at være beskyttet mod vilkårlighed i retsplejen, mod tortur samt mod diskrimination som følge af race, køn, tro eller politisk holdning.

Disse værdier er ganske vist ikke specifikt kristne, sådan som mange, bl.a. historikeren David Gress tror, når han hævder, at »det er intet tilfælde, at menneskerettighederne opstod i en kristen civilisation, for det ville ikke være faldet medlemmer af andre kulturer ind, at de svage havde krav på en beskytter, eller at de udstødte kunne påberåbe sig støtte af nogen art«. (Politiken 14.4.2001).

Gress udtrykker her et aldeles ukristeligt hovmod og en kun alt for kristelig disrespekt for andre kulturer, der gennem tiderne har været nok så menneskelige som den kristne. Krarup mener imidlertid omvendt, at al påberåbelse af menneskerettigheder er i modstrid med kristendommen, for ifølge kristendommen er mennesket en forvorpen synder, der ingen rettigheder har overhovedet, men er totalt overladt til Guds nåde. Med Paulus siger Krarup, at der ingen retfærdighed findes, og med Luther, at mennesket ikke har andet valg end at »synde tappert«. Hvis vi dertil vil indvende, at skønt ingen er fuldkommen, kan vi vel efter fattig evne gøre vort bedste, får vi af Krarup at vide, at det kan vi netop ikke, og tror vi det, er vi farisæere, det vil sige fortabt i »hyklerisk og skinhellig selvgodhed«:

»Det tyvende århundredes excesser i kommunisme og nazisme er alle børn af denne farisæiske dæmoni, og menneskerettighedsideologien er kun dæmoniens seneste og måske mest forhærdede udslag«.

Jeg skal ikke blande mig i forholdet mellem de kristne og deres gud eller modsige, at de er uforbederlige syndere, for det må de bedst selv vide. Men Søren Krarups tankegang kortslutter på ét afgørende punkt, nemlig når han vil ophøje de kristnes helt private gudsforhold til verdslig lov og orden - og dermed påtvinge os andre sin specifikt kristne forestilling om, at retfærdigheden kun findes hos Gud og aldrig kan udøves af mennesker. Det er præcis på dette punkt, at Krarup bliver fundamentalist. Han har det til fælles med de islamiske fundamentalister, at heller ikke han vil sondre mellem religion og politik, men lader sin politiske holdning være bestemt af sin religion.

Det er muligt, at Søren Krarup og andre kristne ikke er i besiddelse af retfærdighedssans, men det må blive deres eget problem. Det tilkommer dem ikke at ophøje deres egen moralske afmagt til et menneskeligt grundvilkår.

Ikkekristne kan udmærket skelne ret fra uret og godt fra ondt, og nogle arbejder endog uafladeligt på at gøre verden til et lidt bedre og fredeligere sted at være - uanset opgavens næsten Sisyfosagtige karakter. Enkelte gør det endda med henvisning til Jesus' fortælling om den barmhjertige samaritan.

Men ifølge Søren Krarup bliver de dermed en del af »hele den politiske og ideologiske farisæisme, der vil gøre sig selv guddommelig via en hellig lov eller praksis, og som derved forfalsker og misbruger kristendommen, idet den foregiver at virkeliggøre den«.

Sagen er nemlig ifølge Krarup, at vores »næste«, som vi skylder barmhjertighed, kun er den nødstedte, som vi tilfældigt møder i vort daglige virke, når vi er på rejse eller på vej til vort borgerlige arbejde - og ikke en fjern ulykkelig i et fremmed land.

Mon dog ikke Krarup gør sig tilværelsen for let ved at tage Jesus' lignelse så bogstavelig? Det er relativt sjældent, at vi i vor dagligdag møder et menneske, der er blevet overfaldet af fjender. Men hvad nu hvis Jesus havde haft tv, så han dagligt kunne se mennesker, der lider, sulter, torteres og dræbes? Ville han så ikke have forpligtet os på den virkelighed, der netop udspiller sig for øjnene af os? Vores ulykkelige næste er ikke så fjern, som Krarup med sin magelighedskristendom vil foregøgle os.

Også på et andet punkt er det pro- blematisk at antage Paulus og Luther som læremestre. Søren Krarup tilslutter sig deres mærkelige opfattelse af, at et lands øvrighed er indsat af Gud. Ned gennem historien ser det ellers ud til, at øvrigheden enten har arvet magten, har erobret den eller er blevet valgt af et folkeflertal - men alligevel er det åbenbart Gud, der i sidste instans blander kortene.

