0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Embedsmandens pligt og pli

Politikerne står for skud, når vælgerne kaster med æg.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Politikerne står for skud, når vælgerne kaster med æg. Men bag de talende jakkesæt findes embedsværket, det rådgivende bagland. Gør embedsfolkene deres arbejde? Kronikøren er journalist og tidligere ansat i Boligministeriet.

Centraladministrationens embedsmænd hører til de privilegerede, som kan tjene to herrer alt efter den siddende regerings politiske sammensætning. De skal oven i købet eje den sjældne evne at kunne spise af den hånd, som slår dem. Kan de ikke det, opfylder de ikke de tjenstlige forpligtelser, de er underlagt. Disse evner hos embedsværket opfattes normalt som naturlige forudsætninger for kontinuitet og kvalitet i det danske demokrati. De er samfundets sikkerhed for, at lovgivningen ikke løber af sporet, og at forvaltningen af loven sker forsvarligt - og lovligt. Embedsværkets rådgivning er også forudsætningen for, at lovforslagene er juridisk gennemarbejdede, og at forslagenes konsekvenser er kendt.

Rådgivningen suppleres som regel med grundig høring af berørte parter, for eksempel interesseorganisationer. Langt inde i embedsværkets hierarki kan den enkelte embedsmand desuden trække på synspunkter og ekspertise hos det netværk, hun eller han har bygget op på sine sagsområder.
Embedsværket er således med til at opfylde den smukke demokratiske målsætning om, at også 'manden fra ploven' skal kunne varetage opgaven som minister - samfundets tjener - på demokratisk vis uden risiko for at begå fatale og måske uoprettelige fejl.

Rådgivningen kan være rent faglig og faktuel information, konsekvensvurderinger af forskellige løsningsmodeller eller rent politisk rådgivning om, hvilken løsning der efter størst sandsynlighed kan samle flertal i Folketinget. Som ufravigelig hovedregel gælder det, at al rådgivning skal bygge på fakta, og at ingen kendte informationer holdes skjult.

Sådan er regeringen og dens ministre sikret ekspertise og garanteret imod misinformation eller manglende information. Rådgivningen er altid til stede. Dens form kan være kompliceret og detaljeret i forhold til begavede ministre, eller den kan bestå af det, der kaldes Anders And-notater, som i enkle vendinger og dagligt sprog forklarer en ubegavet minister det nødvendige for, at han eller hun ikke kommer galt af sted, ja, rent ud sagt bliver til grin.

Det anonyme embedsværk skriver udkast til lovforslag ud fra ministerens og regeringens politiske hensigter og justerer forslagene i takt med de politiske forhandlinger og sonderinger blandt de berørte parter forud for forslagenes fremsættelse i Folketinget. Anonyme statsansatte forklarer sagssammenhænge og konsekvenser for Folketinget, mens behandlingen af lovforslagene står på. Anonyme embedsmænd skriver udkast til de taler, ministeren holder for at gøde jorden for sine forslag, og når forslagene fremsættes, kommenteres og debatteres.

Anonyme skriverkarle præsenterer ministeren for kronikker og debatindlæg, der fremmer ministerens sag i forhold til offentligheden. Det hele foregår på dansk - ikke altid lige mundret - men altid skudsikkert og træffende, sådan at meningen ikke kan misforstås selv for de nidkære, der tager sig tid til kritisk nærlæsning.

Vi har at gøre med et velsmurt apparat, hvis fornemste opgave er at formidle sandheden, sådan som den nu engang er kendt, med de begrænsninger, som selv højtuddannede og erfarne mænd og kvinder må erkende, altid er til stede.
Intet under, at de fleste demokratiske partier gør sig store anstrengelser for at komme til at råde over dette anonyme og dybt loyale embedsværk. Regeringsmagten er en naturlig målsætning for ansvarlige partier, som nødigt ser den tabt igen, og som derfor altid har lodsen - embedsværket - med om bord, når det blæser op til storm.
Tamilsagen og senest Farumsagen har jo tydeligt vist, at vil man ikke lytte til embedsværket, eller misforstår embedsmændene rollen som ærlige rådgivere, kan det koste en regering eller en borgmester det politiske liv og få skæbnetunge eller økonomiske konsekvenser for sagesløse medmennesker, hvad enten de er født i Sri Lanka eller i Farum.

