Stjernen ledte vise mænd

Til vor Herre Kristus hen;

Vi har og en ledestjerne,

Og når vi den følger gerne

Kommer vi til Jesus Krist. Sådan står der i min salmebogs nr. 113, Grundtvigs 'Dejlig er den himmel blå'. Derfor kender jeg som så mange andre ordet ledestjerne . Jeg havde ikke ventet at møde det igen, bortset fra måske i Politikens Forlags udgivelse 'Ind i sproget', som rummer en fortegnelse over truede ord; Grundtvig brugte i øvrigt ikke ordet i en tidlig udgave af salmen, men senere kom så Lede-Stjærnen . Den er kommet igen i moderne ledelsessprog. Inden for den sidste måned har jeg hørt to ledelseskonsulenter tale om ledestjerner , ledere, der skulle vise vejen for deres medarbejdere og om ikke lyse for deres fod så dog angive retningen for virksomhedens udvikling. Tilhørerne var ikke vise mænd, men folk med interesse for virksomhedsudvikling. Og de blev måske ikke vise af den verbale massage, de var udsat for, men mange fik noget at tænke over. Der er penge i ord. Man kan leve af at gå en tur med et ord, hvis det er på hold med tendenser i tiden, og hvis virksomhedernes ledere er indforstået med det. Og der kan bestemt være gode grunde til at interessere sig for sine medarbejderes opfattelse af virksomheden, hvad enten den er privat eller offentlig. Kan denne interesse kombineres med virksomhedens imagepleje, er arbejdet med værdigrundlag, vision, mission og strategi jo endnu mere velbegrundet. I en tid, hvor alting helst skal kunne siges kort og fyndigt, er det klart, at man samler sig om ord med udtrykskraft. De kan hentes i udlandet eller produceres herhjemme, og meningen er så, at de skal råbes fra tagene og brede sig i organisationerne. Ser man på virksomhedernes identitetspapirer og præsentationssider på internettet, kan man konstatere, at mange af dem vil det samme. De vil styrke deres position på markedet, de sætter kunderne i centrum, og de vil være attraktive og udviklende arbejdspladser. Måske ville det skærpe tænkningen bare af og til at præcisere, hvad man ikke vil være, hvad man ikke vil sælge, og hvilken virksomhedskultur man ikke vil udvikle. Den tænkemåde gør f.eks. Moseloven til en mere vitaminrig tekst end de fleste formuleringer af værdigrundlag i moderne virksomheder. »Du må ikke stjæle«, »du må ikke bedrive hor« og så videre. Hvad siger det egentlig, at man ønsker at skabe »en kontinuerlig lønsom, langsigtet og holdbar vækst gennem styrkelse af koncernens viden- og færdighedskompetencer«? Er det særlig troværdigt at hævde: »Vores handlinger drives af engagement og åbenhed. Vi brænder for det vi gør - og får det til at ske. Vi gør, hvad vi siger, og siger, hvad vi gør - hurtigt, opfindsomt og med gnist«. Det er ikke en tændrørsfabrikant, der har formuleret dette, men en fingerfærdig pennefører for en bioteknologisk virksomhed.Det vigtigsteved ord er principielt, om der er dækning for dem; ellers kan de være en hindring for nye løsninger. De kan nemlig også bruges til at forskønne virkeligheden, til at bluffe med - og til pynt! Mange genrer står til rådighed. For tiden er visioner og missioner, idegrundlag og værdier centrale begreber. Det er da også væsentligt at lægge strategi, at besinde sig på sine værdier og fastholde sin pligt til civiliseret adfærd. Inddrager man medarbejderne i overvejelserne, kan man oven i købet få nye impulser, hvis man vel at mærke er lydhør. Den virksomhed, som omvendt arbejder sig nærsynet frem fra bundlinje til bundlinje, er normalt dømt til stagnation. Arbejdet kan gribes an på mange måder. Nogle steder køber man en skabelon af et konsulentfirma eller overlader opgaven til dyrt købte eksterne rådgivere, der så i løbet af nogle sessioner gennemfører processen. Nogle steder fører aktiviteten til endeløse abstrakte drøftelser, der fjerner sig mere og mere fra virkeligheden. Nogle steder fører drøftelserne til konfrontationer mellem folk, der ellers arbejder fornuftigt sammen. Og nogle steder kan venskaber blive opløst under diskussioner af, hvad der ligger i ordet kvalitet, det ord, der topper denne genres hitliste. En stor virksomhed ofrede millionbeløb på at udarbejde et værdigrundlag og en handlingsplan, der blev