Mens vi går i Fælledparken og afsynger »Internationale«, undrer Klaus Rifbjerg sig over en venstrefløj, der er røget med på at forveksle kampen for frihed med kampen for et nyt sæbepulver. Ja, hvad skete der? Engang for ikke så forfærdelig mange år siden så det ud, som om den danske venstrefløj sad mere eller mindre på magten. Det var i 1970»erne. Reelt sad venstrefløjen selvfølgelig ikke på magten, det gjorde - som altid - partier til højre og venstre for midten, men i høj grad nær på midten. Alligevel var der en almindelig fornemmelse af, at venstrefløjen var stærk, at den havde indflydelse, at den var vigtig. Det følte ikke mindst - venstrefløjen. Nu ser det - om jeg så må sige - anderledes ud. Det virker nærmest som om venstrefløjen er forsvundet. Enkelte bastioner er bevaret inden for SF og Enhedslisten, men der er en del slinger i valsen, diskussioner for og imod EU og den slags, men ingen rigtig entusiasme, ingen fornemmelse af at noget for alvor kan være anderledes end det er lige nu, hvor det hele er ad helvede til. Depressionen har sat sig fast. Det kan der være flere grunde til, her skal vi se på et par enkelte. Den vigtigste har noget med backlash at gøre. Da den højtråbende del af venstreopinionen var mest hørbar og synlig, var der mange der følte sig ladt i stikken for ikke at sige sat udenfor, nogle endda helt ud i den kolde sne. Der blev ikke taget blidt på modstandere eller de mere forbeholdne, man skar folk over én kam: enten var de med eller også var de imod. Jeg betragtede mig dengang som nu som venstreorienteret, men også jeg måtte mærke, at det ikke var nok. Man skulle helst være mere venstreorienteret end de venstreorienterede. Og sådan noget som kulturradikalismen var simpelthen overhalet indenom og kunne kun anbringes ét sted: på den ideologiske losseplads At mere konservative sjæle ikke blot har følt sig udfordret, men direkte tromlet, er der ikke to meninger om. I den forbindelse er det underordnet om »man sidder på magten« eller ej. Hvis vejrliget bestandig udøver et tryk af en bestemt art, er der mange der får åndedrætsbesvær, hjerteflimmer og dødsangst. Det er blandt andet dem, der nu af deres lungers fulde kraft og uden den mindste nervøsitet anklager deres gamle plageånder for hvad som helst og ikke nok med det, de har også i bogstavelig forstand magten! Det er en interessant historie, men der er stadig mange - på begge sider af fløjene - der ikke forstår den og som derfor reagerer, som de gør. De venstreorienterede falder om i koma, de højreorienterede foranstalter nonstop-klapjagt på gamle kommunister og kommunistsympatisører og kulturradikale, der over en kam hænges ud som stalinister og det, der er værre. Hvad der på højrefløjen »er værre« er, at mange, der før så med sympati på kravet om frisind og frigørelse, nu søger ind i den reaktionære varmestue og hygger sig rigtig godt med de ny magthavere og al deres snak om liberalisme, der ved nærmere eftersyn viser sig at være synonym med nationalpopulisme, militarisme, hård fængsels- og straffejustits, fremmedangst og royalisme. Ser man ned over spektret af politiske og kulturpolitiske kommentatorer i dag , skal man nærmest bruge mikroskop for at finde én, der ikke bekender sig til de ny tider og synes, at al snak om ideologi og klassekamp og venstrefløj er mere gammeldags og smeltemodent end den sne, der faldt i fjor. Det gælder fra loft til gulv, fra tidsskriftet Kritik til tabloid-avisen B.T. det gælder (naturligvis) for Berlingske Tidende og Jyllands-Posten og Weekenavisen, men det gælder såmænd også for både Politiken og Information. Aldrig har man set så massivt et tryk for at få en hårdbagt lort ud af systemet som her, aldrig har man set så mange falde over deres egne ben for at få noget dødt og begravet, som alle i forvejen har erklæret dødt og begravet, siden jeg ved ikke hvornår. Det er mærkeligt, men så er det (som anført) heller ikke mærkeligere. Det mærkeligste er, at det stort set bliver taget til efterretning også dér, hvor man burde høre alarmklokkerne ringe. Der er nemlig noget alarmerende ved denne selvtilfredse hændergniden over hele højrefløjen, der naturligvis omfatter både Socialdemokratiet og de radikale. Det er underligt, at en så enkel kendsgerning, at Socialdemokratiet primært tabte valget, fordi det var drevet for langt til højre, ikke synes at være gået op for en eneste socialdemokrat. Det er mærkeligt, at de radikale vælger rollen som tandbesat NATO-tilhænger i frihedens interesse, når det eksisterende