Har hele dette loyale embedsmandsværk svigtet sine fornemste opgaver, siden Danmark har været vidne til den mest massive kritik af en ny regerings handlekraft og dynamik i nyere tid? Undlod embedsmændene at advare mod konsekvenserne af nedskæringer i kunstnerstøtten og ulandsbistanden, på undervisningsområdet og biblioteksområdet, og vidste regeringen ikke, at midler fra latterliggjorte råd og nævn var forudsætninger for græsrodsarbejde og samarbejde med det lokale erhvervsliv i byområder med sociale problemer og behov for etnisk integration? For blot at nævne i flæng.

Havde ingen fortalt finansministeren, at det forsinkede forslag til finanslov for 2002 skar livsnerverne over på områder, hvor enhver regering under anstændige forhold ville have Folketingets brede flertal bag? Udmalede ingen ansvarlige embedsmænd udsigterne til spild af årtiers indsats, tab af uerstattelig viden og møjsommeligt opbygget socialt og menneskeligt engagement? Næppe. Det var der ikke tid til.

Allerede valgkampen viste, at det kommende bærende regeringsparti havde valgt kun at spørge reklamefolkene, spindoktorerne, til råds og ikke partiets saglige bagland, hvis et sådant findes. Spørgsmålet var enkelt. »Hvad skal vi fortælle befolkningen, så den stemmer på os?«.
Iscenesættelsen var formidabel og omfattede ikke, hvad løfterne om skattestop og kortere ventelister ville koste, og hvor pengene skulle hentes. Venstre var rykket vælgerne i møde med en ny og bredt favnende velfærdspolitik, troede vi. Beskæftigelsesministeren - medietaktiker om en hals - røbede efter valgsejren, ubemærket i tv, at Venstre ikke havde ændret politik. Partiprogrammet var det samme som hidtil. Under valgkampen fremlagde man det blot »på en anden måde«.

Og efter valgsejren hastede finansministeren, støttet af regnedrengene i Finansministeriet, der er hævet over de mange fagministeriers hang til petitesser og saglige indvendinger, finanslovsforslaget igennem, med de fatale konsekvenser en modvillig borgerlig presse efterhånden ser sig tvungen til at informere læserne om. 'Fra Guldalderen til Stenalderen' har kunstnerne kaldt dette vilde lovridt. Dommere og advokater har mere stilfærdigt advaret mod lovsjusk. Ministrene har på stribe været på uværdige verbale korstog og efterfølgende tilbagetog. Kun finansministeren har stået fast og tavs.

I en misforstået illusion om politik som det muliges kunst har regeringen stirret sig blind på det sikre parlamentariske flertal. Det politiske håndværk har været nemt. Flertallet var sikret. Man var så dejligt fri for det besværlige demokratiske fnidder. Regeringen glemte blot - eller ville ikke erkende - at politik er andet end blot at opnå flertal. Politik får konsekvenser. Dem har demokratiet, embedsværket, interesseorganisationerne, eksperterne i rådgivende organer og den frie offentlige debat pligt til at oplyse om.

Vi må håbe, at de 100 dages vildskab, som synes udtænkt med en tankegang fra 1950'ernes landhusholdning, som Dagbladet Information betegnede visionerne bag statsministerens program, afløses af en tilbagevenden til det traditionelle, fasttømrede samarbejde mellem regeringen og det samlede embedsværk med overholdelse af alle demokratiske spilleregler og hensyn.

'Den anden måde' at sige tingene på vil nemlig ikke give regeringen problemer, hvis der i embedsværket er forbindelse mellem reklameafdelingen og dokumentations-afdelingen. Hvis spindoktorernes iscenesættelse af budskaberne har rod i den virkelighed, embedsværkets traditionelle sagsbehandlere har indsigt i. Den demokratiske proces kan ligeledes genvinde sin troværdighed, hvis dens øvrige aktører sikrer samme sammenhæng mellem deres reklameafdelinger og institutionernes dokumentariske indsigt og viden. De tilbageværende embedsværk og interesseorganisationerne har en klar opgave i at sikre denne sammenhæng, for regeringens skyld og for demokratiets.

Opgaven bliver ikke nem, blandt andet fordi de senere års udvikling i centraladministrationens departementer har ført til en sammenblanding af politikkens to opgaver: at tilvejebringe flertal i Folketinget for synspunkter og lovforslag og at undersøge konsekvenserne af forslagene og deres alternativer. Embedsværket er i stigende grad præget af politiske embedsmænd, som skal lægge hovedvægten på det politiske håndværks måder at skaffe flertal på, mens det konsekvensopklarende slid er nedtonet. Det er ikke i høj kurs. Embedsmænd skal i højere grad benytte sig af 'den anden måde' at sige tingene på, den ministrene helst vil høre, hvis de skal gøre sig håb om karriere og ministerbevågenhed. Formuleringen kommer først. Så må tiden vise, om der også er dækning for ordene.

