I gamle dage holdt husmoderen den lokale slagter ansvarlig, hvis søndagsstegen skuffede. I dag er ansvaret også politikernes. Men har vores nuværende regering overhovedet en fødevarepolitik? Det er præsidenten for Det Danske Gastronomiske Akademi, der spørger. Da Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre dannede regering i 1992, blev Landbrugsministeriet nedlagt. Ja, sådan blev det naturligvis ikke fremstillet: Man dannede Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri vel vidende, at det umulige navn naturligvis i daglig tale ville blive til Fødevareministeriet. Navneskiftet havde andet end symbolværdi. Det var resultatet af en proces, der begyndte flere år før: Maden blev politisk. Umiddelbart lyder det åndssvagt. Hvordan kan aftensmaden i familiens skød dog blive et politisk spørgsmål? Det hænger sammen med, at maden er flyttet fra det private til det offentlige rum. Det er der ikke særlig meget hokuspokus i: For 50 år siden boede langt flere på landet, og de, der boede i byerne, havde næsten alle slægtninge på landet. Derfor havde mange byboere førstehåndskendskab til vilkårene for fødevareproduktion, og bønderne havde omvendt slægtninge i byerne, der kunne fortælle om, hvordan produkterne blev modtaget af forbrugerne. Og forbrugerne, husmødrene, havde et personligt forhold til det sidste led i kæden: detailforretningerne. Det var helt normalt, at en husstand - mand, kone og børn - havde regning hos grønthandler, slagter og købmand, og man betalte en gang om måneden. »Herregud - vi kender jo hinanden!«. Der var til gengæld kontant afregning, hvis oksestegen ikke var mør. I min barndom i tresserne har jeg flere gange oplevet vrede kunder i slagterforretningen, der afleverede en halvstegt oksesteg, fordi »den var sej som sålelæder!«. Dét problem klarede en dygtig slagter ved hjælp af medfølende ord til kunden, forbandelser mod landbruget, pengene tilbage og en wienerpølse i hånden på den snottede unge (mig!), der uvægerligt var med på slæb. Forbrugeren havde altså en vis kontrol med råvaren: Man fremstillede noget selv, købte eventuelt en halv gris hos familie på landet og havde i øvrigt et personligt forhold til slagteren. Samfundet - politikerne om man vil - holdt sig væk. Og hvorfor ikke? Man indskrænkede sig til hygiejnekontrol og kontrol af mål og vægt - i øvrigt i smuk overensstemmelse med især landbrugets eksportinteresser. Lige pludselig er dét bal forbi. Husmoderen får job på kontor eller fabrik, og hendes datter tager en længerevarende uddannelse. Og fødevarerne bliver nu købt i et supermarked - indpakket i lufttæt, hygiejnisk emballage, som desværre har den bivirkning, at man ikke kan lugte til varerne, endsige smage på dem. Der er heller ikke nogen at spørge til råds: En stor del af butikspersonalet er ufaglærte, som ikke har noget personligt forhold til de varer, de sælger - endsige til kunden. 'Fødekæden' af dygtige fagfolk - landmand, slagter, husmor - er knækket: Landmændene er blevet færre og ofte uden viden om og kendskab til deres kunder, forbrugerne. Slagteren er afløst af en køledisk-opfylder, og husmoderbegrebet findes ikke længere. Af samme grund forekommer det meningsløst at klage over den seje oksesteg. Hvem skal man dog klage til? (Jeg hørte engang en kunde spørge en ekspedient, hvor længe de friske grønne asparges skulle koge. Hun vidste det ikke, tilkaldte sin chef, som svarede »15-20 minutter!«. Jeg blandede mig og sagde, at to-tre minutter nu plejede at kunne gøre det. Chefen svarede: »Nej, ikke dem her, for det er grønne asparges!