Socialdemokratiet arbejder på en litteraturpolitik, forlyder det. Fint nok, men hvad er det for et menneske- og kunstsyn, der ligger bag? Forfatteren efterlyser en anstændig debat om begge dele. STATSMINISTERENS NYTÅRSTALE hørte jeg som en af de mest uansvarlige i nyere dansk politik, den er ganske enkelt uforglemmelig! Systemdanmark blev med tiden upopulært, men dét særlige Danmark bliver hverken forandret til det bedre af mistænkeliggørelse af eksperter eller af fortielse om vores medlemsskab af EU. Danmark er og bliver en del af Europa og er ikke meningsmålingernes holdeplads som USA, heller ikke selvom det ser sådan ud netop nu, hvor populismen sætter dagsordenen for den politiske debat. Dansk Folkeparti postulerer, at sandheden findes hos fru Larsen på bunden af samfundet. Konsekvensen er, at eftertænksomhed, faglig og menneskelig kompetence samt viljen til at analysere og forstå verden mistænkeliggøres, og at akademikere, intellektuelle og kunstnere dæmoniseres som fjender af folket. Her er tale om en højredrejet videreførelse af 68'ernes ubetænksomme respektløshed og nivelleringer, en videreførelse, der dog savner vores humør og tillidsfuldhed! Dæmoniseringer er farlige, og så længe ingen snakker med f.eks. læsere og bibliotekslånere kan de fortsætte. Men i en sørgmunter modsigelse findes der faktisk bunker af læsekredse på biblioteker, i præstegårde og private hjem, hvor fru Larsen både læser Johs. V Jensen, Inge Eriksen og minimalisterne fra Forfatterskolen - også selvom hun og mange andre deltagere faktisk stemmer på DF. DET LADER NU TIL, at Socialdemokratiet vil udvikle en litteraturpolitik. Det er lidt pinligt, at det vil ske under partiets tid i opposition, men jeg bifalder idéen med den tilføjelse, at en af de vigtigste forudsætninger for udviklingen af en sådan er at diskutere det nedslidte, socialdemokratiske menneskesyn. For uden et klart menneskesyn ingen litteraturpolitik - eller politik i det hele taget. I årenes løb er omsorgen for og beskyttelsen af de svage endt med en klientgørelse af snart sagt alt, hvad der bevæger sig. Undtagen de ressourcestærke, som det hedder med et aldrig præcist defineret ord. I 1990'ernes afslutning handlede socialdemokratisk politik ikke længere om omsorg og solidaritet med stadig flere klienter, vi var endt i et Systemdanmark, præget af en mani for kontrol, uudtalt mistro, selvglæde og lukkethed. I den atmosfære var et slagord som 'Tid til forandring' dømt til succes. Jordskredssejren 20. november 2001 viste, at der foruden så meget andet er brug for et opgør med hvor-er-det-synd-for-Johnny-holdningen og en udbredt mistillid. Jeg er ikke den eneste i en centrum-venstre-position, der har krympet sig over socialdemokratiske politikeres udtalelser om, at dét og dét ikke er forklaret godt nok for vælgerne. Som om politik især er et pædagogisk projekt! Positivt udtrykt er der brug for at udvikle en ny rummelighed og tillid til, at mennesker kan en hel masse uden hjælp fra støttepædagoger på alle livets områder, altså tage et opgør med den ødelæggende frygt for at tage noget for pålydende, og dén fremmedfjendske, klæge provinsialisme, som Socialdemokratiet alt for tit deler med Venstre og DF. At vælgerne med Folketingets nye mandatfordeling på det sidste punkt er kommet fra asken i ilden, ser jeg bl.a. som et resultat af, at kontrolmanien og mistroen i den offentlige debat ikke er blevet koblet sammen med den politiske kastes uerkendte provinsialisme. Når man tænker efter, er det fuldstændig utroligt, at politikere interesserer sig mere for meningsmålinger end for at se sig om i Europa. Gjorde de dét, ville de se, at problemerne for