Rejs til en ø i Det Caribiske Hav og stå ansigt til ansigt med dansk indvandrerdebat. Det gjorde forfatteren og vendte både indigneret og afklaret hjem: Venstrefløjen har svigtet. Big Corn Island og Little Corn Island ligger 68 km ud for Nicaraguas østkyst i Det Caribiske Hav. Nærmeste havn på fastlandet er Bluefields. Jeg tager et lille cesnafly fra hovedstaden Managua med mellemlanding i Bluefields for at fortsætte til Big Corn Island, der har en enkelt landingsbane lige ved siden af hovedgaden i den eneste by på øen. Der er således udstigning gennem gaten - en havelåge - og lige ud til centrum og markedsgaden. Og kun godt et par hundrede meter ned til havnen, hvor jeg finder en mindre færge - en såkaldt panga , en mindre fladbundet båd med plads til bare en halv snes rejsende - som afgår et par gange om dagen over til Little Corn Island. Det er en urolig sejlads ude på det åbne hav borte fra øen, og faktisk er vi alle, passagerer og styrmand, drivvåde, da vi lige før solnedgang ankommer til anløbsstranden på Little Corn en time efter, ved seks tiden om aftenen. Miskitokysten udgør et grænseområde, hvor to kulturer mødes. Den spanske, eller hispanofile kultur fra fastlandet, som er det gamle spanske koloniområde, og så den angelsaksiske eller kreolske kultur, som er kysten og tilliggende øer, og som var en del af det engelske imperium indtil en byttehandel med Spanien (England fik Gibraltar i bytte for Miskitokysten og øerne!). Rent sprogligt er området også delt, med kreoler-engelsk, som den sorte befolkning taler og spansk, som tales af de indvandrede miskito-indianere, der er strømmet til øen. Men også på anden måde er øen og samfundet delt, som jeg erfarede fra de livsberetninger, jeg samlede til en rejsebog fra Miskitokysten hos lokale fiskere og bønder. Befolkningen på Corn Islands har hovedsageligt været sorte kreolere, som siden midten af 1600-tallet blev bragt til øerne af briterne som slaver fra Jamaica. Siden hummerfiskeriet begyndte på øerne i løbet af 1960'erne, har der været en indvandring af miskitoindianere fra fastlandet, tiltrukket af det økonomiske boom, fiskeriet har ført med sig. Dette har ikke været uden problemer for de fastboende eller oprindelige beboere. På mange måder kan man se konflikterne som en gentagelse af de konflikter, vi kender fra den evindelige 'indvandrerdebat', der i øjeblikket hærger i Danmark. Men det perspektiverende er imidlertid, at man synes at kunne se rene materielle modsætningsforhold, som ligger til grund for konflikterne - men naturligvis også her som i Danmark indhyllet i et etnisk skin, der synes at forlene og ufravigeligt forbinde 'indvandrere' med selve problemet. Her har vi modsætninger, som i store træk kan genkendes fra den danske 'debat'. Det er blot aktørerne, der er forskellige. Her er det de sorte kreolere, der optræder i de indfødtes (hvides) rolle, og som udstråler al den animositet mod indvandrerne, vi kender alt for godt. Området har i flere århundreder så at sige været 'globaliseret' i en grad, som Danmark også har haft sin del i. De sorte blev meget voldeligt 'globaliseret' i 1600-tallet fra den afrikanske vestkyst. Et folkemord, når det skal defineres som det, det var, der for Danmarks vedkommende er glimrende skildret med transporten af slaver fra det nuværende Ghana og til De Vestindiske Øer i Thorkild Hansens trilogi. Men karakteristisk for den radikale danske nationalmytologi så er det ikke noget, man hører om i den officielle historieskrivning, man bliver bekendt med i skolen, eller også er perioden omskrevet i eufemistiske løgne som 'den florissante periode' - blomstrende for hvem? Kreolerne på de nicaraguanske øer blev fragtet dertil af englænderne, og området med fastlandet Miskitokysten har i flere århundreder været konfrontationslinjen mellem den spanske og den engelske kolonimagt. Til at fylde 'indvandrernes' rolle ud på Little Corn, hvor