Indvandrere bør søge det danske fællesskab, til gengæld bør danskerne droppe tanken om homogenitet. Kodeordet er multikulturalisme. Mrutyuanjai Mishra er europæisk master i menneskerettigheder og demokratisering, Marie Louise Schougaard Christiansen er medicinstuderende. Hvor mange indvandrere skal man tillade at komme ind, hvem har lov til at komme, og allervigtigst, hvorledes skal man integrere de indvandrere, der er kommet for at blive? Det er spørgsmål, der ikke blot optager mange mennesker i Europa i dag - de er også afgørende for valgresultater. Globalisering belønner primært den kosmopolitiske elite, der besidder internationalt efterspurgte kvalifikationer. Og ifølge den kendte sociolog Zygmunt Bauman har den nye globale elite i dag mere til fælles med hinanden end med deres landsmænd. Den globale elite kommer ikke kun fra Vesten. Mødrene i Indien og Kina læser bestsellere med titler som 'Hvordan kan jeg føde et barn, som vil gå på Harvard Universitet'. Og over 30 procent af samtlige læger og over 40 procent af de studerende på overbygningsstudierne på tekniske universiteter i USA og Canada stammer fra Asien (især Kina og Korea). Man er tilbøjelig til at spørge, hvorfor indvandring ikke er nær så stort et problem i USA, som det er i Europa. I modsætning til USA, hvor nytilkomne indvandrere har styrket økonomien, så har de fleste europæiske lande ikke haft held til at få de veluddannede indvandrere, som de har brug for, og det er ikke lykkedes dem at integrere de indvandrere, der er kommet for at blive. I løbet af Bill Clintons præsidentperiode blev der skabt 20 millioner nye job i USA. De højt kvalificerede asiatiske indvandrere, der i samme tidsrum kom til USA, var med til at skabe nogle af disse job, hvilket har styrket den amerikanske økonomi væsentligt. En forbavsende stor del af det videnskabelige og økonomiske talent, der har gjort USA til en stormagt, kommer fra asiater og asiatiske andengenerationsindvandrere i USA. Det amerikanske samfund nyder også godt af, at mange lavtlønnede job, som de fleste amerikanske statsborgere vægrer sig ved at tage, besættes af indvandrere fra bl.a. Latinamerika (de såkaldte latinoer). Den demografiske krise, som det stigende antal ældre og det faldende fødselstal i disse år skaber i alle udviklede lande, modvirkes i USA af en indvandring af ny arbejdskraft. Begrebet nationalstat har europæiske rødder, og assimilationsmodellen har nationalstaten som sit ideal. Den hævder, at intet statssamfund kan være stabilt og sammenhængende, medmindre indbyggerne deler en fælles national kultur, der omfatter fælles værdier, idealer, moralbegreber og sociale skikke. Ifølge tanken om assimilation er minoriteternes valg enkelt. Hvis de vil være en del af samfundet og ønsker lige rettigheder, så skal de lade sig assimilere. Hvis de insisterer på at bibeholde deres separate kulturer, så må de samtidig acceptere, at de risikerer marginalisering og at blive gjort til genstand for diskrimination. Der er som sådan ikke noget i vejen med assimilation. Hvis minoriteter af egen fri vilje vælger at lade sig assimilere i majoritetskulturen, så bør det være muligt, og deres beslutning skal accepteres. Men spørgsmålet er, om en sådan grad af assimilation bør stilles som betingelse for opnåelse af lige rettigheder, og om den er nødvendig for at sikre politisk samhørighed. Den multikulturelle udfordring, som de fleste EU-lande står over for, består i, hvordan man skaber et samfund, som er fremtidsorienteret. Det kan godt være, at ingen EU-lande er parat til at modtage lige så mange indvandrere som eksempelvis USA, men man er nødt til at skabe et samfund, hvor der er respekt for de forskellige grupper indvandrere, der allerede er kommet. Storbritanniens tidligere udenrigsminister Robin Cook, der er fortaler for dette