centrum-venstre-partierne er fælles. Og såmænd da også for centrum-højre-partierne. Tilbage til litteraturen. FOR PRÆCIS 20 ÅR siden sagde Ritt Bjerregaard i et interview i Luftskibet (nr. 2, 1982) bl.a.: »...kunst sådan som vi opfatter det er defineret af en anden klasse i en anden tid. Arbejerklassen har aldrig gjort andet end at forsøge at tillære sig glæden ved det samme, det samme som en anden klasse har defineret. Det kan man via uddannelse have en glæde af - en stor glæde af - men det er en lært glæde«. Det er i øvrigt lidt morsomt, at bl.a. Weekendavisen har efterlyst borgerlige forfattere. De findes, naturligvis, men avisens medarbejdere har som de fleste politikere ikke fattet en brik af kunstnerens nødvendige uafhængighed og integritet. De 20 år, som er gået, har bragt store omvæltninger. Klassebegrebet er forvist eller globaliseret, den klassiske klassekamp foregår i hvert fald mest synligt på den tredje verdens slavelignende arbejdspladser. Vi har oplevet en it-eksplosion, og Muren er faldet. Kun én supermagt står tilbage under en højrepopulistisk administration med et gigantisk militær. 68'erne husker Norman Mailers råb til præsident Johnson under Vietnamkrigen: »Johnson, you're a bully with an airforce!«, og jeg kan næsten nostalgisk tænke tilbage på Lyndon B. Johnson, der i sin indenrigspolitik var noget mere ansvarlig end den anden texaner, Bush jr. På den baggrund kunne Ritt Bjerregaards udsagn i dag lyde nogenlunde sådan: Litteraturens kvalitetskriterier defines af (især akademisk skolede) mænd, mens det især er kvinder, der læser bøgerne. De borgerlige dannelsesidealer er brudt sammen, og en litteraturpolitik må udvikles på et moderne menneskesyn og nye kriterier i konsekvens af de historiske forandringer. Helt afgørende er, at nogen vil tage ansvar og prioritere, for i virkelighedens verden er det jo indlysende, at noget er bedre end andet, og at følelser alene ikke kan afgøre, hvad der er kvalitet. Efter kunstnernes og de intellektuelles forfærdelige hovmod under rindalismedebatten i 1960'erne - og 68'ernes ansvarsfri nivelleringer - skulle det i dag være muligt at gennemføre en prioriterings- og kvalitetsdebat på en anstændig måde. Det må også medtænkes, hvilke infatiliserede følger årtiers mere og mere kælne pædagogik (det er synd for skoleelever og studerende) har haft for evnen og viljen til at argumentere. Følelser som eneste argument åbner en ladeport både for højrepopulister og 'selvretfærdige smagsdommere'. POLITIKERNES dæmoniseringer står ikke alene. Forfattere af lyrik og romaner samlet i Danske Skønlitterære Forfattere er de onde og rige, der stjæler fra de gode og fattige. Men den såkaldte bagatelgrænse på 5.000 kr. (før var den 25 kr.) er lanceret af kulturministeren og er ikke til forhandling trods utallige og gentagne protester. Der kan siges meget om bagatelgrænsen, jeg skal bare spagfærdigt påpege, at kun en håndfuld forfattere og oversættere forgyldes af en stor biblioteksafgift. De onde, rige forfattere angribes fra flere sider, de mest absurde udtalelser kommer fra fastlønnede personer med udsigt til pension, de mest sårende fra kolleger som Leif Davidsen og Michael Larsen. De udtrykker på hver sin måde en utålsomhed, dels begrundet i et besynderligt journalistsyndrom (?), dels på et mere overordnet plan begrundet i det danske, litterære miljøs mangel på genrebevidsthed (det ses tydeligt ved sammenligningen med en engelsk tradition). Miljøet har dog en lysende undtagelse i Bo Tao Michaëlis. Jeg er hverken litteraturhistoriker eller -teoretiker,men en af forklaringerne på det litterære miljøs selvtilstrækkelighed (er det dét, Brian Mikkelsen forstår ved