0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lille essay om 'allerede'

Sindelagskontrol og mistænkeliggørelse. Tilbage til McCarthy-tiden.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegnene på sindelagskontrol og mistænkeliggørelse af hele befolkningsgrupper - radiojournalister, københavneri eller smagsdommere og eksperter - er ikke ny. Men måske bliver vi aldrig klogere, måske skal vi altid gentage det, der allerede er sket i det 20. århundrede, vores frygtindgydende læremester, skriver forfatteren.

Klatreroserne i min gård står bedre end sidste år, der er en overflod i hvidt og rødt, men jeg ved allerede, hvad der vil ske: Når fronterne skifter og vestenvinden blir til storm, ja, så vil de røde roser holde stand, mens de hvide rosenblade vil hvirvle rundt i gården som sne.

Har du allerede læst dine lektier, spurgte min mor mistroisk år ud og år ind.

Allerede 11. september sidste år forudså jeg dét, der sker nu. Ikke fordi jeg er synsk, men fordi jeg er ved at være gammel og allerede har oplevet noget lignende. Allerede?

Allerede er et spændstigt ord, bøjeligt i tid som andre gode tidsord og fyldt med vemod, hvis man er i dét humør, fyldt med vrede, hvis man er i et andet humør.

Allerede er kort sagt et ord, der udfordrer lidt mere end altid og aldrig.

I de offentlige debatter om kulturministerens ideer er begrebet 'københavneri' gået igen, sidst i forbindelse med en mulig flytning af Rigsarkivet til Odense.

Jeg kan have overset det, men i de to aviser jeg læser dagligt, er jeg endnu ikke stødt på et krav om at få begrebet defineret. Hvad betyder københavneri? Cafésammensværgelser blandt kunstnere? Institutionernes og magtens koncentration i hovedstaden? Københavnernes halvfrække stil og storbyvid? Eller er 'københavneri' - ligesom 'smagsdommere og eksperter' - bare noget, der skal få forargelse og misundelse til at koge?

Disse og andre af den nuværende regerings nøglebegreber er krumtapper i et sprog, der sparer ministrene for besværet med at argumentere. Det er et klassisk kneb med appel til vælgere, der har det fint med indforståede, luftige ord, de selv kan indholdsbestemme.

Allerede i december 1938 skrev den amerikanske forfatter Upton Sinclair, der som så mange progressive og socialister afskyede kommunisterne:

»De (borgerlige) opfatter dét at kalde dem kommunister som en billig og nem måde at miskreditere alle fortalere for økonomiske reformer. Det sparer dem for at bruge argumenter«.

Det udefinerede københavneri, smagsdommere og så videre er slemt nok, værre er det med de største nøglebegreber: dem og os .

Som teenager og ung kvinde følte jeg mig både hjemløs og spærret inde under den kolde krig, retorikken var frastødende og kvælende, og den primitive propaganda forhindrede mig i at finde ud af, hvem de og vi var. I 1947 var jeg endnu for ung til at læse Information, hvor Erik Seidenfaden skrev i en leder 15. marts:

»Billedet beherskes i voksende Grad af de totalitære Sovjetters og den uhæmmede amerikanske Kapitalismes enten-eller. Men Udviklingen bør ogsaa minde om, at der findes en anden Mulighed, at Europa dog endnu aander i Ruinerne og kan vinde Styrke til at anvise en Middelvej, som maa være baade Menneskers Velfærd og Freden en bedre Tjener«.

Jeg stod dog de næste godt fyrre år igennem uden den trøst, der kunne have ligget i en europæisk middelvej. Men jeg blev slidt af de endeløse krav om loyalitetserklæringer, som jeg hverken kunne eller ville give.

Murens fald i 1989 var befriende, nu endelig kunne dette vi blive defineret ud fra værdier og ikke i forhold til en modstander.

Det var et naivt håb og egentlig også på en skæv måde historieløst. For min historielæsning havde jo vist, hvordan de tunge medier ikke skelnede mellem kommunister, socialister, socialdemokrater og anarkister under Den Spanske Borgerkrig eller før da, under massakren i Wien vinteren 1934. Og såmænd da også under de tilbagevendende angreb på '68'erne' fra midten af 1980'erne og til i dag.

