Nykridtede lærredssko, madpakker på slæb og den ekvilibristiske omklædningsscene i sigte. Forfatteren Lone Diana Jørgensen inviterer os med til træf på Bellevue Strand. Dengang i 1950'erne. Når detvar sommer, solskin og søndag, skete det ikke sjældent, at min far sagde: »Turen går til Bellevue, vil du med?«. Om jeg ville. Mens Rachel Rastenni havde travlt med kost og spand i radioens 'Giro 413', lytternes ønskeprogram på grammofon, min mor smurte madpakker og min far lavede kaffe til termoflasken, rullede jeg min gule badedragt og hvide gummihætte ind i et håndklæde og hev min badering frem fra dens skjul under dobbeltsengen. Der boede den, mindre kunne ikke gøre det, for den havde set bedre dage som slange i et bildæk, måske endda et lastbildæk? Enorm var den i hvert fald og rigtig god til at agere båd på Øresunds vuggende blå. Nå, vi traskede altså ned ad Nørrebrogade, som regel i gåsegang med min nybarberede far forrest, mig i hans kølvand, lørdagsskuret og med sløjfe i hestehalen og min mor halsende efter iført sine nykridtede lærredssko med halvhøje hæle. Fint skulle det være, selv om vi bare skulle til Bellevue, for man kunne jo risikere at møde nogen, og de skulle nødig få det forkerte indtryk af familien. Ikke så snart havde vi fået klippet vores brune papbilletter af kontrolløren i billetlugen, før vi mosede op ad trapperne på Nørrebro Station for at vente på S-toget, der skulle fragte os til havet. Der var tit trængsel på perronen, for vi var ikke de eneste, der følte trang til at få andet under fødderne end asfalt, sand for eksempel, sådan en dejlig dag i Danmark. Toget transporterede os alle i god ro og orden, der var ikke noget der. Uroligheder opstod som regel først om aftenen, hvis tørst havde drevet én ad Bakken til inden hjemturen. Jeg siger Dem, kære læser, der var et leben på Klampenborg Station sådan en formiddag, halvdelen af passagererne drejede til højre ned mod Strandvejen, den anden halvdel drejede til venstre for at holde familieskovtur i det grønne. Det gjorde man dengang, hvor det var højst usædvanligt, at 'almindelige mennesker' havde hus og have, hvor de kunne ligge og luge ligusteren med enden i vejret eller sidde og sole sig på den (tit selvbyggede) terrasse, sådan som det skete i løbet af halvfjerdserne, da parcelhuslivet greb om sig for alvor og fuld hammer. Men i halvtredserne, ha! Da var der sgu ikke noget, der hed have til menigmand, næh nej, havde man en altan, skulle man prise sig lykkelig, for ikke at tale om den tindrende glæde det var at eje en kolonihave, måske endda med en hytte på. Så var man sørme en lykkens pamfilius, eller i hvert fald heldigere end de fleste af de arbejdere, man delte boligkarré med. Altså var der ikke andet for end at komme ud af starthullerne om søndagen, den ene dag i ugen hvor man havde helt fri fra arbejde og skole, og foretage en udflugt, hvis man ville have frisk luft og klimaforandring, om jeg så må sige. Sådan var det, og sådan gjorde vi i min familie. Vi holdt simpelt hen træf på Bellevue Strand.Jeg mødtesom regel legekammerater hjemme fra gaden, eller skolekammerater for ikke at tale om mine voksne søskende og deres familier derude. Sikke vi boltrede os - og ti-tyve-tredive - og lad så være med at sprøjte, eller du får et par på snotten! Fed hygge, som vi ville sige nu om stunder. Bortset fra - for der er som regel altid noget, man må se bort fra - at damen, der vogtede over wc'erne, var en værre harpe. Bare man så meget som tænkte på at klæde sig om i et af aflukkerne og ikke kun benytte dem til det, de var beregnet til, så faldt hun over én som en furie. Helt ærligt altså. Men næh nej, der hjalp ingen bedende blikke, 'Omklædning forbudt'- skiltet var ikke bare ord skrevet på en væg, det var lov. Et forbud var et forbud var et forbud. Folk havde værsgo at agere slangemenneske under et håndklæde eller gå i skjul i en badekåbe, når de skiftede til og fra badetøj på åben strand. Hvis de da ikke var så rige, at de havde råd til at leje et af de små hvide telte, der stod skulder ved skulder, på række og geled og lignede burkaklædte kvinder. Så rige var vi ikke, end ikke en badekåbe kunne der være tale om at investere i, så det var bare at slynge håndklædet omkring kroppen, en hånd op under frotteen og en diskret lirken underbukserne af og på med den gule sag, der desværrehavde det med at blive gennemsigtig, når den blev våd, ak