De tramper ikke fuglereder ned og generer næppe de lokale. Men er turisterne uskadelige for den nationale have? Hvor er den danske turismepolitik, spørger sekretariatslederen af Destination 21. Alverdens lande har - bl.a. ved miljøtopmødet i Rio 1992 - lovet hinanden at reducere deres udslip af spildevand, drivhusgasser og røg fra trafik og skorstene. De har også lovet hinanden at passe på havmiljøet, kystzonerne, planternes og dyrenes mangfoldighed og landskabernes og byernes kulturhistoriske indhold. Til september mødes landene i Johannesburg og gør status. Hvordan står det til med turistindustrien? Turismen - 'det rejseindustrielle kompleks' - er verdens hurtigst voksende industri. Den beskæftiger mindst 200 mio. mennesker og tegner sig for over ti procent af verdens samlede produktion. Turismens bidrag til den globale opvarmning og forurening er betydelig. Særligt tungt vejer naturligvis transporten. Det er jo turismens væsen, at man skal rejse - og gerne over store afstande. Derfor kan man ikke komme uden om turismen, når det gælder bæredygtig udvikling. Turismen ikke bare forurener. Den er også en grådig forbruger af kultur og landskaber. Overalt, hvor der er smukt og autentisk, rykker turismen ind med vejanlæg, hoteller, svævebaner, pister, golfbaner, sommerlande og et hav af restauranter og butikker. Det paradoksale er den tarveliggørelse og direkte nedbrydning af kultur og natur, der bestandig truer alle de argumenter, der oprindeligt var for en turisme på et sted. En trussel, der også omfatter de traditioner og værdier, som man engang havde i det lokale samfund. Ofte forsvinder stort set hele turismeomsætningen ud af lokalsamfundet, samtidig med at udviklingen af turismens infrastruktur forsvinder ud af lokalsamfundets kontrol. Der udvikles turisme uden plan og strategi - kun domineret af, hvem der vil investere i hvad, og hvor de vil have det anlagt. Det er en kæmpe ufordring for lovgiverne og embedsværket at miljøstyre turismen. Det er meget nemmere med en god gammeldags fabrik. Den ligger derude på marken, lidt uden for byen. Man kan sætte diverse filtre på og måle nøje, hvad der kommer ind og ud. Men turistdestinationens produktionsapparat består af mange små virksomheder spredt over et stort område. De er fælles om at leve af destinationens tiltrækningskraft og omsætning, men de tager sjældent noget fælles ansvar for den. De udgør ikke selv den primære attraktion. De sælger 'bare' alle sammen en service, som turister skal bruge for at kunne opleve destinationens kulturelle og naturmæssige kvaliteter. Det internationale samfund har for længst lagt en strategi. CSD (Commission for Sustainable Development), det vil sige den politiske styring af hele Rio-Johannesburg-processen, FN og EU og World Tourism Organisation anbefaler enstemmigt regeringerne at udarbejde en national strategi for bæredygtig turismeudvikling i overensstemmelse med Agenda 21 og at gå i dialog med alle relevante aktører på det regionale og kommunale plan om at udvikle og realisere strategien. EU har eksplicit besluttet at udvikle og fremme 'en agenda 21 for europæisk turisme' som et fremtidigt konkurrenceparameter for de europæiske destinationer. Mange lande har derfor udarbejdet en national strategi for bæredygtig turismeudvikling. I Økonomi- og Erhvervsministeriets turismepolitik er der ingen strategi for bæredygtig udvikling. Det gør os fortjent til en international dumpekarakter. Det fortjener hverken det danske turismeerhverv, turisterne eller de borgere, der skal leve sammen med turisterne og turismen. Men er det nu så vigtigt med den der bæredygtighed i dansk turisme? Bortset fra København står turismen jo i stampe. Der