Det er dumt vedblivende at definere sig i forhold til andre - for da er resultatet jo givet på forhånd: Vi er de bedste! Men det er også kortsynet med alt dette givne i en tid med så voldsomme forandringer som vores - hvorfor er det f.eks. kun på arbejdsmarkedet, borgerne skal være omstillingsparate?

Efter 11. september - og efter mere end ti års tornerosesøvn - er jeg blevet bange for terrorlovgivningen, der både i Europa og USA ser ud til at ville begrænse vores borgerlige rettigheder og føre til selvcensur, overvågning og sindelagskontrol.

Joseph McCarthy er et af det 20. århundredes skræmmebilleder. Der er langt større og værre som Franco, Hitler, Mussolini og Stalin, men McCarthy har den tvivlsomme fordel som skræmmebillede, at han er så overkommelig, hans politiske karriere så ordinær.

Han var lidet attraktiv af udseende, men han kunne holde taler og kom langt med karaktermord på politiske modstandere. Og så havde han alligevel næppe haft en chance uden Den Store Historie - med den russiske revolution og krakket i Wall Street i 1929 fulgt op af Roosevelts New Deal, Anden Verdenskrig og Churchills jerntæppe ned gennem Europa.

I den lokale historie havde McCarthy næppe haft den store chance uden The Hollywood Ten.

Allerede i 1942 var HUAC (House Un-American Committee, Kongressens organ til afholdelse af høringer) ude efter Hollywood, nemlig de filmfolk, der gennem European Film Fund støttede flygtninge fra Europa. 14 dage før angrebet i december 1941 på Pearl Harbor blev bl.a. Marlene Dietrich anklaget for at være krigsopvigler og overilet (premature) antifascist. At Dietrich, Erich Maria Remarque, Billy Wilder, Fritz Lang, Thomas Mann og så videre vidste, hvad nazisme og fascisme var - Wilder mistede flere familiemedlemmer i Auschwitz - betød intet for HUAC.

HUAC's udenrigspolitiske inkompetence druknede i krigsnyhederne, men komiteen fik sit comeback i efteråret 1947 og indkaldte 19 vidner, især instruktører og forfattere af filmmanuskripter. Af de 19 valgte otte at vidne for komiteen, én - Bert Brecht - tog tilbage til Tyskland, mens de ti tilbageværende blev klassificeret som uvenlige vidner, de senere Hollywood Ten.

Høringerne var en blanding af farce og tragedie. Mange fik ikke lov til at besvare spørgsmål og deres i forvejen nedskrevne udtalelser blev senere trykt forskellige steder. Langt de fleste indvikledes i et juridisk flueknepperi, så begge parter - anklagere og anklagede - fik snakket uden om, hvad høringerne faktisk handlede om: personlig frihed og retten til at organisere sig (Hollywood havde oplevet arbejdskampe blandt scenearbejdere, manuskriptforfattere og så videre før Anden Verdenskrig). De ti blev idømt fra et halvt til et helt års fængsel samt en bøde på 1.000 dollars - ikke for en mere eller mindre defineret politisk holdning, men for foragt for Kongressen.

En af forhørslederne, J. Parnell Thomas, fik kort efter en dom på tre år for bedrageri (regeringsmidler), og et tidligere medlem af Kongressen, kommunistjægeren Andrew May, fik også en dom på tre år for et lignende forhold. Ironisk nok kom Thomas til at afsone sin dom sammen med to af Hollywoods Ti, mens May afsonede sammen med én. Ironien blir næsten surrealistisk, da ingen af Hollywoods Ti blev prøveløsladt, men sad deres tid ud for foragt for Kongressen - i modsætning til de to økonomiske bedragere, der sad inde mindre end et år.

Behøver jeg at tilføje, at en vis Mr. Nixon var medlem af komiteen? Og at en vis Mr. Reagan, formand for Screen Actors Guild, var et absolut venligt vidne?

