Knud Sønderbys essays er fulde af lys, hav, solskin og dansk højsommer. Men forfatteren møder også natten og mørkets væsen, skriver kronikøren, der er forhenværende gymnasielærer. Knud Sønderby var blandt de første herhjemme, der gav moderniteten stemme. Ikke blot som en sindstilstand blandt de relativt få særligt følsomme, men som et alment eksistensvilkår, ikke mindst for storbyens unge. Det skete i romanerne 'Midt i en jazztid' og 'To mennesker mødes' fra henholdsvis 1931 og 1932. De - og det gælder først og fremmest 'Midt i en jazztid' - skildrer storbyunge på jagt efter pirring og spænding, efter fyldte øjeblikke. Dem oplever de i en blanding af alkohol, dans og musik, ja i alle former for aktivitet, der har sit udgangspunkt og endemål i kroppen, og som afsætter en følelse af at lette og at svæve. Når det sker, kan man se de unge mennesker på dansegulvet med »fjerne tankeløse smil med blanke øjne«. De bevæger sig langsomt, »blødt og drømmende, som en dykker strider sig hen over havbunden, med dagslyset spillende ned, langt borte fra gennem grønne vandmasser et lidt narkotisk fald tilbage i det ubevidste«. Eller man kan se dem - henførte, indadvendte - opleve suset i svævet på ski ned ad det stejle fjeld. Eller lukket inde i deres egen lille lyskreds, ført af nattoget gennem Sverige, sidde natten lang og spille poker, intenst optaget af spillet, rygende, berusede. Man kan også se et ungt kærestepar på en morgenridetur i skoven. De er afslappede, de nyder følelsen af at blive båret af hesten og de rytmiske bevægelser i dens krop; deres samvær er helt ubesværet, gnidningsløst, men også uden gensidighed eller intimitet. De kommer ridende der sammen, men hver især i sin egen verden, sunket ind i sig selv, »tankeløse for så vidt«. Her som i andre situationer drejer det sig om »en tilbedelse af det smukke legemes sunde, dirrende rytme«. Sønderbys unge jagter denne lethed og dette sus. Men de ligger ikke under for nogen illusion om, at det er muligt at leve på det. Ja, selv når det står på, er de sig en bagvedliggende smerte bevidst. For citatet ovenfor om det »tankeløse smil« er ikke helt dækkende. Mere præcist er der tale om »næsten tragisk indadvendte smil«. For de er faktisk nøgterne, helt usentimentale. De ved udmærket, at jagten på de fyldte øjeblikke har desperationen i sig, fordi der i virkeligheden snarere er tale om en flugt, nemlig fra den tomhed, kedsomhed og lede, der fylder dem, når de er alene, når der ikke sker noget, når de ikke har gang i noget. Misforholdet mellem forventningerne til livet og realiteternes verden er for stort. Det er en anspændt tilstand. For denne jagt efter lethed og livsfylde forudsætter en jagt efter at bemestre sit liv, efter at være på toppen, fysisk og mentalt, økonomisk og socialt. Det magter Sønderbys unge ikke. Deraf deres tristesse og melankoli. De (eller i hvert fald Sønderby) har gennemskuet det illusoriske i deres drømme om et liv i lyset. Men de har intet alternativ. Knud Sønderby er kun omkring 22 år, da han skriver de to romaner og når frem til denne mismodige erkendelse. Men i løbet af kun ganske få år bliver hans livsperspektiv både bredere og dybere, og han når frem til en livsindsigt, der har sin nærmeste parallel i zenbuddhismen (et forhold, Sønderby givetvis ikke var sig bevidst). Det vidner 'Dyrehaven i mørke' om, et af Sønderbys mange essays, her fra samlingen 'Forsvundne somre'. Han var omkring 30 år, da han skrev det. Selv om vi her befinder os i Dyrehaven lidt nord for København, så er vi mentalt set kommet meget langt væk fra storbyens unge og deres hektiske, desperate aktiviteter. Knud Sønderby, som jeg tillader mig at kalde den anonyme jegperson i dette stykke fiktion, er en sen efterårsaften gået en tur i Dyrehaven og har sat sig på en bænk op ad balustraden ved Eremitageslottet. Her sidder han så og registrerer og funderer over, hvad der sker rundt omkring ham i mørket. Rummet omkring ham er stort. Vi er kommet meget langt væk fra romanernes begrænsede rum, storbyens dansesteder, idyllen ved den nordsjællandske skovsø. Det er Eremitagesletten og skoven omkring den. Selv svage lyde flere kilometer væk når i stilheden frem til bænken ved slottet. Der er det store mørke omkring ham, der rækker op til de drivende skyer, til månen, der indimellem dukker frem mellem skyerne, og langt ud i himmelrummet. En gammel mand, der har siddet på en bænk i nærheden, rejser sig og går. Et ungt kærestepar kommer forbi. Det er, hvad der sker. Der er lyde fra nær og