0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

CO2 på aktier?

Skal danske virksomheder have lov at købe sig til reduktion af drivhusgasser i udlandet?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Skal danske virksomheder have lov at købe sig til reduktion af drivhusgasser i udlandet? Ja, forklarer kronikøren, som er lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen i Århus: Det er en brillant og visionær idé.

Miljøminister Hans Christian Schmidt ønsker at give danske virksomheder lov til at købe CO2-kvoter i udlandet. CO2 kommer på denne måde på aktier. Her er tale om et markant miljøpolitisk kursskifte i forhold til den tidligere SR-regering, hvis målsætning var, at Danmarks forpligtelser i henhold til Kyoto-aftalen skulle indfries inden for landets grænser.

Ligeledes har den svenske miljøkommissær Margot Wallström været en stærk fortaler for, at handel med omsættelige CO2-aktier indføres i EU. Som følge af den stigende internationale interesse for kvoteideen er der nu fremsat et EU-direktivforslag, som skal sikre, at handel med CO2-aktier i EU gennemføres inden år 2005. Fokus er på CO2, som udgør 80 procent af den samlede udledning af drivhusgasser i EU - derfor er CO2 langt den vigtigste drivhusgas.

Er det en god idé? Vil en sådan international handel med CO2-aktier bringe indsatsen mod global opvarmning i fare, eller er det den bedste måde at opnå miljøforbedringer på? Det er spørgsmålet, som vi vil besvare i det efterfølgende. Lad os først kigge på baggrunden for at reducere CO2. Dernæst ser vi på, hvorfor et handelssystem er interessant. Endelig er det vigtigt at undersøge, hvordan handelssystemet skal udformes, så det virker.

Baggrunden for, at Danmark skal reducere CO2, er, at vi i 1997 underskrev Kyoto-aftalen. Her forpligtede 38 ilande sig til at reducere deres samlede udledning af drivhusgasser med 5,2 procent. Danmark har forpligtet sig til at reducere sine drivhusgasser med 21 procent ifølge Kyoto-aftalen, mens EU samlet skal reducere med 8 procent fra 1990-2012. Kyoto-aftalen tillader international handel med f.eks. CO2 og angiver her år 2008 som deadline for indførelse af et internationalt CO2-marked. Ifølge EU's nye direktivforslag er deadline i EU fremrykket til år 2005.

Årsagen er, at EU har store problemer med at overholde sit løfte fra Kyoto om at reducere drivhusgasserne med 8 procent. Faktisk har EU-kommissionen beregnet, at EU, ved en 'businessasusual'-fremskrivning, modsat vil have øget den samlede udledning med 8 procent. Samtidig kan CO2-handel give store økonomiske fordele. EU-kommissionen har beregnet, at der kan spares 1,7 mia. euro per år alene ved handel mellem EU-landene sammenlignet med situationen uden handel (det vil sige, hvor landene selv skal reducere). Alle landes gevinst ved samhandel kan øges betragteligt, hvis EU, som Kyoto-aftalen anbefaler, åbner op for handel med lande uden for EU.

International handel med CO2-aktier er netop interessant, fordi det er langt billigere at reducere udledningen af CO2 i f.eks. Polen end i Danmark. Polens produktionsapparat er stadig forældet og stærkt forurenende pga. manglende miljøinvesteringer under det kommunistiske regime, som tværtimod tilskyndede et ødselt og hensynsløst forbrug af fossile brændsler ved kunstigt at holde priserne på disse langt under verdensmarkedsprisen. Eftersom de fossile brændsler var uforholdsmæssigt billige, var der ingen tilskyndelse til at spare på dem eller til at udvikle ny og mere energieffektiv teknologi.

Derimod har Danmark som følge af et markedsorienteret system udviklet et moderne og effektivt produktionsudstyr. Det fører til den paradoksale situation, at det ikke længere betaler sig at reducere i Danmark sammenlignet med f.eks. Polen eller Rusland. Skal Danmark reducere yderligere, skal vi investere i forholdsvis dyre alternativer, da vi har udtømt de billigste løsninger.

Polakkerne vil derimod kunne reducere CO2 ved f.eks. at anskaffe den mere energieffektive produktionsteknologi, som vi allerede har i Danmark. Får f.eks. polakkerne mulighed for at sælge overskydende CO2-aktier til danskerne, så forstærkes tilskyndelsen til at spare på energi yderligere, fordi de nu får en ekstra økonomisk gevinst ved at producere 'overskydende' CO2-aktier, der kan videresælges.
Handel med CO2-aktier betyder med andre ord, at CO2-reduktionen vil ske i de lande, hvor den kan ske billigst. Hvorvidt reduktionen af CO2 foregår i Rusland, Polen eller hvilket som helst andet land er ligegyldigt, da CO2-udledning giver den samme globale drivhuseffekt, uanset om udlederen er fy- sisk placeret i Danmark, Polen eller Kina.

Handelssystemet, som foreslås i det nye EU-direktivforslag, rejser overordnet fire hovedspørgsmål, som vi må tage nærmere stilling til, nemlig: 1) Hvilken målgruppe skal inddrages? 2) Hvordan skal CO2-kvoterne fordeles? 3) Hvordan skal international handel med CO2-aktier kombineres med andre styringsinstrumenter, såsom grønne afgifter? 4) Hvordan håndhæves handelssystemet?

