Er der mon blevet sendt én Morten Korch-film for meget? I hvert fald undrer skribenten - der er direktør for virksomheden isabella smith a/s - sig over danske byboers troskyldige syn på provinsen. Selv er hun født og opvokset i København, men bor i Præstø Kommune og kan li' det. Der er ikke noget så dødt som Præstø en lørdag eftermiddag. Der er fuldstændig tomt, så tomt, at man tænker, om Danmark alligevel kom med i VM-finalen og lige nu spiller om trofæet. Der er tomt som i en spansk landsby under siestaen, men i modsætning til i en spansk landsby kan man ikke engang finde sig en ordentlig kop kaffe. Der er tomt, som om de havde udsendt et bombevarsel i radioen, og helt ærligt: Det ville ikke være noget arkitektonisk tab, hvis Præstøs handelscentrum, der består af et Fog Supermarked med tilhørende kro, ved et uheld blev bombet og sank i grus. Det kan ikke blive meget kedeligere, når man lige ser bort fra Haslev. Men for at blive i Præstø: Mere end én af vores københavnske gæster har stået foran denne uskønne bygning og med overbevisning i stemmen udtalt, at de ville dø, hvis de boede her. Selvfølgelig, det gamle torv i Præstø er en lille perle, og selv om man ikke er nogen entusiastisk sejler, kan man godt se det smukke ved fjorden og det uskyldigt provinsielle over en iskiosk med navnet Det Kolde Hjørne, der ligger på havnen. Det er også med en vis skadefryd, jeg viser mine skeptiske københavnske venner vores bedste lokale badestrand, der ligger på Feddet (jamen det hedder det!), og som er lang og børnevenlig og aldrig overfyldt. For ikke at tale om huspriserne! For mennesker, der drømmer om at avancere fra Østerbro til Hellerup, er tanken om, at man kan få et helt hus med udsigt for samme pris som en treværelses på Østerbro, noget, der enten resulterer i bitre suk eller omgående besøg hos de lokale ejendomsmæglere. Mit trumfkort er imidlertid området omkring Gisselfeld Kloster, hvor min virksomhed netop har slået teltpælene ned. Ingen kan undgå at betages over skønheden i dette kuperede godslandskab, hvor gamle ege flankerer de snoede veje, og hvor man kan spise en solid club sandwich på restaurant Villa Gallina midt ude i skoven (men bed dem om at lave den uden ananas) eller slentre en tur i slottets engelske landskabspark. Det er Danmark, når det er allerdejligst, og så kun 45 minutter fra København. Jeg er født dér, altså i København, og brugte en pæn del af min barndom på at skumple med treeren fra Frederiksberg gennem det dengang mørke Nørrebro til Østerbro, hvor jeg gik i skole. Jeg gik i gymnasiet ved Østerport, på universitetet på Amager, og min første ansættelse var på et forlag, der lå i Studiestræde. Og det er stadig en gåde for mange af vores venner, hvordan man som københavner, altså en rigtig københavner og ikke engang en af dem, der kom fra fjerne forstæder som Søborg eller, endnu mere langt ude, Allerød, kan finde sig til rette i Præstø. Af alle steder. Hvad laver du dér? Et mysterium, og derfor går vi straks videre til alt det, der umuligt kan stå mål med byen (læg mærke til den bestemte form. For københavnere findes der kun én by): Hvor shopper du? Og hvad med skolerne, for en kommuneskole i Præstø, helt ærligt, og hvad så bagefter? Vordingborg Gymnasium? Og, til sidst, med sænket stemme: De mennesker, der bor sådan et sted. De kan da umuligt, du ved, være særlig spændende. Altså bønderne, og sådan. Og 'sådan' plejer at referere til en diffus samling af bistandsklienter, pensionister, indvandrere og fallerede flippere, alle med slummede huse og trailere i forhaven, typer, som man, ja, du ved, måske ikke så gerne vil have til nabo. På trods af huspriserne, fjorden, stranden og den korte afstand til Gisselfeld. Der er noget næsten troskyldigt over, at mange danskere, der ikke selv bor i provinsen, opfatter den som et sted, hvor brave bønder og mærkværdige, muligvis småkriminelle, personager slår deres folder. Måske er der blevet sendt én Morten Korch-film og et afsnit af 