ja. Efterhånden fik man da lært omklædningens svære kunst stående på ét ben i sandet og med vagtsomme blikke til siderne til noget nær perfektion og til ærgrelse for de frække fyre, der altid lå og lurede og håbede på at få et glimt af et stykke med bart. Tænk, hvis man kunne have hældt dem i en tidsmaskine og ladet dem lande midt i halvfemserne. Sikken en måben der ville være blevet. Uden blusel og rask væk smed høj som lav, mand som kvinde bukser (og bh) og stillede sig til skue, enten under omklædningen eller ganske enkelt resten af dagen, mens de sugede solens stråler til sig uden en trevl på kroppen. Ja, somme fandt det endog for godt at promenere op og ned langs vandkanten, totalt tekstilløse. Retfærdigvis skal det siges, at det mest var mænd, der gik på vandring med bar røv og uden viklers, og måske ikke så meget ved Bellevue som længere nordpå. Men nu er det ret yt, det der nudistsjov på en almindelig sommerstrand, g-string-trussen er jo opfundet, ikke? Under alle omstændigheder var det skønne tider, da jeg var barn, solen skinnede altid om sommeren, det var hvid jul hvert evig eneste år, og engang fik vi endda snefri, for slet ikke at tale om tiden, den som de voksne i min omgangskreds havde så rigeligt af, at de med rund hånd og i en lind strøm øste den ud over os unger. Ikke at de satte sig ned på gulvet og byggede huse af træklodser eller lavede veje af tøjklemmer sammen med os, det måtte man sørme selv om, men de var der, lige til at få øje på og gå hen til, hvis man havde brug for det. Ja, ja, jeg ved, det lyder som noget sentimentalt bavl, men jeg er komplet ligeglad, for sådan var det ikke desto mindre. Der var voksne at henvende sig til i tide og utide, ikke pædagoger, ikke uden fejl og mangler, men lige præcis de voksne, man elskede mest i hele verden, og som man var det dyrebareste for. Mig og min mor og min far, hånd i hånd i hånd, hvad mere kunne man ønske sig? Ikke mere, simpelt hen. Vi havde ingen bil og ingen have og ikke råd til at rejse på ferie hverken indenlands eller udenlands og somme tider ikke salt til ægget, men spørg mig lige, om jeg var ked af dét? Niks, nul og vel var jeg ej. Var der penge til togbilletter, var alt godt, ellers havde vi jo vores veltjente jernheste. Vi var ikke sådan at holde tilbage, når luften var lun, og vandet var nitten eller deromkring. Alt i alt elskede jeg livet i almindelighed og Bellevue Strand i særdeleshed, mit andet hjem i barndommens dage. Jeg skænkede det ikke en tanke, at jeg havde nogen at takke for, at den overhovedet var tilgængelig for folk som os. Jeg vidste ikke noget om, at det var Naturfredningsforeningens og (daværende statsminister) Staunings fortjeneste, eller en snus om, hvem der havde bygget hvad og hvorfor, og jeg anede ikke, hvem Arne Jacobsen og C. Th. Sørensen var eller havde hørt et eneste ord om J. Hjaltelin. Og sidst, men ikke mindst tog jeg det bare for givet, at toget kørte til Klampenborg. Jeg fejrede aldrig den 22. juli, som var den dag i året 1863, toget for første gang tøffede fra København og helt derud, hvor Dyrehaven ligger, til stor glæde, ikke mindst for mig og min familie, der ellers nok ville have været henvist til apostlenes heste eller at trampe i pedalerne hele vejen frem og tilbage mellem Nørrebro og Bellevue. Men jeg ved det nu, og forleden dag var jeg et smut ude at knæle foran mindestenen for Stauning, rejst af Naturfredningsforeningen i 1943, på Staunings plæne og mumle en tak til begge parter, også på mine forældres vegne. Og nuspørger jeg Dem: Ved De det, jeg ikke vidste? Ellers kan jeg fortælle, at »det var Danmarks Naturfredningsforening, der tog initiativet til Strandparkens indretning. Med sorg og græmmelse havde man set, hvorledes næsten hele kysten stykke for stykke var blevet lukket af for københavnerne. Bortset fra 'Fluepapiret' ved Charlottenlund var det ingen steder syd for Rungsted muligt for storbyens befolkning at komme ud til vandet. I 1926 indgav foreningen med tilslutning af Danmarks turistforening et andragende til myndighederne om indretning af en stor åben strand ved Klampenborg. Den direkte anledning var, at strandgrunden foran det nedbrændte Klampenborg Badehotel var udbudt til salg. Henvendelsen blev gunstigt modtaget af statsmyndighederne ... Mens forhandlingerne stod på, blev Hvidøre efter enkekejserinde Dagmars død i 1928 udbudt til salg. Også strandgrunden til denne ejendom