Forskerne elsker den sprænglærde litterære rebus. Men er det detektivarbejdet, der gør eksempelvis Karen Blixen så elsket? Ikke nødvendigvis, skriver filosoffen Henrik Bandak. Her i polemik med et par begejstrede Blixendetektiver. Der synes at være det fælles særkende for Ulrik Høy og Karen Blixen, at enten er folk begejstrede for dem, eller også står de helt af - hvilket ikke er nogen dårlig egenskab ved en skribent. Denne unormale fordeling går på tværs af såvel køn som socialgrupper af enhver art. Så Ligestillingsrådet kan ikke klage - så meget mere som Karen Blixen herefter vil være vor hovedperson. For nylig læste jeg Robert Langbaums klassiker fra 1964 'Mulm, stråler og latter' og forstod efter nogen undren udmærket, hvorfor den ofte kun optræder pligtskyldigt i senere værkers litteraturfortegnelser - for den er i særklasse og får vist det meste med. Men på den anden side må hver generation have lov til at begynde forfra og formulere tingene i sit eget sprog. En virkelig interessant nyudgivelse er Ole Togebys og Ivan Sørensens 'Omvejene til Pisa', der nytolker den første af Blixens fantastiske fortællinger i lys af megen kunsthistorisk og klassisk lærdom - i skarp polemik med den længst hedengangne professor Hans Brix, der pådrog sig baronessens udførlige tilrettevisning af hans mistolkning af fortællingen; hvilket nu ikke hindrede ham i at fremture med sit. Som forfatterne skriver, er denne gamle polemik - der er genoptrykt i bogen - værd at fremdrage, for den illustrerer det store spørgsmål, som vi her skal tage op: Gives der objektive kriterier for litteraturtolkning? Selv mener de ja og forsvarer med omhu deres egen tolkning af historien, som langt hen også var Langbaums - og rimeligvis også Blixens. Når de alligevel selv kalder det en nytolkning, er det, fordi de overbevisende argumenterer for, at fortællingen 'Vejene omkring Pisa' har en række vigtige oversete litterære og kunsthistoriske allusioner - herunder ikke mindst til Koranens udgave af Biblens fortælling om Josef og Potifars hustru. I denne version kan den uskyldigt anklagede Josef bevise, at han er duen og ikke høgen, idet hans sønderrevne kjortel tydeligvis må være blevet flået af ham bagfra, da han flygtede, som vi mænd jo af og til har det med at gøre i sandhedens time. Og i bogen om den afrikanske farm henviser Blixen angiveligt selv til Koranversionens fortrin - vel at mærke før det blev moderne at være politisk korrekt. Hvad har nu alt dette med fortællingen fra Pisa at gøre? Nuvel, historien handler om, hvorledes en impotent rigmand betaler en kendt forfører for at voldtage og besvangre hans unge viv - denne forsøger nemlig at få paven til at ophæve deres ægtepagt, under henvisning til at den er ufuldbyrdet, så hun kan gifte sig med sin fætter, som hun elsker. Takket være en ombytningsintrige undgår hun heldigvis den af manden hende tiltænkte skæbne og får således alligevel sin frihed og sin elskede - hvorefter rigmanden beskylder den lejede forfører for at have snydt ham mod bestikkelse fra konens side. Dette udløser en duel - der dog kommes i forkøbet af intrigens afsløring, som nemlig bevirker et hjerteslag hos den 'bedragne' gamle herre. Den ulykkelige vivs medsammensvorne stand-in i sengen er uforklarligt nok ikke blevet gravid i hendes sted; og hun optræder nu forklædt som mand i rollen som sekundant i den aftalte duel mellem ægtemanden og ham, der voldtog hende i den tro, at hun var den riges hustru. Hun indvilliger nemlig i at være sekundant, idet hun over for voldtægtsmanden disker op med følgende anekdote: At da Potifars lystne hustru på sine gamle dage henvendte sig til den nu magtfulde og ophøjede Josef for at hjælpe sin søn på karrierens vej, svarede Josef omsvøbsfuldt, at han denne gang ville vise sig mere villig