DR bryster sig af at skabe nyheder og debat. Men ugens tv virker ofte som en planlagt føljeton, hvor aktørerne er hyret på forhånd, skriver kronikøren, der læser medievidenskab. Tv-avisens absolutte tophistorie 30. januar 2002 indeholdt alle de ingredienser, der skal til for at få en slumrende tv-seer op af stolen: sex, religion, bagvaskelse, magt og penge. De andre nyheder måtte vige pladsen for et ni minutter langt indslag om den indiske guru Sai Baba. »Overhovedet for den religiøse bevægelse beskyldes nu for omfattende seksuelt misbrug af sine tilhængere«, proklamerede Reimer Bo. Men læg mærke til det lille 'nu' i denne bekendtgørelse. Beskyldningerne havde - som lederen af den europæiske Sai Baba-bevægelse gjorde Reimer Bo opmærksom på - floreret på internettet i årevis. At det pludselig var blevet en nyhed skyldtes ganske enkelt, at DR havde produceret en dokumentarfilm om guruen. Det er ikke længere nogen hemmelighed, at medierne skaber deres egne nyheder. Hvis en journalist kan støve en god historie op, behøver den ikke at være ny, blot den er relevant. Og relevansen afhænger af vinklingen af historien. I den seneste tid har vi set en række eksempler på, hvordan Danmarks Radio lancerer dybdeborende dokumentarprogrammer som nyhedsstof. En dokumentarfilm malkes til det yderste med eksponering i TV-avisen, debatprogrammer og endda i radioen. Her følger opskriften på, hvordan man skaber en nyhed, hvordan man holder seeren fanget, og hvordan man opfylder sin public service-forpligtelse til at være debatskabende. Men som de fleste ved, vil smagsløgene brokke sig, hvis man serverer efter den samme opskrift gang på gang. Hvordan skaber man en nyhed? Når man som journalist skal grave en god historie op af skufferne, er der selvfølgelig nogle emner, der appellerer særlig kraftigt til seerens skandalesans: Sex og religion er altid en god cocktail. Mishandlede dyr eller børn råber til himlen. Og den lille mand eller kvinde, der får en urimelig behandling af Systemet, er også en sikker vinder. Men for at det skal blive en nyhed, er der et krav om aktualitet og relevans. Hvordan løser man det, hvis historien ikke er ny? Aktualitetskravet giver sig selv, hvis afsløringer nu endelig er kommet frem i lyset takket været, en journalist med et kamera og detektivtalent. Og vinkler man historien korrekt, opnås relevans. Den bedste vinklingsstrategi er at finde en syndebuk og kræve, at nu må der gøres noget! Og den allerbedste syndebuk er myndighederne. Der er ikke noget, der kan få seerne op af stolen som politikere, der sløser! Danmarks Radio har i år 2002 præsenteret en række mønstereksempler på, hvordan man skaber nyheder. Vi så det i januar i Rapporten, hvor afslørende billeder af mishandlede heste i en transport til Italien rullede over skærmen. Billederne af de lidende heste var stærke, og deres gru blev understreget af en chokeret fødevareminister med tårer i øjnene. »Det er hæsligt. Rædselsfuldt og fuldstændigt uacceptabelt. Det her bliver vi nødt til at gøre noget ved«, var hendes kommentar, der var inkluderet i programmet og blev vist igen og igen i TV-Avisen og 19-direkte. Et andet eksempel på en gammel nyhed, der aktualiseres, er historien om 'De bortførte børn', en dokumentarfilm vist på DR 20. februar. Her har journalisten fundet frem til en mor, hvis børn er blevet bortført af deres egyptiske far, og vi følger hendes fortvivlende forsøg på at få dem tilbage. Hun har optaget alle sine samtaler med Udenrigsministeriet på bånd, hvilket giver DR en enestående mulighed for at udstille den desperate kvindes møde med Bureaukratiet. Ministerråd Nina Jaquet bliver brugt som syndebuk, og efter udsendelsen måtte udenrigsministeren samle skårene op ved øjeblikkelig at oprette en 'hotline' for forældre til bortførte børn. I tilfældet Sai Baba blev endnu en minister konfronteret. Her var det kirkeministeren, der måtte tage øjeblikkelig stilling til Sai Baba-bevægelsens status som trossamfund i Danmark. Når man således vinkler sin historie som appel til politikerne, opnår man relevans og dermed en større interesse fra seere, der normalt ikke interesserer sig for