Det bliver sværere og sværere at komme ud på landet. Landbrug, skovbrug og grønne organisationer opfordrer til åbenhed - men kommuner, godsejere, nyrige og regeringen arbejder imod gæstfriheden, skriver præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening. »Kære gæst,jeg byder dig hjerteligt velkommen«, skriver Egeskovs greve på hjemmesiden for Fyns største turistattraktion. Egeskov er en eventyrlig oplevelse - i hvert fald for de titusinder der betaler entre til park, museer, labyrinter - og et af Europas flotteste slotte. Der er andre der har svært ved at finde den hjertelighed for tiden ... Den forsvandt nemlig en smuk forårsdag. En lokal beboer ville - som han gjorde hver dag - cykle en lille aftentur. Han drejede op imod slottet. Så opdagede han det. Godset havde kørt frontlæsseren i stilling den dag - og arbejdet var fuldført før solen forsvandt bag de midtfynske bakker. Da var det ikke længere muligt at gå og cykle ad den lille markvej op til skoven. Det havde naboen og hans forældre - og hans bedstefar ellers gjort i generationer. Én af de fordele der er ved at bo på landet, er nærheden til naturen. Den glæde forsvandt den aften. Det er svært for den lokale befolkning der i ni generationer har haft et godt forhold til slægten Ahlefeldt-Laurvig-Bille, at finde en egentlig forklaring. Faktisk er de chokerede over at ikke blot én, men fem markveje er fjernet fra landkortet. Vil de en tur i skoven, er afstanden ikke længere få hundrede meter, men 5-6 km. Livet på landet er blevet besværliggjort for beboerne i Kværndrup, Rudme, Herringe, Volstrup og ved Egeskov. Godsejeren selv var blevet træt, ja, af hvad? Han har givet svar som vinden har blæst over markerne. Først var det på grund af affaldsaflæsning i skoven, så var det fordi der rendte for mange rundt derude. Så skyldes det at Egeskovs landbrug ikke kunne leve med de irriterende markveje. Det er værd at bemærke at det areal de bortpløjede markveje udgør, svarer til én promille af Egeskovs landbrug! Der er god grund til at undre sig over at greven på Egeskov fjerner markvejene netop nu. Aldrig har forholdet mellem landbrug, skovbrug og grønne organisationer været så åbent og godt som i denne tid. Greven har kunnet følge den gode stemning gennem sine fagblade. Den tidligere regering modtog i oktober sidste år det såkaldte Adgangsudvalgs rapport. I den kan alle læse at landbrug, skovbrug, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, idrættens organisationer, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og en række ministerier i enighed peger på at reglerne om adgang til naturen bør forbedres og gøres enklere og lettere. Der er stor enighed om at mark- og skovveje og gamle stier i det åbne land ikke længere skal kunne fjernes i samme tempo som det er sket gennem de sidste mange år. Undersøgelser fra Vejle Amt dokumenterer at halvdelen af markvejene og stierne er pløjet op gennem 50 år. Derfor er det vigtigt at bevare dem der er tilbage og som har rekreativ eller kulturhistorisk interesse. Adgangsudvalget peger på en sikring. Hvis en grundejer ønsker at fjerne sin vej, skal han anmelde det til amtet. Amtet skal så i løbet af fire uger reagere hvis det mener at vejen eller stien er en del af et gennemgående vejsystem, fører til naturområder hvor der er offentlig adgang eller til særlige udsigtspunkter eller kulturmiljøer. Var dette forslag, som alle parter var enige om, blevet til virkelighed, kunne Egeskovs greve aldrig få lov til at pløje sine veje op sådan som det nu er sket. Bogense Kommunes borgmester ville også have fået en begmand, hvis landbrug, skovbrug, grønne organisationer og hans egen organisation - Kommunernes Landsforening - havde fået deres forslag igennem. Hans kommunalbestyrelse besluttede at fjerne en 800 år gammel kirkesti og hovvej blot fordi én grundejer og én lejer ville have vejen væk. Lejeren var utilfreds med at det ikke var en totalt ugenert have han fik med i lejen, og ejeren mente der blev kørt ræs på grusvejen. Det kunne henholdsvis en hæk og en bom have forhindret. I stedet valgte kommunen at fjerne vejen, som også efter Adgangsudvalgets holdning ville være bevaringsværdig, alene på grund af sin alder og spændende historie. 