0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Codan overalt

Har det nogensinde været meningen, at en kommune skal være et forretningsimperium? Nej, dette handler ikke om Farum, men om Frederiksberg og alle andre kommuner.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Har det nogensinde været meningen, at en kommune skal være et forretningsimperium? Nej, dette handler ikke om Farum, men om Frederiksberg og alle andre kommuner. Skuespilleren Svend Johansen fortæller en frygtindgydende historie.

Af
De siger, at man skal være en ildsjæl for at sætte sig op imod en kommunes beslutninger, men jeg mener nærmere, at man skal være idiot for at lade sig trække rundt ved næsen af nogle politikere, der fortolker forvaltningsloven efter forgodtbefindende.

Denne indledning har sit udgangspunkt i en sag, som jeg ikke skal komme alt for meget ind på her, da den er lokal og derfor ikke i sig selv har interesse for så mange mennesker.

Men det principielle i den burde nok komme os alle ved, for på et eller andet tidspunkt kan den lige så let ramme dig. Den ramte i dette tilfælde 500 mennesker, der bor i området omkring Codanbygningen. Man ville udvide og bebygge området bag højhuset med 13.000 m2 efter at have nedrevet de i forvejen værende 6.500 m2.

For at sådan noget skal kunne lade sig gøre, må man have tilladelse til det af kommunen, hvad der vist er velkendt for enhver. Og se, det fik Codan da også.

Nu er der bare dét, at Codan gjorde, som de fleste andre i deres sted ville have gjort, de krævede at brede sig så meget som muligt, så det kommer til at genere de omtalte 500 mennesker, som de selv så rigtigt og elskværdigt betegner som deres naboer. Der blev udelukkende taget hensyn til det personale, der skal opholde sig i de nye lokaler. Og det drejer sig om hensyn, som et stort firma godt kan være bekendt over for sine medarbejdere. Der skal være luft og lys og godt med plads til hver enkelt. Der skal sågar være sollys til beplantning indendørs. Der skal være sportsfaciliteter, afslapnings- og rygerum, og så skal der være hele tre gårdmiljøer. Joh, det var rigtignok noget, som H.C. Andersen udtrykte det.

Det kan man vel ikke bebrejde et firmas direktører for at ønske sig til deres ansatte - anderledes end at man kan spørge sig selv, hvordan de fra deres ophøjede stade - og dette bør forstås i bogstaveligste forstand, da disse herrer i det store og hele befinder sig i tyve etagers højde - kan undgå (ved at rette blikket nedad) at opdage, at deres ønskers gennemførelse samtidig fratager et helt område lys og luft. Samtidig med at de gør vejen bag sig smallere og bebyggelsen betydelig højere, hvad der jo ændrer de betingelser, som lejerne dér har indgået deres kontrakter på.

Alt dette kan Frederiksberg Kommune så have frit udsyn over - og derefter tage stilling til, om de vil give tilladelse til så omfattende dispensationer fra byggeloven, som det vil kræve. For i sidste ende er det dem, der sidder med ansvaret. Og alt efter hvilken kommune, man befinder sig i, er man enten solgt til stanglakrids - eller er lykkens pamfilius.

At højhuset overhovedet er der, er i sig selv vanskeligt at finde en god begrundelse for, da det for nogle år siden i en enquete i Politiken blev valgt til Københavns grimmeste bygning. Og da det befinder sig i et område med gamle, smukke og i visse tilfælde ret så særprægede bygninger, er det fuldkommen malplaceret dér. Men, som de siger fra kommunal side, det ligger på hjørnet af Frederiksberg og skal være som en indgang til bydelen. Virkeligheden er nok en anden: Det skygger for Frederiksberg!

Men hvad er det, vi kan forvente af vores kommune, hvor vi jo selv har været med til at stemme bestyrelsen ind? Som lægmand var jeg nødt til at konsultere et leksikon for at se, om jeg havde en nogenlunde fornemmelse af de opgaver, en kommune skal forvalte. Og det viste sig, at jeg havde hørt godt efter i timen, for denne forvaltningsenhed, som en kommune betegnes som, har netop alle de ting på plakaten, som jeg havde regnet med, og som jeg tror de fleste mennesker forestiller sig: skole, sundheds- og brandvæsen, vandforsyning, social forsorg, biblioteker, vej- og kloakvæsen. Og økonomien klares ved at indkræve skatter og ved indtægter fra gas, el og vand. Samt med tilskud fra staten. Og for at kontroller, om alt går efter bogen, findes der tilsynsråd, hvis afgørelser kan ankes til indenrigsministeren. Elementary, my dear Watson!

