Et etisk erhvervsliv? Hvor naiv kan man være? Advokat og lektor på Roskilde Handelsskole Jesper Møller-Andersen bereder os på den forestående svækkelse af Forbrugerombudsmandens stilling. I disse dage færdiggør Folketinget en ændringslov, der medfører en forbedring af forbrugernes retsstilling. Eller som skulle medføre en forbedring af forbrugernes retsstilling, for lad os se, om den gør det. Forbrugerne har været i fokus i omkring 25 år. Vi fik den nye markedsføringslov i 1974, og samme år kom loven om Forbrugerklagenævnet. I 1978 fik vi en forbrugeraftalelov (lov om dørsalg og fjernsalg), og i 1979 fik vi et afsnit om forbrugerkøb i købeloven. Vi har haft Forbrugerombudsmanden (indtil videre har der været tre) og hans otte medarbejdere - otte jurister - til at stå vagt om vore rettigheder, og til at beskytte os mod erhvervslivets hensynsløse fremgangsmåder i 27 år. Hensynsløse? Nej, selvfølgelig ikke. Erhvervslivet handler ikke hensynsløst. Erhvervslivet tager de hensyn, det skal tage. Og det er hensynet til indehaveren eller aktionærerne. At drive erhvervsvirksomhed - i hvert fald når den drives i selskabsform - vil sige, at nåh ja, det er et ord, man ikke godt kan tillade sig at bruge uden at få skyld for at være socialist, med alt hvad dertil hører af udtrådte maosko, men ordet er, hvad enten man kan lide det eller ej: at skabe profitmaksimering. Forbrugerombudsmanden udsendte op mod julen 1995 en pjece, der hed 'Etik, dialog, ansvar' - en smuk julegave. Men en gave, der spillede på en besynderligt naiv opfattelse af de økonomiske kræfter, der rører sig i et samfund. Idéen var, at erhvervslivet skulle opføre sig 'etisk'. Men etisk, hvad vil det sige? Ja, det er, hvad man må betegne som 'et godt spørgsmål'. Men uden at kaste sig ud i en støre filosofisk diskussion kan man vel sige, at etisk handlemåde er en handlemåde, hvor den enkelte sætter hensynet til sig selv til side og handler i en idés tjeneste. I vor del af verden har vi vænnet os til at se denne idé som ensbetydende med den kristne lære om hensyn til og kærlighed til vores næste, kristen etik er nærmest synonymt med etik i vore øjne. Hvad enten man tror på Gud og Jesus eller - som de fleste - ikke tror på Gud og Jesus, er hele grundlaget for vores måde at opfatte etik på klarest udtrykt i den såkaldte 'bjergprædiken' (Matthæusevangeliet, kapitel 5-7). I denne tankegang passer Forbrugerombudsmandens budskab til erhvervslivet om etisk handlemåde noget nær som fod i handske. Hvad der netop er karakteristisk for erhvervslivet, er som ovenfor anført en dans om guldkalven. Noget vi har vænnet os til at kalde uetisk. Vi kan ikke med vor bedste vilje få tvunget en god forretning, en god og sund kræmmersjæl, ind i det etiske system. Den slags drev Jesus - hvad enten man nu tror på ham eller ej - ifølge traditionen ud af temple. Men Forbrugerombudsmanden er ikke naiv. Han ved godt, hvad det handler om. I pjecen om etik, dialog og ansvar konkluderes der om virksomheder, der arbejder med et værdigrundlag med socialt ansvar, at det kan »vise sig, at sådanne virksomheder klarer sig udmærket, eller endda bedre end konkurrenterne. Lidt polemisk formuleret: De øger deres overskud, fordi de ikke først og fremmest er optaget af resultaterne på bundlinjen«. Pyh ha, det var helt rart at få tingene på plads. Det, det drejer sig om, er at skabe overskud. Det kan godt være, at det bedst gøres ved at dække ulveskindet med en fårepels. Men lad os ikke tage fejl: Når erhvervsdrivende ser en borger med penge på lommen, gælder det om at få dem flyttet over på den erhvervsdrivendes konto, og ser han en borger uden penge, gælder det om at få ham til at låne og føre provenuet ind på denne erhvervsdrivendes konto. Misforstår vi det og tror, at den erhvervsdrivende er etisk, når det, han foretager sig, ser ud til at være i overensstemmelse