Intelligentsiaen har spillet en vigtig rolle i det russiske samfund gennem to århundreder, fra dekabrister til dissidenter. Men i omvæltningerne efter sovjetsamfundets opløsning er hele klassen forsvundet. Mens den russiske variant af markedsøkonomi, menneskerettigheder, kommunister, fascister, fattigdom, korruption og ytringsfrihed har suget opmærksomheden til sig og udsendt mere eller mindre larmende signaler, har det russiske samfund i det stille ændret sig på et ikke så spektakulært, men historisk meget betydningsfuldt område. En hel klasse er forsvundet. Det også i sovjettiden meget klassedelte russiske samfund blev rystet godt og grundigt, da kommunistpartiets monopol blev brudt. Men de, der også før var privilegerede, magtfulde og velorganiserede, flyder igen ovenpå. Det er der intet nyt i. Det nye er, at det russiske samfund i al ubemærkethed har mistet den af sine klasser, som vi i Vesten kendte bedst, og som har givet navn til et internationalt fænomen: intelligentsiaen. Dette ord betegner en klasse af ofte veluddannede, samfundsbevidste, kritiske og modige mennesker, ofte uhyre upraktiske, hvad angår penge og karriere, men med høj kulturel og etisk ansvarsbevidsthed og deraf følgende selvfølelse. Fordi Rusland aldrig har haft et borgerskab som stødpude mellem den fransktalende overklasse og de analfabetiske bønder, fik intelligentsiaen en meget større samfundsmæssig rolle end de intellektuelle i et vesteuropæisk land. I sovjetsystemets sidste år var intelligentsiaens selvfølelse meget lig, hvad man må tro adelens har været. Og jo fjernere revolutionen, jo mere hyklerisk lighedstanken og jo grimmere omgivelserne blev - jo mere umuligt det blev at bevare en kultiveret livsform - desto mere romantiserede sovjetborgeren den nu offergjorte adels æstetik, moral og rolle i den russiske historie og - nok så vigtigt - den russiske sjæl. Den rolle identificerede de sensovjetiske intellektuelle sig så med. (Rollen som depraverede bondeplagere blev belejligt glemt). Dertil påtog intelligentsiaen sig en forpligtelse som samfundets samvittighed og som dem, der i kraft af bedre uddannelse, mere viden og højere idealer skulle hæve folket og lede det frem mod, hvad det havde godt af. Heri ligner intelligentsiaen de danske kulturradikale. Det hører dog med, at medlemmer af intelligentsiaen igennem historien ofte er blevet straffet for deres integritet, er blevet forvist eller er gået i indre eller ydre eksil. Begreberne en intelligent og en dissident overlapper i et vist omfang hinanden. Og for så vidt der overhovedet er nogen, der beskæftiger sig med intelligentsiaen og diskuterer dens rolle - og det gør kun den ældre generation - er netop kravet om kritik centralt. Der er stadig nogle (for eksempel Jelena Bonner, enken efter Andrej Sakharov, dissident nummer ét), der hævder, at man ikke kan tilhøre intelligentsiaen, hvis man ikke til hver en tid forfølger styret. Og da især, når det er en tidligere KGB-spion (Vladimir Putin), der er præsident. Men samtidig ligger hele intelligentsiaens eksistensberettigelse i dens lidenskabelige omsorg for det russiske folk. Og mange mener, at de gør folket en større tjeneste ved at skåne det nuværende styre for kritik - KGB eller ej - fordi alternativet er så meget værre. Båden skal med andre ord ikke rokkes. Men de, der vil fortsætte som dissidenter, lige til paradis på jord er opnået, har gode argumenter fra historien. For intelligentsiaen var fra sin begyndelse i 1700-tallet i opposition - selv om ordet var utænkeligt. At oppositionen ofte antog en ret drømmende, for ikke at sige utopisk (og dermed skæbnesvanger) karakter, er en anden historie. Nu er det moderne at kæde utopi og totalitarisme sammen. Men det bider sig selv i halen: Det er nemlig også i et totalitært system, samfundet har brug for en lille, frygtløs intellektuel og formynderisk klasse med uangribelig moralsk integritet. Her ligger nok også forklaringen på intelligentsiaens (muligvis midlertidige) forsvinden som klasse: Der er ikke rigtig brug for den i det nye, åbne Rusland. De første spæde skud på intelligentsiaens historiske stamme kan lokaliseres ret præcist: til 1790, hvor forfatteren Aleksandr Radistjev i hjerteskærende vendinger beskrev en rejse fra Petersborg til Moskva og udgav det anonymt. I 'Rejse ' skildres livegenskabets umenneskelighed og de ynkelige skæbner, det afføder. Kejserinde Katarina II blev rasende, hun ville gerne bilde sig selv og andre ind, at de russiske bønder var lykkelige under hendes milde styre. Og Radistjevs timing var dårlig: Oplysningstiden var forbi, den franske revolution rasede, og kongen ville snart miste sit hoved. Det ville Katarina ikke risikere, så måtte Radistjev hellere miste sit. Han slap dog med forvisning. Radistjevs bog er den perfekte eksponent for den endnu ufødte tradition: Forfatteren hørte til adelen, havde været i det kejserlige pagekorps og havde fået mere end almindelig dannelse. Det var kejserinden selv, der havde sendt ham til Leipzig for at studere jura, hvilket han gjorde med succes. Hans bog fokuserer på det, der siden er blevet kendt som menneskerettigheder. Netop komponenterne overklasse, folkeret og litteratur er uomgængelige i den klassiske russiske intelligentsia. Det var kun overklassen, der overhovedet kunne læse. Strammer man den, kan man sige, at det kun var overklassen, der var mennesker. Resten var kvæg, blev handlet med og behandlet sådan - og opførte sig naturligvis der- efter. Det syntes blødhjertede og europæisk påvirkede folk som Radistjev var synd og skam. Alligevel skulle der gå en generation, før nogen - igen den absolutte overklasse - ytrede sig politisk. Det skete i december 1825, da en gruppe virkelighedsfjerne unge adelsmænd krævede livegenskabet, den russiske variant af slaveriet, ophævet af den nye tsar. Det blev der ikke noget af: Forskrækkelsen gjorde ham, Nikolaj I, til en af de mest reaktionære i rækken af russiske despoter, og dekabristerne (opkaldt efter måneden) røg til Sibirien - bortset fra dem, der blev hængt. Forskrækkelsen fik også tsar Nikolaj I til at fortrænge den oprørske 'gamle' adel fra statens styrelse. Han skabte et alternativ: en tjenesteadel, som man kunne gøre sig fortjent til som loyal undersåt og efterhånden også arve. Dette kunststykke gentog sovjetmagten; det kommer vi til. I de næsten 100 år, der skulle gå fra dekabristopstanden, til det for alvor gik galt i 1917, dansede de veluddannede og skrivende æggedans med censuren. Det lettede, da livegenskabet blev ophævet i 1861, og på det tidspunkt begyndte intelligentsiaen at etablere sig som klasse. Det var nemlig ved hårdt tiltrængte reformer i uddannelsessystemet blevet muligt for ikkeadelige at tage en uddannelse. Det sene 19. århundredes intelligentsia tilhørte denne socialt frit svævende og fattige gruppe, som meget betegnende fik navnet raznotjintsy, det vil sige 'af forskellig stand'. Kulturen var domineret af litteraturen, og en typisk intelligentsia-repræsentant fra det sene 19. århundrede er den lægeuddannede kræmmersøn Tjekhov, hvis farfar havde været livegen. Og iagttager man de mennesker, Tjekhov har skildret i de skuespil, også vi danskere er fortrolige med, får man et præcist signalement af intelligentsia - og dermed af den konflikt, russisk litteratur er besat af og skildrer suverænt: konflikten mellem det fine, kultiverede, taktfulde, empatiske og blide, men slappe og vege menneske og så den livskraftige, ekspanderende, grove og effektive overlever. Vi ser det i 'Kirsebærhaven', i 'Onkel Vanja' - og i 'Tre søstre', hvor svigerinden i sin omsorg for sit barn efterhånden får drevet de forsvarsløse søstre ud af deres barndomshjem. De tre søstre, der ikke kommer ud af stedet, onkel Vanja, der har forspildt sit liv, og fru Ranevskaja, der mister sin kirsebærhave - de er typiske repræsentanter for det revolutionssvangre Ruslands intelligentsia. Og de var rollemodeller for den sene sovjetiske intelligentsia. Konflikten var nemlig akut i det sovjetiske system. Og det er betegnende, at en meget vigtig bestræbelse for de mest ydmyge repræsentanter for intelligentsiaen var at 'bevare et menneskeligt ansigt' - om det så var i kampen i mad- eller møbelkøen. Derfor er det ikke så underligt, at disse mennesker var både fysisk og psykologisk endog meget dårligt rustede til at manøvrere i den i begyndelsen helt hæmningsløse røverkapitalisme, der herskede efter sovjetstyrets fald, og den privatisering, som strengt taget indebar, at enhver rev til sig, hvad han havde hænderne på. Intelligentsiamedlemmerne havde nemlig ikke hænder på hverken fast ejendom, produktionsmidler eller salgbare privilegier. De havde arbejde på en lukningstruet lære- eller forskningsanstalt og boede i bedste fald i en god lejlighed, som de måske knap var kvikke nok til at privatisere - det var ellers mere smarte borgeres sikre vej til en lille formue. Efterhånden kom intelligentsiaens børn da også efter det. Men i takt med at intelligentsiaen antog træk fra den så eftertragtede middelklasse, som det er god latin at se som en stabiliserende faktor i ethvert samfund, gik dens gamle klasseidentitet i opløsning. Der er ikke længere tale om intelligentsia, kan man lidt overrasket konstatere, når man tænker efter - hvilket forbavsende få russiske publicister og forfattere har gjort. Måske fordi de vægrer sig ved at likvidere deres egen klasse. Men der er som så ofte under store omvæltninger både et barn og et badevand. Selv om den sovjetiske intelligentsias formynderi, prætentioner og tendens til idoldyrkelse havde udlevet sig selv, har det russiske samfund stadig hårdt brug for ubestikkelighed, høj personlig integritet, ansvarsfølelse og såmænd også bare god smag. Og selv om klassen er væk, findes menneskene heldigvis stadig. Blot har de ændret selvopfattelse. For skønt intelligentsiaen gerne så sig som efterkommere af Tolstojs og Tjekhovs personer, er alt jo ikke takt, forfinelse og æstetik - og dådløshed. Naturvidenskaben spiller en stor rolle i intelligentsiaens historie. I 1900-tallet var den et alternativ til og reaktion på den dogmatiske, antisemitiske ortodokse kirke og dens uhellige alliance med statsmagten. (En alliance, der i al uklædelighed igen har kronede dage). Siden havde sovjetstaten under sin opbygning og isolation i det 20. århundrede stor brug for naturvidenskaberne og ingeniørkunsten til oprustning og byggeri. Derfor var der basis for skabelsen af en ny tjenesteadel, henholdsvis den 'tekniske' og den 'kreative' intelligentsia. Sidstnævnte bestod af kunstnere af enhver art, som i opbygningen af det sovjetiske paradis var nødvendige som skabere af en ny bevidsthed - 'sjælens ingeniører', som de vitterlig kaldtes. De var følgelig skarpt overvåget - for sjælen hos homo sovieticus skulle ikke være uden for kontrol. Også den 'kreative intelligentsia' blev således funktionærer, og der blev indgået kompromiser og begået forræderier i begge lejre. Endelig var der to mindre agtede og dårligere betalte, men meget større kategorier i intelligentsiaen: ansatte i sundhedsvæsnet og i uddannelsesvæsnet. Begge steder domineret af kvinder. Den sovjetiske propaganda påpegede den store andel af kvindelige læger - men nævnte ikke, at lægestanden havde lavstatus. I provinsen var ikke desto mindre bibliotekarer, bogholdere, ingeniører, journalister, læger og lærere det nærmeste, man kom en intelligentsia. Nogle faggrupper var ret rudimentært uddannede (sovjetborgeres høje uddannelsesniveau var som kønnenes ligestilling en sejlivet myte) og ubrugelige andre steder end på specifikke arbejdspladser med arbejdsgange, der kun fandtes i et bureaukratisk kontrol- og mangelsamfund. Derfor er det denne intelligentsiaens underklasse, der har fået den største sociale rutsjetur ved det sovjetiske sammenbrud. Nogle er blevet overflødige, andre får ingen løn. Derfor blev mange lærere, læger og bogholdere en overgang forvandlet til jordbrugere, taxachauffører, håndlangere, privatlærere og kioskekspedienter, hvorved de mistede deres professionelle identitet. Ikke desto mindre er der bibliotekarer, lærere og bogholdere, der i provinsen holder den kulturelle fane højt. Og selvrespekten bliver måske reddet. Men bevidstheden om at tilhøre en elite, alene fordi man f.eks. kan nogle brokker af et fremmedsprog, er forsvundet. Verden er kommet bragende ind i den sovjetiske kaserne. Så frustration, forvirring og forurettelse var i de første ti postsovjetiske år de dominerende følelser hos intelligentsiaen, og derfor var den nostalgiske loyalitet mod kommunistpartiet stærkest og hadet til Vesten med den økonomiske liberalisme og pluralisme størst netop i intelligentsiaen. Det kan virke paradoksalt, men er det ikke. Kombinationen af intelligentsiaens patriotiske tradition, dens formynderiske had-kærligheds- forhold til det primitive/tossegode russiske folk og dens foragt for effektivitet og forretningsmæssig driftighed gør det logisk. (Desuden glemmer vi europæere tit, at både økonomisk og social liberalisme indtil videre kun eksisterer af navn i Rusland, men at man under det navn kan berøve staten dens - slet forvaltede, men dog fælles - værdier. Det forklarer den russiske modvilje mod liberalismen). Nu skal den russiske intelligentsia tjene penge til livets opretholdelse - ligesom det russiske folk og resten af verdens befolkning. For dem, der havde rundet de 40 år i 1991, er det svært. Men de fleste har fået økonomisk og mentalt overskud til igen at forbruge kultur. Og de ser de samme amerikanske serier på tv som det umælende, vilde folk. Den lukkede, næsten konspiratoriske kultur, intelligentsiaen dyrkede i egen snævre kreds, er blevet overflødig. Bøger trykkes i tilstrækkelige oplag og kan købes, hvis man har råd. Før udkom der kun otte-ti interessante titler årligt, som alle følgelig talte om, og som det gav prestige at eje. Der er ikke længere forbudte bøger, udstillinger eller film; de unge kan fremmedsprog, nogle er sågar på internettet; man behøver ikke at være medlem af kommunistpartiet eller bange for at brokke sig. De politiske diskussioner er flyttet fra de berømte små køkkener, hvor velmenende akademikere og kunstnere sad og frelste Rusland, og foregår nu i pressen. De kredse, der før diskuterede politik, er blevet almindelige, kompetente kulturforbrugere. Måske vil Rusland snart i så høj grad komme til at ligne os, at der igen bliver brug for intelligentsiaens viden og ikke bare informationsteknokraternes kompetencer. Og måske vil den som Holger Danske vågne op til dåd, når fædrelandet kalder.