københavneri?) kunne være, at vores fremmeste kritikere/formidlere fra en ældre generation som f.eks. Torben Brostrøm er skandinavister - ikke europæere. I deres værdihierarki står lyrikken øverst, og det får den praktiske konsekvens, at danske romanforfattere stadig savner formidlere med indsigt i og kærlighed til romanen. Det fører måske også til, at Davidsen og Larsen i et bagvendt snobberi ikke læser f.eks. mine mainstreamromaner, mens jeg læser deres genreromaner. Det snævre perspektiv og det bagvendte snobberi kan ikke bruges som grundlag for en litteraturpolitik, dertil er det simpelthen for gammeldags. FORFATTERI ER ET ERHVERV, en profession, hvis ikke, hvorfor så etablere en forfatterskole med rektor, lærere og SU? Men Socialdemokratiet og store dele af venstrefløjen (i uskøn forening med DF) mangler respekt for kunstenerisk kompetence - undtagen tv-kokkes og modedesigneres. Det er også et erhverv uden sikkerhedsnet, men i modsætning til det rigtige erhvervsliv har kunstnere uden forhandlingsret været politisk kastebold under stribevis af finanslovsforhandlinger. I det perspektiv er det pinligt at læse fastlønnede menneskers gode råd om, hvordan vi kan overleve med en arbejdsindsats, der har lidt eller intet at gøre med vores profession. Også forlagene må lytte til kritik og ændre syn på forfatterne. De endelæse forhandlinger om en ny 'normalkontrakt' er en parodi, og når det kommer til paperbackudgivelser, er de økonomiske forhold skandaløse. Der kan også siges meget om forlagsstrategier, ikke mindst om danskernes dårlige købmandsskab sammenlignet med nordisk og hollandsk vilje til og talent for at sælge romaner til udlandet. Endelig er det ikke uvigtigt, at forlagene ofte er for ukritiske med deres udgivelser - se bare på de slappe bøger om dejdukker og perlekranse, uredigerede digtsamlinger og sagesløse debutantbøger. Da Per Højholt for år tilbage angreb børnebøger for ikke at være kunst, rejste der sig et ramaskrig. Debatten var hård, men nu mange år efter må man konstatere, at kvaliteten af danske børnebøger er steget ganske betragteligt med en seriøs formidling til følge. Måske kunne noget tilsvarende ske med fagbøgerne. En del af løsningen på dét problem kunne være, at biblioteksafgiften deltes i individuelle puljer, således at oversætternes og fagbogsforfatternes selvransagelse og ændring af fordelingsnøglen foregik internt uden indblanding af de onde, rige skønlitterære forfattere. Som - iøvrigt - for ti år siden blev kaldt de fattigfine. For om og til forfattere kan man jo sige alt. EN NY LITTERATURPOLITIK må have et dobbelt sigte: Den må angå både samfund og forfattere, jævnfør Politikens leder 24.2: »Kulturpolitik bedrives for samfundets skyld og ikke for kunstnernes«. Samfundet består som bekendt også af unge mennesker, og de kan have en helt særlig vinkel på litteratur: I 1996 holdt jeg foredrag om morgnen på en handelsskole i Skive. De unge mennesker var søvnige og uengagerede, og efter mit foredrag spurgte dansklæreren desperat, hvorfor man læste romaner. Og så lød det grødet fra en af de bageste rækker: »For at få fred!«. En kulturel/politisk sovepude af de helt store er mantraet om fragmentering. Min lille anekdote skulle antyde, at fragmenteringens ødelæggelser er overdrevne. Nutidens ungdom er bevidst og selvbevidst og besidder højt udviklede sociale færdigheder. Behøver jeg at tilføje, at der faktisk også findes en solid dansk tradition for opbygning af netværker, foreninger og organisationer? At der altså stik imod det mondæne sortsyn eksisterer en sammenhængskraft, som medier og politikere ikke finder salgbar? Årtiers kælne pædagogik med dertil hørende klientificering har medført, at enhver form for bekymring på andresvegne kræver sin behandler, støttepædagog og ildevarslende rapporter. I de rette hænder - politiske eller journalistiske - er der rig mulighed for social pornografi, og den sælger jo som alle andre former for pornografi rigtig godt. Men hvis man virkelig mener, at noget bør gøres, kunne man jo imødegå fragmenteringen ved at bekæmpe historieløsheden. Det giver både JuniBevægelsen og DF alt for gode kort på hånden: Fabrikationen af falske danmarksbilleder må indgå i den debat om menneskesyn og kultur, der er forudsætningen for en litteraturpolitik. Alene den højreorienterede hetz mod dé yngre historikere, der forsøger at gøre op med mere end én bekvem dansk myte, antyder, at der skulle være noget at hente for dristige socialdemokrater. Spørgsmålet er, om dristigheden rækker til selvransagelse og et opgør med partiets forældede menneskesyn. For det er jo ikke nok at afvise Brian Mikkelsens nedskæringer og grumme forsøg på topstyring. Meget af det, der sker i disse måneder, har jo ikke kunnet lade sig gøre uden fortidens ligegyldighed og undladelsessynder. Den forrige regering ville f.eks. ikke gengive forfatterne en fagpolitisk forhandlingsret, afklare beskatningsproblemer og bibliotekstafgiftens karakter(er den vederlag eller støtte?). På disse og andre punkter har forfattere og andre kunstnere ofte følt, at systemet kom før mennesket, organisationen før visionen. Der bliver ikke ro under denne og senere kulturministre, før en egentlig litteraturpolitik baseres på, at Danmark er et lille sprogområde. Det lyder som et mantra, men det er politik og jura. De små sprogområder i EU - og flere kommer til med østudvidelsen - skal have særregler for litteraturen og vil få dem, da EU's erklærede kulturpolitiske mål er at styrke forskellighederne, kaldet diversitet. På et grundlag af EU-regler vil de pinagtige, endelæse og ydmygende kampe om, hvad biblioteksafgiften egentlig er - vederlag eller støtte - kunne afsluttes. En afklaring fratager selvfølgelig politikerne muligheden for at skabe splittelse på kryds og tværs blandt forfattere og andre kunstnere, men de finder såmænd nok et par nye fif. Hvis de da ikke aldeles mirakuløst begynder at bedrive interessant kulturpolitik, tilbyde visioner og lignende eksotiske sager. DET GÅR FAKTISK RIGTIG GODT med det kulturelle liv i Danmark. Men hvis fødekæderne visner under en kortsynet og fornæret partipolitik, der forringer kunstnernes og forfatternes arbejdsvilkår/økonomi, ja, så opstår et kulturelt armod, som det vil tage år at rette op på, og som yderligere vil forstærke amerikansk kulturs indflydelse. Og det grysser i mig ved udsigten til flere serier og film, hvor amerikanske mennesker altid ved, hvad de skal gøre - Hollywood, you're a bully with a zillion cameras! Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, spurgte for nylig, om vi har forladt en kulturel guldalder efter novembervalget. Nu er guldalder et stort ord, og kommer vel også an på, hvorfra litteraturen ses i denne guldalder: fra Klareboderne, hvor der købes romaner, eller fra en nordvestjysk landsby, hvor deskrives. Elsebeth Gerner Nielsen skaffede os forfattere ro et par år (roen skulle have varet til og med år 2002), men et inspireret forhold mellem minister og kunstnere var der ikke tale om. Forlagene behøver ikke en god kulturminister på samme måde som forfattere og andre kunstnere, og det er mit sidste hjertesuk: Hvornår får vi enkulturminister, der brænder for kunst og kultur? På erklæringsplanet er Brian Mikkelsen særdeles engageret, så vi har ikke andet at gøre end at forhandle os blå i hovedet - her i vores lille sprogområde.