Hvis også den danske regering i modstrid med grundloven skulle være indsat af Gud, må man undre sig over, så ringe politisk dømmekraft Vorherre lægger for dagen. Krarup er imidlertid ikke i tvivl. Han siger med Paulus, at »den, som sætter sig op mod øvrigheden, står Guds orden imod«. (Rom. 13,1-2). Men samtidig vender han Paulus' synspunkt til dets modsætning, idet han konkluderer, at netop fordi øvrigheden er indsat af Gud, er dens lov »ikke hellig og absolut«.

Forbeholdet er mærkeligt: Når et lands øvrighed repræsenterer Guds orden, skulle man da ellers nok mene, at øvrigheden er hellig. Men måske vil Krarup med sit forbehold tage højde for den dag, det atter måtte behage Gud at indsætte en socialdemokratisk regering.

Øvrigheden er dog i praksis hellig for Søren Krarup. I sin menneskerettighedsbog nævner han Serbien som eksempel. Det anfægter ham ikke, at serberne myrdede 7.000 tilfangetagne muslimske mænd og drenge ved Srebrenica, voldtog og torterede i tusindvis af af muslimer i det øvrige Bosnien og forsøgte ved massakrer og fordrivelse at gennemføre en massiv etnisk udrensning i Kosovo. For det var jo netop kun muslimer, det gik ud over - og de er ikke Krarup og hans Gud til velbehag. Derimod er de serbiske magthavere indsat af Gud, og så tilkommer det ikke NATO, EU og USA at komme de forfulgte, de massakrerede, de fordrevne til undsætning i menneskerettighedernes navn.

Mennesket har ingen rettigheder - og muslimer slet ingen. Da den vestlige verden efter uhyggelig lang tøven nægtede at respektere serbernes ret til at myrde deres egne indbyggere, konkluderer Krarup, at »det var en national eksistens, der hermed kriminaliseredes«. Hans ideologiske blindhed forhindrer ham i den mere nærliggende konklusion, at det var en kriminel nation, der hermed blev bremset i sine overgreb.

Konsekvensen af Søren Krarups tankegang er, at man i menneskerettighedernes navn heller ikke ville have ret til at forhindre nazisternes udryddelse af jøderne, så meget mere som denne udryddelse jo oprindelig var anbefalet af Krarups åndelige læremester Martin Luther. Hvor grusom nazisternes hærgen end måtte være, hørte den ind under den guddommeligt indsatte øvrigheds ret til magtudøvelse, og at gribe ind ville være at krænke den nationale selvbestemmelse.

Krigen mod nazismen kunne alene retfærdiggøres, da nazisterne angreb andre nationer, ikke da de angreb deres egne borgere, så meget mere som disse jo overvejende var jøder, kommunister, homoseksuelle og kunstnere. Over for dem var der ganske vist tale om en hårdhændet justits - men den var ikke blot udtryk for Hitlers, men også for Guds straf.

Afstraffelsen af jøderne tog ifølge Luther sin begyndelse allerede da Vespasian og Titus ødelagde Jerusalem år 74. Skønt den romerske øvrighed ikke var kristen, var den dog for Luther et redskab for »Guds frygtelige vrede«. Han mener, at romernes forfølgelse af jøderne er et bevis på, at »jøderne bestemt er forkastet af Gud, ikke mere er hans folk og han ikke mere deres Gud«.

Det er et ganske mærkeligt historie- og kristendomssyn, at Gud således skulle gribe ind i verden og gøre sin vilje gældende gennem krige, massakrer, naturkatastrofer og folkeafstemninger. Men det er i dette perspektiv, at man må se Søren Krarups udgivelse af Luthers berygtede skrift 'Mod tyrken og jøden, på Tidehvervs Forlag. Her kan man læse ovenstående Luthercitat, og i forlængelse af det gør Luther sig til talsmand for etnisk udrensning og blodig nedslagtning af jøderne, ene og alene fordi de ikke deler hans tro.

Han foreslår, at man nedbrænder deres skoler og synagoger og privatboliger, nægter dem retten til at rejse frit omkring samt fratager dem alle penge, smykker og religiøse skrifter. Luther mener desuden, at de lærde og bedste blandt jøderne skal have tungen revet ud af halsen, hvis ikke de fornægter deres tro. Men da han godt ved, at heller ikke det vil hjælpe, griber han til den sidste udvej, nemlig at anbefale konkrete massakrer. Jøderne skal behandles »med al ubarmhjertighed, ligesom Moses gjorde i ørkenen, da han ihjelslog 3000«. Og de, der måtte være så heldige at overleve disse massakrer, skal for tid og evighed fordrives fra Tyskland.

