Georges Brassens ligger ikke øverst på danskernes hitliste. Men det er en skam, skriver forfatteren og oversætteren. Hans tekster og melodier er uovertrufne. Og så er hans liv en god historie. Om aftenen 30. oktober 1981 standsede alle franske kanaler deres udsendelser for at fortælle, at digteren, komponisten, sangeren Georges Brassens var død, og så gav de sig til at spille hans elskede sange. Men han døde ikke. Her godt 20 år efter er franskmændenes kærlighed til ham uformindsket. For nogle mennesker er det navnlig hans melodier, der betyder noget, og de findes i en sådan rigdom, at man må tænke på Verdi og Mozart, tilsat lidt rytme. Men for Brassens selv var melodierne bare det, der fulgte af teksten. Og mens mange spiller hans musik i store opsætninger, brugte Brassens selv blot guitar og bas, måske højst en ekstra guitar, for ikke at overdøve teksten. I Danmark var Brassens elsket i 60'erne for melodierne og sin dejlige varme stemme, men få forstod teksterne, og måske er det derfor, han nu er glemt her. Men han er værd at kende. Man kan kalde ham en meget poetisk Poul Henningsen, for han var - i hvert fald i begyndelsen - meget samfundskritisk. Georges Brassens blev hædret med Le Grand Prix de Poesie de l'Academie Francaise i 1967, men han ville ikke kaldes digter, poet. I Frankrig tilbedes digtere som en art guder og bliver begravet på Pantheon. Brassens ville kaldes sangskriver, sangene var blot gaver til hans venner. Han foretrak ligemænd for det 'store menneske'. Men netop den franske digterkult gjorde det betydningsfuldt, hvad han stod for, og Georges Brassens har vakt voldsomme følelser i Frankrig. Hvordan kunne en Kunstner med stort K og med så varm menneskelighed være ateist, spurgte de troende, som altid har haft vanskeligt ved at tro på humanisme uden for kristendommen. Eller hvordan kunne en mand med så megen humor nogensinde have sympatiseret med de firkantede anarkister, som han gjorde en kort tid i sin ungdom, spurgte de pæne borgere? Grunden til, at han skuffet forlod anarkistpartiet, var netop den samme, som fik ham til at tage afstand fra borgerne. Det var hans afsky for at gå i samme takt som sidemanden. Mange af de gode borgere omfattede ham med et regulært had, fordi han gjorde nar ad deres helligste værdier, ad Frankrigs Gloire. Desuden kunne de ikke lide hans humoristiske brug af ikke så pæne ord. »Alt, hvad han siger, er absurd og uhumsk. Hans popularitet er en udfordring af sund fornuft og god smag«. For nogle var han vederstyggelighedens vederstyggelighed. For andre et frihedens symbol og en stor glæde.Georges Brassensblev født i 1921 ved Middelhavet i byen Sète, der er fuld af kanaler, som en slags Venedig uden palæer. Både hans far og farfar var murere. De var velhavende og velansete i byen. De to generationer boede sammen i et stort stenhus, som de selv havde bygget. Bedstefar Jules kunne lige så godt have været gøgler, klovn eller artist. Han lavede altid sjov, elskede at optræde og elskede at synge, alt sammen til stor fornøjelse for barnebarnet. Brassens' mor, som var fra Napoli, sang altid, ved rengøringen, ved madlavningen, ved vasketøjet, såvel operaarier som de sidste slagere. Hans far nynnede og var fuld af humor. Man ser på en video, hvordan faderen uimponeret morer sig over fotografen, og hans selvstændighed over for flertallet viste sig, da Georges var blevet genstand for bagtalelse i byen. Og der var radioen og storesøsters håndsvingsgrammofon og talefilmen med masser af melodier. Der var også meget sang ved arbejdet i folks dagligdag, f.eks. i havnen. Brassens sagde: »Jeg blev født ind i et bad af musik«. Moderen var ivrig katolik og faderen sagtmodig ateist. Hvad