Skuespillet 'København', som handler om danske Niels Bohr, tyske Werner Heisenberg, atombombens opfindelse og et mystisk møde i 1941, vakte for et par sæsoner siden stor opsigt på de førende scener verden over. Da nogle af Bohrs papirer blev offentliggjort i februar, fik den engelske dramatiker Michael Frayn atter historikerne i kog. En af de kommentarer til 'København', som gjorde størst indtryk på mig, blev fremsat af Werner Heisenbergs søn, Jochen Heisenberg, da jeg til min store uro traf ham efter premieren på stykket i New York. »Deres Heisenberg mindede selvfølgelig overhovedet ikke om min far«, sagde han til mig. »Jeg har aldrig set min far give udtryk for følelser for noget som helst andet end musik. Men jeg kan godt forstå, at personer i et stykke er nødt til at være noget mere tilgængelige end som så«. Denne påmindelse om vanskelighederne ved at skildre en virkelig person i et fiktionsværk må efter min mening slå koldt vand i blodet på en forfatter, men samtidig er det en inderligt fornuftig beskrivelse af formålet med at forsøge det, som jo netop må være at bringe de tanker og følelser til udtryk, som aldrig helt kom til udtryk midt i livets forvirrende strøm, og at vise begivenhedernes underliggende struktur. Jeg kan ikke se, hvorfor min Heisenberg ikke skulle have lov til at udtrykke de dybere følelser, som den virkelige Heisenberg tav om. Hvorfor skulle han ikke opleve den samme loyalitetskonflikt og de samme blandede motiver og følelser, som vi alle sammen kender til? Hvorfor skulle han ikke forsøge at jonglere med principper og hensigtsmæssighed, sådan som vi alle sammen gør det? Hvorfor skulle han ikke frygte sit lands nederlag og dets ødelæggelse med kernevåben? Hvorfor skulle han ikke beklage dets ruin og nedslagtningen af dets borgere? Man kan vel nok forvente af publikum, at de drager deres egne moralske slutninger? Det mest overraskende resultat af den debat, som opførelsen af stykket satte gang i, var imidlertid offentliggørelsen af Bohrs papirer. Papirerne forekommer mig i bemærkelsesværdig grad at bekræfte den detaljerede rekonstruktion af Bohrs holdning, som forfatteren af 'Heisenbergs War', Thomas Powers, har foretaget på grundlag af andre kilder. Det, der kom mest bag på mig ved Bohrs første forsøg på at formulere brevet, var dets bemærkelsesværdigt skarpe tone - især i betragtning af at det kom fra en mand, der var så berømt for sin forsonlighed: »Jeg mener, at jeg skylder Dem at sige, at jeg er dybt forbavset over at se, hvor meget Deres hukommelse har bedraget Dem ... Personligt erindrer jeg hvert ord af vore samtaler, som fandt sted på baggrund af den yderste sorg og anspændelse for os her i Danmark. Det gjorde i særdeleshed et stærkt indtryk på både Margrethe og mig, og på alle dem på instituttet, som De og Weizsäcker talte med, at De gav udtryk for Deres faste overbevisning om, at Tyskland ville vinde, og at det derfor var aldeles tåbeligt af os at bevare håbet om et andet udfald af krigen og at være tilbageholdende med hensyn til de tyske tilbud om samarbejde. Jeg erindrer også ganske tydeligt vor samtale i mit kontor på Instituttet, hvorunder De udtrykte Dem i vage vendinger og på en måde, som kun kunne give mig det faste indtryk, at man i Tyskland under Deres ledelse gjorde alt for at udvikle atomvåben, og at De sagde, at der ikke var brug for at gå i detaljer, eftersom De var fuldstændig fortrolig med dem og gennem de seneste to år næsten udelukkende havde arbejdet med den slags forberedelser. Jeg hørte på det uden at sige noget, eftersom det, der stod på spil, var en sag af stor betydning for menneskeheden, og vi trods vort personlige venskab måtte betragtes som repræsentanter for to parter, der var i dødelig kamp med hinanden«. Det er en åbenbaring at kunne se alt dette formuleret med Bohrs egne ord, og jeg ville ønske, at det havde været tilgængeligt, da jeg skrev stykket. Jeg medgiver, at den virkelige Bohr blev ved at være meget vredere