Kunsten er den uskyldige vagthund, der fortæller publikum, hvad der foregår inde i magtens cirkler. Det tror den i al fald, skriver dramatikeren og romanforfatteren. Hvad er det for et valg, som teatret mangler at foretage, og som alle andre end vi selv kan se? Når anmeldere og publikum er så præcise i deres efterlysninger, når de ved højlys dag har set morderen med våbnet i den åbne gade, hvorfor kan teatret ikke fange ham og sætte ham op på scenen i en vellykket æstetisk konsensus med borgerne og intelligentsiaen? Vi leder med lys og lygte efter det nye ikon, scenetegnet, der som 'Et dukkehjem' eller 'Venter på Godot' vil tilfredsstille publikums længsel efter, hvad teatret var og burde blive igen: en opposition til publikums egne forventninger og tanker. Hvem er publikum da, og hvad er deres tanker? Før en forestilling starter, vil der forud for fiktionen være en forestilling om publikum, og denne forestilling siger ofte mere om de producerende kunstnere end deres værker. Vi opfatter jer som repræsentanter for en helhed, en samfundsomspændende tese, det være sig en borgerlig offentlighed, der skal ha' smidt kvindefrigørelsen lige i hovedet, eller et magtmonopolitisk krigselskende uniformssammensurium, der har brug for en pacifistisk antitese til at falde i søvn på om natten. Arbejdernes Teaterforening Arte står her for en historisk forandring, ikke i kunstnerens konsensusopfattelse af publikum, men i selve forventningen om publikummets sociale sammensætning. For efter at de havde sneget sig ind i teatersalene i 1900-tallets midterste årtier, slog Arte det endeligt fast: Nu blev det velbjærgede publikum krydret, ja, undertiden oversaltet, med trætte arbejdere og folk fra den lavere middelklasse, hvis dagligdags monotoni krævede en Kjeld Abellsk 'melodi' i tilværelsen. På den måde tog det forrige århundredskiftes naturalisme sig af den borgerlige offentlighed, ligesom absurdismen og det groteske teater med sin magtkomik og dybe pacifisme kom til at være bannerbærere for dissident tænkning i den kolde krig. Mens den - for at være gavmild - magiske underholdende realisme, vi finder hos Soya og Abell, typisk er skabt ud fra en forestilling om et publikum, der befinder sig en tak længere nede i klassesamfundets hierarki. Linjen fortsætter videre ind i 70'ernes socialrealistiske teater. Tilbage til 2002. Hvad er teatrets, ja, kunstens antitese nu om dage til denne hypotetiske befolkningsenighed vi skal forandre. Hvad er denne tids dissidens, når enhver bankelev med respekt for sig selv lever et weekendliv, der ville få Artaud til at løbe skrigende væk ned ad søndagens gader, når mainstreammediernes værdinihilisme får Velvet Underground og RAF til at ligne fynske kvindeloger, der mødes under et portræt af dronningen? Kan vi overhovedet magte nogen sociologisk eller eksistentiel andethed, når samfundets egen ørkendannelse længe er føget gennem korridorerne, skuespillergangene og stolerækkerne? Heldigvis har højrebølgen meldt sin ankomst. Pyha. For nu er det blevet tydeligt, at vi kunstnere skal repræsentere et humanistisk alternativ til den iskolde og smukke acceleration, der præger hver en afskygning af det moderne liv. Kunstneren og særlig os, der har med ord at gøre, skal belyse meningsforskelle i et åbenhedens lysshow. Hvor videnskaben elegant og smidigt har værdineutraliseret sig selv for ikke at sakke bagud i teknologisk/økonomisk vinding, og hvor filosofien og de humanistiske videnskaber stort set er forsvundet fra samtidighedens insisterende øjeblikkelighed, gør kunstneren nu sit indtog som surrogat: surrogat for naturvidenskaben og humanioraen ved at efterligne sit ophav i oplysningstiden. Og videre endnu: ved som på naturalismens og absurdismens tid at tildele publikum et repræsentantskab for befolkningen og ligeledes forenkle dette repræsentantskab til at være stemmebærer for det, man selv som kunstner er uenig med. For dem, der ikke ved det, er det sådan, dårlig dramatik fødes. Kulturradikalismen tager fat på disse problemstillinger vedrørende kunstner og publikum ved at indrømme en vis historisk blindkurs, men samtidig postulere at der intet er i vejen med idéen om kunstneren som barn af oplysningstanken eller som i kulturradikalismens tilfælde, kunstneren som den individualiserende eventyrer, der tvinger sig op over efterkrigstidens trængsler - skyggen af totalløsningen stadig synlig - og skuer lys i øst, skuer mod den enkeltes uanede muligheder under kyndig belærende vejledning vel at mærke. Også her kommer højrevalgene belejligt. For nu