med vor etik, bliver vi snydt. Ligesom vi i århundreder - eller årtusinder - er blevet snydt af en kirke, der har bildt folk ind, at når den vred penge ud af dem, var det for deres synders skyld. Eller altså: for deres frelses skyld, idet den konsekvent har postuleret, at de alle var - og vi alle er - syndere. Jeg ved altså - og hvis De er enig i ovenstående, ved De også - at når vi indlader os med et forretningsforetagende, er der uanset alle mulige gode løfter og lokkende tilbud tale om, at pengene skal ud af vores lomme i så stort et omfang som muligt, og det, der vil blive ydet til gengæld, vil være så ringe som muligt - alt selvfølgelig begrænset af det mindstemål af anstændighed, der skal få os til at fortsætte vores forretningsmæssige forbindelse med virksomheden. Men her kommer så forbrugerlovgivningen og Forbrugerombudsmanden med jeg var lige ved at sige hans fyrretyve røvere, men det er jo hans otte mand, ind og beskytter os. Og det er jo lige netop det, der er problemet. Der er fyrretyve røvere, og det er dem, han skal kæmpe mod, og selv har han kun otte mand. Og så er hans otte mand, hvor ivrige og overbeviste de end er, på en eller anden måde lejesoldater, medens røverne har deres egen interesse at kæmpe for. Mit ærinde er her ikke at kritisere Forbrugerombudsmandens arbejde eller hans medarbejderes arbejde. Hvis der skal være en kritik, er det af hans - og deres - stilling. Det er ganske enkelt en umulig opgave. En enlig frelser i en skov af farisæere. Og så har han endda gjort det langt bedre end sine forgængere. Ja, faktisk har han gjort det så godt, at farisæerne ikke kan leve med det. Først fik de påvirket den socialdemokratiske regering til at gøre hans ansættelse tidsbegrænset. Ingen vidste rigtig, hvorfra idéen kom, og hvad den betød, men et eller andet sted må det have handlet om, at man skulle kunne komme af med en forbrugerombudsmand, der trådte de toneangivende for nær. Nu svarede han flot igen med, at han ikke var åremålsansat, så det ville først komme til at gælde for den næste forbrugerombudsmand. Men selvom Forbrugerombudsmanden altså holdt skansen, sitrede luften af en arrogance fra virksomheder, der var vant til at bilde kunderne ind, at de handlede mere end anstændigt, ja, at de ligefrem var rådgivere og støtter for borgerne. Og det er jo ingen hemmelighed, at Forbrugerombudsmanden som den første af sin art har formået at allokere kræfterne bort fra småforbryderne (og forbryder er man jo, når man overtræder markedsføringslovens strafbelagte regler) over på de virkelige problemer: de finansielle foretagenders ensidige fastsættelse af urimelige vilkår for kunderne. Ingen kan selvfølgelig bevise, at det var derfra, det kom, og derfor tør ingen heller insinuere det. Men det var deres interesser, der blev varetaget. Og hvad er reaktionen? Den nye regering fremkommer med forslag om, at Forbrugerombudsmanden ikke længere skal have tilsyn med banker og forsikringsselskaber. De skal nu vogtes af deres egne. Og det er at sætte ræven til at vogte gæs, eller det der er værre: at sætte ræven til at vogte ræve. En arrogance over for forbrugerinteresserne, der måske nok i første række synes at komme fra regeringen, men som jo nok har sit ophav andetsteds. Intet kommer af intet, så mon ikke der er solide økonomiske interesser bag? Men er de da ikke 'fine forretningsfolk', vore store finansforetagender? Læserne har sikkert eksempler nok på det modsatte. Forbrugerombudsmanden har i hvert fald et par eksempler: ensidig adgang til at ændre i aftaler og ensidig adgang til at fastsætte gebyrer. Og rentesagen: Der var forskel på rentevaluering, indtil Forbrugerombudsmanden tog fat på sagen: Indlån gav rente, dagen efter at banken modtog pengene, udlån trak rente, samme dag de blev trukket. (Forbrugerombudsmanden tabte sagen mod Bikuben, men resultatet blev