meget længere end min person, at han hævdede at have hørt meget nøjere efter, hvad Heisenberg sagde, og at han hævdede at kunne huske det langt tydeligere. Men ændrer det virkelig vor opfattelse af, hvad Heisenberg sagde, og af, hvad hans hensigter var? En smule, tror jeg, men ikke grundlæggende. Der har, for nu at begynde et sted, aldrig været nogen uenighed om, at Heisenberg offentligt sagde til forskellige mennesker på instituttet, at Tyskland ville vinde krigen, og at Tysklands mål var berettigede, i hvert fald i Østen. Og det var allerede dokumenteret, at både sønnen Aage og kollegaen Stefan Rozental kunne huske, at Bohr havde sagt, at Heisenberg havde talt om atomenergiens militære anvendelsesmuligheder. Aage sagde: »Min far var meget tilbageholdende, og gav udtryk for sin skepsis på grund af de vældige tekniske vanskeligheder, der skulle overvindes, men han fik det indtryk, at Heisenberg mente, at de nye muligheder kunne blive afgørende for krigens udfald, hvis krigen trak i langdrag«. Rozental sagde: »Jeg husker kun, hvor ophidset Bohr var efter den samtale, og at han citerede Heisenberg for at have sagt noget i retningen af: »De må forstå, at når jeg deltager i projektet, så er det ud fra den faste overbevisning, at det kan lade sig gøre««. Brevet er imidlertid den første direkte bekræftelse af, at Bohr mente, at han blev opfordret til at tage imod de tyske »tilbud om samarbejde«, og det var netop sådan, fysikeren Carl Friedrich von Weizsäcker havde mistanke om, at han måske havde opfattet Heisenbergs ord. Det fremgår ikke klart af brevet, hvad Bohr mente, at dette »samarbejde« ville indebære, og erindringen er måske ikke helt i modstrid med det, som Weizsäcker husker, at Heisenberg sagde til Bohr - at han af hensyn til sin egen sikkerhed burde sætte sig i forbindelse med folk på det tyske gesandtskab. Nogle af forskellene på Bohrs og Heisenbergs beretninger om mødet er mindre skarpt optrukne, end Bohrs harme får dem til at virke. Ifølge Heisenbergs notat til den tyske forfatter Robert Jungk fortalte Heisenberg Bohr, at han vidste, at brugen af uranfission til fremstilling af våben var »principielt mulig, men ville kræve en mægtig teknisk indsats, som man blot må håbe ikke vil kunne gennemføres under denne krig«. Bohr var chokeret og »mente åbenbart, at det var min hensigt at lade ham vide, at Tyskland havde gjort store fremskridt i retning af at fremstille atomvåben«. Det forekommer mig ikke at være så væsensforskelligt fra, hvad Bohr erindrer. Det samme gør sig gældende, da Bohr senere anfægter Heisenbergs fortolkning af hans reaktion: »At min tavshed og alvor, som De skriver i brevet, skulle kunne tages som udtryk for chok over Deres meddelelse om, at det lod sig gøre at fremstille en atombombe, er en ganske ejendommelig misforståelse, som må tilskrives den store anspændelse i Deres eget sind. Siden den dag tre år forinden, da jeg indså, at langsomme neutroner kunne forårsage en fission i uran 235, men ikke 238, stod det mig selvfølgelig klart, at man kunne fremstille en bombe med en vis effekt ved at adskille de to typer uran ... Hvis noget i min opførsel kunne fortolkes som chok, så skyldtes det ikke sådanne meddelelser, men derimod nyheden - sådan måtte jeg forstå det - om, at Tyskland deltog af alle kræfter i et kapløb om at blive den første til at få atomvåben«. Forskellen på det »chok«, som Heisenberg diagnosticerede, og den mere værdige »tavshed og alvor«, som Bohr selv erindrede, fortoner sig en smule i et senere udkast til brevet, hvor Bohr omtaler sin egen reaktion som »ængstelse«. Hans påstand om, at han allerede kendte til muligheden af at fremstille et våben, der byggede på fission, er desuden en forenkling, som ikke helt understøttes af hans egen senere opførsel. Indtil da havde han faktisk troet, at det var en praktisk umulighed på grund af vanskeligheden ved at udskille det spaltelige U235, og Heisenberg kunne ikke fortælle ham, hvorfor sandsynligheden