er ikke nogen, der fylder kysterne med store feriepaladser. Ingen vil investere. Tværtimod overgår mange feriehoteller til en ny status som 'sommerhuse på højkant' - individuelt ejede ferielejligheder. Og vores sæson er jo også så kort. Når de overhovedet at slide på vores landskab - turisterne? De sidder jo inde i deres biler, spiser på restauranterne og sover på hoteller og campingpladser og bruger dagene i Fårup Sommerland. De render jo ikke rundt og tramper fuglereder i stykker eller generer de lokale, bortset fra køen i bagerbutikken søndag morgen. Selvfølgelig sætter de varme på i feriehuset, vasker sig med godt drikkevand, spiser, producerer affald og går på toilettet. Men det gør de jo også hjemme i Tyskland. Skulle det være et problem? Og hvad med al den snak om sociokulturel bæredygtighed? Er den relevant i Danmark? Halvdelen af dem, der bor på landet, er byboere, der er flyttet ud. Fiskerbådene er gået på ophug. Landbrug er der ikke mange, som lever af, og produktionen er koncentreret i store industrielle bedrifter. Så heller ikke den kultur kan turisterne spolere. Der er vestkystkommuner med 6.000-7.000 indbyggere, der har en million turistovernatninger om året. Er 'lokalbefolkningen' ikke i området, fordi den lever af turismen? Skal de lokale virkelig betragtes som en sjælden og oprindelig 'stamme', hvis liv og traditioner skal beskyttes mod turismen? Sådan kunne man godt spørge. Og med nogen ret. Men lad os se det med turistens øjne. F.eks. de tyske turisters. World Tourism Organisation oplyser i en helt ny rapport, at for over halvdelen af de 44 mio. tyskere, der hvert år rejser til udlandet, er muligheden for naturoplevelser, frisk luft, rent vand og et uforurenet landskab det afgørende motiv, når feriestedet skal vælges. 'Naturoplevelser' er over en årrække blevet vægtet stadig højere som dominerende feriemotiv for de tyske turister. Det er en vigtig pointe, at med 'naturoplevelser' forstår tyskerne ikke noget specielt eksotisk, som vi ikke kan leve op til i Danmark. Danmark har et trofast stampublikum på ca. to millioner tyskere, der tegner sig for 16 millioner årlige overnatninger. Af disse har vi over de seneste tre år mistet 15 procent. Men der er 22 millioner tyske turister, for hvilke naturoplevelser, frisk luft og rent vand er det afgørende feriemotiv. Blandt dem er der et stort danmarkspotentiale af ikke mindst miljøbevidste lidt ældre par, men også børnefamilier. Og det er turister, der er bedre uddannede og bedre lønnede end de turister, som vi over de sidste tre år har mistet så mange af. Set med deres øjne rummer det danske landskab meget store naturmæssige kvaliteter. Vi tiltrækker netop turister, der kan lide den type natur, vi har. De åbne kyster og et indre land, der trods urbanisering og intensivt landbrug fremtræder rent og velordnet. Dette landskab er ikke kommet af sig selv. Det er resultatet af en restriktiv naturforvaltning med land- og byzoner, skovbyggelinjer, fredninger etc. Heraf denne 'velordnethed' - landskabet som en velpasset national have. Turisterne bruger virkelig landskabet - ikke mindst til fods og på cykel. Men de leder også efter andre oplevelser. For det store flertal af turister er de gode ferieminder de situationer, hvor det lykkedes at komme i kontakt med lokalbefolkningen og få indblik i lokalsamfundets historie og de lokales traditioner og levevis. Nylige undersøgelser, der belyser, hvorfor vi mister markedsandele i Tyskland, fortæller bl.a., at de tyske turister har et uopfyldt behov for sociale kontakter og berøring med lokal kultur og historie. De sidder faktisk og keder sig i feriehusene. De vil gerne ud og opleve 'den gode historie'. Det