hævdes det, at kunsten har svigtet sit uddannende virke. Publikum savner antitesen, der vil skabe en humanistisk syntese af demokrati og forståelse. Her udstiller vi på morsomste vis den fuldstændige selvmodsigelse ved at sige, at yderligere uddannelse og yderligere folkeoplysning vil lede os væk fra disse folkevalgte vildfarelser, der præger den moderne underholdning skråstreg debat. Eller med andre ord, gå tilbage til felt 1951 og starte om igen, denne gang vil det gå bedre. Hvis vi spiller 'Slutspil' helt rigtigt, altså rigtigt rigtigt, vil den forandre os, som den gjorde det engang. Forkert, desværre. Hverken naturalismen eller absurdismen vækker nogen følelser længere, da der ikke er noget alternativ til dem i den omkringliggende virkelighed. 'Et dukkehjem's fascination af frigørelse og feminisme er blevet hverdag, og det er Becketts kobling af cirkus og sammenbrud i et gråt rum også. Kulturradikalismens idé om kunst som oplysning fordobler sig op i højere desperation, når den skal forklare, hvad der skyldes den uomgængelige højredrejning i Europa. Mange af nutidens forfattere mener, at befolkningerne er blevet ofre for et diskurskup. Demokratiet er ikke et demokrati, når der foretages ikkehumanistiske valg, så er der snarere tale om et medietyranni, hvor symbolsystemerne og diskursfelterne omkring os bliver manipulerede med, og hvor vælgerne derfor ikke får sandheden at vide, i hvert fald ikke den hele. Som om antihumanisme og demokrati aldrig kan forefindes i samme værelse, de vil automatisk kortslutte hinanden. Det er sådan, alle højreskreddene præsenteres. Som ufrivillige afstikkere fra demokratiets vej, vildskud, der kunne undgås, hvis der var blevet talt anderledes til folk. Hvis teatret havde været mere politisk, hvis forfattere og intellektuelle havde haft mere taletid, hvis fakta var blevet lagt på bordet, så havde folket valgt rigtigt, ja, særligt ungdommen, dem, der vil noget mere og bedre med verden end de få onde magtmennesker med jakkesmil og tandsæt. Men i mine øjne er Le Pen ikke Le Pen, men femten millioner mennesker. Fogh og Bendtsen er ikke Fogh og Bendtsen, men tre millioner oplyste danskere, der udmærket ved, hvad der foregår, der har fået alle fakta lagt på bordet, og som har sovet mætte og tilfredse og dernæst har foretaget deres bevidste valg. Hvem som helst i det moderne Europa har en koncentreret historisk magt, hvis lige ikke findes hverken vertikalt eller horisontalt. Hvem som helst er den største fare, denne verden nogensinde har mødt. Men det er selvfølgelig ikke nogen rar tanke, at den folkemasse, hvis politiske bevidsthed og retfærdighedssans kunstneren og den intellektuelle skiftevis har revset og fremelsket siden oplysningstiden, nu i sin velmagt selv vil bestemme, og at den så oven i købet vælger værdier, som går imod de mekanismer, der selv har bragt folket til magten. Så er det bedre at sige, at folkemasserne er blevet kuppet: Deres dybtliggende retfærdighedsfornemmelse er endnu urealiseret, om ikke i Danmark så da i den tredje verden. Her må gralen ligge dybt begravet i de umælende undertrykte folkeslag. Der er stadig brug for teatret, for bogen, for tanken til at videreuddanne dem, og herved vil en bedre verden fremstå. Også her bliver der taget fejl. Der er ikke længere brug for kunsten til at videreudvikle demokratiet, ikke hvis kunsten står ved de værdier, der har været uantastelige i nu mange hundreder af år: frihedstanken, individualiseringen på tværs af den borgerlige offentlighed, skildringen af det enkelte menneskes hverdag i den materialistiske historicismes lys. For disse værdier er ikke længere alternative, de er manifeste i hvert et underholdningsprogram, hver en ny 'jeg oplevede det selv'-roman og hver en stemmeseddel. Så hvad er det for et valg, teatret bør foretage, som alle kan se undtagen os, der producerer det? Hvad er det, publikum sidder og venter på? Dette kulturmætte oplyste befolkningssegment, der kan sin kulturhistorie, der stemmer så oplyst og informationskritisk som overhovedet muligt, som kender deres kulturhistorie bedre end de fleste forfattere? Hvad er det, kunstneren skal give udtryk for at vide, som dette publikum ikke for længst har forstået? Er det hvilken legemsdel man benytter til et håndholdt kamera? Er det noget med frigørelse og sex? Er det en venstreorienteret politisk bevidsthed, der skal fortælle nogen, at der er uretfærdighed til, og at vi må snakke om værdier for at skabe nye? Er det sådanne fantastiske tanker? Problemet er jo, at befolkningen ved, hvor de har kunsten. De