Men hvad er det, vi ser: disse for vort land så sørgelige tider? Og her vil jeg helst undlade at komme ind på sæbeoperaen fra Farum, da alt synes at være vendt på hovedet dér. Selv om dette eksempel er grelt, er der mange andre steder, hvor kommunen tromler sine beslutninger igennem og ikke lader mennesket være i centrum, hvad de fleste partier ellers bedyrer, at de går ind for. »Mennesket i Centrum«. Papir er taknemmeligt.

Jo, vi ser pludselig, at vores kommune er begyndt at sælge ud af klenodierne - at opkøbe grunde - at handle - at spekulere - det er den rene liberalisme - og med dén regering, vi har for tiden, er det lige vand på møllen. Men har det nogensinde været meningen, at kommunen skal være et forretningsimperium? Leksikon og jeg er jo lige blevet enige om, at kommunens opgave er at forvalte dens tildelte penge på bedst mulig måde for dens borgere. Det kunne se godt ud, hvis hver kommune skulle profilere sig som et kommanditselskab - og skulle konkurrere med de andre kommuner. For det er vel stadig sådan i forretningslivet, at det, man tjener, må andre betale. Så på den måde bliver det til 'alle kommuner mod alle'.

Hver kommune vælger sig en borgmester, og det skulle helst være den bedst egnede. Nu er der bare det, at den slags mennesker næsten altid vælger sig selv, det vil sige, at de gør alt muligt for at blive dén, der bliver den udvalgte. Og det er ikke altid mennesker med den bedste karakter, der opfører sig sådan. Til sammenligning kan det nævnes, at det er sjældent at møde en ydmyghed som den Golda Meir fremviste, da hun blev udpeget som premierminister i Israel. Hun græd, fordi hun var bange for, at hun ikke var stor nok til at bære det enorme ansvar, som fulgte med stillingen.

I disse tider ser vi ministre (også i Danmark) juble over at være kommet til fadet. »Det er vidunderligt at være minister«, siger vores kulturminister for eksempel uden at vise mindste tegn på forstand på dét, område, han skal forvalte. Og sådan er det hele vejen igennem.
Helt hen til kommunen og tilbavs igen.

Og dér sidder så borgmesteren og delegerer kommunens opgaver ud til de menige medlemmer af byrådet. I kommuner, hvor der er overvægt af medlemmer fra et bestemt parti, har udvalgene alle formænd fra dette parti og har samtidig et forudbestemt flertal, og det er ikke vanskeligt at se, hvad der i værste tilfælde kan komme ud af det. I sådanne kommuner bør borgerne være ekstra på vagt over for magtmisbrug.

Et byrådsmedlem skal ikke skrive under på noget som helst for at være med som beslutningstager. Alle kan blive det, blot de bliver valgt. De får ikke ret mange penge for det, så enten gør de det for at have indflydelse og gøre godt for deres medmennesker, eller fordi de kan lide at have magt, eller måske fordi de kan bruge det som springbræt til en højere politisk karriere. Men i alle tilfælde bør de gøre sig klart, at hver eneste beslutning, de tager, har indflydelse på mange menneskers liv.

Det lyder naturligvis helt ideelt, men i virkelighedens verden er det ikke så let at leve op til. For i disse komplekse tider er der alt for meget at skulle tage stilling til. 50 sager på et totimers møde er ikke ualmindeligt. Hvordan skulle et normalt menneske være i stand til dét?

Joh, men sagerne er i forvejen blevet behandlet i de forskellige udvalg, og så er det bare at stemme, som ens partis formand har besluttet. »Partisoldat« er man i så fald blevet reduceret til.

Kort vil jeg lige vende tilbage til Codan-sagen for at illustrere, hvor uheldigt en sådan fremgangsmåde kan falde ud. Fra vores vej blev der sendt 52 indsigelser mod kommunens nye lokalplan for området. Måske handler det om 200 sider i alt. Men blev de læst? I hvert fald ikke af alle, og i nogle tilfælde ikke engang af partiformændene. Dette har jeg fået oplyst af de implicerede personligt. De har ikke tid, siger de.