Allerede under 1947-høringerne oplevede man dét, der var karakteristisk for de senere McCarthy-år, nemlig at der ikke blev skelnet. Nogle analyser lægger vægt på antikommunismen, andre på antisemitismen under høringerne.

Hvad folk var og mente, var ét fedt for HUAC, der ydmygede repræsentanter for åndsliv og underholdning og hadede dem nok til at negligere enhver form for anstændighed: Eliten skulle intimideres, miskrediteres, dæmoniseres. Alene en persons oprindelige russiske eller tyske efternavn var mistænkeligt! Danny Kaye hed oprindeligt David Daniel Kaminsky, Edward Robinson hed Emmanuel Goldberg, Melvyn Douglas Melvyn Hesselberg og så videre.

Men Hollywood stod bi. De store talenter i Hollywood.
I december overtalte instruktøren John Huston den gådefulde millionær og filminstruktør antikommunisten Howard Hawks til at udlåne sit fly.

Under det allerede etablerede slagord Hollywood Fights Back tog Bacall og Bogart, Henry Fonda, Katharine Hepburn og andre til Washington med moralsk støtte. I sin bog 'Drømmefilm' skriver Chr. Braad Thomsen i kapitlet om William Wylers film 'De bedste år', som medvirkede til at sætte høringerne i gang:

»William Wyler (født i Alsace-Lorraine) og mange andre instruktører og skuespillere betragtede HUAC-processerne som en skændsel for det amerikanske demokrati. Det var ikke dette samfund, de havde sat livet på spil for. For dem havde kampen mod nazismen været en kamp for demokratiet, som nu var sat ud af kraft og erstattet med sindelagskontrol«.

Sagen mod Hollywoods Ti gødede jordbunden for den langt mere omfattende heksejagt under senator Joseph McCarthy fra Wisconsin. Hadet til Hollywoods elite og jøderne udvidedes under hans regime til at omfatte minoriteter og en hvilken som helst elite, selv gamle Albert Einstein blev overvåget!

Alt blev kaldt 'kommunisme', fra fagforeninger over uafhængige intellektuelle til resterne af præsident Roosevelts New Deal, det politisk- sociale svar på den depression, der kom i kølvandet på Wall Street-krakket i 1929. Paranoiaen, sindelagskontrollen og selvcensuren gik som en steppebrand over the land of the free, og tabet af talent og kompetence blev mærkbart, da adskillige valgte eksilet.

McCarthy gik slutteligt i selvsving og angreb CIA, som han ville udrense for »bøsser og rigmænd« i 1953. Han blev fældet året efter og døde som alkoholiker i 1957. Men mccarthyismen døde ikke med ham, den intellektuelle kultur stagnerede, det amerikanske frihedsbegreb var skændet, den sort-hvide omverdensforståelse slået fast:

Da Muren faldt, sagde radiopropagandisten George Urban fra Radio Free Europe, at en ven var en ven, mens en god fjende var et kald.

Allerede i 1948 sagde et af mine ungpigeidoler, den kønne, kompetente skuespiller Gregory Peck:

»Der er mere end én måde at miste sin frihed på. Den kan blive flået ud af ens hænder af en tyran - men den kan også glide bort, dag efter dag, mens man har for travlt til at bemærke det eller er for forvirret eller for bange«.
Gregory Pecks bekymring udtrykkes i en hverdagslig ramme, tyrannen fra Wisconsin var endnu ikke trådt i karakter. Det var han sent i 1952, hvor Mary McCarthy skrev til sin veninde Hannah Arendt:

»Dette nye Højres store anstrengelse går ud på at blive accepteret som normalt ...«. Mary McCarthy, forfatter, 1952 På det tidspunkt er hysteriet og frygten på sit højeste, og for anstændige mennesker er ekstremismen en vederstyggelighed. Men når fokus på ekstremismen blir for stor, forhindres man i at se, hvor usselt det normale kan være, de indre målestokke går simpelthen i opløsning.