synspunkt, sagde i en tale, at Storbritanniens nationalret i dag er Chicken Tikka Masala, der stammer fra Sydasien. Samtidig glæder inderne sig over deres traditionelle stærkt krydrede chiliretter, uden at reflektere over at krydderiet chili blev bragt til Indien af portugiserne. Ord som yoga, horoskoper, salsadans, pizzaer og senest quickshaws i København er blevet en integreret del af det moderne Danmark. Man har altid lånt og lært af hinanden, og ideen om multikulturalisme bygger netop på dette faktum. I de seneste tre årtier har vi været vidner til en opblomstring af politiske bevægelser anført af oprindelige folk, nationale minoriteter, etnokulturelle nationer, migranter, homoseksuelle m.fl. De kræver lige rettigheder og repræsentation i samfundet. De udfører handlinger, praktiserer en livsstil og udtrykker synspunkter, der i varierende grad adskiller sig fra, misbilliges af og sågar søges modvirket af den dominerende kultur. Selvom de forskellige bevægelser indbyrdes adskiller sig for meget til at have en fælles filosofisk og politisk dagsorden, så er de alle fælles om at modstå det bredere samfunds pres for at homogenisere og assimilere dem. Over hele verden oplever vi altså grupper, der kræver anerkendelse og accept af en identitet, der adskiller sig fra flertallets. De insisterer ligeledes på, at man ser i øjnene, at samfundet i stigende grad bliver pluralistisk, og derfor bør man udvise mere fleksibilitet og accept. Dette handler ikke om forskelligheder og identitet som sådan, men snarere om de kulturbundne tankesæt og skikke, med hvilke forskellige grupper fortolker verden og organiserer deres individuelle og kollektive liv. Multikulturalisme handler altså om kulturel mangfoldighed og harmonisk sameksistens på trods af kulturelt funderede forskelle. Men selvom nogle måske rent vanemæssigt opfatter sig som fordomsfrie forkæmpere for individets rettigheder, er det ikke ensbetydende med, at de sympatiserer med tanken om sikring af forskellige gruppers kulturelle rettigheder. Der er mange eksperter, der mener, at menneskerettighederne i bund og grund er individuelle rettigheder. For dem handler multikulturalisme derfor snarere om individers ret til at vælge selv frem for gruppers ret til at bestemme over individet. Det er denne form for multikulturalisme, som EU-landene bør støtte, både for at befri deres indvandrere fra traditioner som tvangsægteskaber og for samtidig at gøre det muligt for dem at skabe sig en moderne identitet. Immigration har altid været en vital del af tilværelsen i lande som Australien, Canada og som sagt USA, og det er da også et faktum, at mere end halvdelen af al lovlig immigration i dag sker til et af disse tre lande. Over 25 procent af borgerne i Australien er ikke født i landet, og derfor har multikulturalisme i Australien en anden karakter, end det vil være tilfældet i Europa. Som en nation af indvandrere har USA tidligere insisteret på en hurtig assimilation af fremmede. Landet har været domineret af tanken om en enkelt amerikansk identitet og kultur, som udgjorde kernen i den amerikanske selvforståelse. Men dette er ikke tilfældet længere, da USA i stigende grad anerkender, at indvandrerne også bringer noget med sig, der kan berige amerikansk kultur. I anden halvdel af det 19. århundrede var det primært europæiske indvandrere, herunder ganske mange fra Skandinavien, der kom til USA. Indvandringen til USA i dag kommer primært fra Asien og Latinamerika. Og hvis tendenserne i den nuværende immigration fortsætter, vil antallet af indbyggere med ikkeangelsaksisk baggrund for første gang i landets historie om få år overstige antallet af indbyggere med angelsaksisk baggrund. Der er allerede byer i USA, hvor over halvdelen af indbyggerne taler spansk. Og befolkningen er underopdelt i bl.a. sorte, mexicanske, puertoricanske, indiske