Ariel Sharons apokalyptiske politik er tåbelig. Men hvor stor en del af den israelske befolkning støtter ham? Den peruanske forfatter Mario Vargas Llosa vejrer modstand og klarsyn. Spørgsmålet er, om modstanderne bliver hørt? Premierminister Sharon vinder sin krig, men taber Israel. Han er allerede ved at ødelægge sit land, hvad angår dets internationale troværdighed og prestige, og dét i en sådan grad, at man uden overdrivelse kan sige, at aldrig i den tid, staten Israel har eksisteret, har den været udsat for så skarp og enstemmig en kritik som den, der er blevet udløst af den israelske hærs invasion af de palæstinensiske byer, landsbyer og flygtningelejre, en invasion, hvis ekstreme grusomhed har vakt berettiget forargelse i hele verden, herunder også kritik fra Israels mest gavmilde og trofaste ven: USA. For eksempel denne skarpe leder i New York Times fra 10. april, som har den meget sigende overskrift 'Sharon fornærmer Amerika': »Israelernes kanoner, deres udgangsforbud og deres militære afspærringer er et angreb på civilbefolkningens liv, levebrød og værdighed«. Jeg læste dette omtrent samtidig med, at Ernesto Sábato, den latinamerikanske forfatter, som gennem et halvt århundrede mest konsekvent har talt Israels sag, i Madrid »lige så klart« forlangte, »at massakren på det palæstinensiske folk blev bragt til ophør«. Hverken newyorker-avisen eller Sábato eller forfatteren af denne artikel eller det overvældende flertal af mennesker i fem verdensdele, som er chokeret over brutaliteten i den israelske invasion, bombningerne af forsvarsløse byer, nedrivningen af boliger, bortførelserne, mordene, de vilkårlige massearrestationer, ødelæggelsen af livsnødvendige infrastrukturer og den skånselsløse, systematiske afstraffelse af den palæstinensiske civilbefolkning - inklusive gamle mennesker, kvinder og børn, som det var tilfældet i Jenin - har den ringeste sympati for Islamisk Jihads og Hamas' terrorhandlinger, som de fordømmer som det uacceptable barbari, de er. De anfægter heller ikke Israels ret og pligt til at forsvare sig mod de kamikazer, som sprænger cafeer, busser og butikker i luften og dræber i snesevis af uskyldige mennesker. Men en demokratisk stat, hvilket Israel jo trods alt har været indtil nu, selv i de mest kritiske øjeblikke af sin historie, kan ikke bekæmpe terror med en mangedobling af terroren, ikke uden at skade sin legitimitet og sin troværdighed som et frit og civiliseret land. Det er dét, der vil ske, og det vil bringe Israels fremtid i alvorlig fare, hvis presset fra det internationale samfund og en demokratisk bevægelse i selve Israel ikke snart gør en ende på Ariel Sharons tåbelige politik. Det er en tåbelig politik, men den er hverken usammenhængende eller blind. Den rummer samme jernhårde logik som de utopier, der vaccinerer sig selv mod enhver mulig kritik ved at trække sig tilbage fra sandheden ved hjælp af troshandlinger og dogmatiske påstande. Det røgslør, som bruges til at retfærdiggøre den - at militæroperationen ikke har andet formål end at »gøre en ende på terroristernes infrastruktur« - forudsætter i virkeligheden den følgende tankegang: at Israel kun kan opnå fred og sikkerhed ved at tilføje palæstinenserne et sådant nederlag og en sådan afstraffelse, at de ikke vil have andet valg end at acceptere de betingelser, som den israelske regering påtvinger dem. I sit forsøg på at nå dette strategiske mål satser Sharon på Israels vældige militære overlegenhed, ikke bare i forhold til det palæstinensiske selvstyres slet udrustede kampgrupper, men også i forhold til alle sine arabiske nabolandes væbnede styrker, og på visheden om, at USA, uanset hvor mange bebrejdende gestus og lejlighedsvise udtryk for kritik, der kan komme fra denne kant, altid vil ende med at yde ham al den logistiske og diplomatiske støtte, han har brug for - den eneste støtte, der tæller i praksis, selv om resten af det internationale samfund og alle internationale organisationer, begyndende med FN og EU, fordømmer hans handlinger. Hovmod hindrer os i at se objektivt på sandheden og får os ofte til at undervurdere modstanderen. Det burde general Sharon vide bedre end nogen anden, eftersom han er jøde, en del af et folk, som op gennem historien har udvist en forunderlig evne til at overleve, selv om mægtige fjender gjorde alt for at udslette det ved at berøve det dets tro og kultur eller ved at udslette det fysisk. Det lykkedes dem ikke; tværtimod gav forfølgelserne, pogromerne og holocaust jøderne den styrke og vilje, uden hvilken det moderne, velstående Israel ikke ville eksistere. Den krig, som Sharon har erklæret, vil ikke tvinge det palæstinensiske folk i knæ; den vil derimod øge dets fortvivlelse og vilje til at bekæmpe denne overlegne modstander med alle til rådighed stående våben, inklusive menneskelige bomber. Det vil sige, at medmindre Sharon i tråd med sin egen vanvittige logik beslutter sig for simpelthen at udrydde alle palæstinenserne, hvilket hverken den internationale opinion eller det israelske samfund ville tolerere, vil den berømte 'terrorstruktur' ikke forsvinde under det israelske militærs kampvogne og bomber, men tværtimod brede sig ud i hele det palæstinensiske samfund. At dette allerede er begyndt at ske, fremgår af en detaljeret artikel i denne uges udgave af Time, som afslører, at i modsætning til for nogle måneder siden, da