'Rejseholdet' for meget. For jeg burde ikke behøve at sige, at sådan er det jo ikke. Her, hvor jeg bor, syv kilometer syd for Præstø, på en ret almindelig lille landevej med udsigt over marker og hele tre kirketårne, er vi en meget blan- det befolkningsgruppe. Min nabo på den ene side er selvstændig tømrer, hans kone er sygeplejerske. Min nabo på den anden side er en ældre landmand, der bor sammen med sin søn. Længere oppe ad vejen har vi så en pensionist, til højre en tandlæge, og drejer vi til venstre, kommer vi hen til den lokale godsejer. Og tager vi hele området her omkring Præstø, ser det endnu mere kulørt ud: Her bor elektrikere, luftkaptajner, advokater, pensionister, ansatte i Teknisk Forvaltning, kunstnere, landmænd, læger, næringsdrivende, et par godsejere mere, forretningsmænd og adskillige arkitekter, bistandsklienter, fodterapeuter, frisører, arbejdsmænd, anlægsgartnere, sygeplejersker, murere, organister, bankansatte, forfattere, kassedamer, fotografer og pædagoger. Hvad jeg prøver at sige, er: Bilen er opfundet. Her bor en masse forskellige mennesker, hvoraf nogle arbejder i Præstø, nogle i Vordingborg, andre i Næstved eller København. Engang var Danmark et statisk bondesamfund, men sådan er det ikke mere. Der er også noget troskyldigt, for ikke at sige rørende, over københavneres klippefaste tro på, at summen af landets kompetencer må være samlet i byen. (The by). Hvad får dem til at tro det? Måske er det en reminiscens fra dengang, Danmark virkelig var et statisk bondesamfund, hvor kun de færreste tog til København for at studere, og de bedste blev derinde. Bevares, hvis man vil finde en ny chefredaktør til Se og Hør eller konsultere en ekspert i Parkinsons syge, er det måske ikke lige i Præstø, man skal lede. Men det er en myte at tro, at de kompetencer, som vi har brug for i vores hverdag, ikke kan findes i provinsen. Gode praktiserende læger f.eks. Gode lærere. Gode pædagoger. Min søn har gået i skole i både København og Præstø, og ingen lærer slår Abildhøjskolens John Garodkin. I Præstø. En fremragende lærer, der burde have en orden for sin indsats, og alligevel vil jeg være storsindet og mene, at man sikkert kunne have mødt en tilsvarende lærer på Duevejens Skole i København, hvor min søn også har gået. Det er jo mennesker, det handler om, og jeg tillader mig at gå ud fra, at der findes dygtige og mindre dygtige af slagsen, uanset hvor i landet og på hvilken skole man befinder sig. Er der, kunne man spørge sig, overhovedet nogen forskel på de mennesker, der bor i provinsen, og så på dem, der bor i byen? Jamen, selvfølgelig er der ikke det. Uanset hvor man befinder sig, vil man møde hele viften af menneskelige kompetencer og karaktertræk, sure buschauffører/hjælpsomme ekspedienter eller omvendt, sjuskede læger/omhyggelige håndværkere eller omvendt, engagerede lærere/sløve præster eller omvendt, intolerante landmænd/åbne bankrådgivere eller omvendt, snagende naboer/ligeglade pædagoger eller omvendt, selvmedlidende kunstnere/sjove bistandsklienter eller omvendt. Kom ikke og fortæl mig, at der er en egn eller en by, der er karakteriseret ved, at nogle karaktertræk er fuldstændig ikkeeksisterende, for jeg tror ikke på det. Det er nok muligt, at visse egne har en dominerende politisk eller religiøs overbevisning, men de menneskelige forskelligheder vil være til stede overalt. Alligevel er der en både mental og en menneskelig forskel på at bo i en storby og i provinsen. Den mentale kommer af al den plads, vi har herude. Ligesom man kan føle sig alt for tæt på andre mennesker, når man sidder i en bus i Sydeuropa og må konstatere, at de enten er forbløffende meget mindre, end vi er det her oppe nordpå på trods af pasta og olivenolie, eller har brug for lige så forbløffende meget mindre kropsafstand, kan man - jeg - føle mig for tæt på andre mennesker i storbyen. Der er mennesker overalt, så mange mennesker, at de får ruderne til at dugge på posthuset en vinterdag, og man kan