verdensbillede lige nu overskygges af en krigstrussel af globale dimensioner. Og det er - ikke mindst for mig - underligt, at folk der før kunne se noget opstemmende og livsbekræftende i troen på den sunde fornuft og tanken om oplysning, i fuldt firspring er på vej ind i den politiske obskurantisme, hvor man forveksler kampen for frihed med kampen for et nyt sæbepulver og accepterer krigspropaganda og ideologiske løgnehistorier for at vise, at man er del af det gode selskab, som ser stort på civile ofres lidelser og mener, at den ny teknologi har ført os så vidt, at vi ikke behøver bekymre os om megabombers præcision, for de rammer altid målet, og det mål har fortjent at blive ramt i frihedens og demokratiets navn. Der er gået svamp i ordene »demokrati« og »frihed«, hvad enhver kan forsikre sig om ved at lytte til den tidligere Texas-guvernør, USA»s nuværende præsident George W. Bush, som i sit forrige arbejde underskrev over hundrede dødsdomme (ofte på et usikkert juridisk grundlag) og som i sit nuværende fører krig mod en usynlig fjende med det resultat, at tusinder af mennesker, der ikke har noget med denne fjende at gøre, ofres og et land - in casu Afghanistan - efterlades »befriet«, men i ruiner, mens de fanger, man har taget under »kampagnen«, henslæber deres liv i noget man knap kunne finde i de tyske kz-lejre og som da også ender med at dø. Det er ikke krigsherrens opgave at tage sig af disse stakler, de må klare sig som de bedst kan hjulpet af en »befriet« stat, der ikke har noget at hjælpe med. Hvad angår demokratiet, der i sagens natur må hvile på visse fælles konventioner, ser det ud på samme måde: på de områder, hvor det er muligt løber USA og dets præsident fra alle gamle aftaler - først og fremmest dem, der handler om miljø og nedrustning. Men det er kun symptomer, over det hele hænger ideen om USA ikke blot som verdensmagt, men som verdensmagten, der ikke blot sætter dagsordenen, men også gradbøjer demokratibegrebet i så stor udstrækning, at der ikke er dækning for det længere. Demokrati er blevet til dekret. At kun de færreste kan se noget oprørende i denne monopolisering, er måske ikke så mærkeligt, når man tænker på, at USA skridt for skridt har været i stand til at påføre den vestlige verden en uigennemskydelig tro på sin egen åndelige og politiske suverænitet, ja det er lykkedes at få de fleste til at tro, at vi er de gode, mens alle andre er de onde, og den, der sætter sig uden for dogmet, er pr. definition selv ond. Det er alt sammen kommet i stand gennem bastant politisk indoktrinering, men i lige så høj grad gennem den »åndelige« påvirkning, der er sket via underholdningsindustriens amerikansk monopoliserede dominans og som kan aflæses helt ud i det fjerneste hjørne af også dansk underholdning, hvis populære serier er formet over et koncept, hvis oprindelse med usvigelig sikkerhed kan placeres i Hollywood. Heller ikke det er der noget sært i, siden Anden Verdenskrig har længslen efter alt det modsatte af, hvad nazismen havde at byde på, og det man så ned på og foragtede i Sovjetunionen, været attråværdigt i en sådan grad, at alle forsvarsforanstaltninger fra begyndelsen har været illusoriske. Vi ville have det sådan, og vi har altså fået det i en sådan grad, at det amerikanske hegemoni er en kendsgerning, og man ikke blot politisk falder ind efter ordrerne fra Washington, men elsker dem og synes, at alt hvad der drager dem i tvivl er at sammenligne med landsforræderi eller subversiv virksomhed. Det var naturligvis beklemmende under Vietnamkrigen, men her rejste den amerikanske ungdom sig i protest og trak den europæiske med sig. Siden er charmenettet spundet så tæt og den materialistiske påvirkning har været så stærk, at det danske socialdemokrati har kastet de sidste forbehold og deltager med hundrede procents opbakning i en krig, der aldrig har kunnet erklæres for alvor, fordi der ingen rigtig fjende er og som vi egentlig ikke har hverken lod eller del i undtagen som allierede i en koalition, hvis præmisser vi ikke har forstået og aldrig har kunnet gennemskue til bunds, fordi det er lykkedes at fastslå, at det hele handler om kampen for »frihed« og »demokrati«, hvilke begreber - som sagt - for længst har mistet deres reelle indhold. Danmark er ikke et »frit land«, skal måske heller ikke være det, hvis man tænker på vores tilslutning til EU, men alt det er underordnet, for den, der styrer og bestemmer vores mindste handling og hensigt, sidder i