Islamisk Jihad og Hamas måtte hente deres kamikazer på den forarmede, ultraradikale og fundamentalistiske yderfløj, udgår de palæstinensiske terrorister nu, efter at Sharon og hans jernnævepolitik er kommet til, ofte fra de velstående og traditionelt moderate dele af det palæstinensiske samfund. Ved at lukke dørene for al forhandling, dekretere, at enhver løsning indebærer brug af våben og nægte at anerkende de myndigheder, som palæstinenserne har tilbudt som gyldige samtalepartnere, fremmer Sharon- regeringen ikke bare en hidtil uset vækst i terrorismen, som spreder død og ødelæggelse i den ubevæbnede israelske civilbefolkning. Det er også lykkedes ham at gengive den forhadte Arafat en popularitet og en lederrolle, som ellers var hastigt svindende, således at han i sit tilflugtssted, hvor han er indespærret af den ydmygende israelske blokade, er blevet forvandlet til en næsten mytisk helt for et palæstinensisk folk og en arabisk verden, som på grund af hans middelmådige indsats, som skæmmedes af korruption og af hans siksakpolitik, indtil for nylig betragtede ham som en tvivlsom personage på vej ud af billedet. Sharon og de andre yderligtgående, der ligesom han tager det for givet, at USA takket være den israelske lobbys styrke og gennemslagskraft i Washington altid vil være Israels uforbeholdne allierede, risikerer at tage fejl. Der er grænser for alting, selv for solidaritet med en allieret, der går for langt, og som, sådan som det er tilfældet denne gang, vover uforskammet at ignorere de indtrængende opfordringer til tilbageholdenhed fra sin allermest trofaste ven, som i øvrigt er så gavmild at forsyne ham med omkring tre milliarder dollar i årlig bistand. Under de nuværende omstændigheder har Sharons apokalyptiske politik skabt et alvorligt problem for det amerikanske diplomati, som stræber efter at sikre sig de 'moderate' arabiske regeringers støtte til sin kampagne mod den internationale terrorisme. Disse bestræbelser er blevet bremset af begivenhederne i Mellemøsten, og Israels militære invasion af de palæstinensiske byer og lejre har som sin umiddelbare konsekvens medført en pludselig genopblussen af de antiamerikanske følelser i hele den arabiske verden. Det er grunden til, at flere og flere stemmer i USA kræver, at den ukritiske og betingelsesløse støtte til Israel tages op til fornyet overvejelse. Efter Sharons nylige krigsinitiativ er der ingen tvivl om, at retten er på deres side. Hvor stor en andel af den israelske befolkning støtter Ariel Sharons politik? Ifølge meningsmålingerne drejer det sig om et betydeligt flertal. Med tanke på fremtiden er det utvivlsomt det alvorligste ved den nuværende krise. Det er naturligvis forståeligt, at den israelske offentlige mening er blevet så rasende over den uhyrlige bølge af terrorangreb, at den har ladet sig besnære af Ariel Sharons rablende ultranationalistiske ekstremisme til at tro, at en knusende, ubønhørlig væbnet indsats mod palæstinenserne kan gøre en ende på den usikkerhed og uvished, som præger livet i Israel. Men det står efterhånden mere end klart, at en sådan strategi virker mod sin egen hensigt, ligesom at prøve at slukke en brand ved hjælp af spande fulde af benzin. Hvis der ikke kommer en kritisk reaktion fra den israelske offentlige mening, og hvis fortsatte angreb får den til at stivne i sin radikalisme og vedblive at støtte de fundamentalistiske høge i regeringen (og nogle af dem er endnu værre end Sharon), kan hele Mellemøsten risikere at blusse op i en konflikt med uoverskuelige følger. Og stik modsat de antagelser, som ligger til grund for Sharons katastrofestrategi, ville Israel have meget lidt at vinde og meget at tabe i en stor regional konflikt. Lørdag 6. april havde omkring 15.000 israelere mod og anstændighed nok til at gå på gaden i Tel Aviv for at demonstrere mod det israelske militærs krigsoperationer med råbene 'Nej til besættelse' og 'Ja til fred'. Og parlamentsformanden, Abraham Burg fra Arbejderpartiet, og Shlomo Ben Ami, tidligere udenrigsminister og medlem af parlamentet for Arbejderpartiet, krævede uden omsvøb en omgående tilbagetrækning fra de besatte områder, og i hvert fald den førstnævnte krævede desuden, at Arbejderpartiet skulle trække sig ud af regeringssamarbejdet med Sharon. Vi må håbe, at det ikke viser sig at være isolerede eksempler på klarsyn og mådehold, men udtryk for en opinionsbølge i Israel, som under indtryk af de seneste dages rystende begivenheder vil blive ved at vokse, indtil den bliver hørt. For det er den sunde fornufts vej - den eneste vej, som før eller siden kan føre til den fred, som ekstremisterne på begge sider har stillet i skygge, først ved at sabotere Oslo-aftalerne, derefter ved at myrde Rabin, forpurre Camp David-forhandlingerne, hvor Israel gjorde de største indrømmelser, landet nogen sinde havde gjort, slippe en terrorkampagne løs og endelig ved at bringe en dogmatisk ekstremist som Sharon til magten. Der er brug for en magtfuld mobilisering af den internationale opinion, som kræver, at det israelske militær trækkes tilbage fra de invaderede palæstinensiske territorier og byer, og at der omgående indledes forhandlinger på grundlag af den saudiarabiske kronprins' forslag om, at alle de arabiske lande skulle anerkende Israel til gengæld for en israelsk tilbagetrækning fra alle de territorier, som Israel besatte i 1967.