til at imødekomme hendes ønsker end tilforn. I Blixens historie er det imidlertid det nu som mand forklædte voldtægtsoffer, der har måttet spille Josefs utaknemmelige rolle, mens den kyniske kvindebedårer skal forstås a la Potifars initiativrige hustru. Koranen fortæller, at Josef på sine gamle dage ægtede Potifars enke; og den unge kvinde siger altså, at hun ganske som denne Josef ønsker forsoning og tilgiver sin ubeherskede modpart - og derfor hjertens gerne vil bistå som sekundant i hans duel mod den rige bagmand. Den virkelige adressat for hentydningen til Koranens Josefhistorie er imidlertid læseren: For da Koranens Josef bevisligt var blevet 'angrebet' bagfra, forstår den forhåbentlig sprænglærde læser nu, at det må være af en lignende grund, at den unge kvinde ikke af sig selv har kunnet genkende og udpege sin voldtægtsmand: For hun så jo aldrig hans ansigt. Værsgo og skyl! Et andet element af nytolkning har som udgangspunkt, at da den lejede forfører omsider genkender kvinden ved intrigens opløsning, citerer han bevæget Dantes ord i 'Den guddommelige komedie' til Beatrice, som han i sin tid havde svigtet. Forskerne ved nemlig fra en tidligere bog af Dante, at han forelskede sig i Beatrice, allerede da denne var 12 år gammel - og i Blixens historie fortæller den unge kvinde, at hun ligeledes som ganske ung pige så den i Pisa berømte forfører første gang. Altså kan højlærde læsere slutte, at forføreren uden at vide det mod betaling har voldtaget sin eneste ene og hemmeligt på afstand elskede - og ved således at forgribe sig på det helligste har han forspildt sit liv for al fremtid; også selv om hans 'Beatrice' faktisk har tilgivet ham, nu hun kender sagens rette sammenhæng. De to litteraturforskere har måske ret, og deres bog er uhyre gennemarbejdet og sindrig. Men uagtet Blixens uomtvistelige genialitet viser de mod deres vilje tillige, hvorfor Blixen ligesom Kierkegaard også har sine mere betingede fans: For et eller andet sted har disse jo ret i, at en hyperbegavet litterær rebus ikke altid automatisk tillige er læseværdig litteratur. Forskerne mener åbenbart det modsatte, idet de udtrykkeligt ser et kunstnerisk og kompositorisk højdepunkt i selve det forhold, at de centrale begivenheder i Blixens historier ofte kun står mellem linjerne og må rekonstrueres ved et formeligt detektivarbejde. Ved en rebus gælder det om at knække den gåde: hvad rebusens konstruktør mon har tænkt: Har hun tænkt, at forføreren forelskede sig i et kønt barn og gemte dets billede i sit hjerte? Åbenbart - men det giver jo mildest talt ingen indlevelse eller forståelse af, hvordan sligt kan gå til. Det er jo ikke fremstillet i nogen 'realistisk' litterær illusion, men står som et postulat. Blixens uhyre menneskekundskab og intelligens kan ingen beklikke - men det hjælper jo ikke læseren, og her kan baronessens mere forbeholdne elskere altså godt have en pointe. Og det er nok også derfor, at folk med kyshånd læser gode bøger om Blixen og Kierkegaard, men noget sjældnere af dem. Det samme gælder jo Einstein og Bohr; men her skulle kunstens sanselige dimension og almenmenneskelighed jo netop gøre en forskel - ganske som vi jo også kan nyde musik og maleri selv uden at vide et klap om det: Det er jo langt hen just det, der er kunsten ved Kunsten. At Blixen og Kierkegaard ganske vidste, hvad de gjorde i deres fravalg af 'realisme', er dokumenteret - men de to er undtagelser, der bekræfter reglen, og romanen lever derfor trods det stærkt overdrevne rygte om dens død i bedste velgående, uagtet alle hånde interessante eksperimenter. Sørensen og Togeby hævder, at Blixen gør os klogere på os selv just derved, at vi selv må udfylde hullerne i hendes historier. Men ved en rebus nytter det da netop ikke at mobilisere egne erfaringer og