Washington, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Ja øh men, hvad så«, siger den kuldslået pragmatiske, hvad vil du sætte i stedet for, hvad vil du stille op, hvis USA og George W. Bush ikke ordner paragrafferne for os, ender det så ikke med, at Rådhuset bliver lavet om til moské og Saddam Hussein rykker ind på Amalienborg? Er konsekvensen af enhver obsternasighed ikke, at vi bliver droppet, falder ud af alliancen og dermed presses tilbage i den ulidelige rolle som usolidarisk taber, ja kommer til at optræde i samme ubærlige rolle som den 9. april 1940, hvor en hel generation måtte opfatte sig selv som tøsedrenge fordi de ikke stillede op mod en militær overmagt, der ikke levnede dem en chance? Kan vi bære det, kan vi klare den déroute uden at miste forstanden, kan vi virkelig forestille os at leve som æreløse? Nogenlunde sådan er sagerne stillet op, så det er ikke så sært, at der er slinger i geledderne, og selv Holger K. Nielsen må indtage den holdning, at hvis vi ikke deltager 100 procent i kampen mod terrorismen, har vi opgivet kampen for frihed og demokrati. Og så er det i øvrigt lige meget, hvad vores såkaldt allierede tænker og gør, det er i sammenhængen ligegyldigt, for vi står sammen mod den fælles fjende - uden i øvrigt at ane hvem denne fjende er, for han er usynlig. Man kunne tage ideen om den usynlige fjende og forstørre den op og måske derved afsløre et anvendeligt billede af, hvad det er vi i alle disse mange år har gået og bekæmpet uden rigtig at vide det. Så vil man nemlig se, at der altid har rumsteret en skjult fjende, og at hans navn er angst. Den æder som bekendt sjæle op, og noget af det, der har tæret på intellekt og nerver i alle årene siden Anden Verdenskrig er angsten i forskellig skikkelse og udformning. Vi har været bange for de røde, først og fremmest, men vi har også været bange for atombomben og for aids og for arbejdsløsheden, og nu er vi bange for muslimerne og negrene, men først og fremmest muslimerne. For ti år siden anede vi knap nok, hvad en muslim var, men nu er de alle vegne, tuder i vandrørene, suser i cisternerne, venter omkring hjørnet, ånder én ned ad nakken. Derfor er råbet på politibetjenten blevet højere og højere og mere og mere skingert år for år, og nu har vi ham, ja i en sådan grad, at selv forholdsvis besindige politikere og statsmænd kan se det rimelige i at fremstille og bruge handy atomvåben eller overtræde folkeretten gang på gang på gang, fordi det sker i »den gode sags tjeneste« eller tjener demokratiet eller friheden. Kun de færreste ser noget betænkeligt i alt dette (flere af dem gudskelov i USA) så massiv har indoktrineringen været, og så fast sidder angsten. Hvordan man kan få hovedparten af de venstreorienterede til at synge med på melodien af fuld hals, er svært at forstå, men det er måske fordi de inderst inde er besat af den samme angst eller ikke orker at lade sig hænge offentligt ud som røde lejesvende, eller nyttige idioter eller landsforrædere af alt for ivrige typer som den bastant formørkede professor Bent Jensen og hans konsorter fra Dansk Folkeparti og omegn. At der er en sikker lakmus i bygerne af skældsord, bør til gengæld ingen være i tvivl om. Hvis man f.eks. bliver beskyldt for - som jeg i al beskedenhed - at være lige så livsfarlig for den danske nations overlevelse som i sin tid Georg Brandes og Poul Henningsen, kan man være sikker på at være på ret vej. Jo mere de hidser sig op rundt omkring desto bedre, for midt i stormvejret er der altid en kerne af ro, hvor man i magelighed kan få sig et begreb om de aktuelle odds og indse, at det er bedre at bevare humøret end at miste forstanden. Alligevel er det nødvendigt at gentage: Hvor bliver de venstreorienterede af? Har hele ungdommen virkelig forvandlet sig til modebebrillede yuppies med jakke og slips og børsmappe og pomade i håret eller til dem, der udtaler sig til livsstilsmagasinerne om deres lede ved kønsbehåring og deres begejstring over lækre, lydige sild? Det kan ikke være sandt, og det er ikke sandt, for naturligvis venter - ikke kun rundt om hjørnet - en falanks af unge, der er parat til at tage fat, hvor andre slap, der kommer også andre tider og dermed et paradigmeskift, der vil blive mere mærkbart og få større betydning end det, der formede 1970»erne i forrige århundrede bl.a. fordi erfaringerne er flere og stivsindet mindre, humøret højere og overskuddet større - og var det ikke tilfældet, kunne man lige så godt trække tæppet op over hovedet og opgive ånden, men hvem har lyst til det?