Georges angik, vandt moderen i første omgang, men faderen i det lange løb. Det var en glad barndom uden problemer, med mange venner, lange cykelture og svømmeture i Middelhavet.Georges brød sig ikkeom skolen, han var en af den stags elever, hvor lærerne skriver: 'Kunne gøre det bedre' eller 'Hvis han ville gøre sig lidt umage'. Da han var 15 år, fik han en lærer, som forbavsede alle eleverne. En atletisk skikkelse med et ansigt som en bokser satte sig afslappet på katederet, hvor han også anbragte en grammofon. Han hed Alphonse Bonnafé. Og det, han spillede for de forbløffede elever, var et digt af Baudelaire, et digt, der blev sunget. Digte kunne altså være levende, så levende, at de gav en kuldegysninger. Senere fulgte Verlaine, Rimbaud, Apollinaire ... Og digte kunne fortælle historier med fantasi, endda med tvangløshed og med masser af humor. En ny verden åbnede sig. Georges havde søgt ind på konservatoriet, men med de dårlige karakterer, han havde, gik det ikke. Blandt kammeraterne havde Georges allerede ry som den, der kunne lave rim og melodier og banke rytmer, og han organiserede et skrammelorkester. Han kunne også parodiere folk og lave nye ord og øgenavne. Blandt de venner, han fik i sin barndom og ungdom, var der mange, der fulgte ham tæt hele livet. Men en dag kom katastrofen. Han begik dumheder sammen med nogle kammerater, vistnok rapserier. Det bragte fire af dem på politistationen og - i det strenge franske samfund - direkte ud af skolesystemet. Hvad nu? Han forsøgte sig, bomstærk som han var, som lærling hos sin far, men uden begejstring. Det blev besluttet, at han skulle forsøge at finde arbejde i Paris. Foreløbig kunne han bo hos sin mors søster, og det ville han gerne, for hun havde et opretstående klaver. Desuden var det kun i Paris, han på en eller anden måde kunne finde sin plads inden for musik og sang. Han fik arbejde på Renaultfabrikkerne. Det var i februar 1940. Da tyskerne besatte Paris, flygtede han til Sète, men så snart situationen var roligere, tog han tilbage til tante Antoinette, klaveret og biblioteket. I 1943 blev han sendt i tysk arbejdslejr tæt ved Berlin. De andre tvangsarbejderes glæde over hans sange befæstede hans forsæt om at blive sangskriver. Efter en orlov i 1944 vendte han ikke tilbage til Tyskland. Han skjulte sig hos Antoinettes veninde, Jeanne Planche. Hun havde altid interesseret sig for hans arbejde og f.eks. af sine små midler støttet hans allerførste småudgivelser og hjulpet ham med anskaffelsen af en guitar. I hendes og hendes mands ludfattige hus i l'impasse Florimont, Florimont blindgyde - i et elendigt kvarter i detsydvestlige Paris fik han en lykkelig arbejdsperiode. Han boede der i alt i 22 år, og på dette ydmyge sted blev den Georges Brassens til, som vi kender ham.Brassens havdeallerede skrevet en stor del af sine sange, da han blev opdaget i 1952 af lady Patachou i hendes kabaretrestaurant på Montmartre. Georges' venner syntes, at andre også skulle have glæde af hans sange, og de trak ham med mange steder, før det endelig lykkedes at møde interesse. Han havde ikke tænkt sig, at han selv skulle synge, og brød sig ikke om det. Han var meget tyk på det tidspunkt, sikkert fattigdomsfedme, og da han i sin generthed kom ind på scenen med ryggen til publikum og uden at smile, blev han kaldt en udresseret bjørn, en uopdragen tølper. Men ingen kunne synge sangene så godt som han selv, og pludselig skulle alle hen for at se og høre ham. Fra de små kabareter avancerede han til de store steder som Olympia og tjente efterhånden mange penge, ikke mindst da grammofonpladerne begyndte at komme. Han var glad for at kunne gøre gengæld over for Jeanne og hendes mand