fantasier, hvorimod 'realistisk' litteratur omvendt bedst forstås ved identifikation. En Mars-beboer ville derfor ikke som vi andre kunne forstå en roman af Pontoppidan ved identifikation, men måtte løse opgaven som en rebus: Marsbeboeren måtte altså først udefra indhente al mulig viden om menneskenes natur, historie og kunst - altså netop det, som Blixenforskerne gør i deres tolkning af 'Vejene omkring Pisa'. Når de to forskere forsvarer deres disciplins objektivitet, handler det da netop om, at vi ganske som ved en rebus kan se, når vi har den rette løsning, for da passer alle puslespillets brikker - og der bliver ingen tilovers, ligesom de danner et meningsfuldt billede med genkendelige komponenter. Også ved mere realistisk litteratur skal handlingsgangens brikker imidlertid passe sammen, men der er det sjældent det helt store problem - det mere 'trivielle' problem med at holde sammen på alle navne og begivenheder er derimod uundgåeligt. Hvad der sker, er dog oftest ikke det store problem, men derimod nok, hvorfor det sker - og her er det, at vi må identificere os. For vi antager jo, at forfatteren har konstrueret personer med normale motiver, hvis ellers intet andet fremgår - og forfatteren ved, at vi forventer det. Derimod forventer vi normalt ikke, at forfatteren kræver lærd alvidenhed hos sine læsere - og denne forudsætning om en vis gennemskuelighed er en art stiltiende aftale. Kun hvor denne antagelse fører til problemer og logiske huller, tvinges vi til at antage anomalier. Men det skal atter være anomalier, der giver mening som tankeeksperimenter, symboler eller hvad nu. Hvis vi ikke udtrykkeligt får at vide, at onkel Børge ønsker sex med hunde, er der således ingen grund til at tro, at noget sådant har været forfatterens mening, blot fordi det fremgår, at onkel Børge klapper en hund. Denne forskel mellem 'realistisk' og rebusagtig tolkning ses lettest i litteratur, hvori begge slags elementer indgår. På den realistiske illusions plan tænker læseren: Hvad mon en person i denne situation og med disse replikker og reaktioner ønsker, føler og tænker? Men hvor en person siger ting med lærde implikationer langt over sit eget lærdomsstade, spørger vi i stedet: Hvad mon forfatteren har tænkt? Så ser vi efter ledemotiver og andre vink til læseren, som de stakkels personer slet ikke har overskud til - så meget mere som disse vink kan være fordelt på flere personer og således ikke kan tolkes realistisk på handlingens eget plan. I det meste finlitteratur findes begge de to slags elementer, men hos Blixen dominerer rebustrækkene ofte. Således ville kun en pervers læser, anklager eller dommer slutte, at Pisahistoriens lejede Don Juan må have forelsket sig i den unge kvinde allerede i dennes barndom, blot fordi han engang har set den lille pige i kirken. At forføreren selv med sit Dantecitat viser, at han vitterlig har forelsket sig i kvinden, indebærer jo ikke, at analogien til Beatrice så nødvendigvis må gælde indtil mindste detalje: Han kan jo rimeligvis være blevet betaget af hende under akten. Men at forfatteren Blixen bevidst vælger at invitere særlig lærde læsere til just nævnte 'perverse' udlægning - dét kan næppe være tilfældigt, så derfor godtager vi måske alligevel forskernes realistisk set vilde overfortolkning af de givne oplysninger. På tilsvarende vis er det lidet sandsynligt, at den unge kvinde virkelig skulle være bekendt med Koranens udgave af historien om Josef og Potifars hustru. Men det vides altså, at Blixen kendte og foretrak den - og den oplyser faktisk et dunkelt punkt i handlingsgangen: nemlig hvordan det kan være, at den unge kvinde og voldtægtsmanden ikke af sig selv kunne genkende hinandens ansigter. Her vælger de to forskere således en ret 'urealistisk' læsning netop for at bortforklare