«. God dag mand, økseskaft). Det er svært, nærmest umuligt at klage over 'bløde værdier', altså at oksestegen er sej eller smager tamt, hvis man ikke har et personligt forhold til leverandøren. Derimod går det fint med klager over det formelle: Mange supermarkeder betaler ligefrem præmier til kunder, der kan afsløre varer, hvis holdbarhedsdato er overskredet. Eller hvor vægt eller oprindelsesland er forkert angivet. Eller hvis der er fejl i deklarationen. Men alt det er kun formalia: Varen kan jo godt være frisk nok, selvom salgsdatoen er overskredet, og hvem siger egentlig, at tysk eller svensk oksekød er dårligere end dansk? I hvert fald ikke nogen, der har forstand på oksekød. I det moderne samfund kender forbrugeren og producenten ikke hinanden. Og for at tingene ikke skal løbe helt af sporet, må de finde måder at tale sammen på. Det gør man via offentligheden. Derfor er aviserne fyldt med læserbreve om dårlig mad på hospitalerne. Derfor kan en tilfældig TV-Avis have indtil flere indslag om fødevarer. Derfor er aviser og ugeblade fyldt med madstof, både opskrifter, anmeldelser og egentligt politisk stof. Mad er blevet et kæmpe stofområde. Interessen er enorm: En salmonellaforgiftning på et hospital kan være tophistorie flere dage i træk, slankekure eller opskriftserier kan skabe kæmpeoplag for ugeblade, og det er efterhånden umuligt at forestille sig et større byggeri, uden at der er to-tre restauranter og cafeer inkluderet. Og begreber fra gastronomien vinder indpas i sproget. Den nye statsminister taler om »hår i suppen«, når han skal forklare svipsere under regeringens første 100 dage - og i nytårstalen går han til angreb på »smagsdommere«, når han skal lægge afstand til grupper og personer, han ikke kan lide. Og det er indlysende et politisk spørgsmål, når op imod halvdelen af danske mænds helbred er truet på grund af overvægt. Først og fremmest er det selvfølgelig et personligt problem for de berørte, men også et samfundsmæssigt; hospitalerne er allerede stopfyldte af patienter, hvis lidelser helt eller delvis skyldes dårlig ernæring. Det koster mange penge, der kunne bruges bedre andre steder. Og hospitalsmadens notorisk ringe kvalitet? Er det en privat sag? Selvfølgelig ikke. Hverken patienter eller køkkenpersonale kan ændre på dét forhold - her skal politiske beslutninger til. Det er åbenbart, at tidligere tiders natvægterstat kommer til kort. Samfundet må engagere sig. Det har imidlertid vist sig at være lettere sagt end gjort. Lad os tage et eksempel: I begyndelsen af halvfemserne kulminerede en salmonellaepidemi i Danmark.Folketinget kunne godt vedtage, at epidemien skulle bringes til ophør, men det havde bare ingen effekt: Salmonellabakterierne var da ligeglade. Årsagerne var flere, men grundlæggende skyldtes epidemien en centralisering af dansk fjerkræproduktion, der havde taget et uhyrligt omfang. Både opdræt og slagtning var koncentreret på ganske få enheder, hvilket betød, at man ikke kunne gøre, som man gør ved mund- og klovesygeepidemier, nemlig simpelthen slå den ramte besætning ihjel og begrave kadaverne på stedet. Havde man gjort det samme med fjerkræet, havde man samtidig slået hele den danske fjerkræproduktion ihjel. Den bedste måde at forebygge den slags epidemier på er at decentralisere produktion og slagtning. Og det kan man da godt lovgive om. Men gør man det, vil produkterne blive væsentligt dyrere og derfor blive udkonkurreret af udenlandske producenter. (Hvad der naturligvis er synd for producenterne, men også for forbrugerne: Hovedparten af alt udenlandsk fjerkræ er lige så salmonellainficeret som det danske). Så kunne man lave handelshindringer, men det vil EU (heldigvis) ikke