jeg opholdt mig december 2001, finder vi de immigrerede miskitoindianere fra fastlandet. Og de er også selv alt for godt klar over, hvordan de bliver portrætteret af det kreolske samfund. De er tyve, der stjæler fra hummerfælder, når de kan komme til det, folk, der plyndrer haver og marker. De er folk uden tilhørsforhold til stedet, uansvarlige, beskidte, fattige, ofte på dope eller involveret i handel med dope, og de tilhører en krigerisk og voldelig kultur. Ser man bort fra den sidste fernis, der endnu ikke er krakeleret hos den indvandringsvrantne del af den danske befolkning, så svarer det præcis til en beskrivelse - eller den forståelse - man egentlig har af indvandrere i Danmark. På Little Corn Island står denne fremmede kultur i de oprindelige beboeres selvforståelse i dyb modsætning til den traditionelle kreolske kultur med solide 'familieværdier'. Man hylder den uskyldige, fredelige og idylliske tid på øen, der eksisterede inden indvandringen fra miskitoerne med deres voldelige og atavistiske hedenske kultur. Og indvandrerne er ganske godt klar over, at drømmen for kreolerne er at få de andre til at rejse bort, så man kan vende tilbage til denne uskyldige tilstand. Det er forbløffende, i hvor høj grad globaliseringen gentager lokale modsætningsforhold, ikke kun materielt - men også, hvor præcist disse modsætningsforhold sætter sig igennem i ideologisk og kulturel animositet. Man indhylder indvandrerne i en identitet som snyltere, ødelæggere og erobrere, og forstår det sådan, at disse karaktertræk er noget konstitutionelt ved disse mennesker. Og til trods for at Little Corn umiddelbart forekommer eksotisk i forhold til Danmark, så behøver det kulturelle modsætningsforhold til indvandrere dér formentlig ingen oversættelse. Det eneste forsonende træk ved Little Corn skulle da være, at myndighederne der rent faktisk er i stand til at indse konflikternes årsag i materielle og politiske forhold, mens man i Danmark forsumper mere og mere - dag for dag - i en skurril, slibrig og nationalmytologisk retorik, der foregiver at handle om rationel og pragmatisk politik. Politik er i Danmark blevet til en form for massesuggestion, og valg er blevet til en ceremoni for symbolsk massemasturbation, et katarsisritual for at uddrive alle globaliseringens og modernitetens uvæsener. Til den nyere politiske kontekst, som jeg læser mine livsberetninger fra kreolerne på Little Corn i, hører også en række kendsgerninger, som er uomgængelige for at forstå de konkrete klassemæssige modsætninger. Stort set ingen sorte kreolere giver sig af med den dødsensfarlige dykkermetode til at fange hummere, som er det altovervejende erhvervsfiskeri på øen. Og på den anden side er der ingen - eller så godt som ingen - miskitoindianere, der benytter den sikre metode til fangst, nemlig hummerfælder, et fiskeri, der foregår langt fra kysten, og som kræver store fangstbåde. Den farlige dykkermetode er i øvrigt befængt med kokainhandel og kokainmisbrug hos fangerne, som udfører dette dødsensfarlige arbejde. Denne sociale klassedeling via etniske skillelinjer mellem skippere og fiskere med sikre fangstbåde og fiskere, der fanger med billigere og farligere udstyr, er i øvrigt karakteristisk - ikke kun for Corn Islands, men generel mellem oprindelige beboere og indvandrere. En fagforeningsleder for de sorte kreolere - fagforeningerne er også delt via etniske skillelinjer - påpeger, at man nægter miskitoindianere lån til investering, så de kan skifte til dyre og sikre fangstmetoder, af den grund, at de aldrig - som ejendomsløse - er i stand til at stille kaution; og i øvrigt svært kan holdes ansvarlige for lån, da man frygter, de uden problemer vil kunne forsvinde ind til fastlandet og gemme sig i de miskitoindianske samfund. Som en yderligere konsekvens af denne proletariserede status ejer ingen af miskitoindianerne jord, hvilket igen fastholder dem i