et endnu mere urealistisk moment i historien - hvilket faktisk netop bekræfter, at læsernes forventning om troværdighed og realisme dog har første prioritet! Både ved realistisk tolkning og ved rebustolkning er der således objektive kriterier: For i begge tilfælde må vi ikke give op, før vi har en udlægning, der på en gang er plausibel og logisk konsistent. Plausibel på den måde, at den lader sig forene med det virkelighedsbillede, som vi alle deler med forfatteren - eller også med den motivverden og det univers, som vi også på anden vis ved er forfatterens særlige. Endvidere skal tolkningen såvel som selve handlingsgangen være modsigelsesfri - således at eventuelle paradokser skal være af samme art som dem, vi kender fra menneskelivet: f.eks. omslag fra kærlighed til had, eller stor tilbageholdenhed som tegn på stærk attrå - træk som en Marsbeboer eller en computer næppe ville kunne forstå, selv hvis de forstod begrebet 'begær'. Brud på den realistiske illusion skal ligeledes give mening - enten ved at vi tænker os dem som processer i fortællerens eller romanpersonernes sind, eller ved at vi forstår dem som et tankeeksperiment fra forfatterens side. I deres bog citerer Togeby og Sørensen bifaldende Blixens ord, at det ikke er nogen dårlig egenskab ved en fortælling, at man kun forstår den halvt. Nuvel, men dette gælder nok især, hvis man er rebuselsker eller skal afsone en længere fængselsstraf. Heldigvis for dem selv har de to forskere måske ikke ubetinget ret, for i så fald måtte vi nemlig kritisere et af bogens helt store fortrin - nemlig at den gør udførligt rede for alle fortællingens historiske, kunsthistoriske og litterære forudsætninger lige fra de helt elementære til de mest subtile og ikke tidligere observerede. I denne bog er netop intet overladt til læseren, selv om man sandelig skal holde tungen lige i munden undervejs. Undertiden kan videnskabeligheden dog gøre, at der gås over åen efter vand: Således gives der en kringlet forklaring på, hvorfor i alverden den unge kvinde fortæller forføreren sin indforståede Potifaranekdote på et tidspunkt, hvor han tydeligvis endnu ikke har genkendt hende bag hendes mandlige forklædning. Jamen for pokker, anekdoten er vel netop den måde, hvorpå hun får manden til at vågne op og tænke: Hvad, skulle vi mon have mødt hinanden før?. Faktisk har denne ligetil og realistiske tolkning tilmed højlitterær dækning, om end denne gang ikke i Koranen: For Biblens Josef ophøjet til Faraos højre hånd afslører jo til sidst sin sande identitet for sine brødre ved netop sådanne forblommede hentydninger til deres fælles forhistorie. Jeg har her taget de to forskere på ordet, når de ser deres litterære case study som et fortræffeligt udgangspunkt for at belyse det mere filosofiske spørgsmål, om der gives objektive videnskabelige kriterier for litteraturtolkning. Og en tydelig fremhævelse af de to helt forskellige niveauer for tolkning har altså i den anledning forekommet mig at være oplysende - ikke mindst i forbindelse med det konkrete eksempel. Her til slut kan vi heldigvis berolige de to forskere med, at Pisahistorien stadig rummer en uløst gåde for rebuselskere. For i historiens stiliserede marionetunivers, hvor en impotent ægtemand må være 100 procent impotent, og hvor samleje altid er ensbetydende med graviditet, er det et mysterium, at den uheldige stand-in for rigmandens ulykkelige hustru ikke bliver gravid af sit rendezvous med den berygtede præmietyr. Skal det mon betyde, at hun bag sin drengeforklædning også allerinderst inde er 'en mand' - altså forstås som et forfattersignal om muligheden for forbilledlig 'lesbisk' frihed fra kødets og karmas lov? Taler den desillusionerede og medtagne Blixen her om den kvindelige friheds pris eller hvad? Ja, jeg spørger bare.