Det første spørgsmål angår målgruppen, dvs. de aktører, som skal have lov at handle CO2-aktier. I første omgang vil det her være oplagt at starte med de større elværker i EU, f.eks. fra 25 MW og opefter. Elværkerne er de største CO2-udledere i EU og udgør et overskueligt og enkelt marked. Alt tyder på, at markessammensætningen af elværker i EU vil føre til et velfungerende marked. Hvis dette marked virker, kan andre større virksomheder så få lov at være med på lidt længere sigt.

Det andet spørgsmål vedrører fordelingen af CO2-aktierne. Her vil den nemmeste løsning i politisk henseende være, at fordelingen sker på baggrund af virksomhedernes historiske udledning. Danske elværker vil således få tildelt en CO2-aktie svarende til deres udledning i 1990. Antallet af CO2-aktier i omløb 'fastfryses' på denne måde, og CO2-udledningen kan altså ikke stige yderligere. Princippet svarer til at uddele mælkekvoter for at sikre et loft over mælkeproduktionen - nu gælder loftet blot 'CO2-produktion'.

Elsektoren i Danmark vil således få tildelt sin 1990-udledning i form af gratis aktier, hvor hver aktie giver ret til at udlede et ton CO2 per år. Herefter kan elsektoren 'overtage' den nationale målsætning på 21 procent. Ligeledes er det hensigtsmæssigt, på baggrund af vellykkede amerikanske erfaringer med omsættelige kvotesystemer, at knytte en årlig CO2-auktion til markedet.

Auktionen, hvor f.eks. 10 procent af aktierne i omløb kan udbydes, vil kunne give købere og sælgere i markedet et vigtigt prissignal, så de sparer forhandlingsomkostninger.
I USA har en tilsvarende auktion for SO2-kvoter haft stor betydning for opstarten af det yderst vellykkede Acid Rain Program, som giver de 1.000 største elværker i USA lov til at handle svovldioxid med hinanden.

Med henblik på at nå målsætningen for CO2-reduktion nedskrives værdien af landenes/virksomhedernes aktier herefter over tid. Dette skal, ifølge Kyoto-aftalen, ske senest i år 2012. Udledte et dansk elværk således 100.000 ton CO2 i 1990, har det således kun ret til at udlede 21 procent mindre i år 2012, dvs. 79.000 ton. Viser det sig at være billigst for dette elværk at bibeholde dets CO2-udledning fra 1990, kan elværket nu vælge at købe de 21.000 aktier (ton CO2) af virksomheder i andre lande.

Det tredje spørgsmål drejer sig om, hvorledes CO2-handel skal kombineres med andre styringsinstrumenter, såsom grønne afgifter. Her viser resultaterne fra en ny bog om grønne afgifter ('Green Taxation in Question' af Carsten Daugbjerg og Gert Tinggaard Svendsen, Palgrave), at industrien skal have lov at bruge CO2-handelssystemet, fordi industrien er velorganiseret og har en stærk økonomisk interesse deri. Derimod kan de dårligt organiserede forbrugere/skatteydere med fordel beskattes ved hjælp af CO2-afgifter. Skatteindtægterne herfra kan f.eks. bruges til at sænke indkomstskatterne i Danmark.

Det fjerde og sidste hovedspørgsmål angår håndhævelse af CO2-handelssystemet. Her er det helt afgørende at undgå snyd med køb og salg af CO2-aktier, idet handelssystement ellers bryder sammen. Hvordan kan det internationale samfund sikre, at f.eks. et italiensk elværk rent faktisk reducerer CO2 svarende til det antal aktier, som det videresælger? Hvilke sanktioner kan der gøres gældende, så alle markedsdeltagerne overholder spillereglerne?

Her tyder alle foreløbige undersøgelser på, at markedet vil kunne håndhæves tilfredsstillende med udgangspunkt i afrapportering fra virksomhederne selv. Det samme system gør sig gældende ved almindelige told- og skatte-indbetalinger. Den overordnede EU-myndighed, som der skal afrapporteres til, kan her være EU-kommissionen i Bruxelles, som forholdsvis enkelt kan gå ind og beregne et elværks CO2-udledning baseret på dets forbrug af fossile brændsler. Altafgørende er, at bødens størrelse ved eventuel snyd har en afskrækkende effekt, således at ingen vil så meget som overveje at snyde. EU-kommissionen gætter på, at CO2-aktieprisen i EU ikke vil komme til at overstige 60 euro per ton CO2. Et passende bødeniveau kunne derfor være f.eks. ti gange denne pris, altså 600 euro per ton CO2, som kvoten overskrides med.

Så svaret er, hvis der tages hensyn til de fire hovedspørgsmål ovenfor: Ja, international handel med CO2-aktier er en brilliant og visionær idé! Økonomisk tilbagestående lande vil kunne få vigtige økonomiske tilskud til at foretage nyinvesteringer i utidssvarende og nedslidte industrier. Samtidig sparer de opkøbende lande, som f.eks. Danmark, penge ved at lade andre reducere for sig. På denne måde kan det internationale samfund nå den ønskede CO2-reduktion med store samfundsøkonomiske gevinster.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hel