hestevelfærd eller religiøse sekter. Hvordan får man fat i seeren? Først og fremmest er det vigtigt at have en god historie, og helst en historie med nyhedsværdi, som forrige afsnit eksemplificerede. Dernæst må man sørge for at eksponere historien mest muligt. Trailere for programmet er en selvfølgelighed, men kan man også bruge sit dokumentarstof i nyhederne, vil man nå rigtig mange seere! En god dokumentarfilm indeholder også debatstof, og det giver mulighed for at invitere personer med tilknytning til emnet i tv-studiet til debat. Lad os endnu en gang se på dokumentarfilmen 'Forført' om Sai Baba. I dagene op til udsendelsen blev der naturligvis reklameret for filmen på DR. Og morgenen inden udsendelsen udsendte Danmarks Radios P3 et interview med journalisten bag programmet. Dokumentarfilmen blev vist i den bedste sendetid onsdag aften. Da programmet var slut, gik TV-Avisen på med et fyldigt interview med lederen af den europæiske Sai Baba-bevægelse. Dette blev der fulgt op på dagen efter udsendelsen med nye oplysninger og gæster i 19-direkte. Nyheder er altså det, vi vælger at gøre til nyheder. Journalisten bag Sai Baba-filmen, Øjvind Kyrø, skriver i Politiken om TV-Avisen, der blev sendt umiddelbart efter 'Forført': »Flot at de rydder toppen for finanslov for at bringe et fyldigt resumé og interviewet med Thorbjörn Meyer. Reimer Bo klarer det fint«. Men for dem der ikke så dokumentarfilmen, men blot tunede ind på aftenens TV-Avis, må det have virket en kende mærkeligt, at guruen Sai Baba var aftenens hovedhistorie. Hvorfor? Fordi DR havde afsløret ham? Eller blot fordi de sendte en film om ham? Hvordan skaber man en debat? Ovennævnte emner kombineret med en ansvarlig person fra regeringen skaber perfekte vækstbetingelser for en øjeblikkelig debat. Afsløringerne om Sai Baba var ikke nogen nyhed. Anklagerne om misbrug af de unge disciple havde cirkuleret længe, og det er ti år siden, at der første gang blev sat spørgsmålstegn ved guruens mirakler. Men det blev en nyhed, i kraft af at journalisten Øjvind Kyrø lavede en film om Sai Baba til dansk tv. Og for at historien om tryllekunstnerne og anklagerne om pædofili ikke skulle blive en helt igennem eksotisk anekdote fra de kulørte blade, havde man vinklet filmen således, at kirkeministeren måtte tage stilling til, om Sai Baba- sekten var værdig til en status som anerkendt trossamfund i Danmark. Den megen opmærksomhed, Sai Baba pludselig fik på DR, så man derefter afspejlet i dagspressen, hvor kirkeministeren, religionsforskeren, den indfødte inder og mange flere pludselig havde en mening om Sai Baba, der skulle udtrykkes. Der var en yderst forudseelig debat, fremprovokeret af en dokumentarfilm, der blev promoveret i TV-Avisen, 19-direkte og i radioens P3. DR fortæller os højt og tydeligt, hvordan vi bør reagere. Vi er ikke i tvivl om, hvem der er de gode, og hvem der er de onde, og derfor står det efter DR's dokumentarprogrammer også soleklart, hvem der bør stilles til ansvar. 'Forført' fremstillede Sai Baba som en pædofil svindler og kom ikke ind på, hvorfor 30 millioner mennesker egentlig tilbeder ham? I 'De bortførte børn' føles det nærmest som en lettelse, at man kan skyde skylden på myndighederne, når man er vidne til en så frustrerende situation, det må være at miste sine børn. Man tager helt naturligt parti for den veltalende og tapre mor. Men kan man skabe en debat , hvis alle er enige om skyld og uskyld? Der er snarere tale om at skabe sensation. Hvordan undgår man en dårlig smag i munden? Vi elsker debat. Debat gør en tv-kanal såvel som en avis levende. Men debatterne på DR er kraftigt fremprovokerede. Al skytset er kørt i stilling og aktørerne booket på forhånd til at agere. Når en dokumentarfilm som 'De bortførte børn' vises, har man gnedet sig i hænderne over den kommende polemik, man forårsager. Derfor er debatten på forhånd skabt af tv-stationen, der trækker linjerne op og gavmildt leverer sendetid. Men, vil nogen råbe op, er det ikke vigtigt at give sendetid til en historie om bortførte børn? Jo, det er vigtigt. Det er gang på gang set, at oplever man frustrerende uretfærdigheder i samfundet, kan