»Hvis der var nogen omkring os, som opførte sig lidt for østdansk, skammede vi os, og så gav vi dem nogle bank«, fortæller forfatteren Dorthe Nors om sin barndom på den forkerte side af den mentale horisontlinje. Når jeg som indfødt jyde bliver spurgt om, hvordan det er at komme fra provinsen, eller når jeg hører ordet provins blive rettet mod den geografi, der ligger uden for København, har jeg fået for vane at sende den gode Hans Frandsen en tanke. Hans Frandsen var en ung fyr fra middelklassen i Holbergs København. Han havde været en tur i Paris for at studere og var så hjemvendt, men under navnet Jean de France. Han skabte sig på gaden, skammede sin mor ud med menuetter og satte en ære i ikke at fatte en kæft af sin hjemby. »Vi parisere«, som han sagde om sig selv, når han flanerede rundt i Pisserenden med sit halvdårlige franske. Det komiske ved den gode Hans - alias Jean - var naturligvis, at han lagde alle kræfter i for at lægge afstand. Især til sig selv. På den måde kom han til at virke både desorienteret og debil. Men det var kun chikt, syntes han. På den måde minder han lidt om nogle af de jyder, der har været i København et stykke tid, og som hjemvendt til Jylland aldrig får aflagt sig de flade a'er og de rullende øjne. På den anden side kunne Hans Frandsen også godt minde om én af de københavnske tv-pædagoger, der i 1970'erne ankom med et kamera og en flok nøglebørn til Jylland og spurgte de lokale jydeunger ud om, »hvor æggene egentlig kommer ud henne på hønsene«. Den slags vidste rigtige nøglebørn nemlig ikke. Jeg er født i en forstad til Herning i 1970. Jeg har aldrig været nøglebarn og vidste altså godt det der med æggene. Siden flyttede min familie længere ud på landet, og derude brugte man da slet ikke at holde nøglebørn. Men der var Indre Mission, Venstrevælgerforeninger, tekstilfabrikanter, socialdemokrater og vadmelsgrundtvigianere i en køn blanding. Når vi havde været til kaffe, rejste folk sig nogle gange op og sang 'Altid frejdig når du går', selvom krigen for længst var slut. Det var da meget hyggeligt, og vi børn tænkte ikke over, at det var provinsielt. Vi kendte sådan set ikke engang ordet. Men så kom Danmarks Radio en dag og filmede det ugentlige andespil i vores forsamlingshus. Det var til et program om livet i noget, journalisten kaldte provinsen. Der sad så vores forældre, naboer, lærere og venner med kaffen og spillepladerne klar. Inde i fjernsynet! Og jeg ved ikke hvorfor, men pludselig kunne vi lugte den sødlige blanding af gris og Rexona, der hang over dem. Der var noget dyrskue over kameravinklerne, og vi kunne med linsens hjælp se, at de bare var en flok bonderøve til bingo. Der var blevet lagt en afstand ind, som vi ikke havde vidst eksisterede. Nu sad den i vores hjerner og kaldte sig provins. Det var i 1970'erne, Danmarks Radio havde monopol og kaldte 'Fjernsyn for dig' for 'Kikkassen'. I 'Kikkassen' lærte jyske børn, hvordan børnene i det virkelige liv - altså i København - fristede en tilværelse med deleforældre og nøgler om halsen. Den mest besnærende af disse lektioner var den om Mette, der selv skulle køre ud til sin mormor med S-toget, og så kom hun til at stå af på den forkerte station. Mette var nøglebarn, tit syg og næsten altid alene, men hun var - anæmisk eller ej - et forbillede, som vi nok kunne lære et og andet af. Og nu stod Mette altså der på en station i en meget stor by - større end vi kunne fatte - og havde hverken forældre eller røde blodlegemer nok. Vi var ikke i tvivl om, at det var misundelsesværdigt. Først og fremmest var hun jo i fjernsynet på de rigtige præmisser; som tilbedelsesværdigt pædagogisk eksempel. For det andet var hun geografisk desorienteret og forladt på en næsten delikat måde. Der var ingen skilsmissebørn på min skole. Vi blev heller aldrig væk fra nogen sådan rigtigt, og vi måtte heller ikke blive væk. Jeg ved ikke, om vi var sundere end Mette, men vi havde ry for at være det og kom derfor ikke i fjernsynet, medmindre vi kom til at stå ved siden af vores forældre, når de skulle udstilles. Eller medmindre børn fra Vesterbro skulle lære, hvordan dyrene havde det ude på landet. Det gik så småt op for os, at vi havde