væsentligste i disse oplevelser er ikke, om de tager udgangspunkt i det ene eller det andet emne - nattergalen eller vindmølleparken eller et besøgslandbrug. Det væsentligste er histo-riens nerve. For turisten drejer det sig om at opleve - se, høre, føle, prøve og måske smage. Set i dette perspektiv er der i høj grad brug for en bæredygtig statslig turismepolitik. For at bevare, udvikle, tilgængeliggøre og formidle de naturmæssige og kulturelle kvaliteter og skabe et kvalificeret møde mellem turisten og det lokale samfund. Det spændende er, at der er mange muligheder for at bruge turismen som politisk og økonomisk løftestang for nogle af de andre 'dagsordener' som lokalsamfundet har - bysanering, bosætningspolitik, naturgenopretning, friluftsmuligheder, god adgang til naturen, kulturelle aktiviteter og faciliteter. Og det er måske det væsentligste kriterium for, om turismepolitikken er bæredygtig. Nemlig at der er synergi mellem turismen og udvikling af lokalsamfundets natur- og livskvalitet. Det er der heldigvis ofte. På Læsø har man retableret et saltsyderi, der laver salt efter en århundrede gammel lokal tradition. Det er gratis at se attraktionen og få fortalt den gode historie. Til gengæld er saltet rasende dyrt - og fremragende. For Læsø indebærer denne 'turistattraktion' genvinding af lokale traditioner, image og stolthed, indtægter på saltet og nye arbejdspladser for at drive museet, sy poser til saltet etc. For Møn er det lykkedes gennem de sidste 20 år at opnå en bosætning karakteriseret ved, at der kommer stadig flere veluddannede og relativt velstillede borgere til øen. I et samspil mellem tilflytterne og de oprindelige beboere er der skabt en lokal kultur rig på initiativer - drevet af ildsjæle. En lang række kulturelle begivenheder er derfor tilgængelige for turisterne, som på den måde kommer i kontakt med lokalsamfundet. Og den bæredygtige turisme med dens kulturelle islæt virker som en god reklame over for danskere, der kunne tænke sig at 'flytte på landet' Der er således synergi mellem turisme og bosætning. Haderslev og Vojens Kommuner arbejder med et stort naturgenopretningsprojekt i den inderste del af Haderslev Fjord, der er en tunneldal fra sidste istid. Resultatet er bl.a. et større vådområde, der foruden levesteder for dyr og planter har en rensende effekt på det vand, der sendes videre ud i fjorden og bæltet. Det skaber nye muligheder for lystfiskeri, stier med naturoplevelser, kanosejlads og tursejlads på fjorden. Som en del af projektet sker der også en sammenhængende formidling af de kulturhistoriske værdier. En langsigtet offentlig investering i miljøet, der lægger op til private investeringer i turistmæssig infrastruktur i et område, der har brug for større turismeindtægter. Til glæde for såvel miljøet, Haderslev-Vojens-borgerne og turisterne. Kunsten er at få forskellige 'politikker' til at gå i spænd - med turismen som dynamo. I den sammenhæng er Wilhjelmudvalgets rapport, 'En rig natur i et rigt samfund', en ren gave til en regering, der vil give det lokale samfund større indflydelse på naturforvaltningen. »Det er afgørende for mig, at miljøpolitikken genvinder sin folkelige opbakning. Jeg lægger stor vægt på, at miljøpolitikken udvikles i dialog med lokale borgere, erhvervslivet, kommuner, amter og organisationer«, har miljøministeren sagt. Chancen er der. Følg udvalgets opfordring til at udvikle en håndfuld naturparker! Og lad se, om ikke de lokale samfund vil forstå at få 'politikkerne' til at spille sammen. Netop en bæredygtig turismeudvikling kunne være et ledende motiv i flere af naturparkerne. Et andet værktøj for en bæredygtig turismepolitik er miljømærkerne. De fleste