finde sig i. En decentralisering af produktionen kan derimod lade sig gøre, hvis man 'decentraliserer' forbruget; det vil sige gør forbrugerne interesserede i vidt forskellige og specialiserede fjerkræprodukter. Sådan er det f.eks. i Frankrig og Belgien, hvor ethvert discountsupermarked med respekt for sig selv har mindst fire-fem slags fjerkræ til salg, nogle billige, andre dyre. Og forbrugerne bliver hjulpet på vej af kvalitetsmærker - ligesom vi har økologimærker i Danmark. Det kan man ikke gøre ved direkte lovgivning. Teoretisk kan man da godt vedtage en lov, som påbyder os at købe forskellige fjerkræprodukter. Men forbrugere er som salmonellabakterier. De er da ligeglade med, hvad Folketinget vedtager. Man må gå indirekte til værks. Man kan beskatte 'dårligt' fjerkræ, som vi beskatter f.eks. vandforbruget for at få os til at ændre adfærd. Det er ikke nogen rar metode. Nærmest usympatisk, fordi den tager karakter af afpresning. Så kan man favorisere alternativ produktion økonomisk eller på anden måde. Det går vel an, men er nu alligevel problematisk, dels fordi det altså koster penge, dels fordi traditionelle fjerkræproducenter med rette vil opleve konkurrenceforvridning. Endelig kan man satse på dialogen som værktøj. Altså: på den ene side få erhvervet til at producere kvalitetsprodukter, som kan berettige en højere pris, og på den anden side stimulere forbrugerne til at købe produkterne. Det pudsige er jo, at producenter og forbrugere langt hen ad vejen har sammenfaldende interesser: Forbrugerne vil gerne købe kvalitetsprodukter - og betale ekstra for dem - og producenterne vil af indlysende grunde gerne have flere penge for deres varer. Der kan ikke være megen tvivl om, at den sidste løsning, dialogen, er den bedste vej at gå. Ikke nok med at man får løst et sundhedsproblem, som har kostet adskillige dødsfald. Man skaber også bedre indtægter til et økonomisk hårdt trængt erhverv. Man forbedrer dyrevelfærden. Og sidst, men ikke mindst: Man skaber gladere forbrugere. Og er det ikke meningen med det hele? At gøre alle glade? Men hvordan bærer man sig ad? Det er indlysende, at man ikke kan lovgive sig til dialog. Dialog skal skabes . Måltidets Hus er et eksempel herpå. For nogle år siden indgik regeringen og SF en finanslovsaftale, der bl.a. indebar etableringen af en institution, der skulle forske i fødevarekvalitet, uddanne studerende på akademisk niveau i fødevarekvalitet og formidle resultaterne til producenter og forbrugere. Et andet eksempel er den såkaldte Børnekostpulje. Baggrunden var, at utallige undersøgelser har vist, at alt for mange skolebørn ikke får ordentlig mad. Her hjælper traditionelle oplysningskampagner og appeller til forældrene ikke. Forældrene er nemlig udmærket klar over problemet - men alt for mange orker ikke at gøre noget ved det. Derfor besluttede man at investere 50 mio. i rammeforsøg med skolebespisning for at se, hvad der fungerer bedst. Succesen var kolossal: Der kom så mange ansøgninger, at man måtte opgive en egentlig sagsbehandling og i stedet trække lod! Et tredje eksempel var Rådet for bedre Madkvalitet. Her ville man forsøge at genoplive det stendøde kvalitetsmærke (Den Blå Lup), som få havde hørt om og færre brugt. Besynderligt nok har regeringen sammen med Dansk Folkeparti afskaffet alle tre projekter. Hvis man ser nærmere på begrundelserne for regeringens tilbagetog på kvalitetsområdet, må man undre sig lidt. Børnekostpuljen lukkes med den begrundelse, at det er forældrenes ansvar at sørge for børnenes mad. Smuk tale, men 25 års erfaring viser altså, at det ikke lader sig gøre. Og fødevareministerens