Der kan også opstå en politisk overophedning i en periode som mccarthyismen, der senere kan ligge tilbage som en rest i sindet, en skjult utålsomhed, en slags djævelskab. I sine reportageartikler fra republikanernes konvent i 1964, hvor den højreorienterede Barry Goldwater blev nomineret som præsidentkandidat, fortæller Norman Mailer bl.a. om sin sindssyge trang til at stemme på Goldwater. Selvfølgelig holder han igen trods følelsen af, at sjælen visner under Lyndon Johnsons trygge præsidentperiode.

I dansk politisk kultur taler man nødigt om konsensussamfundets omkostninger - som f.eks. den lille sjælelige visnen, der opstår, når kompromisernes antal efterhånden blir ubærligt. Der er en tendens til at bagatellisere både indre glimt af galskab og nedsmeltningen af de indre målestokkke, det går sgu nok, det skal jo gå!

Så på overfladen virker danskerne midtsøgende og konfliktsky, men trods mediernes jammer over frygt og usikkerhed (globalisering, indvandrere og så videre), findes der alligevel i indvoldene en trang til at spille hasard med det uforudsigelige, det uprøvede.

Naturligvis må man medregne politisk uvidenhed og - værre endnu - politisk uskyld i hasardspillet. Men uanset hvad blev resultatet i november sidste år et nej til det velkendte, det trygge konsensussamfund.

Allerede statsministerens nytårstale - om ikke offentliggørelsen af regeringsgrundlaget - kunne overtyde befolkningen om, at det nok var tid til forandring, men måske ikke lige de forandringer, mange vælgere havde forestillet sig.

Set i de historiske perspektiver, jeg har strejfet her, kan mere end ét allerede samles på klareste vis i Prædikerens Bog:

»Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op«.

Allerede præsident Bush jr. s første udtalelser efter 11. september angav retningen for den ny-gamle politik. Selvom det uovervejede eller rygmarvsbetingede ord korstog straks søgtes gemt under en sofapude, stod det tilbage i erindringen, ikke mindst hos dem der husker tidligere korstog. Så det er ikke Prædikerens Gud, der leder det svundne op nu, det er historisk erindring.

Selvom vinden har lagt sig og klatreroserne kan hvile for en stund, selvom nøkkeroserne i min dam står åbne og stille mellem de store runde blade og andemaden, selvom der er godt i og omkring mit hjem, er jeg oprevet over tidsordet alleredes energier.

Jeg er også vemodig over historiens gentagelser og vred over, at jeg skal til det igen. Alene sådan en svinestreg som Dansk Folkepartis forsøg på intimidering og sindelagskontrol af Danmarks Radios nyhedsjournalister kan gøre mig så uendelig træt.

Danskerne har ikke brug for den stagnation, der flyder i kølvandet på hadefuldhed, sindelagskontrol og selvcensur! Der er brug for det modsatte, hvis vores bette land skal klare sig i en stadig mere brutaliseret global økonomi! Og der er brug for modet til at definere vores værdier uden brug af fjendebilleder, og vel at mærke værdier, som ikke kun handler om nationalismens velsignelser.

Men måske blir vi aldrig klogere, måske skal vi altid gentage det, der allerede er sket i det 20. århundrede, vores frygtindgydende læremester.

Én ting er dog bedre end under mccarthyismen: Under den triumferende nykonservatisme har vi lært at nyde, at lade os vederkvæge af det nære uden at miste det større perspektiv. Vi spiser, drikker, synger og snakker sammen på en anden måde end for 50 år siden.

Ved vores lokale sankthansbål afgjorde vi forskellen mellem 'Midsommervisen' og en sang som Thøger Larsens 'Du danske sommer, jeg elsker dig': Den første er nationalistisk, den anden sanselig og båret af livsmod og kærlighed til omskifteligheden. Foreløbig har vi haft sådan en Larsensk sommer (i det mindste i Nordvestjylland) og indset, hvor krævende og stimulerende den er.

Propperne springer under tordenvejret, katten kommer pjaskvåd hjem, blødende af sår og sulten, rosenbladene hvirvler rundt som sne, og så med ét - det mildeste solskin. Nætterne er allerede ved at blive længere. Eller dagene kortere?