fjern, af opskræmte fugle, fra et dådyr, der kalder. Den gamle mand og det unge par kan høres længe på deres vej væk fra Eremitagen. Ellers er der stille. Det er mørket, essayet handler om: »Hver gang man er alene i natten, får man et indtryk af mørkets mærkværdighed. Og det var endda ikke nogen særlig nat, ikke nogen lyrisk nat. Det var et hverdagsligt mørke, en tilfældig og højst ubesunget efterårsnat, hvor det endda så ud til regn«. I mørket opløses alle konturer, og tingene forsvinder. Netop dette fornemmer Sønderby som nattens tema. Natten varsler opløsning, forsvinden, død. Alt omkring ham forsvinder efterhånden. Den gamle mand, som han har følt sig forbundet med i mørket, forsvinder. »Han viskedes ud mod træerne og græsset«. Sønderby sidder »vagtsom og lydhør mod det lys og det liv der endnu er tilbage«, men som altså forsvinder. De opskræmte fugle »går på vingerne for at søge bort«. Tingene »gemmer sig hen«. Da det unge kærestepar, der har vakt hans erindring om dengang, livet begyndte at folde sig ud, også er forsvundet, er »Dyrehaven alene igen«. Sønderby er nemlig også forsvundet. Oplevelsen af natten og mørket og altings forsvinden er blevet til et møde med døden. Det skete allerede, da den gamle hostende mand forsvandt: »natten bandt os sammen så intimt, som havde det en skæbnesvanger hensigt ... så forsvandt lyden af hans skridt, men engang kremtede han som en sidste påmindelse. Så er der pludselig helt stille over denne slette i Dyrehaven. Den sidste fuge i sarkofagen er tætnet«. Mødet med døden bliver en befrielse. For døden opleves jo her ikke som en udslettelse, men som en opløsning af den individualitet, der for de unge mennesker i 'Midt i en jazztid' og for det moderne menneske mere generelt ofte kan opfattes som en fælde. En fælde, som vores begær og vores selvkredsende refleksion låser os fast i. Herude i natten bliver dødsoplevelsen til en oplevelse af helhed og enhed, af at være indfældet i universet. Det er et gennemgående træk ved Sønderbys essays, at der er så meget lys i dem, solskin, højsommer ved danske badestrande, blå havglimt på færgeture mellem de danske landsdele. Men i 1959 skriver han så endnu et essay om mørket, 'Møde med mørket', der findes i essaysamlingen 'De blå glimt'. Her er Sønderby kommet længere ud og dybere ned i sin bestemmelse af mørkets væsen end i 'Dyrehaven i mørke', hvor beskrivelsen af mørket i sidste ende var harmoniserende. I 'Møde med mørket' er Sønderby nået frem til en konfliktfyldt livsindsigt, der er i overensstemmelse med grundlæggende tankeformer i den jødisk-kristne kulturkreds. Tankeformer, man kan finde hos såvel en Grundtvig som en Albert Camus. Og det centrale her er, at det komplekse samspil mellem lys og mørke, mellem liv og død forstås som eksistensens omdrejningspunkt. Essayet begynder sådan: »En vinteraften i mit hus på landet gik strømmen ud«. I en brøkdel af et sekund efter kan han endnu se, hvordan »stuen med alle tingene og deres forhold til hinanden så ud i lys. Lyset ligesom eksisterede et øjeblik, efter at det var gået ud. Så kom mørket«. Det oplever han med en »forvirret og efterladt fornemmelse«. Han venter på, at hans øjne skal vænne sig til mørket, men det sker ikke, det bliver bare »tættere og tættere«. Og han konstaterer, at »Mørket er åbenbart mørkere end man tror«. Det er som noget man ikke har ord for, men som bare er der, »er mørkt, sort, er uden for ordene, rager op hinsides synonymerne, er stoffet, der ruger tavst uden for sprogets lyskreds«. Det lykkes ham at få tændt to stumper stearinlys, men han er stadig omfattet af mørke, og det er, som om tingene er ved at forsvinde. »De ellers kendte møbler stod bortvendte og fremmede ude i skyggekredsen og udstrålede tavshed, tavshed fra en anden verden, som de allerede var vendt mod«. Imens arbejdede stearinlysets flamme, den »gav sig selv, levede, brændte sig op for tingenes eksistens, kæmpede for livet omkring sig«. Og med det lys i mørket indser Sønderby, at det forhold selvfølgelig er komplementært, »det elementæreste af alt« - »et lille uheld ved en højst kompliceret teknik skulle der til, for at et moderne menneske pludselig kunne indse det ... mærke det, føle det«. Det er imidlertid en erfaring, det moderne menneske unddrages, for nu »beskyttes man mod mørket som mod en sygdom ... Mørket er trængt tilbage ... og det er som om noget andet er glemt samtidig, en realitet, at det er der alligevel«. Det var man ikke i tvivl om for blot nogle få generationer siden. Og Sønderby