og kinesiske samfund m.fl., der alle insisterer på at bibeholde deres egen kulturelle identitet. Men denne form for kulturel ghettodannelse ville skabe spændinger i et lille land som Danmark. De seneste valgresultater i Europa viser, at befolkningerne ikke ønsker store folkevandringer. De er også bange for kultursammenstød og ønsker at bevare de nationale særpræg. Derfor er det uhyre vigtigt, at spørgsmål om indvandrere og flygtninge ikke bliver overladt til konventionseksperter. Menneskerettigheder er meget mere end fortolkning af konventioner. Samfund og kultur forandrer sig konstant, og derfor bør man ligesom Amnesty International indse, at det i takt med samfundsudviklingen er andre typer rettigheder, der skal prioriteres i dag. Vi mener, at indvandrerne bedst kan integreres, hvis de søger fællesskab med danskere frem for at isolere sig i deres egne etniske foreninger. Men på det seneste er der desværre sket en kraftig stigning i antallet af etniske foreninger. Både denne etnificering samt den eksotificering, som ukritisk hævder, at alt i indvandrernes kultur er positivt, har haft negative konsekvenser for integrationen. I de nye multikulturelle samfund må alle være enige om at respektere de grundlæggende menneskerettigheder. Og indvandrerne, som er kommet til Danmark, er nødt til arbejde med den del af deres kulturelle bagage, der indeholder elementer som tvangsægteskaber eller ekstreme religiøse holdninger. En multikulturel platform giver de nytilkomne mulighed for at søge fællesskaber på tværs af national oprindelse og etnicitet. Integrationen er lykkedes den dag, da vi med stolthed kan sige, at vi, uanset hvor vi stammer fra, nu er danske. Forskning og udvikling på områder som bl.a. psykologi og social antropologi har vist, hvor stor en betydning kultur har for mennesker. Menneskers selvværd afhænger af andres anerkendelse og respekt. Respekt for den personlige kultur som en integreret del af princippet om lige rettigheder. Men ved at forsøge at påtvinge mennesker assimilation bliver kulturelle symboler til et spørgsmål om religiøs identitet. Sikhernes turban er ikke længere blot et kulturelt symbol, hvilket i vid udstrækning var tilfældet tidligere, men den er blevet et tegn på religiøs identitet. Hinduernes vægring ved at spise kød, muslimernes kald til bøn over højttalere og de muslimske hovedtørklæder har alle fået karakter af obligatoriske religiøse krav. Det er tydeligt, at denne religiøse drejning af kultur har uheldige konsekvenser. Religionen opnår en anseelig indflydelse på udviklingen af kulturen, religiøse ledere tiltager sig en uberettiget autoritet, kritiske røster bringes til tavshed, og bløde kulturelle traditioner og skikke antager en skarp og kompromisløs karakter. Hvis ikke det religiøse argument medfører, at minoriteters kulturelle krav bliver opfyldt, fristes minoriteterne nogle gange til at forsvare dem med etniske termer. Det bredere samfund bliver beskyldt for at underminere minoriteternes etniske identitet, og dermed bliver kulturelle skikke etnificeret. Hvis kulturelle forskelle blev accepteret som en almindelig del af livet, så ville de involverede parter ikke føle sig nødsaget til at pakke dem ind i religion og etnicitet. Religiøse og etniske forskelle ville uden tvivl fortsat eksistere, men de ville ikke blive politiserede og gjort til det kulturelle forsvars bastioner og derved få langt større betydning, end de fortjener. Interkulturel dialog baseret på respekt for menneskerettighederne og demokratiske ideer er måden, hvorpå indvandrerne burde integreres i de europæiske lande. Forsøg på tvungen assimilation vil kun give bagslag. Multikulturalisme vil derimod skabe gensidig respekt, og dermed vil man trods forskellene kunne styrke samhørigheden og skabe en følelse af fællesskab.