trukket det korteste strå ved at blive undfanget og født i Jylland. Vi var ikke smarte nok. Vi var bagefter med alting. Og vi kunne ikke lide at være anderledes. Hvis der var nogen omkring os, som opførte sig lidt for østdansk, skammede vi os, og så gav vi dem nogle bank. De skulle ikke komme der og blære sig. Vi var sgu gode nok! Men om aftenen, når der havde været 'Kikkassen', tiggede vi alligevel vores forældre om, om de ikke nok ville flytte til København? Ikke fordi vi hadede Jylland. Det var mere, fordi børnene ligesom var mere rigtige derovre. Men vores forældre ville ikke have os til København. »Kulturelitære narkomaner hele bundtet!«, råbte de. Og så pralede de et kvarters tid af de sande jyske værdier, hvoraf 'en spade er en spade' var den vigtigste. Skik følge eller land fly; vi gav os også til at prale. Det var vi nødt til. Vi hang jo så underligt på os selv og på naboen, der vidste, hvem vi var, og nok skulle følge os hjem, hvis vi troede, at vi skulle til at blive desorienterede som hende der Mette. Vi var debile, når det kom til anonymitet. Totalt debile, hvad angik manglende stedsans. Provinsielle var vi, og nu kunne vi oven i købet udtale ordet. På Hans Frandsens og Holbergs tid var provinsen så mørklagt, at man i København ikke beskæftigede sig med den, medmindre man havde et par slotte til at ligge ovre i den. Så blev stavnsbånd, levestandard og en hel del andet hævet, og vi fik lirket os lige nøjagtigt så meget over den mentale horisontlinje, at man med fordel fra Københavns side kunne måle sig med os. En måling, der minder om, når man sammenligner sig med folk, der er lidt tykkere end én selv. Det er sgu godt for selvtilliden. Og sådan gik årene, og det blev ad mange omveje 1970'erne. I 70'erne handlede det så pludselig om social og kulturel lighed i 'Kikkassen' og på Christiansborg. Det vil sige, vi skulle blive lige som de andre. Vi måtte ikke tale dialekt i skolen. Man måtte ikke kunne høre, hvor vi kom fra, for så kunne vi risikere at blive tabere , hvilket var pinligere end at være samspilsramt, som Mette var. Det handlede om noget så fint som integration. Der var en afstand, og afstanden skulle udlignes. Vi blev guidet fra centralt hold, og vi var mere end villige til at lade os guide, selvom der sad meget jydepral i kæften på os. Men vi skulle nok tilpasse os. Vi havde overhovedet ikke lyst til at være ligesom os selv. Vi havde absolut ingen trang til at være sådan nogle typer, der gik rundt ude i det fjerne og mindede folk i København om en fortid, de selv var undsluppet. Vi ville integreres, ville vi! Ikke mere hønserøvspegeri, ikke flere studier af de feudale til andespil i forsamlingshuset. Ud af det provinsielle, ind i det urbane! Eller som Hans Frandsen ville have sagt det: »Til Paris. Strax!«. Man må krybe, før man kan gå. Da jeg blev student, tog jeg til Århus. Det kan dårligt kaldes parisiske forhold, men Århus er dog en slags storby. Efter jyske forhold, altså. Her mødte jeg en ung mand, som var storby-effen til fingrene. Det var 'nede i Thisted, oppe i Tønder og henne i Aalborg' med ham hele tiden. Det var den desorientering, Kikkasse-Mette illustrerede så smukt, og som jeg forstod også ærke-århusianerne beherskede. Jeg var grøn af misundelse, så jeg sagde til ham, at det »fa'me var en lettelse endelig at være flyttet til en storby«. Og jeg sagde: »Var det ikke bare fedest at vokse op i Århus?«. Det var underkastende komplimenter, men de affødte et alvorligt blik, hvorefter han forklarede mig, at Århus skam ikke var en storby. Århus var slet ikke stor nok. Man rendte konstant ind i gamle bekendte, og det var umuligt at gå i fred og være anonym. Og så kom det tøvende, næsten skamfuldt, at han sådan set ikke rigtig var vokset op i Århus. At han sådan set faktisk var vokset op liiige lidt sydligere. I Balle, skulle det vise sig. Snarligst derefter afvandrede han til København. Han kunne ikke andet. Han skulle jo skræve over den provinsielle afgrund. Han skulle udligne forskellene. Men hver gang han forsøgte at udradere sig selv og blive mere smart, kunne han mærke, at identiteten var grundstødt på fastlandet. Der var noget jyde over ham, han ikke kunne