længere og længere og længere og mere og mere gummiagtig, fordi alt skulle med for at tilfredsstille alle. Til sidst måtte et andet konsulentfirma tilkaldes og påtog sig at lede den proces, der skulle føre til et mere kortfattet og operativt materiale. Jo, der tjenes gode penge, ikke bare på kvalificeret rådgivning, men også på sproglig tørsvømning og dyre visioner.Men det kanjo også gå godt. Man kan få sat ord på nogle fornuftige mål, man i fællesskab søger at realisere, og det kan være rigtigt at sætte virksomhedens aktiviteter i en meningsfuld sammenhæng og vise, at man for så vidt arbejder i en højere sags tjeneste - hvis man altså gør det. I ikke så få år har jeg med interesse fulgt den offentlige sektors og erhvervslivets arbejde med formålsformuleringer, idegrundlag og så videre, og jeg har for Undervisningsministeriet været (med)forfatter af en række fagformål og af folkeskolens formål. Den offentlige sektor kom nemlig først med formålsformuleringer, værdigrundlag etc. - i forlængelse af stærke kulturtraditioner, nedfældet i monarkers valgsprog, på ridderskjolde eller hugget i sten over ærværdige bygninger som domhuse, skoler og rådhuse. Og dansk skole havde ingen berøringsangst over for de store ord midt i 1900-tallet: »Skolen må gennem sin virksomhed foruden at være kundskabsmeddelende være opdragende og karakterdannende. Den bør udvikle og styrke børnenes sans for de etiske og kristelige værdier, give dem ærbødighed for menneskelivet og for naturen, kærlighed til hjemmet og vort folk og land, respekt for andres meninger, følelse for fællesskab mellem folkene og samhørighed med de andre nordiske folk. Skolen må således bidrage til at give børnene idealer, hjælpe dem til at sætte sig mål i livet, øge deres respekt for oprigtighed i tale og adfærdog styrke deres pligtfølelse; gennem sund disciplin læres god opførsel og sans for orden«. Gammeldags? Ja, mon ikke! Men mere renfærdigt og mindre reaktionært end meget af det, nutiden byder på. Mange af de store ord er nemlig, sammen med andet gammelt gods som ritualer og eventyrstof, kommet tilbage og indgår i virksomhedernes strategiarbejde. En stor virksomhed lod ved et kæmpemæssigt arrangement for de ansatte sine ledende medarbejdere hver for sig aflægge faneed på, at de ville leve op til den vedtagne visionsformulering. Man skulle tro, det drejede sig om indsættelsen af en ny præsident i USA. Eventyr og myter genopstår i iscenesat form under overskriften story telling ud fra filosofien om, at medarbejdere og kunder ikke skal bearbejdes intellektuelt, men at vejen til tegnebogen går via højre hjernehalvdel, som det så forenklet siges. Det er en grundlæggende forestilling, at fremtidens samfund bliver et drømmesamfund, dream society, hvor produkternes udbredelse ikke beror på kvalitet og traditionel markedsføring, men på, hvilke historier der knytter sig til brandet eller virksomheden. »It's faith that moves mountains, not facts«, lød det forleden på en konference på Handelshøjskolen i København, Copenhagen Business School. Det er tro, det er drømme, det kommer an på i oplevelsessamfundet eller følelsessamfundet. Konsekvensen afsystematisk at modarbejde den sunde fornuft er ganske enkelt skræmmende og kan føre til såvel et lallende hippiesamfund som et autoritært diktatur. Der kan som bekendt fortælles mange historier om de store mænd, de kan indlæres, aflires, synges og messes. Men lettest går det, hvis der ikke appelleres til selvstændig, kritisk tænkning. Det har alle demagoger vidst. Ved siden af de snart nedslidte 'smarte' engelskinspirerede gloser er der et sæt af gamle, frejdige ord i mange af virksomhedernes identitets- og visionsformuleringer, ofte under overskriften 'værdigrundlag'. »Vi er stolte af vores virksomhed«, hedder det, »vi tager ansvar for hinanden«, »vi tilbyder tryghed« og så videre. »Vi skal være menneskelige og pålidelige« osv. Men altså også stolte. Nogle af de gammeldags klingende ord er i virkeligheden nydannelser. Hvor man før tog medansvar, føler man f.eks. nu ejerskab. I virkeligheden er mange af de fremsatte credoer i slægt med den gamle spejderlov: En spejder taler sandhed og sviger aldrig sit ord.