en heftig mediedækning lynhurtigt tvinge politikere mfl. til at ændre på forholdene. Men er det Danmarks Radios opgave at fungere som politimand i samfundet? Det er almindelig kendt, at Ekstra Bladet ofte tager affære, når den lille mand føler sig trådt på af systemet. Og vi har da også set små tendenser til det samme på DR, når 'Rene ord for pengene' fraråder folk at bruge bestemte telefonselskaber, eller i højere grad når Rapporten afslører snyd og bedrag. Men respekten for DR's dybdeborende journalistik daler, når der i så høj grad fokuseres på en syndebuk. Er det monstro, fordi det giver så dejlige seertal og så gode muligheder for opfølgende programmer? Når man aner en sådan motivation bag de nævnte dokumentarprogrammer, falder begejstringen for DR's detektivarbejde. Rollen som debatskaber kommer til at mangle troværdighed, når ugens tv virker som en planlagt føljeton. Det er problematisk, at en tv-kanal lancerer sine egne dokumentarfilm som nyheder, og det er det af flere grunde: For det første fordi den debat, man forsøger at skabe, er en kunstig debat, hvor seerne, befolkningen end ikke når at komme til orde. Fra tv-kanalens side har man planlagt en strategi for debatten - først den sensationelle dokumentarfilm, så TV-Avis og så debatprogram. Man har sågar krævet svar fra politikerne, inden seeren kan nå at tænke: Det kræver da vist et svar? Måske er det den ultimative form for public service, at seeren kan læne sig tilbage i stolen, og DR gør alt arbejdet? At seeren kan ringe ind og give sit besyv med i 19-direkte virker en anelse tåbeligt, da stregerne i forvejen er trukket hårdt op. Hvis den samvittighedsløse hestehandler er i studiet, behøver man ikke vente længe, før den vrede seer ringer ind og skælder ham ud. Det er så forudsigeligt, at det er skammeligt. En god debat i tv er helst fri for kanalens subjektivitet. DR har en god tradition for tv-debatter, men de nævnte eksempler viser en tendens til på forhånd at planlægge debatten frem for at lade den opstå, hvis der er et behov for det. 19-direkte er et fint forsøg på et spontant debatprogram, men misbruges til at promovere kanalens andre programmer. For det andet er det problematisk at bruge sine egne dokumentarfilm som nyhedsstof, da det virker ualmindeligt selvsmagende. Objektiviteten, som man med rette kan forlange af licensfinansierede nyheder, segner, når TV- Avisen bliver brugt i flæng til at promovere DR's øvrige produktioner. Derfor kan vi med rette spørge os selv - og DR's redaktionschefer - hvad TV-Avisens formål er? Er det at oplyse borgerne om nyheder i ind- og udland? Ja, det siger sig selv. Er det at gøre reklame for kanalens øvrige programmer? Nej, det vil de færreste mene. Man kunne måske endda stille spørgsmålet: Hvis historien om Sai Baba var en ægte nyhed, ville den så ikke blive nævnt i nyhederne på de konkurrerende kanaler? Men vi må ikke glemme, at Danmarks Radio kan sit kram. De kan producere gode dokumentarprogrammer, og vi kan prise os lykkelige for, at vi har mulighed for at se andet end quizzer og dokusoaps, når vi tænder for fjernsynet. Problemet er blot, at når konkurrencen er hård kanalerne imellem, bliver resultatet, at TV-Avisen og 19-direkte kommer til at fungere som reklamesøjle for dokumentarprogrammerne. Det ville klæde DR at overveje, om de virkelig behøver at gå med på sådanne konkurrencebetingelser på bekostning af kanalens troværdighed? I det mindste kunne man nøjes med at vise uddybende reportager efter TV-Avisen, frem for f.eks. at bruge ni minutter af en kort nyhedsudsendelse på at genudsende glimt fra et dokumentarprogram, man har vist umiddelbart forinden? Nu er jeg ikke blind for mediernes maskineri og ved da også, hvor vigtig en solohistorie er for journalister - og i dette tilfælde for en tv-kanal. Historien om Sai Baba er et virkeligt scoop for DR, men nøje planlagte scoops, forudsete samfundsdebatter, og spekulation i, hvordan man får den største opmærksomhed omkring sine dokumentarproduktioner, virker manipulerende. Citronen presses til det yderste, og DR har skabt debatten, endnu før befolkningen har haft mulighed for at reagere.