Søren Krarups magelighedskristendom vil afskaffe menneskerettighederne og kun forpligte os over for det nødstedte menneske, vi møder på vores vej til og fra arbejde. Men hvad med de ofre for sult, tortur og mord, vi møder hver aften i vores stuer, spørger forfatteren og filminstruktøren.

Siden pastor Søren Krarup kom i Folketinget for Dansk Folkeparti, har hans bizarre politiske synspunkter i en lind strøm oversvømmet dagspressen. Tidligere kunne man mene, at disse synspunkter var en sag mellem ham og hans gud - og eventuelt et internt problem i den kristne menighed. Men det stiller sig anderledes, efter at han har fået del i den politiske magt. Så er vi andre også nødt til at forholde os til ham - så meget mere som han nu hyppigt giver udtryk for, at danskerne »stemte nej til kulturradikalismen og ja til danskheden« og endda tolker regeringsskiftet som »befolkningens nej til en kulturradikal overklasse, der har trådt på danskerne«.
Han mener, at hans eget, noget aparte livssyn endelig er blevet bekræftet af det danske folk.

Nu var det jo ikke danskerne i bestemt flertal, der valgte den siddende regering, men kun omkring halvdelen af os.

Blandt regeringens vælgere er det yderligere en forsvindende lille del, der er enig i Krarups livssyn, herunder at man ikke på samme tid kan være kulturradikal og dansk.

Men paradoksalt nok har han alligevel »danskerne« med sig, og det skyldes hans særegne definition af, hvad det vil sige at være dansk.

Den har han formuleret i sin Danmarksudstilling i Politiken 1.9.2001, som han slutter med en bemærkelsesværdig konstatering af, at hvis vi ikke tror på Guds ord om, at vi er skrøbelige og syndige mennesker, så »er