Men jeg havde (endda i flere omgange) opfordret hele kommunalbestyrelsen til at tage personlig stilling til sagen ud fra den begrundelse, at det var en principiel sag og ikke en politisk. Men nej.

Resultatet var da også, at alle stillede op i retstilling og gjorde, som høvdingen befalede. Dette var specielt uheldigt, da 12 af de 25 medlemmer var konservative ligesom borgmesteren, der havde kørt løbet stramt fra først til sidst. Ingen slinger i geleddet.

Hvem kender ikke mindst én person, der har fået afslag på at ville bygge et eller andet til eller om ved deres hus eller få opført et skur eller en carport, der måske ville være kommet fem centimeter for tæt på nabogrunden? Og hvem har ikke hørt om, hvor let det er for store foretagender at få dispensationer for deres lebensraumsdrømme? Hvem kender ikke til ekspropriationer, der totalt spolerer landområder, eller åer, der skal rettes ud - med store skader til følge og så videre - og for resten rettes tilbage igen? Hvem kender ikke nogen, der pludselig har fået en motorvej lige i synet eller et højhus foran sig til at tage udsigten? Disse og utallige andre tiltag kan være daglig kost i de kommuner, hvor der styres enerådigt, hvor der ikke lyttes med åbne sanser, og hvor indføling er en mangelvare.
Men hvordan dæmmer man op imod det?

Ja, det er ikke blevet nemmere, da planloven jo for nogle år siden blev lempet for at give plads til mere selvstyre, så det ville blive sværere at se kommunerne efter i kortene. Og når man undersøger forvaltningsloven, finder man ikke et ord om den overordnede indfaldsvinkel til at fortolke den. Den giver retningslinjer om mange praktiske måder at løse opgaver på - og dermed basta. Og hvis det er den, der i det store og hele handles ud fra, og man ikke lægger den sammen med planloven, må det være let at sige, at alt er gået efter bogen.

Så for at de stakkels byrådsmedlemmer ikke hele tiden skal tage planloven, eller rettere 'vejledning til planloven', frem og sige :»Hvad var det nu, der stod? - lad mig se - joh, her er det ...«.

Borgerne skal have lejlighed til at øve indflydelse på planlægningen - at sikre offentlighedens medindflydelse - således at hensynet til borgernes inddragelse i planlægningen tilgodeses«. Det står på side 27 i et værk på 74 sider. Gad vide, hvor mange byrådsmedlemmer der har læst det.

Men da det er det eneste sted, der står noget til gunst for de enkelte borgere, hvis de skulle være så uheldige at komme i klemme i systemet, kan vi vist konkludere, at det ligner en gummicheck.

Fortolkningsmulighederne er mange, og for kommuner med skjulte agendaer er det en gave. For naturligvis kan man da give borgerne medindflydelse ved at lytte til dem - med lukkede sind og ører - og give dem aktindsigt og alt det der. Men det kaldes skindemokrati og ligner meget af dét, der foregår mange steder.

De lige nævnte formuleringer for lokalplanpligt bør derfor ændres, sådan at det ikke længere bliver muligt for en kommune at gøre, som det passer den - eller i visse tilfælde som det passer borgmesteren.

Og det ville være ønskeligt, om de blev indføjet i begyndelsen af forvaltningsloven - samt midt i - og ligeledes i slutningen, så beslutningstagerne en gang imellem kunne snuble over den egentlige grund til, at de sidder, hvor de gør. For vi menige borgere er på herrens mark, som det er nu. Ingen paragraffer taler om retfærdighed, og etik er et ord, der vel nærmest bliver betragtet som en fornærmelse i disse omgivelser.

Man kan så klage til Naturklagenævnet, men dér beskæftiger de sig i det væsentligste med, om formalia er overholdt, og om der ikke er begået tekniske fejl. Det retfærdige i sagens afgørelse er der i virkeligheden ingen til at tage sig af - bortset altså fra kommunen selv.

Joh, så kan man selvfølgelig lægge sag an mod kommunen, men det er en bekostelig affære, og det gætter jeg på, at der findes kommuner, der tager med i deres overvejelser.
Advokater, ja, sågar politikere siger, at det er omsonst at forsøge at få ændret en kommunes beslutninger, men værre endnu - så fortsætter de: for sådan foregår det overalt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar