I disse dage er to EU-kommissærer i Ankara, og Cypern står på dagsordenen. Landet står til at blive EU-medlem under Danmarks formandskab, selv om der står 30.000 tyrkiske soldater på øen, skriver historikeren. Murens fald og middelhavsøens tigerøkonomi er dele af forklaringen. Forhandlingerne om Cyperns medlemskab af EU er ved at nærme sig sin afslutning. Det kan derfor meget vel blive under det danske formandskab, at Cypern anerkendes som fuldgyldigt medlem af Den Europæiske Union. Cypern i dag er væsentligt forskelligt fra det samfund, som i dansk bevidsthed ofte forbindes med udstationering af danske FN-soldater på den urohærgede middelhavsø i 1960'erne og 1970'erne. Cypern er heller ikke længere den politiske virkelighed, som forbindes med højrenationalisten Nikos Sampsons mislykkedes kup mod ærkebiskop Makarios i juli 1974. Kupforsøget, der var støttet af den græske militærjunta, gav som bekendt anledning til en tyrkisk militær landgang på øen angiveligt for at beskytte det tyrkiskcypriotiske mindretal. Men frygt for krig med Tyrkiet førte til obersternes fald og demokratiets tilbagevenden i Grækenland, mens Cyperns lovlige regering atter fik konsolideret sin magt. Cyperns indre udvikling er i de sidste knap 30 år undergået noget nær en forvandling. Dette gælder ikke mindst økonomi og samfund, som er blevet moderniseret til ukendelighed. Samtidig har det internationale samfunds praksis over for øen siden Murens fald ændret sig betydeligt. Det gælder først og fremmest EU, som altså nu står i begreb med at optage Cypern som fuldgyldigt medlem. Sammenlignet med de øvrige ni ansøgerlande er Cypern en af de få stater, som fra første færd vil være et aktiv for EU på en række væsentlige områder. Problemerne er begrænset til det politiske felt, hvor Tyrkiets besættelse af det nordlige Cypern er det mest centrale (området udgør 37 procent af øens samlede areal og omfatter ca. 200.000 ud af i alt ca. 850.000 indbyggere). Det betyder, at Cypern må anskues med helt anden optik end den, som gamle vaneforestillinger ellers let kan byde. Hvad angår økonomi og modernisering, har Cypern foretaget noget nær et kvantespring, hvad der i marts 2000 fik det ansete britiske tidsskrift 'The Economist' til at lovprise Cyperns udvikling i en usædvanligt rosende artikel. Væksten i Cyperns bruttonationalprodukt lå gennem 1980'erne i gennemsnit omkring på otte procent per år, hvilket var en vækst på niveau med de asiatiske 'tigerøkonomier' i samme periode. I 1990'erne har væksten været noget lavere og lå på lidt under fire procent. EU har et stort overskud i handelen med Cypern, hvad der frembyder gode og stigende afsætnings- og indtjeningsmuligheder for europæisk eksport. F.eks. havde Danmark et overskud i handelen med Cypern på 326 millioner kr. i 2001, mens det i 1998 beløb sig til over en halv milliard kr. Ekspansionen er baseret på en højt og internationalt uddannet befolkning med stor ekspertise i finans- og markedsforhold uden for øen. Olieprisernes himmelflugt fra 1973 og årene frem skabte således enestående forretningsmuligheder i Mellemøsten for cypriotiske entreprenører inden for finans, handel, konstruktion og telekommunikation. Dette og den omstændighed, at Libanon siden borgerkrigen i 1975 har mistet sin rolle som Mellemøstens Schweiz, betyder, at det i dag er Cypern, der besidder de værdifulde relationer og den væsentlige knowhow i forhold til Mellemøsten. Cyprus Telecommunications Authority driver således det mest betydningsfulde undersøiske fiberoptiske kabel til Mellemøsten, mens cypriotisk entreprise står bag store lufthavnsbyggerier i Saudi-Arabien, Qatar og Pakistan, hotelbyggerier i Egypten og Oman og anden anlægsvirksomhed af national betydning i Algeriet, Etiopien og Libyen. Cypern fungerer desuden som base for mange internationale virksomheder med aktiviteter i regionen, ligesom landet har en anselig handelsflåde. Landets gode økonomiske og samfundsmæssige forhold betyder, at Cypern allerede opfylder de fleste kriterier for medlemskab af EU og i realiteten ville kunne blive en nettobidragyder til EU fra første færd efter optagelsen. Moderniseringen af Cypern har især været båret af den generation, som blev voksen omkring og efter 1974. Umiddelbart efter den græske militærjuntas fald i juli 1974 og efter demokratiets tilbagevenden i Grækenland gennemførte Tyrkiets væbnede styrker i august 1974 en besættelse af det nordlige Cypern. Der var primært tale om en politisk aktion, som var betinget af Tyrkiets nationale interesser og af indre politiske forhold i Ankara. Herom vidner især udråbelsen af den selvbestaltede Tyrkiske Republik Nordcypern i 1983. Denne handling må opfattes som en fuldbyrdelse af Tyrkiets Cypernpolitik, sådan som den havde været formuleret, siden Cypernproblemet opstod i 1950'erne. Kravet om 'enosis' det vil sige græsk overhøjhed over øen, som dengang var en britisk kronkoloni, blev imødegået med tyrkiske krav om 'taksim', det vil sige en deling af landet i en græsk og en tyrkisk del. Oprettelsen af Cypern som en selvstændig nationalstat i 1960 kom således på tværs af både enosis- og taksim-kravene. Mens enosis-bestræbelserne led endegyldigt skibbrud med juntaens fald i 1974, lever taksim-politikken videre i form af Den Tyrkiske Republik Nordcypern. Men eftersom Nordcyperns nationale selvstændighed kun anerkendes af Tyrkiet, udgør Cypern i forhold til den øvrige verden fortsat en stat med en internationalt anerkendt regering. Det har også været udgangspunktet i de forhandlinger, som EU har gennemført med Cypern, og som inden for kort tid må forventes at føre til Cyperns optagelse i EU. Hvad angår befolkningen på Nordcypern, har udviklingen siden den tyrkiske besættelse i 1974 tegnet sig væsentlig anderledes end på den del af øen, hvor den cypriotiske regering i Nicosias jurisdiktion gælder. Militær dominans gav Tyrkiet mulighed for at befordre udviklingen af en administrativ struktur for øens oprindeligt ca. 20 procent tyrkiske cyprioter. Økonomien er præget af krise og lav levestandard (bruttonationalprodukt per capita 1998: 5.000 dollar mod 15.400 dollar i områderne under Nicosias jurisdiktion). De politiske forhold har været genstand for kritik fra EU's side. Især påtales krænkelser af ytringsfriheden og undertrykkelse af oppositionen. Flere EU-rapporter nævner således, at opposition på Nordcypern anklager den politiske ledelse under Rauf Denktash for at være udemokratisk og de tyrkiske myndigheder for at være de reelle magthavere. Myndighederne klandres især for be- vidst at undergrave de tyrkiske cyprioters kulturelle identitet og sociale strukturer gennem en forceret bosættelsespolitik. Således udgøres næsten halvdelen af Nordcyperns omkring 200.000 indbyggere i dag af nybyggere fra Tyrkiet, som er udvandret til øen efter 1974. Dertil kommer, at tyrkiske soldater (ca. 30.000) udgør over ti procent af den samlede befolkning. Det er især i den ældre del af befolkningen, man fortsat støder på mennesker, der giver udtryk for frygt for de græske cyprioter som den styrende attitude i forhold regeringen i Nicosia. Blandt de yngre er holdningen i højere grad betinget af håb, når talen falder på forsoning og medlemskab af EU. Denne tendens var sporbar allerede for ti år siden, hvor en rapport fra Europarådet konkluderede, at de unge tyrkiske cyprioter ikke var bange for de græske cyprioter. Hos oppositionen gælder det synspunkt, at