Trængslen af politiske embedsmænd og presserådgivere er blevet tæt på ministrenes kontorer og forkontorer, og ministrene er - måske uforvarende - blevet yderligere isoleret i forhold til omverdenen uden for Slotsholmen. Den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger påpegede i et essay for en halv snes år siden ministrenes latente isolation, omgivet som de var af rygklappere, som ikke turde fortælle dem sandheden, eller som udlod det af bare høflighed eller benovelse. I dag er 'den anden måde at sige tingene på' nærmest legitim og således et udtryk for ministrenes selvvalgte isolation og ofte usikre ensomhed.
Der eksisterer en hårfin og vanskelig balance i sindet hos den enkelte embedsmand, som er vant til at udtrykke sig 'på ministerens vegne'. På den ene side skal ministerens opgave løses fagligt og sagligt. På den anden side skal ministeren skånes for vanskeligheder.

Og ydermere kan det være besværligt - ofte umuligt - at få at vide, om opgaven går ud på at skaffe flertal i Folketinget for enhver pris, eller om den går ud på at afklare et problemområde på en måde, der sætter ministeren i stand til at vælge den løsning, der svarer til regeringens politik, og herefter argumentere sagligt og redeligt for den. Ministre har nemlig travlt, og deres rådgivere haster i hælene på dem i håb om at få tildelt en smule tid - nogle ord - som kan præcisere, hvad ministeren ønsker og hvorfor.

Ofte må embedsmanden og rådgiveren gætte - eller stole på de udtalelser, ministrene er citeret for i medierne, som sjældent har tid eller plads til nuancer. Den politiske embedsmand opstår således også, hvor karrieren eller ambitionerne ikke spiller ind. For selv den mindst politisk ambitiøse embedsmand er frygten for at gætte forkert altid til stede. »Du skød de forkerte ænder ned. Lad det ikke ske igen«, kan i en ministers mund få sagligheden hos selv den ærligste fuldmægtig eller kontorchef til at fordufte som en ispind i helvede.

De forkætrede spindoktorers rolle i embedsværket mudrer vandene endnu mere til, hvis deres rådgivning og funktioner ikke er tilstrækkeligt integreret i det øvrige embedsmandsapparat. Spindoktoren kan fejlagtigt opfattes som ministerens stedfortræder, som oven i købet ejer en formuleringsmæssig gennemslagskraft, der kan overskygge selv den dygtigste politikers. En spindoktor uden den ydmyge formidlings nådegave er farlig for enhver minister, som ikke passer på. Hun eller han er ekspert i at sige tingene ud fra facit og uden generende mellemregninger, endsige faktuelt indhold. Og er ordene en gang lagt i en enfoldig ministers mund, bliver det embedsværkets opgave at føre bevis for deres validitet. Så kommer sandheden og sagligheden på pinebænken eller rent ud sagt slagtebænken i embedsværkets halsløse jagt på opfyldelsen af meningsløse succeskriterier.

Politiseringen af embedsværket og tilsynekomsten af smarte og trendy spindoktorer kan ses som et led i den gensidige oprustning, som er i fuld gang mellem regeringen og medierne. Hvor ministrene tidligere var taknemlige for at få oplysninger om, hvordan medierne kunne tænkes at reagere i en given situation, ud fra de betingelser medierne arbejdede under, er kravet i dag, at ministrene skal kunne gå i felten rustet til tænderne med mediernes egne metoder og forudsætninger. Det giver pote her og nu, men medierne gennemskuer hurtigt taktikken, og så skal spindoktorerne og embedsværket opfinde en ny. Karrusellen er i gang, og sandheden risikerer nemt at ryge af i farten, en risiko, som ikke bliver mindre af, at mediernes egne aktører - villige og for god betaling - rykker ud med 'krigshemmelighederne'.

Tilskuere er vi alle, og ofrene for vildskaben er også os. Vælgerne. Borgerne. Det etiske Danmark. Sagligheden, ærligheden og demokratiet. Og ensomme og isoleret fra virkeligheden og livet derude sidder ministrene tilbage uden at forstå protesterne, demonstrationerne, fortvivlelsen og frustrationerne hos det danske folk. Der må lægges en ny mediestrategi. Send pressechef Jensen ind.