Hurtigtsnakkende studieværter med fistelstemmer og tjek på tidens trend bejler nu til P1's lyttere. Men hvorfor denne stilforvirring på danskernes klassiske klogekanal? Kronikøren læser musikvidenskab og sociologi ved Københavns Universitet. Jeg har endnu en gang hørt dele af P1's nyere satsning, 'Kontant afregning', der toner frem i æteren hver fredag formiddag. Dette program udtrykker utvivlsomt en ny stil på en programflade, der ellers er kendt for en vis tilbageholdenhed, netop hvad angår nye stilistiske udtryk. Hvis et sådant tiltag skulle afstedkomme en vis kritik, kan dette derfor ikke komme som nogen overraskelse, hverken for P1 selv eller for alle med blot et sporadisk kendskab til denne kulturinstitution. Der er jo netop tale om en 'satsning'. Og typisk må man med en sådan ofte påregne kritik fra den sædvanlige række af konservative, typisk ældre vanelyttere, de, der blot vil afkræftes i, at tiden går, og udviklingen pågår gennem en evig gentagelse af det samme. De unge P1-lyttere, derimod, kanalens råstof, fremtiden, de er af en anden holdning. De er jo unge. De har jo lært at percipere alt i et helt andet tempo, at opfatte i en helt anden dimension. Undertegnede er selv fast P1-lytter og har været det i mange år. Dog tilhører jeg, som sidst i tyverne, nok stadig det, man i P1-regi vil kalde det eftertragtede 'unge segment'. Disse nye tiltag skulle derfor ikke være mig fremmede, men i stedet noget, jeg anså for en spændende udvikling, et frisk pust. For mig er 'Kontant afregning' som radioprogram dog ikke blot af en helt anden karakter, men desværre også af en helt anden kvalitet end kanalens andre programmer. Men vigtigst: Det, som 'Kontant afregning' udtrykker, det bagvedliggende ønske, som dette program afslører med stor konsekvens, synes at kollidere frontalt med de fundamentale interesser, P1 som institution altid har søgt og utvivlsomt stadig søger at varetage. Med stor tydelighed - smart gang-i-den-det-er-jo-fredag-og-skolen-er-snart- slut-musik; kæk pepstudievært med »Det går viiiiildt stærkt det her, for vi er superfremme på det totalt nye beat«-agtig præsentation af kendte mennesker, der kommer i studiet for på en sjov og ny måde at snakke om (udenom) aktuelle og interessante emner og så videre - med en sådan alt for stor tydelighed lefler programmet 'Kontant afregning' for en tilsyneladende dumhed i det enkelte menneske og især i det 'unge' menneske. Dét unge menneske, der - det ved vi jo - bare ikke kan tage sig sammen, der keder sig efter to minutters krav om opmærksomhed, som spiser chips til morgenmad og egentlig helst bare vil spille PlayStation 2 eller surfe efter dyresex, der grundlæggende vil fritages for ethvert krav om selvstændig tanke, disse ulidelige krav fra 'mor og far', 'skolen' og så videre. Dette ikke at besidde sådanne ønsker vil - stik imod al biologi - smide 'den unge' direkte op i det tudsegamle segment (til trods for Portishead, sex med skiftende partnere, biografture). Men som købedygtig, udadvendt, mediebevidst repræsentant for en ungdommelighed, der tager evigt afstand fra alle 'de voksne', 'de gamle', fra 'stilstanden', 'døden', kan man vel næppe længere være at regne, så snart man overhovedet har tunet sig ind på kanalen P1. Så hvorfor overhovedet henvende sig til dette segment? Er det virkelig et håb om, at de, der har lyttet til 'Kontant afregning', en dag vil komme til igen at tune ind på P1 for da, endelig, at møde og dermed lære at elske kanalens andre programmer, programmer såsom 'Med og mod strømmen', 'Koplevs krydsfelt' eller sågar 'Mennesker og tro' - 'Dramaet om salmebogen' hed en af de seneste udsendelser? Håbet forekommer aldeles absurd. At man i P1's programudvalg kan tro, at 'Kontant afregning' og det efterfølgende program 'Orientering' (!) hører til i samme bevidsthedssfære, overhovedet har den mindste berøringsflade, kan kun vække undren: After a short break we'll bring to you the one and only: ... Orientering! - so stay tuned! Bliv! Køb! Please! Denne appel udskreget i æteren med vanlig sengekantsstemme i kølvandet på 'Kontant afregning' ville måske kunne vække latteren hos mange kernelyttere, men kun fordi 'Kontant afregning' i givet fald blev opfattet som en yderst subtil kommentar til alle andre mediers leflen, en sarkastisk kritik af et rystende niveau på alverdens andre kanaler. Men 'Kontant afregning' bliver ved med at dukke op. Hver