EU er vejen til en løsning af Cypernproblemet. Nøgleordene er forventning om velstand og juridiske garantier fra EU (samtlige indbyggere på Cypern vil nemlig juridisk blive en del af EU, det øjeblik Cypern optages som medlem). I forhold til den folkelige erindring om perioden før 1974, og hvad angår holdningen til Nicosia og EU, er den demografiske udvikling således på forsoningssidens parti. Det skyldes, at der er forløbet mere end en generation, siden højrenationale græsk-cypriotiske militser med jævne mellemrum angreb de tyrkisk-cypriotiske områder og uforsonlighed prægede relationerne mellem den græsk- og den tyrkisk-cypriotiske politiske elite. En anden væsentlig faktor er, at en stor del af den oprindelige tyrkisk-cypriotiske befolkning har 'stemt med fødderne' og forladt Nordcypern for at søge bedre økonomiske og politiske betingelser især i Storbritannien. EU-kilder skønner således, at over 50.000 tyrkiske cyprioter, det vil sige cirka en tredjedel har forladt øen siden 1974. Tilflytterne fra Tyrkiet har i sagens natur ingen levende erindring om fordums splid. Desuden er solidariteten mellem tilflytterne og den oprindelige befolkning i nord yderst beskeden. Det betyder, at den primære bekymring hos den oprindelige befolkning i nord i stigende grad rettes mod de politiske, sociale og økonomiske problemer, som er opstået under den nye administration. Erindringen om tiden før 1974 spiller samtidig en stadig mindre rolle, således at politisk frihed, modernisering og økonomisk vækst i områderne under Nicosias jurisdiktion gør forsoning mere og mere tillokkende. Styrkelsen af forsoningsønsket hos befolkningen som helhed betyder, at en løsning af Cypernproblemet i stigende grad afhænger af storpolitiske faktorer. Det handler primært om viljen i Ankara, hos den politiske ledelse i Nordcypern og i Nicosia til at nå til en løsning. Således har Denktash og Cyperns præsident, Glafkos Clerides, tilskyndet af FN siden januar 2002 mødtes jævnligt i et forsøg på at fremme den ønskede forsoning. Forhandlingerne er imidlertid gået noget trægt på det sidste. Dette gav 9. juli i år FN's Sikkerhedsråd anledning til at kritisere Denktash for manglende imødekommenhed. Hermed stiger presset på Tyrkiet og ledelsen på Nordcypern for at gøre indrømmelser, og en endelig løsning på Cypernproblemet bliver derfor i realiteten i stigende grad afhængig af den politiske udvikling i Ankara. På den baggrund har EU-kommissionens formand, Romani Prodi, og kommissær for udvidelse Günther Verheugen planlagt deres besøg i Tyrkiet i går og i dag. Bruxelles' holdning er helt klar. Verheugen har således ved flere lejligheder udtalt, at Cypern vil blive optaget med eller uden tyrkiske soldater på cypriotisk jord. Denne linje har den danske statsminister 'Anders Fogh Rasmussen' cementeret bl.a. med udtalelser kort før Danmarks overtagelse af EU-formandskabet. Fogh Rasmussen sammenligner situationen med tiden omkring Tysklands samling. Dengang blev Østtyskland principielt en del af EU, selvom ganske mange russiske tropper forblev på østtysk jord, og selvom spændingen langs grænsen, som Fogh Rasmussen udtrykker det, var noget stærkere end på Cypern (Weekendavisen 21.06.). Hermed risikerer Tyrkiet at komme til at stå som en fremmed besættelsesmagt med soldater i et land, som er medlem af EU. Tyrkiet skal næppe forvente at kunne udnytte en sådan situation til egen fordel. Det er i hvert fald det billede der tegner sig, hvis man følger Verheugen. Han betegner således de obstruerende sider af Tyrkiets politik over for Cyperns optagelse i EU som et udtryk for afpresning og som noget, der ikke er nyt for EU, men som vil være farligt for Tyrkiet. For hvis, advarer