En spejder er tro mod sin konge, sit fædreland, sine forældre og foresatte.

En spejder er ærlig og pålidelig.

En spejder er en god kammerat.

En spejder er ridderlig og hjælpsom mod alle.

En spejder er god mod dyr.

En spejder er lydig mod den, der har ret til at byde.

En spejder er frejdig i al sin færd.

En spejder er sparsommelig og ordentlig.

En spejder er ren i tanke, ord og handling. Den enkeltes symbiotiske alliance med virksomheden og brandet er den åbenlyse eller skjulte dagsorden på utallige konferencer, kurser og seminarer. En hel industri er det blevet for psykologer, militærfolk, sportsstjerner og de tusindvis af konsulenter, som ofte ganske uden kendskab til den enkelte virksomhed og ud fra private erfaringer stiller op for gode ord og god betaling og synger den velkendte vise med godt timede og gennemprøvede pointer, glimt i øjet og blå power point. Momentant tryllebinder de et personale, som, revet ud af hverdagen, er på græs og let at suggerere. Ledelsen har ved sit initiativ vist sig som moderne og visionær, og medarbejderne er blevet godt underholdt. Men spørgsmålet er, om parterne bliver dygtigere til at drive deres virksomhed. Måske spiller man bare med i en banalpsykologisk sæbeopera, og efter forestillingen kommer man så hjem til en virkelighed, der meget hurtigt bliver den samme som før eller måske ligefrem vanskeligere at orientere sig i og mere krævende. Og det er ikke altid de medarbejdere, der trækker de tungeste læs og leverer de afgørende indsatser, der fører an i strategidiskussionerne. Brandet ogvirksomheden skal også profileres udadtil, og et middel er 'den gode historie'. Coca-Cola har ligefrem i USA opført et Story Telling House, formet som en colaflaske (!), og her går det løs med glade fortællinger om de oplevelser, Coca-Cola kan bringe én. På Handelshøjskolen i København fulgte jeg en ikke ukritisk gennemgang af fænomenet corporate story telling , en metode til indkredsning af virksomhedens værdier og kultur, et ledelsesredskab til formulering af vision og strategi og et kommunikationsmiddel, som kan vise omverdenen, hvad man står for. Eventyrstoffet byder sig til med helte, skurke, forhindringer, der skal overvindes - og happy end. Hvilken virksomhed kan ikke identificere sig med det? Pudsigt nok altid med virksomheden selv som helt. De store, næsten mytologiske skikkelser hales frem til fri identifikation: Mozart, det geniale legebarn, H.C. Andersen og hans grimme ælling, der blev en smuk svane, osv. I virkelighedens verden bliver de fleste grimme ællinger som bekendt til grimme ænder 'Stop thinking - start dreaming', hedder det ligefrem hos en story telling- guru. I det hele er der godt salg i den slags friske formuleringer, der tilbyder enfoldig livsvisdom i verbal bolsjeform. 'The future is the message!'. Branding er muligvis en videnskab, men på mig virker det nærmest som en pseudopsykologisk religion, ikke mindst når det kombineres med story telling. På hjemmesiden www.emotionlab.dk kan man læse: »The good story about your brand is nothing but irrelevant unless the brand is emotional. If the story isn't truly integrated and rooted in your brand, it will be rubbish and nonsense to the audiences's ears«. Brands skal altså forankres i følelser, og på seminarer kan man lære 'how to capture the consumer's hearts by using multi-sensory marketing strategies'. Aktiviteterne på et udbudt seminar i maj faldt i tre dele: 1. Dreams as Brand Fuel 2. The Smell of Money 3. Food and Fragrances. Det hele tilrettelagt af en virksomhed, som »udvikler og iscenesætter branduniverser (!) med det formål at skabe varige emotionelle relationer mellem brand og forbruger«. Jeg ved ærlig talt ikke, om man skal le eller græde. Det lader til, at historierne skal iscenesættes, styres og tilpasses markedet. Vi er langt væk fra story telling ved børnenes sengetid. Men mange virksomheder sætter altså historierne i system og ønsker en generel, kollektiv udveksling af historier om produkter, om virksomhedens ledere, om firmahistorie osv. Nu er det jo ikke alle historier, der er glorværdige, og ikke alle ledere, der er helte. Hvad skulle de f.eks. gøre i Farum Kommune, som måske p.t. er den kommune, der knytter sig flest historier til? Virksomhedernesledere opsøges af konsulenter, som lover guld og grønne skove, som aflæser ledelsens opfattelse af virksomhedens problemer og opgaver, afdækker mål og ønsker - og sætter ord på det hele. Ofte smigres ledelsen af den fremskudte position, den tillægges, og det kan vel ikke nægtes, at lederdyrkelsen er ved at nå absurde højder. Der er i tiden en persondyrkelse, en samling om magt og en ublufærdig glæde ved at vise den. Der er hele organer for benchmarking , selvpromovering og skadefryd - med fokus på lederens image og performance , og erhvervsstoffet svulmer op. Er det så mærkeligt, at der kan udvikle sig et tribunemanagement, hvor ekkoet og eksponeringen er vigtigere end virkningen? I de gamle eventyr narrede den kloge ofte den mindre kloge. I vor tid er det den smarte, der er ved at narre den kloge. Det skal han ikke have lov til. Dansk erhvervsliv og danske organisationer kan ikke klare sig med hurraord og smarte billetsælgere. Der skal være en forestilling, en virkelighed, der ændrer og udvikler sig. Det kræver mere end ord. Det kræver hårdt slid. Men mange steder truer parodien med at blive den nye virkelighed: Blair Quality er verdens førende producent af varm luft.

Blair Quality er i særklasse markedsledende.

Blair Qualitys forskningsdivision er i front med hensyn til produktudvikling og research.

Blair Quality vil som branchens største spiller gøre en forskel.

Blair Quality vil være en attraktiv arbejdsplads.

Blair Quality vil skabe større livskvalitet til alle kundesegmenter. Man ender i Blair Qualitys brandunivers , hvis man deponerer sin sunde fornuft og bevidstløst lader sig føre ind i følelsessamfundet , et samfund udtænkt af kolde hjerner, selv om luften er varm og ordene dyre.