slippe af med. I hvert fald ikke i Danmark. Og så måtte han prøve London, Rom, New York, Sydamerikas regnskove og den australske bush. Blandt aboriginere føler en bondesøn fra Balle sig altid dejligt assimileret. Det er ham, der har opfundet den moderne dannelsesrejse. Af nød. Det er ham, der har lagt navn til fænomenet 'førstegenerationsakademiker'. Det er ham, der slår over i københavnsk efter to øl. Og det er ham, der lusker duknakket ud ad Pisserenden klokken to om natten, fordi han på et værtshus forglemte sig og kom til at sige 'træls'. Det kostede en omgang. Satans osse, satans osse! I begyndelsen var vi børn og vidste ikke, at vi var anderledes. Vi mæskede os bare i verden og forsøgte at gøre os tilpasse i den. Så kom ordet, og ordet gjorde forskel. Så kom der et kamera og en tv-pædagog i flowerpowerbuks og spurgte os, hvor hønens røv sad på hønen. Vi pegede, og afstanden var en kendsgerning. Så brugte vi lang tid på at lære at prale. Vi fik mobbet de københavnske børn, vi kunne få fingrene i. Vi råbte op om, at den lorteafstand sgu faldt ud til vores fordel! Og alligevel brugte vi det meste af vores ungdom på at udrense provinsgenet i os, så vi kunne blive ligesom de rigtige børn i 'Kikkassen'. Men hvad er mest provinsielt? At være den, der ved, hvor æggene kommer fra? Eller at være den, der ikke længere vil vide af, at han godt ved, hvor de kommer fra? Siden jeg traf Hans Frandsen i en gammel komedie fra 1700-tallet (og i Århus omkring 1990 og i København mange gange siden), er jeg begyndt at finde det såkaldte københavneri mere og mere suspekt. Der er noget uhyggeligt provinsielt over det. Noget skræmmende bondsk, der måske oprindeligt kommer fra Jylland selv ... Engang var provins et område, der var under forvaltning. Et besat revir. Et spisekammer, der leverede æg til centraladministrationen. Så blev det en betegnelse for folk, der ikke var fulgt med udviklingen og sad fast i en fortid, som de merudviklede helst ville glemme. I dag taler nogen om, at provins er et spørgsmål om, hvem der har en højere uddannelse, og hvem der ikke har én. Jeg ved snart ikke. Hansemand havde jo fået sig en fin uddannelse. I Paris oven i købet. Og noget mere provinsielt end Hans skal man da lede længe efter. Måske er provins en tvedelt tilstand i hjernen? Den ene side ligner en jyde, der har travlt med at prale af vest, i samme bevægelse som han løber mod øst. Den anden side ligner en københavner, der blind og døv tripper rundt i Pisserenden såvel som i Møggrebningen. Den klassiske provinshjerne trives lige så godt på Rådhuspladsen som i Tarm. Den trives under en slags selvophøjet bitterhed. En grim følelse af at hænge på sig selv og aldrig rigtig kunne morfe igennem og blive en del af det andet. Den er gensidigt jaloux og holder sig selv gående på at fremhæve forskelle, som den elsker at hade. Den har ikke noget valg i egne øjne. Det har aldrig rigtig slået den, at det er ved at kende sig selv, man bliver i stand til at forstå, acceptere - måske endda elske - den anden. Den jyske Kikkasse-generation har dog gjort, hvad den kunne for at blive af med forskellene. Den er et mønstereksempel for andre, der skulle have lyst til at assimilere sig. Kikkasse-jydernes børn har for længst fået deres velfortjente nøgle om halsen. De kan, som Mette, snildt tage toget til den del af Danmark, hvor deres deleforældre bor. De taler en slags pseudorigsdansk uden anstødspunkter, og hvis de siger noget på dialekt, er det for at være kitschede. Deres egen kultur- og oprindelseshistorie kender de ikke meget til, men de har været Jorden rundt med deres forældre. Og så får de oven i købet lov til at vokse op i en overdimensioneret forstad til København kaldet Jylland. De oplever ikke sig selv som særligt provinsielle. Det kan skyldes, at de ikke er det - eller det kan skyldes, at 'Fjernsyn for dig' ikke forsøger at integrere dem, men i stedet har kastet sig over Habib og Fatima. Som jo så kan nære håb for sig selv, ikke sandt? De skal nok blive københavnere med tiden. Det er bare et spørgsmål om at hænge i, Habib! Det er bare et spørgsmål om at få installeret afstanden provins i din hjerne. Så går det næsten helt af sig selv.