nu havde forskudt sig - fordi det var gået op for det tyske hold, at en reaktor, hvis de kunne få en i gang, som alternativ ville frembringe plutonium. Ifølge Rozental var Bohr efter Heisenbergs besøg så rystet af Heisenbergs selvtillid, at han gik tilbage til tavlen for at omarbejde alle sine beregninger. Ikke desto mindre synes han stadig ikke at have været overbevist, da han fik sin forsigtige rapport om mødet igennem til Chadwick, der var hans kontakt i den britiske efterretningstjeneste. Her sagde han: »Først og fremmest er det min bedste overbevisning, at en umiddelbar anvendelse af atomfysikkens seneste fantastiske opdagelser er praktisk uigennemførlig«. Den egentlige kerne i uenigheden om mødet kommer først frem i senere udkast til brevet, hvor Bohr siger, at »det ikke fra Deres side blev antydet, at tyske fysikere bestræbte sig på at forhindre en sådan anvendelse af atomvidenskaben«. Det synes at være en tilbagevisning af en eller anden påstand, som Heisenberg havde fremsat. Det lader til at være en udbredt opfattelse, at Heisenberg havde hævdet noget i den retning. Men så vidt jeg ved, fremsatte Heisenberg ingen steder den påstand, som Bohr tilsyneladende tillagde ham. Den omtales ikke i notatet til Jungk. Selv i den udvidede beretning om mødet, som han fremkom med i sine erindringer, var han stadig særdeles varsom: »Jeg antydede, at fysikerne måske burde spørge sig selv, om de overhovedet burde arbejde inden for dette felt ... Der var brug for en enorm teknisk indsats. Dette var efter min mening netop så vigtigt, fordi det gav fysikerne mulighed for at bestemme, hvorvidt man skulle forsøge at bygge atombomber eller ej. De kunne enten sige til deres regeringer, at atombomberne ville komme for sent til at blive brugt i den igangværende krig, og at arbejdet på dem derfor hæmmede krigsindsatsen, eller hævde, at det med den yderste anstrengelse måske lige akkurat ville kunne lade sig gøre at bringe dem i anvendelse i krigen. Begge synspunkter ville kunne fremføres med samme overbevisning«. Man kan mene, at det lyder som en ganske utroværdigt velovervejet gengivelse af, hvad han eventuelt har sagt. Den kendsgerning står imidlertid fast, at han ikke påstår, at han gjorde noget som helst forsøg på at forhindre, at der blev arbejdet på at udvikle våben. Han påstår ikke engang, at det tyske hold indtil da havde benyttet sig af muligheden for at fremsætte nedslående råd; han siger kun, at de på et tidspunkt ville kunne vælge at gøre det. Hvorom alting er, siger Heisenberg, at Bohr »var så rædselsslagen over selve muligheden for at fremstille atomvåben, at han ikke hørte efter resten af, hvad jeg sagde«. Det er fremgået af nogle artikler om offentliggørelsen af papirerne, at de gendriver en påstand, som Heisenberg skulle have fremsat om, at han tilbød Bohr en 'handel', ifølge hvilken de tyske fysikere skulle råde deres regering fra at gå videre med udviklingen af atomvåben, hvis de allierede fysikere ville gøre det samme. Jeg går ud fra, at der i Heisenbergs vage udtryk »fysikerne «, ligger at det skulle gælde fysikerne på begge sider, men det eneste indicium, jeg kan finde, som tyder på, at Heisenberg fremsatte et mere præcist forslag end dette, findes i en del af notatet til Jungk, som Powers citerer: »Jeg spurgte da endnu en gang Bohr, om det, på grund af de indlysende moralske problemer, ville være muligt for alle fysikere at enes om, at ingen af dem overhovedet ville forsøge at arbejde på atombomber«. Det kan måske tolkes som en forsigtig hentydning til en mulig ordning, men da Heisenberg i 1965 lod sig interviewe af David Irving til brug i 'The Virus House', syntes han at være på vej bort fra selv dette og sagde blot, at Bohr »måske fornemmede, at jeg ville foretrække, at fysikere i hele verden sagde: Vi vil ikke lave atombomber«. Heisenberg citerede ikke sin udtalelse til Jungk i sin bog, så Bohr havde formentlig ikke set den i 1957. Bohr omtaler i hvert fald ikke nogen