Marcel, først med småting som mad og tobak, senere købte han huset i l'impasse Florimont, indlagde vand og elektricitet og erstattede et lille skyggende nabohus med et stykke græs. Men folk undrede sig over, at han blev boende det ynkelige sted, når han havde rigeligt råd til at bo hvor som helst.På Bobino påMontparnasse optrådte han regelmæssigt gennem mange år, for det meste i tre måneder, derefter var han på turne i provinsen i tre måneder. Eller i udlandet. Så holdt han en pause, hvor han arbejdede med nye sange og dyrkede sine venner. Hans optræden var altid en begivenhed i Paris. I 1957 spillede han med i Rene Clair-filmen 'Porte des Lilas', men han brød sig ikke om filmarbejde, så det blev ikke til flere film. Det, der navnlig forargede mange franskmænd, var Brassens' forhold til 'la gloire', til Frankrigs storhed. For eksempel giver han de franske krigsdekorationer, hædersmedaljer og æreskors denne kommentar i en sang om de klippede tyskerpiger: »Jeg foretrækker en spytkrølle«. I et fransk leksikon står der om sangen 'De to onkler': »Den stinker af landsforræderi«. De to onkler kæmper på hver sin side i krigen og falder. »Men jeg, som ikke kæmpede for noget, jeg lever endnu«. Højst uheroisk. Og senere i sangen: »Hvorfor sigte på en tåget fjende, hvorfor ikke vente og gøre ham til ven?«. Sangen 'Krigen 14-18' gør også på raffineret måde nar ad krigsbegejstring, og Brassens har selvfølgelig netop valgt Første Verdenskrig, fordi det var den krig, som i hele historiens løb kostede Frankrig flest faldne.Georges Brassenslovsynger dem, som tager sig af andre i deres nød, hvad enten disse er ude for hån og foragt eller sult og kulde, og de velbjærgedes forargelse over de ulykkelige nederst i samfundet er noget, Brassens ofte er ude efter. I 'Ludernes klagesang' siger han til den gode borger: »Kun tilfældet det var, som gjord', at luderen ikke blev din mor, - den luder, du bare griner af«. Der findes et brev, hvor Paris' prostituerede takker Brassens »for de dejlige sange, som hjælper os med at leve«. Der er ingen luderromantik i 'Den angrende sjover' om alfonsen. Når pigen kommer tomhændet hjem, vanker der. »Mon hun endnu kan huske det bidet, vi havde, som jeg benyttede, da hun fik kranieskade?«. Brassens' brug af seksuelle ord og seksuelle situationer er naturligvis til irritation for nogle og til fornøjelse for andre, og han tillod sig at gøre grin med alvorlige emner som katolicisme, heltegrave, ære, politiet, dødsstraf med mere. Den berømte sang 'Gorillaen' turde pladeselskabet Phillips til at begynde med ikke udgive i Frankrig. Den udkom først hos Polydor i Schweiz. Den handler om en advokat, som bliver udsat for den udsøgte hån at blive voldtaget af en gorilla. Først i sangens sidste linje viser det sig, at sangen er et indlæg mod dødsstraffen. » I det mest ophøjede øjeblik, græd dommeren meget, råbte: »mor«, ligesom manden, han selvsamme dag fik sendt i guillotinen, gjord'«. Brassens' provokationer kan forklare publikums opdeling i dem, der hader, og dem, der elsker ham. Men der er sange, som alle kan glæde sig over, sange om alverdens følelser angående kærlighed. Poetiske, ofte melankolske sange. Om flirt og utroskab, om sorg, bitterhed og jalousi, om glæden, om kærlighedsdebuten, om at blive gammel og alligevel elsket. Og sange om døden. Han prøver at spøge med den, han sætter forårets margueritter i dens næsehuller. Men den vinder jo.Georges Brassensvar ikke almindelig. Hans liv bød ham stjernestatus, men det var en rolle, han aldrig gav sig til at spille. Hans sange handler for en stor del om den enkeltes stilling over for de mange og giver udtryk for den opfattelse, at den ene ikke har grund til at føle sig