Det kan koste dyrt at tøve i miljøspørgsmål. Ofte venter vi med at reagere, til skaden er sket. Burde vi ikke være mere offensivt forsigtige, spørger kronikørerne. Torben Klein er direktør for Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Poul Harremoës er professor ved Danmarks Tekniske Universitet. 'Forsigtighedsprincippet' er et højaktuelt emne i miljødebatten i EU og ikke mindst som en faktor i handelskrigen mellem EU og USA. Princippet handler om at skulle træffe beslutninger på et ufuldstændigt grundlag og ikke afvente fuldt videnskabeligt bevis. I overskriften har vi kaldt det 'dristighedsprincippet' for at fremhæve, at det kræver politisk mod og dristighed at træffe beslutninger på et usikkert grundlag, i stedet for ubeslutsomt at afvente på et eventuelt sikrere grundlag. Dette er historien om en række tilfælde, hvor denne ubeslutsomhed har kostet dyrt. Vi kender det fra mange situationer i dagligdagen: Skal vi tage regnfrakke eller vindjakke på? Skal vi købe kaffe nu og her eller vente, til vi kommer forbi et billigere supermarked? Vi ved sjældent nok til at være sikre på, at vi træffer det rigtige valg. Alligevel tager vi dagligt masser af beslutninger, selvom vi måske kunne have undersøgt tingene grundigere, før vi traf vores valg. Men vi gør det ikke, for ofte er det ikke umagen værd at skaffe sig den fornødne viden til at træffe den helt rigtige beslutning. Og tit er det ikke muligt. Nogle gange bliver vi derfor våde, fordi vi lader regnfrakken hænge. Andre gange vælger vi at handle nu og køber kaffen, fordi vi mener, vi har fundet den til den rigtige pris, eller fordi vi risikerer, at butikkerne lukker, inden vi bliver helt sikre i vores sag, og vi i så fald slet ikke får købt nogen kaffe. Der er grænser for, hvor megen tid og ulejlighed, der er grund til at ofre på den slags beslutninger, og der er grænser for, hvor fuldstændig en viden, vi kan skaffe os. Så vi handler ud fra vaner, formodninger, erfaringer og mangelfuld viden. Og det betyder som regel ikke så meget. Men der er også situationer, hvor vi må handle på grundlag af ufuldstændig viden, fordi konsekvenserne kan blive meget alvorlige, hvis vi trækker på skuldrene og løber risikoen. Når det gælder miljø- eller sundhedsmæssige problemstillinger, kan menneskers liv og velfærd samt store økonomiske værdier stå på spil. Her er det, at vi har brug for forsigtighedsprincippet - det vil sige princippet om, at vi skal kunne tage skridt til at beskytte menneskers sundhed eller miljøet, når vores viden peger på, at et alvorligt problem er under udvikling; selv om der ikke gives endegyldigt videnskabeligt bevis for årsagssammenhængen. For tre år siden tog Det Europæiske Miljøagenturs videnskabelige komité initiativ til at belyse denne problemstilling gennem en række konkrete eksempler på teknologier, hvis effekter på miljø og sundhed blev ignoreret eller fuldstændig fejlvurderet. Det kom der en rapport ud af ('Sene erkendelser om tidlige varsler: Forsigtighedsprincippet 1896-2000'), der giver et videnskabeligt grundlag for brugen af forsigtighedsprincippet. Den røde tråd i løsningen af den opgave, Miljøagenturet stillede, er en meget vedkommende problemstilling: Hvor svært det er at vide, om man ved nok til at træffe en beslutning. Det kan lyde banalt, men handler om de grundlæggende forudsætninger for vores evner og holdninger til at reagere, når vi stilles over for komplekse dilemmaer. Spørgsmålet belyses gennem historierne om 14 tilsyneladende nyttige stoffer eller teknologier, som viste sig at have katastrofale virkninger på mennesker og/eller miljø. For at forstå kernen i de enkelte cases og forstå, hvad der gik galt, må man successivt gennemleve forløbene af de enkelte teknologiers implementering, udbredelse, anvendelse og økonomiske betydning og parallelt hermed vurdere udviklingen i den kollektive bevidsthed om deres miljø- eller sundhedseffekter. Forløbet omfatter den første faglige mistanke om, at et problem er under opsejling; de første advarsler; diskussionerne om lødigheden af den faglige dokumentation; hensynet til økonomi og arbejdspladser og forsøg på at lukke munden på kritikerne - lige indtil de menneskelige eller miljømæssige konsekvenser er uafviselige. Læs historien om kogalskab! Man må gennemføre denne tidsrejse med åbne sanser og opleve, hvordan de mennesker, der måtte lægge krop og sjæl til de miljø- og sundhedsmæssige katastrofer, var statister med meget beskedne muligheder for at forstå eller reagere over for den udvikling, de blev en del af. Man må forholde sig til problemerne på datidens præmisser - uden bedrevidende løftede pegefingre. Derved bliver uvidenheden, usikkerheden, vanskelighederne