kender Svanemærket - f.eks. på bæredygtigt papir. Der er også Den Grønne Nøgle for hoteller og anden overnatning. Og for nylig kunne hele Danmark i tv-udsendelser om et dansk firmas tvivlsomme omgang med 'bæredygtigt skovbrug' se, at når man går til Dyne Larsen efter nye havemøbler, skal man kigge efter det internationale FSC-mærke som garanti for, at man ikke med sit køb investerer i ødelæggelse af regnskov. I Danmark har en række organisationer - brancheorganisationerne, Danmarks Turistråd, Friluftsrådet, KL, Samvirkende Danske Turistforeninger, HK m.fl. - udviklet et turismemiljømærke for hele destinationer, kaldet Destination 21. Om få måneder vil de to første danske turistområder - Møn og Odsherred - have erhvervet retten til at markedsføre sig som Destination 21. Danmark er dermed det første land i Europa, der introducerer en national mærkning af hele destinationer og realiserer EU's vision om 'en agenda 21 som konkurrenceparameter for europæisk turisme'. EU og FN har taget en række initiativer for at påvirke rejsebureauerne og forbrugerne til større miljøbevidsthed omkring valg af feriemål og indkvarteringsfaciliteter. Hensigten er at gøre miljømærkning af såvel enkeltvirksomheder som hele destinationer til et konkurrenceparameter. Det kan blive til stor fordel for Danmark, der har Destination 21 og mange Blå Flagstrande og hoteller med Den Grønne Nøgle. Men er turismens små virksomheder med på bæredygtigheden? Alle erfaringer siger, at erhvervet - hoteller, campingpladser, feriehusudlejere, sommerlande, restauranter, osv. - er 'tungt at danse med', når det gælder bæredygtig turisme. Og det bør vel ikke undre. Nogle virksomheder klarer sig 'for godt' til at tænke på bæredygtighed. Endnu flere synes ikke, at de har tid og råd . Og de ved, at investeringer i bæredygtig udvikling ikke giver flere kunder allerede i morgen. Netop derfor er der behov for en stat, nogle amter og kommuner, der tænker længere end erhvervet selv og siger til erhvervet: Det kan godt være at bæredygtighed ikke har særlig prioritet for jer. Men det er nødvendigt for de lokale samfund, for naturværdierne og for miljøet, at der gøres en indsats - og også for dansk turismes mere langsigtede konkurrenceevne. Derfor tilbyder vi både pisk og gulerod. Et svensk hotel kan til gengæld for sit Svanemærke trække indtægter fra i skatteregnskabet. I Danmark tænker man passivt: Hvis erhvervet ikke umiddelbart kan se fidusen, så kan det også være lige meget! På den baggrund er det ganske imponerende, at knap 100 danske overnatningsvirksomheder uden et eneste økonomisk incitament, har indført miljøledelse og vundet retten til at smykke sig med Grøn Nøgle. Det virker, som om vores nye regering ikke ser den store fidus i 'bæredygtig turisme'. Men regeringen bør ikke i sit opgør med Nyrupregeringerne nedprioritere Agenda 21 og arbejdet med bæredygtighed. Bæredygtighed er ikke noget, som den ene halvdel af folketingssalen har eller skal have patent på. I alle brancher søger de store og innovative virksomheder at integrere miljøarbejdet som en del af den overordnede virksomhedsstyring og 'Total Quality Management'. De kompetente virksomheder ved, at kunden går ud fra, at en vare af god kvalitet leveret af en respektabel virksomhed miljømæssigt set også er i orden. Og bliver kunden opmærksom på, at en vare er miljømæssigt kritisabel, vælger han ofte en anden leverandør. Det vil i stigende grad også komme til at gælde valg af feriedestinationer. Så - kære regering - vær nu fremsynet. Brug 'eksperterne' i Miljøministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Danmarks Turistråd og Destination 21. Og giv de nødvendige ressourcer til arbejdet.