overvejer, hvordan livet har været på den jyske hede om vinteren på Blichers tid: »Fjorten timers mørke. Seksten timers mørke. Halvdelen af livet levede de i mørke. Så meget mørke, at de kan have følt det som det egentlige« - »Året selv er gået ud for dem som et lys Der sad de og huskede, havde et døende glimt af lys som et minde på nethinden, mens de famlede sig gennem tunnelen til det ny år«. Mørket som det egentlige, som livets grund, »det oprindelige, det ordløse, tavsheden selv«. Her er vi kommet et stykke længere ned end til det meditative, rent sanselige nærvær i 'Dyrehaven i mørke', hvor Sønderby jo netop får sat ord på sin oplevelse og får den formidlet. Her er vi nede ved nulpunktet. Vores evne til at se, vores mulighed for - i lyset - at se verden giver os mulighed for distanceret at overskue den og dermed beherske og bruge den. Lyset er forudsætningen for vores fortrolige omgang med verden, for vores magt over den og for vores følelse af at have magt over os selv og bemestre vores liv. Når vi ikke kan se, når vi er i mørket, er vi prisgivet vores andre sanser, primært hørelsen. Med dem sanser, mærker vi verden uformidlet. Lyde går direkte ind i vores krop og sind. Hvis det er mørkt, og vi ikke umiddelbart kan identificere dem, skræmmer de os. Vi må være på vagt i mørket. Det gør os sårbare, afslører vores sårbarhed her i verden, vores afmægtighed. Vi oplever så godt som aldrig mørket. I vores del af verden er der nu mere lys end nogensinde før. Det er, som om vi forsøger at skræmme natten og mørket væk. Det giver os en følelse af, at vi har magt over tingene, over vores liv. Det betyder, at vi mister fornemmelsen for vores sårbarhed, for livets skrøbelighed. Det er muligt, man ikke har blik for det, når man sidder med næsen nede i de stigende salgstal eller er i færd med at købe ny bil. Men realiteten er jo, at vi konstant mister, at mennesker, ting, oplevelser, livsmuligheder, dage, måneder, år forsvinder ud af vores liv. Muligheden for, at vi selv forsvinder, er nærliggende - det er så kort en tid, så er det sket. Når man mister fornemmelsen for mørket og intetheden og dermed for livets skrøbelighed, mister man også fornemmelsen for det underfulde ved, at der findes lys i mørket. Så afskærer vi os fra den grundlæggende og endegyldige indsigt i vores eksistens, at der findes »døende glimt af lys« i det univers, vi befinder os i. Også for Albert Camus var denne erkendelse afgørende. Det ser vi bl.a. i 'Den fremmede', hvor Meursault før sit møde med mørket og døden (han sidder fængslet, dødsdømt) oplever, at »den slumrende sommers vidunderlige fred vældede ind over mig som tidevand«. Hans udlægning af Sisyfosmyten kan også nævnes i denne sammenhæng. Den kedsomhed og tristesse, der var den gennemgående livsfølelse hos de unge i 'Midt i en jazztid', kan måske forklares med, at livet dér alene folder sig ud inden for storbyens lyskreds, som giver så glimrende mulighed for at gennemskue og afsløre tilværelsens trivialitet og så ringe mulighed for at få indblik i de grundlæggende eksistensvilkår, det komplicerede samspil mellem lys og mørke. Omkring sankthans har lyset på vore breddegrader næsten helt fortrængt mørket, »dag og nat løber sammen i svimmel helhed«, det er »den mirakeltid på året, da døgnet ikke slipper dagen af syne«, som Sønderby skriver i essayet 'Omkring Sankt Hans' (fra 'Forsvundne somre'). Han befinder sig nogle »blikstille højsommerdage« i Hellebæk ved Nordsjællands kyst, hvor man kan sidde ved vandet i »solvarm selvforglemmelse« med »den bagende solvarme på skuldrene, varmedisen i horisonten, det blanke vand, der dovent slikker op over anklerne på en, og den våde strandsten, man sidder med i hånden«. Men på et tidspunkt får han på sit ene ben øje på en blå åre, der »er trådt ubehageligt nær op til overfladen ... Man sidder pludselig med en krop, som er ved at blive fremmed for en selv, som spadserer længere og længere bort fra alle lyse sommerdage«. »Hvor mange af den slags dage skal man opleve endnu?«. »Ligemeget. Gulspurven vil sidde i varmen mellem granerne og sende sin sylespidse piben højt op i solskinnet. Fårekyllingen vil overgå den med en endnu finere sommertone. Vandet vil slikke blidt langs kysten. Om nætterne vil hylden brede de hvide måneblomster ud i mørket«. Johannes V. Jensen lod hyldeblomsterne brede deres svale hænder mod sommermånen som til et ømt favntag mellem himmel og jord. Hos Sønderby breder de sig altså - nok mere realistisk - ud i mørket, som »døende glimt af lys«.