fredag morgen. Som var 'Tæskeholdet' vendt tilbage i en politisk korrekt og endnu kedeligere pakning. Som var der tale om en for- sinket radiogengivelse af 'Eleva2ren' tilsat lidt mandehørm fra omklædningsrummet og lidt opkørt stemning, lidt 'vibe', fra Diskotek In. Men dog ikke for meget. Det er jo ikke P3. Det er P1. Dette handler naturligvis, som meget andet i disse dage, om forholdet mellem de 'økonomisk bevidste' og de 'intellektuelle'. »P1 er«, som der står på DR's hjemmeside, »oplysningskanalen med nyheder, debat og samfundsstof. Her sættes politik og hverdag til debat, ofte på baggrund af grundigt bearbejdede indslag og reportager. Kanalen søger at skabe sammenhæng mellem det lokale, det nationale og det globale og bidrager til en fælles forståelse af fortiden, en fælles dialog om nutiden og en fælles tro på fremtiden«. P1 er altså utvivlsomt stadig de 'intellektuelle typers' radiokanal. Det overhovedet at søge at 'skabe sammenhæng', overhovedet 'grundigt' at bearbejde indslag og reportager, der peger i retning af eftertænksomhed, ekspertise, 'klogskab' og viden. I retning af den intellektuelle, den, der borer for at få 'sandheden' frem, borer efter 'nuancerne' i mennesket og så videre. Den økonomisk bevidste type, derimod, handler ud fra et princip om det mest rentable, hvilket sjældent er (og heller ikke skal være) eftertanken og grundigheden, men derimod afprøvningen, tilpasningen, det, der er indeholdt i begrebet om den 'hurtige omstilling' til alt fra det store marked eller et særligt kundesegment til en trend eller en ny opfindelse. P1 vil i denne sammenhæng tydeligvis appellere til den intellektuelle eftertanke. Men når der læses videre på DR's hjemmeside, og øjnene efterfølgende falder på et afsluttende slogan placeret i kursiv under den lange over for citerede 'intellektuelle' tekst, vækkes mistanken: 'P1 - tankevækkende radio!', står der. At dette slogan overhovedet har fundet vej fra konsulentfirmaet til hjemmesiden udtrykker med en næsten ubærlig tydelighed - ikke, at P1 ikke længere skulle være tankevækkende radio, men - at P1 endelig og i egne rækker for alvor er ved at miste troen. Troen ikke kun på lytternes selvstændige dømmekraft, men på sig selv. Stiller man ind på P1, er man nu sådan en, der kan få serveret en portion 'tankevækkende radio', sådan en, der 'foretrækker det tankevækkende', i modsætning til visse andre, der foretrækker 'det underholdende og dog alligevel ret tankevækkende' ('19-direkte', 'Strax', 'Robinson') eller måske blot lidt 'gang i den'. Det er netop her, at antiintellektualismen sniger sig ind på P1. Sloganet som sådan er der vel ikke noget i vejen med. Eller med sloganer som sådan. Men de appellerer sjældent til eftertanken, de 'vækker ikke tanken'. Som slogan repræsenterer 'P1 - tankevækkende radio!' derfor endnu en gang det absurde. Men på trods af det Monty Python-agtige fortæller sloganet os dog noget. Som i så mange sloganer er der også i dette slogan små sprækker, hvorigennem man kan se ind til den bagvedliggende virksomheds nervøse side: Går det nu? Sælger det nu? P1 udstiller her sine rystende hænder, skrammerne på selvtilliden, den side, der tror, den ikke lever op til og er i trit med udviklingen, den kedelige side af P1, der i ønsket om at være med får institutionen til på desperat-pubertær vis tankeløst at kaste sig ud i en pludselig afprøvning af nye stoffer, fordi disse efter sigende skulle være for vilde og risikoen for fed. Men knyttet til det syntetiske narkotikum er som bekendt også oftest ønsket om flugt. Flugt fra sig selv og fra det liv, der ikke er til at få hold på, og hvis indhold man er ved endeligt at miste troen på. »Men hvorfor miste troen, Simon, du kan jo godt«, siger skolepsykologen til Simon, efter at han igen er taget med stoffer i skolegården. Men hvorfor miste troen, P1, du kan jo godt, er vi mange, også vi såkaldt unge, der siger til P1, efter at kanalen igen gav 'Kontant afregning' en fredag morgen. Disse tider har et udtalt behov for et kritisk - ikke i betydningen regeringsfjendtligt - dybdeborende P1. Også fredag formiddag. Det, det drejer sig om - og her synes alle parter enige - er oplysning. Oplysning som det, der kan forhindre en kulturs tilbagefald i mytologi eller, i yderste konsekvens, i vulgært barbari. Parter i den politiske debat har som bekendt fremhævet vores 'oplyste' kultur på bekostning af de andres 