58 beboere, Naturfredningsforeningens lokalafdeling, denne Kroniks forfatter, Danmarks Jægerforbund og Friluftsrådet protesterede - forgæves. Adgangsudvalget har ikke kun set på en bedre adgang til naturen, men også på den skiltning der skæmmer mange områder - og som skal holde danskerne ulovligt væk fra mark- og skovveje. I dag er det tilladt at færdes til fods, på cykel eller i kørestol på veje og stier i det åbne land. Men overalt i landet skiltes der ulovligt og skræmmende, så et enigt Adgangsudvalg mener det er nødvendigt med en kampagne der skal fortælle grundejerne hvad de må - og ikke må. Den kampagne kunne passende lanceres på den smukke Gavnø. Den sydsjællandske ø, der idyllisk ligger ved Karrebæk Fjord syd for Næstved, er nu lukket land. Det har én mand bestemt. Baron Otto Reedtz-Thott. Han vil have øen for sig selv. Hvis det ikke lige var fordi han dog samtidig gerne vil have entre af gæsterne til slotsparken, kunne han lige så godt sætte den gamle vindebro op - og hæve den. For naturglade danskere er for ham blevet nutidens hovedfjende. Nu nøjes han med - ulovligt - at plastre øen til med skilte der bedyrer 'Adgang forbudt'. Det må du ikke, siger amtet. Reedtz-Thott svarer, at det er af hensyn til naturen, men det ligger ikke i en barons jobbeskrivelse at gøre sig til dommer over naturen. Det må han overlade til andre, der altså ikke vurderer at naturen er så enestående at ingen andre skal kunne nyde den på Gavnøs 580 hektarer. Baronen har for øvrigt 2.000 hektarer at boltre sig på, så mon ikke det er almindelig ejerfornemmelse der får ham til at spærre Gavnø af med skilte forsynet med den uvenlige tekst som Landboforeningerne kalder »hjemmelavede skræmmeskilte« og som Dansk Skovforening opfordrer sine medlemmer til at fjerne? Adgangsudvalget foreslår også mere enkle regler. I dag må du cykle ad anlagte veje og befæstede stier. Hvad betyder det? Hvordan kan man se en befæstning på en sti? Det ved en naturglad dansker ikke. I stedet foreslår et enigt udvalg kort og godt: »For fremtiden er cykling og færdsel til fods tilladt på alle veje og stier i land og skov, som er egnet til det«. Der blev brugt mange timer på arbejdet i Adgangsudvalget. Her sad jo repræsentanter for dem, der ejer hovedparten af Danmark (landbrug og skovbrug) sammen med de mange der ikke ejer det åbne land. Når to procent af danskerne ejer 75 procent af Danmark, må begrebet 'privat ejendomsret' nødvendigvis bøjes. Ikke opløses som spaghetti i regnvejr, men tolkes så der ikke udbryder revolution i lille Danmark. Det er det også blevet gennem tiderne. Danmarks Naturfredningsforening har i ni årtier presset på, så der i dag er fri adgang til kyst og anden natur - også til de mange prægtige privatejede områder. Vi må ikke være overalt, men dog mange steder. Det betyder fordele for de mange - ulemper for de få - og samtidig beskyttes naturen mod at blive overrendt. Adgangsudvalget var altså i høj grad et udvalg med mange interessemodsætninger. Så meget mere var resultatet - en enig indstilling på mange punkter - meget overraskende. Væk med ulovlige skilte, mere enkle regler og en øget adgang til naturen var det fælles budskab fra landbrug, skovbrug og naturorganisationer. Sikke en enighed. Regeringen har desværre ikke formået at udnytte situationen og dermed sikre bedre adgang, forståelige regler og farvel til titusinder af ulovlige skilte. Hvordan en af Folketingets mest indflydelsesrige natur- og miljøpolitikere kan få sig selv til at skrive at »Svend Auken forhindrede byfolk adgang til skove og strande«, er mig uforståeligt. Eyvind Vesselbo, miljøpolitisk ordfører for Venstre og formand for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, burde vide, at det faktisk var den tidligere regering der fik Adgangsudvalget nedsat - og dermed også skabt grundlaget for den enighed som fremgår af udvalgets rapport. Det er derfor den nuværende regering nu skal gribe fat i enigheden. Desværre er der intet der tyder på at det sker. Miljøminister Hans Christian Schmidt har kommenteret Adgangsudvalgets rapport med ordene: »Det er ikke en rose der har blomstret i min have« - og man kunne næsten høre suset fra rapportens flugt mod skraldespanden efterfølgende. Gang på gang har Schmidt sagt at når kun tre procent af danskerne er decideret utilfredse med adgangen til landbrugslandskabet, så er der ikke behov for politisk initiativ. Tallene, som ministeren citerer, stammer fra en Gallupundersøgelse som Naturrådet gennemførte i 1999. Den drejede sig udelukkende om landbrugslandskabet. Det er ikke et præcist spørgsmål der svares på i undersøgelsen. Mange har givetvis opfattet spørgsmålet som var det muligheden for at køre ud i landskabet der blev spurgt til. Mere kvalificerede undersøgelser fra Forskningscenteret for Skov og Landskab fortæller om danskernes vurdering af de gældende adgangsregler til naturen. 