alligevel, at praksis måtte ændres). Jeg kan også selv nævne nogle få: Nordea flytter aktier fra en pensionsopsparing over i frit depot for en kunde, der er blevet 60 og derfor frit kan råde over dem. Men det tager banken salgsgebyr for. Nåh ja, vil De sige, hvorfor ikke, det er vel en slags arbejde (det er nu ikke meget tastearbejde, der kræves). Men det er ikke hele historien, nej, banken tager to gange salgsgebyr for det. For den kræver, at han sælger aktierne til banken, der derefter sælger dem tilbage til ham. Eller Nykredit og Nykredit Bank, der i forbindelse med en lånesag kræver en bankgaranti fra deres egen bank - og debiterer kunden 500 kr. Nykredit stiller garanti over for Nykredit! Ja, det er organiseret som to selvstændige virksomheder, men det er jo en og samme. Vi kommer til at savne Forbrugerombudsmandens indsats her, han havde godt fat om sagerne, og netop derfor: Med et arrogant pennestrøg bliver han fjernet fra opgaven. Og vi kommer til at døje med en gebyrjungle - uoverskuelig og uigennemsigtig. Man har længe sagt, at vi går ind i en stærkt internationaliseret tid. På forbrugerområdet holder det endnu ikke helt stik. Og det er baggrunden for den seneste ændring af købeloven, den, der skal have virkning med tilbagevirkende kraft og gælde for aftaler, der er indgået fra 1.1.2002 og fremefter, selvom den ikke er vedtaget af Folketinget og offentliggjort endnu. Et EU-direktiv har fastlagt, at vi som minimum skal have visse ensartede bestemmelser om mangler i forbrugerkøb. Det skal gøre det lettere at handle internationalt. Som forbruger må man se på det med undren. Hvor er den 'Europaforbrugerombudsmand', vi så længe har råbt på? Ingen steder. Handler man med udlandet - på internettet f.eks. - må man fortsat finde sig i en arrogance, dels i form af, at al kommunikation fra sælgers side foregår med standardformularer fra adresser, der ikke modtager svar, dels i en totalt arrogant holdning, hvis man endelig er kommet igennem til nogen, der læser ens reklamation. En henvendelse til Amazon i Tyskland om, at en vare aldrig var nået frem, blev besvaret med, at Amazon krævede, at man udspurgte sine naboer og derefter ved brev eller pr. fax kom med en edsvoren erklæring om ikke at have modtaget noget. I virkeligheden skal man ikke sværge noget som helst. En meddelelse er nok, og sagen er underkastet dansk ret; faktisk er det Forbrugerombudsmanden i Danmark (og hans otte mand), der har kompetence til at tage affære, men nu er de kun otte mand, og de ved - som vi andre - at det ikke nytter noget, så det spilder de selvfølgelig nødig tid på. (I sandhedens navn skal det indrømmes, at Amazon gav sig uden eder, men det krævede standhaftighed og viden om, at man selv kan rette henvendelse til sin bank og få beløbet tilbageført). De nye forbrugerbestemmelser i købeloven vil medføre nogle stramninger for virksomhederne - blandt andet skal det nu som udgangspunkt være køberen, der bestemmer, om han vil have repareret det købte, eller om han vil have det byttet til nyt, når der er fejl ved det købte. Men hvad skal det hele nytte, når virksomheder ofte på en klage over en mangel meddeler, at da varen ikke har kostet 500 kr., er de ligeglade, for så kan sagen ikke indbringes for Forbrugerklagenævnet. Og når vi i øvrigt har over et års ekspeditionstid i Forbrugerklagenævnet, hvad glæde har vi så af bestemmelser om, at sælgeren skal ombytte eller reparere inden for rimelig tid? Der er lagt op til, at køberne, specielt på telefonmarkedet, skal komme til at stå stærkt efter den nye lov. Sælgeren skal nemlig ombytte den mangelfulde genstand, hvis det ikke vil forvolde ham »uforholdsmæssige omkostninger«. (Læg mærke til, at Justitsministeriet arrogant bruger et udtryk, der er totalt uden indhold; »uforholdsmæssige omkostninger« er nonsens. Nu kan vi jo godt gætte, at der skulle have stået »uforholdsmæssigt store«, men er det ikke lovlig arrogant at skrive lovene, så borgeren selv skal gætte sig til det halve?). Nå, det lange og det korte er jo, at mobiltelefoner koster 49 kr. 298 kr. 528 kr. og så videre. Altså: Det kan næppe siges at være særlig omkostningskrævende at ombytte dem. Joh, vil selskaberne svare, de koster i virkeligheden meget mere, den lave pris hører sammen med et abonnement. Men hvad telefonen i virkeligheden koster? Det får vi ikke at vide - så prisen - den eneste kunden kender - er altså den opgivne. Forbrugerombudsmanden har - i 1999 - haft fat i Debitel, der solgte pakkeløsninger. Debitel sælger stadig pakkeløsninger med køb af en telefon til en pris - lad os sige på 299 kr. - og pligt til at tegne abonnement og lade det løbe i seks måneder. Hvis kunden ikke bliver kreditgodkendt af Debitel, skal han imidlertid levere telefonen tilbage (i uskadt stand) eller betale fuld pris for telefonen (vejledende udsalgspris). Men denne pris er ikke oplyst nogen steder. Det er i al sin gribende enkelhed en overtrædelse af markedsføringsloven. For et sådant kombinationssalg er kun lovligt, hvis fuld pris for begge varer (abonnement og telefon) er anført, og den opnåede rabat er anført. Jeg vil ikke hævde, at Debitel er værre end andre selskaber, men de overtræder altså markedsføringsloven ved at tilsløre deres priser, og de afviser med fuldstændig ligegyldig arrogance at tage stilling til det uheldige i, at de sender regninger for ydelser, de ikke har leveret. (Fra Debitel får kunden en regning for abonnementet, selvom han ikke har aktiveret telefonen, fordi han ikke har modtaget simkort). Man må nok sige, at det er generelt, at telefonselskaberne ser fuldstændig arrogant på markedsføringslovgivningen. Og når den nye lov om ombytning af mangelfulde varer bliver vedtaget, tør jeg roligt spå en blank afvisning af ombytning af varer, ikke kun fra telefonselskaberne, men især fra telefonselskaberne. De helt urealistiske priser, de manøvrerer med, tilsiger i hvert fald voldsomme problemer for kunder, der vil have en telefon ombyttet. At klagenævn, Telestyrelse og domstole vil holde telefonselskaberne fast på de lave priser, kan der næppe være tvivl om. Og Forbrugerombudsmandens holdning er der næppe heller tvivl om. Men hvad hjælper det os alt sammen, når virksomhederne blæser på reglerne. Standardsvaret på henvendelser til virksomheder - navnlig de store - er blank afvisning. Og det kræver uanede mængder af energi og tid at protestere og holde fast i protesten. Timelønnen er ikke 30 kr. og vel at mærke: De penge, man får, er jo penge, man allerede havde krav på, så det er altså under 30 kr. i timen for ikke at miste sine penge. Men strengt taget går det heller ikke ud på at redde penge. Det går egentlig ud på at jage virksomhederne en skræk i livet. Kan man få gjort dem bange for en forbrugerreaktion, er der håb om forbedring. Måske kan vi jage folk væk fra visse virksomheder. Sådan som det lykkedes, da folk ikke ville købe Nestlés produkter, fordi firmaet med babydødsfald som resultat solgte modermælkserstatning i Afrika. Og som det lykkedes, da det afsløredes, at Ford havde sat penge af til erstatning for ofre for en farlig serie biler i stedet for at fjerne risikoen ved en benzintank, der lå for yderligt. Vi kan lovgive, lige så meget vi vil, det hjælper ikke, hvis der er penge i at overtræde loven. Og vi kan klage, lige så meget vi vil, det hjælper først, når virksomheden kan spore en dalende afsætning. Nu vil det sikkert lyde fra erhvervslivet - og især fra de nævnte firmaer - at det er uetisk at udstille dem ved at fremhæve og kritisere dem i en kronik. Og sådan har det altid været: Det regnes for forkert at stjæle, men at skælde nogen ud for at stjæle, det er dog det værste, man kan gøre. Tjah, det har man jo lov til at mene. Jeg mener det ikke.