bedre end eller berettiget til fordele over for den anden. Man ser ikke en entertainer, som sætter sig på sit publikum og som har det i sin hule hånd og ønsker, at det skal falde ned og tilbede. Man ser det, som Georges Brassens altid sagde, at han gjorde, man ser et menneske, som glæder sig med sine venner. Det er klart, at denne ligemandsholdning gjorde ham virkelig elsket. Og det er måske derfor, at ingen rigtig har gjort opmærksom på kvalitetsfaldet i hans sange.For Georges Brassens'sange frembyder en gåde. Jeg havde de første otte af hans plader og glædede mig til de sidste fire, men det blev skuffelse på skuffelse. Hvorfor blev kvaliteten pludselig forringet, sådan at sangene på de sidste fire af hans grammofonplader slet ikke lever op til dem på de første otte? Næsten alle de senere sange er som blege genfærd, som svage ekko af de første. Der er ingen livsglæde mere, intet samfundsengagement, ingen humor, ingen intensitet i teksterne, og melodierne bliver præsenteret slæbende og kedsommeligt. Der er som et hug, et snit, efter de første sange, ikke mindst indholdsmæssigt. Brassens havde en nyresygdom, der blev mere og mere plagsom, men det kan ikke være hele grunden. Jeg gav mig til at læse biografier om ham for at finde forklaringen.Brassens, der havdeskrevet så mange dejlige kærlighedssange, blev ofte i interview spurgt, hvordan han selv havde det med kærligheden, og det ville han aldrig snare på. Der var en kvinde på Brassens' alder, som altid holdt sig i nærheden af ham. Han kaldte hende Pupchen, lille dukke. I en sang beskriver han en pige, der er som en blomst i en kohud eller en ko klædt ud som blomst, og som ikke engang har så meget sjæl, som kan rummes i et fingerbøl. Pupchen fulgte ham tæt hele livet, stædig som en skygge, men han flyttede aldrig sammen med hende. Han skrev en sang med ordene: »Jeg har den ære ikke at bede om din hånd«. Kun i sommerhuset var hun hos ham i hans sidste år. Og Jeanne, som ellers altid var så gæstfri over for Georges' venner, ønskede ikke at se hende i sit hus. Hvem var Jeanne? Hvor var hun, indtil hun som næsten 50-årig giftede sig med Marcel? Marcel var krigsinvalid, og hun kan have fundet på at gifte sig med ham af medlidenhed. Han gjorde sig i hver fald aldrig gældende. Jeanne var 30 år ældre end Brassens, men blev hans elskerinde. Lige efter krigen boede en tidligere skolekammerat, Émile Miramont, en kort tid hos Brassens i l'impasse Florimont, og det blev skæbnesvangert. Émile og Jeanne var mildest talt ikke på bølgelængde. Han var humorforladt og højreorienteret. Måske har hun hånet ham. I hvert fald fortalte Émile hende hævngerrigt om Pupchen, hvorefter han straks blev sat på porten af Brassens. Miramont har fortalt om Jeannes og Brassens' forhold i en hadefuld Brassensbiografi, der udkom så sent som 1993, 12 år efter Brassens' død. Jeanne må have været Georges Brassens' gode kritiker. Da Brassens ikke havde Jeanne mere, indkaldte han ofte nogle venner for at prøve nye sange af på dem, men der har åbenbart ingen erstatning været for hende. Jeanne fik besked om Pupchen, og senere tog hun revanche. Da Marcel døde, giftede Jeanne sig nemlig igen med en - vistnok sølle fyr, der var endnu yngre end Georges, som om hun ville sige: »Se, det svarer til, hvad du har budt mig« - og så tog hun på bryllupsrejse på motorcykel i en alder af 75 år. Brassens flyttede øjeblikkelig fra l'impasse Florimont, og han kom åbenbart aldrig over det, hverken personligt eller arbejdsmæssigt. Jeannes hævn ramte hårdt - også os andre. For netop på dette tidspunkt skete bruddet i sangenes kvalitet. De gode af Georges Brassens' digte - undskyld - sange, er klassiske, det vil sige evigtunge.