planer om at lave en hjemmeside i stedet med gode råd og opskrifter er prøvet før. Det virker ikke, skulle jeg hilse at sige. Måltidets Hus blev lukket med ikke mindre end tre skiftende begrundelser. Først hævdede Thor Pedersen, at huset havde ansat kokke, der for rundt og opfordrede folk til at lade være med at handle i Netto og Aldi. Da det viste sig, at Måltidets Hus slet ikke er åbnet og derfor ingen kokke havde ansat, og at det aldeles ikke var en opgave for huset at fortælle folk, hvor de skulle købe ind, skiftede begrundelsen. Nu var det ikke en af regeringens »kerneopgaver«. Er det da ikke en »kerneopgave« for regeringen at stå for forskning og uddannelser?! Sidste begrundelse, jeg har hørt, er, at det blev »for stort og for politisk«. Her taler man om en uddannelse med 25 studerende per årgang. For »stort«? Det 'store' ved Måltidets Hus er ikke den fysiske institution, men de store visioner, nemlig at skabe et kraftcenter, hvor forbrugere, producenter og forhandlere kan mødes og skabe resultater i stedet for at smide argumenter i hovedet på hinanden. Og er det »for politisk« at skabe dialog mellem producenter og forbrugere? Som borgerlig må man føle sig underligt fortabt. Tænk, at en borgerlig regering bekæmper forsøg på at hæve kvaliteten af danske fødevarer? Og pæne borgerlige æsteter, som f.eks. Claus Meyer, må oven i købet skulle finde sig i at blive beskyldt for at udøve »tyranni«, når statsministeren holder nytårstale. Er regeringen virkelig modstander af forbedret fødevarekvalitet? Naturligvis ikke - hvorfor skulle den dog være det? Under den vrøvlede overflade skjuler der sig formentlig to forhold. På det konkrete plan har det kaotiske forløb af regeringens første 100 dage betydet, at man har gjort i nælderne. Når Måltidets Hus blev lukket, er det formentlig, fordi man simpelthen ikke vidste, hvad man lukkede. Man troede , det var et socialdemokratisk profileringsprojekt, men det var altså en nødvendig uddannelses- og forskningsinstitution. Og selvom f.eks. Landbrugsraadet protesterede heftigt (og Peter Gæmelke er altså ikke socialdemokrat), var det for sent: Man turde ikke indrømme fejlen. Derfor de skiftende forklaringer på lukningen. Historien viser, hvor galt det kan gå, når man kortslutter den demokratiske beslutningsproces og i stedet beslutter tingene en sen nattetime i Finansministeriet fjernt fra alle, der har forstand på tingene. F.eks. svenskerne, der er i fuld gang med at åbne Måltidets Hus nr. 3! Måske skulle man ringe til en ekspert næste gang? Det andet forhold er næsten endnu mere betænkeligt. Man kan få en fornemmelse af, at de seneste års udvikling på fødevareområdet er gået hen over hovedet på flere borgerlige politikere. I hvert fald inderkredsen - fødevareministeren virker faktisk fornuftig. Med Dansk Folkeparti som en delvis undtagelse virker det, som om de dominerende borgerlige partier agter at skrue tiden tilbage, til fra før verden var af lave, og fødevarepolitik var et spørgsmål om at sikre størst mulige tilskud til landbrug og fiskeri. Men tiden lader sig ikke skrue tilbage. Man kan ikke melde sig ud af moderniteten. Og vælger regeringen alligevel at prøve det, vil man overlade valpladsen til Socialdemokratiet og SF. Pludselig bliver det oppositionen, der har en politik for fødevarekvalitet, mens regeringen må stå udenfor og se på. Det kan oppositionen selvfølgelig glæde sig over, men det er da besynderligt, at et område, hvor der så oplagt er basis for konsensus, bliver lagt øde af regeringen. Det er og bliver en samfundsinteresse, at dansk fødevareproduktion og -forbrug er af så høj kvalitet som muligt.