Luther pådutter desuden - som altid når etniske udrensninger skal foretages - jøderne en række forbrydelser for at ophidse befolkningen mod dem. Han siger, som Krarups mere vulgære proselytter i dag siger om muslimerne, at når vi ser eller tænker på en jøde, skal vi sige til os selv, at »han har bedt og besvoret Gud om, at jeg, min hustru og mit barn og alle kristne må blive stukket ned og jammerligt omkomme, han ville gerne selv udrette det, om han kunne, for at tilegne sig vor jord«. Luther hævder desuden, at han har hørt og læst mange beretninger om, at jøderne »har forgiftet brønde, begået snigmord, stjålet børn«, hvilket alt sammen »stemmer med Kristi dom, at de er giftige, bitre, hævngerrige, lumske slanger, snigmordere og djævleyngel, som dolker og gør fortræd i hemmelighed, så længe de ikke kan gøre det åbenlyst«.

Der går en lige linje fra Luther til Hitler - og videre til Søren Krarup, uanset om denne har dom for ikke at være racist. Det behøver han da heller ikke at være, så længe han kan skubbe Luther foran sig og lade ham bære ved til det racistiske bål, der helt efter Luthers anvisninger kulminerede i Hitlers kz- lejre. Krarup vil ikke ved at udgive Luthers bog vise, hvilket forfærdeligt menneske Luther var, og dermed foretage et opgør med den danske folkekirkes åndelige ophav.

Udgivelsen er tværtimod på bogens bagside begrundet med disse fyndige ord:

»Her bliver kristendommen som tro på Kristus forkyndt - i et lidenskabeligt opgør med den falske tro og enhver usand forbrødring.

Evangeliet får mund og mæle. Alting er ikke ligemeget og kristendom er ikke tomme, tandløse ord. Derfor er netop denne udgivelse i netop denne tid så betydningsfuld«.
Det foruroligende ved denne bagsidetekst er, at den naturligvis ikke henviser til jøderne, som selv Dansk Folkeparti i dag næppe vil have uddrevet af Danmark, men derimod til muslimerne, som partiet jo ønsker fordrevet. For Søren Krarup er Luthers ord klar evangelisk tale - også selv om de kunne være hentet ud af 'Hitlers Mein Kampf'. De ligger da også i klar forlængelse af et Bibelsted, som i vid udstrækning er fortrængt, ja, benægtet af præster i vore dage, nemlig Jesus' ord om, at de, der ikke vil have ham til konge, skal føres frem for ham og hugges ned for hans øjne (Lukas 19,27).

Der findes imidlertid mange modstridende traditioner inden for kristendommen. Der findes en klart fascistisk tradition, som går via Luther tilbage til Jesus, men der findes også en mere medmenneskelig tradition, som ligeledes kan føres tilbage til Jesus. Jesus' forkyndelse er netop så skizofren, at den både rummer humane og fascistiske træk. I Krarups Luther- udgivelse er fascismen umiskendelig.

Det er en genistreg, at Søren Krarup og hans trosfæller har opfundet en gud, der på opfordring er parat til at tilgive alt. Deres synder er nemlig af en art, som det er vanskeligt for mennesker at tilgive, fordi de volder andre ubodelig skade.

Dansk Folkepartis politiske ledelse har gang på gang udtalt sig nedladende, fordomsfuldt og ærekrænkende om flygtninge og indvandrere.

Det har de ret til under påberåbelse af den frie politiske debat, mens vi andre paradoksalt nok ikke har ret til i debatfrihedens navn at kalde disse ytringer for racistiske, fordi vi derved krænker de pågældende politikeres ære. Det har landsretten bestemt i et par domme, som på enestående vis forhindrer os i at analysere samtidens politiske strømninger og sætte dem i det rette historiske perspektiv.

Landsrettens domme tilskriver Dansk Folkepartis politiske top en ære, som kan krænkes, skønt den unægtelig er vanskelig at få øje på, mens de frakender muslimerne en tilsvarende ære.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Marie Hald/moment Agency

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp
    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om tykke kvinders frihedskamp.

  • Maud Lervik

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Nattesøvn er det nye statussymbol
    Fik du hørt: Nattesøvn er det nye statussymbol

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om vores nattesøvn.

Forsiden