og de erkendelsesmæssige barrierer, der skal overskrides, før man føler sig på sikker grund, meget nærværende. Det levendegør dilemmaet: Hvornår ved vi nok til at træffe en beslutning, som vi mener er nødvendig for miljøet eller menneskers sundhed, men som vi ved har store økonomiske konsekvenser? Eller hvor langt tør vi trække situationen for at få bedre beslutningsgrundlag - med fare for at øge risikoen? Et eksempel er det kunstige østrogenprodukt diethylstilboestrol (DES), som blev opfundet i 1938. Det var billigt og blev anset for at være et effektivt middel mod for tidlig fødsel eller abort. Det blev markedsført som et vidundermiddel, med løfter om større og stærkere børn og med videnskabelige referencer på pilleæskerne som garanti for, at det var uden bivirkninger. Tilliden til de videnskabelige autoriteter var stor i 50'erne og de tidlige 60'ere. Man troede, at de vidste det, der var behov for at vide. Og det var i pagt med tidens kvindeideal at gribe videnskabens frembringelser, så man kunne være den perfekte mor og føde perfekte børn. Men allerede i 1938 og flere gange senere var stoffet fundet kræftfremkaldende i dyreforsøg, og der blev udtrykt tvivl om dets egnethed. Man fandt imidlertid ingen effekter hos kvinder, og DES blev derfor givet til mellem to og ti millioner gravide kvinder i USA og Europa i perioden 1945 til 1971. Da viste det sig, at DES, der ikke havde vist negative bivirkninger på de kvinder, der brugte det, til gengæld slog fatalt til i næste generation. Uforholdsmæssigt mange af døtrene af disse kvinder udviklede, omkring 20 år senere, en sjælden og ofte dødelig kræft i vagina. Undersøgelser af DES viste desuden, at stoffet slet ikke modvirkede for tidlig fødsel eller abort. Eller historien om pcb, hvis sygdomsfremkaldende evne blev observeret allerede i 1899, og hvis giftighed for mennesker blev påvist i 1930'erne. Men på grund af stoffets tekniske kvaliteter og de store økonomiske interesser heri blev disse oplysninger holdt tilbage. Alt imens blev pcb bl.a. udledt med spildevand i floder, smidt på åbne lossepladser, sprøjtet på veje for at hindre støvgener og brugt som fyldstof i landbrugets sprøjtemidler. I slutningen af 1960'erne var der stærkt videnskabeligt belæg for pcb's giftighed og skadelige effekter i miljøet, men alligevel kunne man først i 1990'erne internationalt blive enige om at udfase stoffet. I den mellemliggende tid spredtes pcb i miljøet til de fjerneste afkroge af verden. Det hobede sig op i dyrs fedtlag, med sterilitet til følge, i modermælk og i spædbørn. Det var, som forurening i ris-olie, årsag til omfattende forgiftninger og fosterskader i Japan og Taiwan - i det sidste tilfælde døde en fjerdedel af de berørte børn, inden de blev fire år. Og i Belgien blev pcb i 1999 og 2000 fundet i kyllingefoder og andet dyrefoder. Som resultat blev æg og kyllingekød, der var produceret til menneskeføde, forurenet med meget høje koncentrationer af pcb. Det er normalt nemt at afgøre, hvad der var rigtigt og forkert, når man ser i bakspejlet. Det er meget sværere, når man står midt i situationen. Især hvis man er en del af den og dermed både er objekt og analyserende subjekt. Vi kender det fra nazismens fremmarch i 30'erne og forholdene i Sovjetunionen, hvor samtidens vanskeligheder med at gennemskue situationen, set med nutidens øjne, er et grelt eksempel. Hvor svært og måske tilfældigt det kan være, selv om man har gode - og ret ens - forudsætninger og indsigt, er to socialdemokratiske toppolitikere fra 30'erne, Hartvig Frisch og K.K. Steincke, eksempler på. Begge var højt begavede og progressive tænkere. Hartvig Frisch så med sin bog, 'Pest over Europa', som en af de første rædselsperspektivet ved de totalitære regimers udbredelse i Europa og advarede mod udviklingen. Steincke satte sig (uden at have nazistiske sympatier) i spidsen for en national politik med det formål, gennem 'videnskabeligt baseret' racehygiejne (eugenikken), at forbedre det danske samfund. I dag er det let at se, at Frisch havde ret, og at Steincke tog fejl. Men det er svært at forklare, hvorfor den ene så rigtigt og den anden tog fejl. Steincke og eugenikken er interessant af flere grunde. For mens de 14 eksempler, som gennemgås i 'Sene erkendelser', ligesom langt de fleste andre eksempler på fatale teknologier, er udtryk for, at man fejlagtigt troede, at man havde videnskabeligt belæg for, at der ikke var et problem - det kaldes et falsk negativt bevis - er eugenikken et eksempel på et falsk positivt bevis. Man troede, at man med eugenikkens teori og metode havde videnskabeligt belæg for, at samfundet havde et problem med udviklingen i 'kvaliteten' af