har kunsten fanget i et uhyre selvbedrag, som befolkningen igen benytter sig af til en hvidvaskning af skyld og ansvar. Et selvbedrag, der udmønter sig i en kunstig dissidens, der i enhver situation råber op i søvne om uretfærdighed og undertrykkelse. Som om kunsten på nogen måde befinder sig andre steder end i magtens midte med alle de symbol- og diskursbeføjelser, der tilkommer en sådan position. Det moderne samfund er i så høj grad defineret gennem sin kultur, da videnskab og filosofi for længst har forladt manegen, at det må chokere, at nogle af os stadig føler sig historisk snydt. Den nulevende kunstner er kun snydt for en ting, og det er pengene. Men igen, hvis det er den uretfærdighed, der til stadighed får os til at producere samfundskritisk kunst, var det måske mere relevant at skifte erhverv. Lad jer ikke narre: Kulturradikalismen har vundet, det nuværende Danmark er dens barn. Oplysningstanken og frihedstanken er realiseret, Danmark er deres barn. Kunstneren har født det nye vestlige samfund i al dets kulturhungrende selvforståelse. Hvorfor vil vi ikke kendes ved barnet? Hvis vi skulle kendes ved denne hæslige skabning, skulle vi samtidig anerkende, at frihed åbenbart ikke er entydigt positivt, og at det nuværende demokrati er blevet et flertalstyranni, hvis alfabet kunstneren mestrer, ja, måske er eneansvarlig for. Og at det mål, som al humanistisk kunst har, nemlig den fortsatte verdensforklaring til det fordømte individ, ikke gør dette individ mere lykkelig, men snarere mere ulykkelig og derfor mere demokratisk farlig. Men ville det gøre nogen nytte, hvis kunstneren nu fravalgte sin falske opposition og i stedet blev et synligt instrument for magten? Det gjorde mange af vores kolleger for ti år siden i Serbien i form af pronationalistiske taler, skuespil og essays, og det fik krasse konsekvenser. Så hvad er det for et valg, teatret skal foretage, som alle kan se undtagen mig? Skal skuespilleren stille sig op og mime nutidshændelser, referere til samtidsproblemer, skal dramatikeren lave et stykke om Brixtofte, fordi der er elementer i hans sag, som befolkningen ikke har forstået, store idéer såsom at magt gør korrupt, eller at kongen også er ulykkelig? Det går ikke længere for os teaterkunstnere at påstå, at der er et medmenneskeligt budskab, der endnu mangler at blive kommunikeret på den rette måde. Budskabet er blevet kommunikeret, opfattet og lagt væk. Multimedierne nu om dage siger ikke andet. Og de få, få mennesker, der går i teatret, kan altså ikke længere chokeres ved at få fortalt noget som helst i den retning. De er historisk realiserede. De er oplyste. Hvad skal vi gøre ved dem? Vi kan skrue op for lyden, så de får høreskader, men det gør rocken. Vi kan forstørre velfærdsdetaljer op i nogle helt uforholdsmæssigt store betydningshorisonter og her chokere publikum med historier om moderne familier og deres børnepasningsproblemer. Vi kan skrive i babysprog og sige, voksne er som børn, og vende verden på hovedet. Men i alle tilfælde har kunsten stadig placeret sig uden for magtens regi, som den uskyldige vagthund, der sammen med den frie kritiske dagspresse skal fortælle, hvad der rent faktisk foregår inde i magtens cirkler uden for teaterrummet og redaktionslokalet. Uden for?! Den eneste ærefulde udvej er at bekende fejltagelsen: Vi som kunstnere tog fejl omkring målgruppen for vores oplysning. Det kan være hip som hap, om det er middelklassen, overklassen eller den østpreussiske militæradel, der bestemmer. Vi søgte i demokratiet at løse et kvalitativt problem kvantitativt. Men flertallets fejltagelser har vist sig at være lige så vidtrækkende som den enkeltes. Eller vi bør gå videre og sige, fejltagelsen var ikke alene min målgruppe, det var fortællingen. Eller videre endnu, det var os selv. Hvad vidste vi, som vores modtagere ikke vidste? I tilfældet den moderne forfatter er svaret enkelt: intet. Så hvis den eksistentielle dissidens med rette må kaldes en kliché, ligeledes den politiske, hvad er der så tilbage af overraskelser? Jeg byder på en nytænkning af kunstnerens mentale placering i forhold til magt og historie mod en bestemmelse af position. Hvor befinder du dig henne, dramatiker, forfatter, kunstner, her i dette år med disse regeringer, med denne befolkning og med denne magt, du har i hånden bag huden, i blodet, i den historiske sejr, du forveksler med skæbne? Kan du så åbne dine selvmedlidende øjne og forstå, at du vandt? Smag så på din sejr, og fortæl os, hvordan ilden smager. Andet vil jeg ikke høre fra din mund.