lugte deres armsved, når man hænger i S-toget i myldretiden. De fylder rulletrapperne i stormagasinerne og stolene på cafeerne, de fylder venteværelset hos lægen og foyererne til biograferne, og deres biler fylder gaderne, så det kan tage en halv time at komme fra Kgs. Nytorv til Nørreport på en dårlig morgen. Jeg er en utålmodig sjæl, og nu, hvor jeg er vel over de fyrre, regner jeg ikke længere med, at det går over. Landet, provinsen, passer godt til mit handikap, for her kommer man altid hurtigt frem, man behøver ikke at stå i kø, men kan få klaret det, man skal, og komme videre i en fart, endda uden at behøve at forholde sig til en masse fremmede menneskers telefonsamtaler, børneopdragelse og aftershave. Der er mere plads endnu. Der er plads rundt om vores hus, og det betyder, at man kan gøre alt mulig uden at andre mennesker ser og hører det, og her tænker jeg ikke kun på det mest intime som f.eks. at skændes, men også på helt almindelige ting. Ingen kigger mig over hækken for at se, om jeg har fået luget. Ingen kan høre mig, når jeg skråler med på Laura Illeborgs 'Stjernevrimlen'. Det er godt. Men det bedste, det, jeg måske elsker allermest ved at bo herude (bortset fra jorden, planterne, duftene, stilheden og den pæne udsigt), er det forunderlige fællesskab, det giver. For midt i al den ukontrollerbare isolation er der et fællesskab, et fællesskab, der opstår, fordi der ikke er den samme mulighed for at segmentere - eller gemme - sig, som der er i en storby. I en storby kan man vælge og vrage mellem butikker, banker, skoler og cafeer og med nøjagtig præcision prikke dem ud, der tilhører ens eget segment, så man kun møder mennesker, der har de samme værdier som én selv. Eller man kan skifte fra butik til butik, fra café til café og på den måde forblive helt anonym. Det kan man ikke her i Præstø Kommune, der tæller ca. 7.000 mennesker. F.eks. er der her, hvor jeg bor, kun én Brugs i bogstavelig talt miles omkreds. Ergo mødes alle i Brugsen. Den er et offentligt rum, et slags moderne torv, hvor man, uanset hvem man er, bliver et kendt ansigt. Køber man en musefælde, vil alle, der tilfældigvis opholder sig i Brugsen på det tidspunkt, vide, at man har fået mus, hvilket også bliver kommenteret, samtidig med at man bliver udspurgt om, hvordan det går med forretningen for tiden. Lad gå i Brugsen, men det samme princip gør sig også gældende i banken og på apoteket, og det må man bare lære at leve med. Man kan gå ind i sit hus og lukke sin dør og være helt i fred, men ude i samfundet har man ingen hemmeligheder. Uanset om man kan lide det eller ej, er man en person med en bestemt identitet og dermed medlem af klubben. Det gælder, skal man lige huske, begge veje. De andre i klubben skal også acceptere, at jeg forholder mig til dem, ser på dem, hører på dem og ved noget om dem. Og på den måde opstår et fællesskab, der går på tværs af segmenter, socialgrupper og fødested. Jeg kan godt lide det. Jeg kan godt lide at være en del af dette store, brogede fællesskab, der er mere bestemt af, hvor vi bor, end hvor vi kommer fra. Jeg kan godt lide, at jeg kan smide min bil hos mekanikeren en søndag, og at han ved, hvis det er, når han kommer mandag morgen. Jeg kan godt lide at sludre med pigerne på apoteket eller få rapporter om postdamens tomater. Jeg kan godt lide, at jeg altid kan falde ind hos min nabo, hvis jeg har glemt min nøgle, eller at jeg kan få en liter mælk med hjem fra Brugsen, hvis jeg har glemt mine penge. Jeg kan lide, at der altid er andre forældre i nærheden, forældre, der kan hente eller bringe, hvis man selv skulle blive forhindret, og jeg kan lide, at jeg altid kan ringe til oliefyrsmanden, hvis fyret går ud en søndag. Det gør mig tryg, nej, mere end det, det gør mig glad, ikke så meget over det praktiske som over det forunderlige faktum, at der midt i det kaotiske liv, som man lever komplet med lykke og tab, forvirring, glæde og frustration, er et sted, hvor man altid føler sig hjemme.