sådan påstand i sit brev og nævner heller ikke, at han dengang opfattede et sådant tilbud. Der er uoverensstemmelser i alle andre aspekter af materialet vedrørende dette møde, så det kan næppe undre, at de to parters egne beretninger om mødet heller ikke stemmer overens. I begge tilfælde forsøger de at genkalde sig noget, der skete 16 år tidligere, og deres opfattelser må uundgåeligt være farvet af deres modstridende loyalitet. Alt i alt mener jeg, at det overraskende er, hvor små substansforskellene egentlig er, og hvor forståelige de fleste af dem er omstændighederne taget i betragtning. Den eneste virkelig skarpt optrukne uoverensstemmelse mellem de to beretninger gælder en mindre væsentlig detalje - hvor mødet fandt sted. Bohr omtaler »vor samtale i mit kontor på Instituttet«. Heisenberg mindes til gengæld i sine erindringer, at han besøgte Bohr i dennes hjem på Carlsberg, og at han omsider tog hul på »det farlige emne« under deres aftenspadseretur. Selv ikke Heisenbergs eget vidnesbyrd er imidlertid helt konsekvent. Og Jochen Heisenberg mindes, at hans far viste ham den gade, hvor han sagde, at han spadserede sammen med Bohr i 1941, selv om han ikke længere kan huske, hvad den hed, men kun, at den var flankeret af træer (hvilket Pile Allé er). Heisenbergs version er måske også farvet af Bohrs egen bemærkning i brevet om, at »hvert ord af vore samtaler gjorde et stærkt indtryk på både Margrethe og mig«. Jeg mener ikke, at nogen af dem, der tog del i de forskellige møder på instituttet, omtaler Margrethes tilstedeværelse, hvilket tyder på, at Heisenberg på et eller andet tidspunkt besøgte Bohr i hans hjem. I hvert fald lyder Margrethes senere så heftigt formulerede opfattelse af, at mødet var »fjendtligt«, som om den byggede på et førstehåndsindtryk. Jeg kan imidlertid ikke lade være med at blive bevæget over det billede, som de nye papirer viser os, af Bohr, der skriver brevet om og om igen gennem de sidste fem år af sit liv - men alligevel aldrig sender det. Han var kendt for sine endeløse omarbejdninger af alt, hvad han skrev, og her forsøgte han ikke blot at tilfredsstille sin karakteristiske optagethed af de præcise nuancer, men også at forene den med sin lige så karakteristiske respekt for Heisenbergs følelser. Der er en sørgelig parallel til den beretning om Heisenbergs ret tilsvarende bestræbelser på at få rede på, hvad der var foregået, som professor Hans-Peter Dürr fremlagde under det symposium, som sidste år blev holdt i Bamberg i anledning af 100-året for Heisenbergs fødsel. Professor Dürr, som arbejdede sammen med Heisenberg i Göttingen i mange år efter krigen, sagde, at Heisenberg var blevet ved at holde af Bohr hele livet, og han mindedes, hvordan han igen og igen gennemgik det skæbnesvangre møde for at prøve at finde ud af, hvad der var sket. Professor Dürr fremlagde det efter min mening hidtil mest plausible sund fornuft-baserede bud på Heisenbergs hensigter. Han mente, at Heisenberg ganske enkelt havde ønsket en samtale. Heisenberg og Bohr havde stået hinanden så nær, at de kunne afslutte hinandens sætninger, og han gik ud fra, at hvis han blot hentydede til det, der lå ham på sinde, ville Bohr straks forstå dets betydning. Han havde imidlertid slet ikke fattet, at situationen var forandret, og at Bohrs vrede over den tyske besættelse kunne gøre den gamle, nemme kommunikation aldeles umulig. Hvad der end blev sagt under mødet, og hvad Heisenberg end havde af hensigter, så er dette billede af to aldrende mænd, den ene i København, den anden i Göttingen, som år efter år vedblev at gruble over de få korte øjeblikke, som havde sløret og måske afsluttet deres venskab, uhyre smertefuldt og inderligt karakteristisk for de vanskeligheder, som mennesker har ved at omgås hinanden. I stykket mødes de i det mindste for at finde ud af det. Oversættelse Thomas Harder Teksten er en forkortet version af 'Copenhagen Revisited', skrevet i anledning af et symposium i Washington.