65 procent er meget tilfredse eller tilfredse. Hver fjerde ønsker bedre muligheder for at kunne gå eller cykle rundture i naturen, og hver femte ville gerne kunne vandre langs vandløb, hvad naturbeskyttelsesloven i dag ikke giver mulighed for. Tilfredsheden kan blandt andet skyldes at mange faktisk i dag overtræder lovens regler. Fire ud af ti skovgæster går uden for skovvejen. Det er ulovligt, men mange skovejere accepterer det - og netop af samme grund var der i Adgangsudvalget enighed om at acceptere færdsel uden for skovvejen, men dog i umiddelbar nærhed af den. Der er derfor al mulig grund til at arbejde for en øget adgang. Dels fordi der faktisk er et udtrykt behov, dels fordi der er enighed om at loven bør tilrettes den virkelige situation. Regeringen er i en position hvor ejere og benyttere af naturen er på talefod - og enige om forbedringer. Og hvilken regering har mistet stemmer på at give sin befolkning øget adgang til naturen? Det har ingen regering. Naturen er nemlig en sællert - og en succes. 75 millioner besøg om året. Dér kan Det Kongelige Teater, tv, biblioteker og biografer ikke følge med. 96 procent af os er i naturen mindst én gang årligt. Skoven topper. Ni ud af ti besøger skoven. Typisk ti gange om året. Vores bedste oplevelser - topti - på skovturen er: stilhed, et rådyr, en sø, et vandløb, et egern, anemoner, blå anemoner, en fasan, en hare, en sortspætte. At være i naturen er at lade sanserne arbejde i højt gear. Dufte, løbe, balancere, lytte og nyde Regeringen har netop offentliggjort sin strategi for bæredygtig udvikling. Statsministeren skriver i forordet: »Vi skal sikre en høj biologisk mangfoldighed og beskytte økosystemer«. Selvfølgelig indgår naturen i den danske bibel om bæredygtighed, som Anders Fogh Rasmussen stolt vil præsentere på miljøtopmødet i Sydafrika i næste måned. Skal strategien blive til succesfuld dansk virkelighed, skal vi alle være med. Ét er fine ord, noget andet hvordan vi alle i Danmark lærer at holde af naturen og de planter og dyr der befolker den - grimme som smukke, nyttige som giftige, skarver som musvitter. Peder Agger, formand for Naturrådet, som regeringen har nedlagt, har ofte nævnt denne lille sentens: »Vi beskytter kun det vi elsker, vi elsker kun det vi kender, vi kender kun det vi har mødt«. Det er vigtigt at møde naturen. Det er vigtigt at kunne færdes mange steder. Derfor har regeringen som en af sine indikatorer for bæredygtig udvikling da også medtaget »besøgstal i skove«. Kommer mange flere i vores skove, mener regeringen det i sig selv er et skridt i bæredygtig retning. Jeg er enig - men det gælder ikke kun skoven, men naturen og landskaberne overalt. Derfor er det også skridt i bæredygtig retning at skabe bedre adgang til naturen. At fjerne uvenlige skilte. At lave enkle regler vi kan forstå. Regeringen ønsker også at omlægge en del af milliardtilskuddet til dansk landbrug så en større del går til støtte til naturnær drift og udvikling af landdistrikterne. Alle er enige om at kan der skabes mere liv på landet, er det godt. Mange danskere går med en drøm om at flytte på landet. Set i den sammenhæng er adgang til natur og landskaber også væsentligt. Er børnefamilien i landsbyen tvunget til at gå tur i asfaltkanten langs landevejen, er en del af herlighedsværdien blevet væk i støj og udstødningsgasser. Derfor skal der være ordentlige netværk af markveje og stier i landskabet fremover. Af samme grund er mange af Naturfredningsforeningens 217 lokale afdelinger optaget af spørgsmålet. I adskillige kommuner er græsrødder i gang med at registrere markveje og stier - og ønsker at være i dialog med kommunen så de sikres for eftertiden. Ved at gøre problemet synligt kan der forhåbentlig findes en løsning. Vejen frem er ikke grever der pløjer veje væk. Baroner der optræder uvenligt. Indviklede regler. Sure grundejere. 'Fælles ansvar' er et mantra i regeringens plan for bæredygtig udvikling. Det indebærer også den politiske forpligtelse til at følge op på landbrugets, skovbrugets og de grønne organisationers enighed om bedre adgang til den danske natur.