Verheugen, Ankara fuldbyrder sin trussel om at annektere det nordlige Cypern i strid med international ret, som reaktion på Cyperns indtrædelse i EU, vil Tyrkiet sætte en stopper for sine ambitioner om at blive medlem af EU. Europaparlamentet har siden med stort flertal tilsluttet sig Verheugens linje. Frem for at betragte Cyperns optagelse i EU som et problem, fremhæver Europaparlamentet det som en katalysator til fredsbestræbelserne. EU forventer, at det vil virke gavnligt med henblik på forsoning, på skabelse af større sikkerhed i regionen og på at bringe mere velstand til øens befolkning som helhed. Hvorfor er det først inden for det seneste årti, de store stater er gået aktivt ind i Cypernproblemet? En væsentlig årsag må antages at være Murens fald. Under den kolde krig blev Cypern behandlet som en brik i spillet mellem supermagterne. For USA og NATO var de strategiske hensyn styrende. Cyperns tilhørsforhold til de alliancefri nationer gav anledning til bekymring i USA, hvor Makarios blev omtalt som 'Middelhavets Castro'. I takt med at modsætningerne mellem Nicosia, Athen og Ankara voksede og spændingerne mellem de græske og tyrkiske cyprioter intensiveredes udvikledes planer i Washington om en ophævelse af øens selvstændighed ved at appellere til enosis- og taksim-kræfterne i Grækenland og Tyrkiet. Den såkaldte Achesonplan fra 1964 - opkaldt efter USA's fhv. udenrigsminister Dean Acheson - foreslår således øens indlemmelse i henholdsvis Grækenland og Tyrkiet, der jo også er medlemmer af NATO. Planen blev imidlertid afvist ikke blot af Makarios, men også af Grækenland. Men ophævelsen af Cyperns selvstændighed i form af enosis og taksim var nær blevet en realitet ti år senere; det krævede dog, at Sampsons kup i 1974 var lykkedes og at demokratiet ikke var vendt tilbage til Grækenland. I den situation gennemførte Tyrkiet ensidig taksim. Den Tyrkiske Republik Nordcypern blev udråbt på et tidspunkt, hvor Ankaras betydning som Washingtons strategiske allierede var voksende. Tidspunktet var opportunt, for den såkaldt anden kolde krig i første halvdel af 1980'erne og frygt for spredning af ayatollah Khomeinis islamiske revolution gjorde på det tidspunkt hensynet til en løsning af Cypernproblemet mindre presserende end styrkelsen af de politiskmilitære relationer til Tyrkiet, som jo grænser op til både det fhv. Sovjetunionen og Iran. Tyrkiet spiller fortsat en stor rolle i USA's globale politik - ikke mindst i forhold til Mellemøsten. Men for EU åbnede sammenbruddet af Sovjetblokken mulighed for at tage mere hensyn til dets regionalpolitiske interesser. De formelle relationer mellem Cypern og EU kan dateres til 1972, hvor Cypern blev associeret medlem af EF. Men dette skete før Tyrkiets besættelse af Cypern, og det var først efter Murens fald i 1989, der kom skred i optagelsesprocessen. I juli 1990 indgav Cypern således ansøgning om fuldt medlemskab og 31. marts 1998 indledtes tiltrædelsesforhandlingerne. I december 1999 udtrykte EU ved topmødet i Helsinki forventning om, at begge parter på øen viste vilje til forsoning. Men man understregede samtidig, at en løsning på Cypernproblemet ikke var en betingelse for landets optagelse. Det er på baggrund af denne politik og under indtryk af FN's Sikkerhedsråds kritik af Denktash, at Prodi og Verheugen opholdersig i Ankara i disse dage. Kilder: CIA, The World Factbook 2000, Cyprus The Economist, 3. marts 2000, Knocking on Europe's Door International Monetary Fond 2001, International Financial Statistics Yearbook Markedsprofil Cypern 2002, Danmarks Eksportråd, Udenrigsministeriet Statistisches Bundesamt, Länderbericht: Zypern 1991 www.europa.eu.int/comm/enlargement/cyprus/index.htm