De europæiske nationalstaters selvstændighed er mere truet end nogensinde. Derfor må de stå sammen skriver Peter Kemp, professor, dr.theol & phil., Danmarks Pædagogiske Universitet. To store spørgsmål om Europas fremtid venter på svar, der kan få tilslutning i alle Den Europæiske Unions medlemslande. Det ene handler om begrundelsen for en europæisk forfatning, grundtraktat, aftale om kompetencekatalog, eller hvad man nu vil kalde den afklarende ordning, som alle EU-landes regeringer erkender behøves. Det andet handler om denne grundlovsagtige ordnings legitimering. Begrundelse og legimitering er ikke det samme. Begrundelsen angiver de politiske forhold, der nødvendiggør en forfatning eller lignende og de mål, vi europæere vil nå ved en sådan ordning, medens legitimeringen angiver hvorledes en forfatningsmæssig aftale får sin gyldighed for alle EU-borgerne. Der er begrundelser, der er forkastelige, uduelige eller utilstrækkelige, og så dem, der er afgørende. Forkastelig er enhver idé om, at Europa bør styres af de store europæiske stater, som kan hævde, at de er bedst til at lede Europa på alle de andres vegne. Den slags begrundelser fremføres ikke af de ledende europæiske politikere i dag, men på baggrund af netop disse landes historie, der er fuld af aggressivitet over for mindre lande, kan der være god grund til at mistænke dem for at nære stormagtsdrømme og søge at realisere disse drømme gennem en forfatning, der vil udviske deres selvstændighed. Men de store lande ved også, at en sådan forfatning ikke kan hente nogen legitimering hos det store flertal af borgere i EU. De uduelige begrundelser går især ud på at se EU som et rent økonomisk marked, der kan blive om ikke den stærkeste så dog en af de stærkeste magtfaktorer i verden. De duer ikke, for i sin rent økonomiske form kan en europæisk forfatning kun være en hæmsko for markedets udfoldelse. En europæisk forfatning må nødvendigvis kontrollere og styre markedet i overensstemmelse med de befolkninger, den har til hensigt at beskytte. De begrundelser, der ser en EU-forfatning - den være sig nok så demokratisk - som en overvindelse og ophævelse af nationalstaternes rolle, duer heller ikke. Når modstanden imod Den Europæiske Union har vist sig så stor ved hver eneste folkeafstemning siden 70'erne, f.eks. i Danmark, skyldes det utvivlsomt, at man har betragtet unionen som en trussel imod det nationale og regionale selvstyre. Når man derfor ikke længere blot taler om en traktat, men om noget i retning af en europæisk grundlov, er det helt udelukket, at en sådan grundlov kan godtages, hvis den skal afskaffe og ikke beskytte dette selvstyre. Nogle andre begrundelser kan være gode, men utilstrækkelige. Det gælder især ønsket om at sikre freden mellem de europæiske lande. Den europæiske fred behøver imidlertid næppe stærkere økonomiske og kulturelle bånd end dem, der findes i dag, for at blive bevaret. Det kan også anføres, at en europæisk forfatning kan bidrage til at styrke forståelsen mellem de europæiske folk og fremme det videnskabelige, teknologiske og kulturelle samarbejde. Men dette samarbejde finder jo allerede sted og kan også udbygges uden en forfatning. Der kan gives i hvert fald to stærke begrundelser for en europæisk forfatning, og de hænger nært sammen. Den ene er, at kun en forfatning kan sikre nationalstaternes selvstændighed over for den uhæmmede økonomiske globalisering. Denne truer med at underminere det parlamentariske demokrati og dermed også de nationalstater, der bygger på dette demokrati. Globaliseringen har sine gode sider, idet den styrker kommunikationen mellem landene og udbreder, goder og ideer hurtigt og effektivt fra de rige til de fattige lande. Men den har også negative sider såsom standardiseringer, ensretning i fødevareproduktionen, økonomiske og teknologiske beslutninger hen over hovedet på regeringer og parlamenter, en spekulativ kasino-økonomi, hvis fejl, uheld og vilde drømme kan føre en kæde af lokaløkonomier i afgrunden, osv. Den anden er, at kun en forfatning kan gøre Europa stærkt nok over for en amerikansk styring af markedsøkonomien. USA's regering har efter 11. september 2001 opgivet den liberale ideologi, som præsident Bush hidtil stod for, og som ville overlade verdens gang til markedskræfterne. Nu vil man i stedet styre verden militært, industrielt og økonomisk, af frygt for at terrorismen i ly af de frie markedskræfter skal ramme USA militært og økonomisk endnu mere end hidtil. Disse to begrundelser strider tilsyneladende imod hinanden, men kun tilsyneladende. For den kontrol, USA vil udøve over verdensmarkedet, har ikke et socialt og humanitært formål, men udelukkende et industrielt og militært. Man vil styre markedet for at beskytte USA, ikke for også at humanisere den økonomiske globalisering. For så vidt denne anses for at være i USA's interesse, vil dens negative sider forblive uantastede. Det betyder, at Europas selvstændighed og dermed også de enkelte europæiske staters selvstændighed efter World Trade Centers fald i New York er mere truet end nogensinde. Sagen er, at globaliseringen lægger de væsentlige økonomiske afgørelser i hænderne på transnationale firmaer og virksomheder og således, hvis den får lov til at fortsætte ukontrolleret, vil fratage nationale regeringsbeslutninger og nationale parlamenters afgørelser enhver vidtrækkende betydning. De nationale kulturer og deres sociale liv vil blive politiske svæklinge. Vort parlamentariske demokrati vil ende som folklore eller populært teater, historiske opvisninger, der minder os om, hvad der engang betød noget, men nu er helt tømt for regulær indflydelse. I dag trues så Europa yderligere af den kamp mod terrorismen, som USA vil monopolisere. Terrorismen er i sig selv en trussel mod demokratiet, fordi den kan skræmme almindelige mennesker fra at handle og tale frit og dermed friste dem til at give afkald på hidtil erhvervede frihedsrettigheder. Men kampen imod terrorismen kan blive en endnu værre trussel, når politikerne i en frygtreaktion drives til at fratage folk disse frihedsrettigheder og forvandle samfundet til et overvågningssamfund, hvor alle vogter på alle. I storpolitikken kan denne kamp blive en trussel imod demokratierne, når USA presser andre folk til at deltage i kampen på en måde, som de selv finder etisk uforsvarlig og politisk farlig. Således har USA lagt pres på de europæiske lande for at få dem med i krig imod Irak, selvom en sådan krig ikke er i Europas interesse og for os at se ikke vil tjene verdensfreden. Der er i dag i de europæiske regeringer langt større forståelse end i den amerikanske regering for, at terrorismen og især selvmordsterrorismen ikke kun er et sikkerhedspolitisk problem, der kan løses med magtanvendelse, men et socialt problem, der kun kan løses ved større social retfærdighed, det vil sige en mere ligelig fordeling af verdens goder. De nøjes ikke med primitivt at se terroren som en manifestation af den rene ondskab, men har mere forståelse for den sociale nød, der skaber den fortvivlelse, hvor terrorismens ånd kan gro. I særdeleshed forstår mange europæiske politikere bedre end de toneangivende i den amerikanske regering, hvad der rører sig i de arabiske lande, og hvilke lidelser især det palæstinensiske folk er blevet udsat for. Ved at kæmpe for et Europa, der frigør sig fra USA's overherredømme, kæmper vi også for at forsvare det bedste i USA's kultur, og vi fører dermed samme kamp som mange amerikanere selv fører inden for deres eget samfund. Vores kamp, for Europas selvstændighed er ikke en nationalisme i højere potens, men et kosmopolitisk bidrag til verdensfreden. I denne kamp må vi europæere ikke stå splittet, det vil sige, vi må forenes om fælles værdier, sådan som de er udtrykt i charteret fra Nice-mødet og i Laeken-erklæringen, og vi må stå sammen om en fælles legalitet praktiseret i fælles institutioner, der kan tale på alles vegne, og fælles afgørelser, der kan fastholde vores uafhængighed og markere vores selvstændige politik. Det gør vi mest effektivt ved at blive enige om en forfatning. Det er med verdensmagten som med samfundsmagten: Den må deles mellem flere. For som Montesquieu sagde: Magten må hæmme magten. Ingen stormagt kan - lige så lidt som noget enkelt menneske - tåle, at ingen siger den imod. Legitimeringen er det andet store spørgsmål. Hvordan kan en europæisk forfatning legitimeres, så den kommer i overensstemmelse med den europæiske borgers opfattelse af, hvad der gør politisk magt gyldig og berettiget? Mange vil umiddelbart svare, at ingen forfatning kan være gyldig uden at gøre et demokrati muligt. Men hvad skal man forstå ved et demokrati? Det kan ikke blot være en idé om, at folket selv styrer samfundslivet. For 'folket' kan være et flertal, der undertrykker eller ligefrem søger at udrydde forskellige mindretal, og det vil de færreste sige, at de går ind for. Derfor må styringen hvile på vedtagelsen af love, der overordnes de enkelte borgeres egoistiske ønsker og lyster, ikke for at undertrykke dem, men for at stille enhver 'lige for loven'. I moderne tid hedder det, at et godt samfund må kendes på, hvordan det behandler sine mindretal og afvigere. Et demokrati i dag er derfor et politisk system, hvori ethvert medlem af folket er sikret visse minimumsgoder, ikke blot materielle goder, men især også forskellige retsgarantier. Det er et system, der opretholder en social retfærdighed, det vil sige en rimelig fordeling af goder og byrder, rettigheder og pligter mellem alle borgere. I vore dage antager den europæiske borger, at en af de minimumsgoder, som enhver borger i et sådant samfund har ret til, er retten til at deltage i valget af de politikere, der skal lede landets styrende institutioner. Denne almindelige ret til at vælge de ledende politikere betyder, at disse politikere kun kan hente legitimeringen af deres politiske virke fra de borgere, der har valgt dem frem for andre. Denne legitimering af politikeren er en moderne idé, som blev udtrykt i de menneskerettighedserklæringer, der gik forud for dannelsen af Amerikas Forenede Stater og Den Franske Republik. Det var dengang en revolutionær idé, fordi den afskaffede enhver legitimering, der blot hævder den stærkestes ret, eller som for at legitimere enkelte magthavere refererer til en magt hinsides mennesket, f.eks. udtrykt i tanken om, at en magthaver er 'konge af Guds nåde'. Den suveræne magt har borgerne kun i fællesskab. Derfor dannes denne magt ved, at hvert enkelt menneske giver afkald på at gøre alt, hvad det har lyst til, for at forenes med andre om at gøre det, som tjener alles bedste. Mennesket bliver et samfundsvæsen ved at opgive sin vilkårlige frihed for at vinde en frihed på et højere plan - det er det, som Rousseau i 'Den sociale kontrakt' (1762) forstod ved fællesviljen . Følgelig kan en moderne forfatning heller ikke blive til uden at være forankret i ideen om, at det er folket, der er sin egen suveræn. Spørgsmålet er nu, om en forfatning, der på forskellige områder forbinder forskellige folk, kan legitimeres ud fra denne opfattelse af det enkelte folk som suveræn. Hvis folkets suverænitet er det politiske livs legitimerende grundlag, hvordan kan man så tænke legitimeringen af politiske instanser og institutioner, der gælder for flere samfund? Kan det enkelte folk afgive suverænitet til overordnede instanser? Spørgsmålet har været drøftet i forbindelse med en tolkning af paragraf 20 i den danske grundlov. Svaret må være, at strengt taget kan den europæiske borger ikke afgive nogen suverænitet til nogen politisk myndighed, den være sig national eller overnational. Med andre ord: En stat kan ikke overdrage nogen suverænitet til en superstat, for staten selv besidder ikke nogen suverænitet, men er kun forvalter af magten. Denne besiddes kun af borgerne i fællesskab. Det betyder, at fælleseuropæiske politiske instanser konstant må legitimeres ved kontrollerede valg og andre procedurer, der overdrager bestemte personer bestemte opgaver for et begrænset tidsrum. Ingen, der får politisk magt, har denne magt på anden måde end til låns. Enhver delegering af magtudøvelse kan tilbagekaldes, og borgerne beholder altid ret til modstand imod magtmisbrug. Vi må have ret til at kunne melde os ud af EU, hedder det ofte. Det er en ægte demokratisk tanke. Uden denne idé kan unionen ikke have nogen legitimitet, og vedtagelsen af en forfatning vil ikke kunne ændre noget derved. Men hvis magten i et moderne politisk demokrati således er forankret i borgernes fællesskab, hvordan kan dette fællesskab så give lovgivende, udøvende og dømmende magt til institutioner og instanser, der ofte vil fungere på lang geografisk afstand fra de borgere, på hvis vegne de handler? Rousseau kunne ikke løse dette problem og anså i virkeligheden demokratiet for umuligt uden for bystatens overskuelige område. Men på hans tid fandtes jo heller ikke de muligheder for øjeblikkelig kommunikation, som vi kender i dag i kraft af radio, tv, e-mail osv. Når den europæiske borger kræver større gennemskuelighed i de politiske processer, er det da heller ikke et umuligt krav. Det betyder ikke, at uformelle samtaler mellem politikerne skal være åbne. Det vil blot låse dem fast i standpunkterne og hindre dem i at finde fælles fodslag. Men de store principielle uenigheder, som skal danne grundlag for, hvilke europæiske politikere folk ønsker skal have magten, må ikke skjules og behøver heller ikke blive skjult i et moderne kommunikationssamfund. Det egentlige problem ved en forfatning, der forener forskellige lande, som allerede har deres egne forfatninger, er, at de nationale forfatninger eller de nationale traditioner for legalitet har deres egen legitimitet i kraft af, at de har løst og kan løse en række problemer, som bedst løses på nationalt plan. Derved har de skabt nationale identiteter eller nationer som en slags juridiske personer. Disse besidder dermed en legitimitet, som borgerne ikke har nogen interesse i at ophæve, ja tværtimod må opfatte som instanser, der garanterer deres retssikkerhed, kultur, historie og sociale fællesskab. Derfor kan en EU-forfatning kun få legitimitet ved at fremtræde som en overbygning, der værner nationalstaterne indadtil og udadtil. Og derfor kan kun en føderal forfatning være legitim for den europæiske union. Forfatningen må foreskrive et system, der bevarer alle nationer som ligestillede, bl.a. ved en eller anden form for tokammersystem (Europaparlamentet og en forsamling af repræsentanter for de nationale parlamenter) og dobbelt regeringssystem (kommissionen og ministerrådet). Den må sikre nationalstaternes Europa. Denne idé er ikke - som nogen har påstået - lige så absurd som cirklens kvadratur. For ligesom det enkelte menneske kan bevare meget af sin personlige frihed, når det vinder en ny frihed som samfundsborger, kan den enkelte nation på mange måder bevare sin frihed i en europæisk union, hvor man løser fælles problemer i fællesskab. Sandheden er, at de europæiske nationalstater i dag må stå sammen for at bevare deres selvstændighed.