'middelalderlige tilstande'. Oplysning sættes her lig økonomisk fremskridt og udvikling i almindelighed, typisk udvikling af demokrati, retspleje, levestandard og så videre. Igen delvist knyttet til udviklingen af et vist teknisk stade i enhver form for produktion. Men teknologisk udvikling bærer ikke kun oplysningen frem. Nogle har ligefrem ment, at der på mange måder er tale om et direkte modsætningsforhold teknik og oplysning imellem, hvor det tekniske repræsenterer det, der fungerer mest hensigtsmæssigt uden dermed nødvendigvis at vide hvorfor, og det oplyste det, der ved hvorfor uden dermed nødvendigvis at fungere mest hensigtsmæssigt. Teknik i videste forstand kan med held gøre ting mere funktionsdygtige, rentable, hurtige; oplysning i videste forstand kan med held gøre ting mere forståelige. Lovprisningen af oplysningen er således ofte blot en beregnet lovprisning af pseudooplysningen. Ligesom kunsten, kulturarven, historien og så videre bruges 'oplysningen' ofte, uden at den egentlig søges. Eksempelvis synes det at nævne historien ofte i sig selv at være nok til at borge for en historisk bevidsthed. På den måde bliver stendyssen, Dannevirke, Svantes viser, egnsretten blot tomme tegn på en underlig oprindelighed og ikke egentlige elementer i en mere nuanceret historisk forståelse. Man ønsker at bevare disse som monumenter (monument betyder bl.a. 'det, der minder om') over en overlegen kultur, ikke at lade dem indgå i kritisk dialog med nutidens tanker og opfattelser. Og den absolutte stilstand i disse mindesmærker modsvares således af den usandsynlige hurtighed, hvormed disse hidkaldes i debatten. De tomme tegn bliver sagesløse midler i en diskurs, der jo hurtigere den bliver, desto tydeligere fjerner den sig fra alt, hvad oplysning overhovedet er. At sige ordet stendysse er at sige: Jeg er historisk bevidst, holder af den danske kulturarv, og jeg synes, historie er en meget vigtig ting. At følge sporet synes derimod uoverkommeligt. Men netop P1 har som eneste public service-kanal så ofte vovet at følge dette spor, også selvom kortet ikke på forhånd er klart aftegnet, og målet derfor kan fremstå underligt diffust. P1 vil oplyse, siger de, vække tanken. Og det er derfor, at den anklage, som går på P1's 'kritisk-venstreorienterede' tendenser overhovedet formuleres, da den mest af alt er en kritik af ekspertise, af viden, af fordybelse i almindelighed og dermed også af de forskellige forudsætninger herfor såsom en vis dvælen ved tingene, en langsomhed og i sidste ende også af manglende produktivitet og tabt fortjeneste. Og netop derfor kan den foragt for P1, som kanalen nu selv søger at bløde op med 'Kontant afregning' (bare titlen skriger), ikke modsvares ved at være endnu hurtigere, ved at komme de andre i forkøbet, men derimod gennem en fundamental tro på eftertanken, en tro på oplysningen, nuancerne og tingenes ubehjælpelige detaljerethed. Lyden af kaffekopper, der klirrer sagte mod underkopperne i 'Herreværelset', oser af god tid, pauserne er herlige, i denne sammenhæng nærmest forløsende i deres pinlighed. For netop pausen bliver her det ekstreme udtryk for troen på den frigørende side af det vestlige oplysningsprojekt. Ikke stilstanden, nedfrysningen, monumentaliseringen, men pausen. I pausen findes ikke kun den spænding, der måske umiddelbart kan forekomme skræmmende i sin usikkerhed - hvad sker der nu? Hvad vil de nu? Hvor er de? Hvad vil de mig? - ikke kun den spænding, hvori spørgsmålene får tid til overhovedet at blive stillet. Den er det centrale felt, hvori usikkerheden og nysgerrigheden smelter sammen i dén interesse for fortiden, nutiden og fremtiden, man netop har kaldt oplysning. P1 skal udvikle sig som alle andre institutioner. Men en sådan udvikling går ikke nødvendigvis over hurtigheden og de opkørte fistelspeakeres indtrængen i formiddagens tanker, går ikke over kompromiset, da et sådant netop vil betyde institutionen P1's endeligt. Vi er stadig mange unge, der drikker kaffe, diskuterer og er ligeglade med, hvorvidt dem vi diskuterer med, selv er repræsentanter for ungdommens hip-hed, eller får udbetalt pensionsopsparing. Men dermed falder vi ikke tilbage i middelalderen. Det, vi søger, måske mere desperat end nogen sinde før, er roen, eftertanken, nuancen (det man tidligere kaldte kvaliteten), og derfor er det sidste, vi behøver en fredag formiddag på P1, en 'Kontant afregning'.