erhvervede man, hvorved det blev muligt at skabe et samlet strandareal med strandpark helt fra Hvidøre til Klampenborg. ... Den 16. juli 1935 blev anlægget erklæret for åbnet«. (Torben Topsøe-Jensen i 'Strandvejen før og nu', red. Bo Bramsen). Men inden da havde man taget kontakt med landskabsarkitekt C. Th. Sørensen, der formede parken, og arkitekt Arne Jacobsen, der tegnede strandbadet, ligesom han tegnede et tilsvarende strandbad ved Dragør Sydstrand med 'beduintelte' og det hele foruden et udsigtstårn på 22 m, hvorfra man kunne se helt over til Sverige. Men desværre, det strandbad måtte lukke efter ti års forløb, tilstrømningen var ikke stor nok, man tilskrev det dårlige trafikale forbindelser mellem København og Dragør.Men BellevueStrandbad levede længe og lever endnu, dog er betalingsdelen, den som Arne Jacobsen indrettede så smukt, nedlagt som sådan. Der er nu fri adgang for alle. Når jeg skriver, at han indrettede betalingsstrandparken »så smukt«, så er det noget, jeg har læst mig til, selv satte jeg nemlig aldrig mine fødder der, drømte end ikke om det, hos os hang pengene ikke på træerne lige parat til at blive plukket ned og afleveret i en billetluge for at få adgang til en strand, når man lige ved siden af kunne tage sig en dukkert fuldstændig fri for afgift. Der stod altså ikke idiot på ryggen af min familie, vil jeg bare lige indskyde og sende en tanke til min ægtemand, som tumlede sig inde hos 'de fine', mens jeg tog mine første svømmetag skråt ud for iskiosken på gratissiden, den selv samme iskiosk jeg stod i kø foran sidste sommer med barnebarnet ved hånden, og som altså ligger der endnu og ligner sig selv fra dengang, jeg kun brugte størrelse 28 i sko. - Når jeg spørger min mand, hvorfor de var så dumme i hans familie at kaste deres penge i grams på den måde, svarer han, at der var meget bedre plads der, og omklædningsfaciliteterne var næsten så fine som i vore dages svømmehaller, og der var badehøfter og livreddere, og var der ellers noget? Næh nej, såmænd ej. Og desuden, fremturer han, mødte han sine venner der. - Nå ja, sådan er vi så forskellige og alligevel ens, for til stranden drog vi alle, når solen sydede, og storbyen kogte, så asfalten blev blød i kanten. Glade og fro smed vi os i sandet og lod os stege uden at bekymre os om ozonlag og hudkræft. Vi nød det bare tillige med vores medbragte leverpostej med asie og lunken kaffe, men dog nødtørftigt dækket af et lag Nivea. Jeg tør vædde på, at ikke en af os lå og mindedes den ellers så berømte Vandkur- og Søbadeanstalt, der åbnede i 1845 på foranledning af den islandske læge, dr.med. Jon Hjaltelin, som i udlandet havde studeret kurbadeanstalter og fandt på at åbne en sådan i Klampenborg, altså en art forløber for Bellevue Strandbad. Og tak for det, for initiativet blev til umådelig glæde for mange mennesker og var i hine tider en stor attraktion. Ikke alene var der en park med kurhuse, traktørhuse og cottager - alt tegnet af Bindesbøll - der blev også sørget for underholdning i form af koncerter og soireer og meget andet. Hvis De ikke tror mig, kan De jo selv tage turen til Klampenborg og se efter, eller det vil sige, De kan kun se en lille rest af de smukke 'cottager', som udgjorde Vandkur- og Søbadeanstalten, nemlig i form af Den Gule Cottage, der nu er restaurant og ligger pladask på Staunings Plæne (Der er dyrt, men dejligt, skulle jeg hilse at sige fra mig selv). Smuk ser den ud, hytten, der engang var en del af dr. Hjaltelins 'badeby', der eksisterede til 1937. I øvrigt vil jeg ikke undlade at nævne, at samme hytte i en periode blev lejet ud som sommerhus, og gæt, hvem der boede der en sommer i 1920'erne! Liva Weel og Arne Weel. Det kan De jo liiige tænke lidt over, næste gang De passerer forbi. Ligesom De kan dreje hovedet og se til den anden side, hvor Arne Jacobsen også har udfoldet sig så fornemt med Bellevue Teatret, Bella Vista og rækkehusbebyggelsen Søholm.Men heltærligt, dengang, i 50'erne, drejede vi hverken hovedet her eller der, vi gik bare, lige frem efter næsen. Som lemminger vandrede vi i flok og følge den direkte vej fra stationen til stranden, så hurtigt vore ben kunne bære os, kun sinket af, at min mors sko gnavede i hælen, frem måtte vi, og i vandet så hurtigt som muligt for ikke at dø af varme. For det var sommer, og i de gode, gamle dage skinnede solen altid om søndagen, og så gik turen til Bellevue. Selvfølgelig.