befolkningen. Det var en opfattelse, der havde meget bred opbakning i datidens samfund, politisk såvel som fagligt. De falske positive beviser lægger op til, at vi regulerer uden grund, og kan have ubehagelige konsekvenser. De er videnskabeligt set langt vanskeligere at gøre op med end de falsk negative beviser (der lægger op til, at vi ikke regulerer, selv om der er grund til det). Det skyldes, at for at modbevise et falsk positivt bevis, som f.eks. teorierne bag racehygiejnen, skal man bevise, at de aldrig gælder. Det er principielt ikke muligt. Derimod vil det at føre videnskabeligt bevis for en teknologis farlighed være tilstrækkeligt til at modbevise det falsk negative bevis. Et tankevækkende træk ved de hændelsesforløb, der gennemgås i 'Sene erkendelser', er på den ene side modviljen mod 'at skabe uro' over en tidlig advarsel om et potentielt problem, som ikke er bevist, og på den anden samtidens overvældende tillid til både autoriteter og teknologier. For hvem forestiller sig, at stoffer eller teknologier, som er så vidt udbredt i samfundet, er skadelige? Hvis de var, ville de jo nok være blevet forbudt. Sådan tænker mange tilsyneladende også i dag. At lære af fortidens fejltagelser består ikke i blot at lære, hvor andre tog fejl, men nok så meget i at sætte sig i deres situation og lære, hvorfor de ikke var i stand til at vælge anderledes, end de gjorde. Vi må droppe den desværre almindelige opfattelse, at vi i dag står på udviklingens tinde og er blevet så meget klogere, at vi ikke længere begår den slags. MTBE-tilsætningen til benzin, det pcb-forurenede dyrefoder i Belgien, kogalskabssagen m.m. viser, at det er vi ikke. Troen på, at vi har kontrol over vores omverden og overblik over, hvilke og hvor store risici vi løber, er ikke mindst drevet af det positivistiske videnskabssyn, at videnskaberne - først og fremmest naturvidenskaberne - eksakt kan beskrive verden, som den er. Og det understøttes af forestillingen om, at vi kommer nærmere sandheden ved at dele studieobjektet i stadig mindre enheder - sandhedens kerne. En forestilling, som gennemsyrer vores naturvidenskabelige tradition, men som flytter fokus fra helhedsbetragtninger og overblik til detaljebetragtninger. Den nyere teoretiske fysik og biologi viser ellers styrken af kontekstuelle studier, som bedre beskriver, hvordan naturen fungerer i større sammenhænge. Det er fælles for de tragiske hændelser, der er beskrevet i miljøagenturets bog, at man, for at have kunnet gribe ind i tide, skulle have haft en viden, som man ikke blot ikke havde, men som man ikke vidste, at man ikke havde. Ingen forsøgte at finde ud af, hvor hunden lå begravet, for der var ingen, der havde mistanke om, at der overhovedet var grund til at bekymre sig om en død hund. Der er ingen grund til at tro, at vi ikke kommer i den situation igen og igen. Er bromerede flammehæmmere, mobiltelefoni og østrogener i miljøet en gentagelse af historierne? Vi ved det ikke, men vi reagerer ofte ud fra den falske tese, at så længe det ikke er bevist, at der er et problem, kan det opfattes som bevist, at der ikke er et problem. Vi ved mere, end vi gjorde for 20, 50 eller 100 år siden. Men vi ved langt fra alt. Vi kan langtfra vide alt. Og først og fremmest ved vi ikke, hvad vi ikke ved. Derimod ved vi med sikkerhed, at vi kan forvente løbende at blive konfronteret med problemstillinger, der stiller krav til viden, som vi ikke ved, at vi ikke har. Det må ikke føre til afmagt og fjendtlighed over for teknologi og videnskabelige fremskridt. Tværtimod . I dagligdagen er vi alle kompetente brugere af teknologi, og vi er trygge ved det. Teknologi spiller en stor, positiv rolle i vores liv, og der venter utvivlsomt mange positive teknologiske fremskridt forude. Men vi har ikke råd til at være positivistisk naive. Historien viser, at vi fra tid til anden render ind i teknologier, der er særdeles omkostningsfyldte for vores samfund; i den bredeste opfattelse af ordet 'omkostning'. Det gælder både skader på mennesker og omgivelser og målt i kroner. Det er hensigtsmæssigt og rationelt at arbejde systematisk og analytisk for at mindske disse omkostninger. Det er godt at forene et kritisk engagement i indførelsen af nye teknologier med selvkritisk opmærksomhed på vores egne evner til at overskue og gennemskue problemstillingerne. At besidde tvivlens nådegave er både god videnskab og sund fornuft. Dette er ikke nyt. Det er 2.300 år siden, Sokrates sagde: »Visdom er at vide, at du ikke ved«. Poul Harremoës er medforfatter afs bogen 'Sene erkendelser om tidlige varsler: Forsigtighedsprincippet 1896-2000'. Og medlem af Det Europæiske Miljøagenturs videnskabelige komité.