det, man på øen kalder barrioen - slumbebyggelserne. Disse består af blikskure og træhuse, som på øen anses for midlertidige bebyggelser, opført efter en - også midlertidig - kontrakt med ejeren af jorden. En sådan vil efter den oprindelige kontrakthavers død skulle genforhandles med jordejeren, og derfor er det uholdbart for familien at investere og opføre huse i sten og cement. Også på denne måde fastholdes indvandrerne i deres elendiggjorte, proletariserede status. Nu kan man imidlertid hævde, at disse lokale problemer med ejendomsret til jord på en fjern ø i Det Caribiske Hav virker lettere eksotiske, men den generelle problematik er ikke desto mindre til at genkende - på et andet materielt niveau, naturligvis. Hvis den sociale stigmatisering er til stede, og der heller ikke er muligheder for at investere på dette allermest grundlæggende niveau, så fastholdes indvandrerne i en varig lumpenproletarisk status, der for de oprindelige beboere også forekommer som et kultursammenbrud, med normer, der er ødelæggende og fuldstændigt asociale. Det er det, som er tilfældet ikke blot på Little Corn, men også i Danmark. Hos de sorte kreolere på Little Corn møder jeg det samme desillusionerede livssyn på indvandring og integrationens muligheder, som jeg møder det hos mennesker i Danmark, der ser Dansk Folkeparti som det eneste værn mod kaos. En ironisk pointe, som man må formode kunne give venstrefløjen anledning til lidt refleksion - og forhåbentlig føre den til et opgør med floskler om 'fremmedhad' som en forklaring på, hvorfor den har mistet magten. Den reelle forklaring er jo, at venstrefløjen har mistet magten, fordi den ikke har forstået virkeligheden. Endnu et aspekt hører til den politiske kontekst, som jeg læser kreolernes livsberetninger i. Det er ganske klart, at disse sorte mennesker er meget imod den sidste socialistiske revolution, der skete i det 20. århundrede, og som fjernede den mangeårige diktator Anastasio Somoza fra magten. Dette kan givetvis afficere en del politisk korrekte læsere, der dårligt kan forlene deres forestillinger om den 'ædle sorte' med - efter deres opfattelse - så politisk-reaktionære synspunkter. Nogle af disse sorte mennesker, som miss Rose Britton, jeg talte med, synes endog at længes tilbage til Somozas tid og i det hele taget til den idylliske fortid, inden globaliseringens problemer ankom til øen. Med pengeøkonomi, handel - og indvandring og sandinistisk revolution. Nu er den såkaldte politiske korrekthed i sig selv en ideologisk vildfarelse, en slags sproglig og intellektuel selvpåført blindhed, som er kultiveret af en i egen selvforståelse dannet og borgerlig progressiv opinion. Men den er uden analytisk forståelse for de virkelige problemer, som sprog og ideologi og kulturelt tankesæt i det hele taget forsøger at begribe - ganske vist af og til med megen animositet. Det er en ideologisk veldædighed, muligvis af kristen-socialt tilsnit eller inspiration, der ingen som helst interesse har i ideologiske modsætningsforholds reelle materiel-politiske kerne. Som kuriosum kan man nævne den måde, man i Danmark på politisk korrekt vis har forsøgt at 'løse' indvandrerproblemet på - bare én af globaliseringens mange effekter. I stedet for 'indvandrer' bliver man 'nydansker', og ved denne rene sproglige og ideologiske manøvre tror man dermed at have opløst et modsætningsforhold mellem 'indvandrere' - som er et rent objektivt, deskriptivt begreb - og de oprindelige beboere. Når man ser bort fra de i øvrigt æstetisk set usmagelige og sentimentale konnotationer ved denne 'æresdåb', så viser den politiske korrekthed også sin fuldstændige politiske impotens ved udelukkende at kunne operere i det sproglige, ideologiske. Af andre kuriosa fra den politiske korrektheds agenda for nysprog kan nævnes begrebet 'tosproget' - ofte 'tosprogede skoleelever', når det reelt drejer sig om børn, som er dobbelt halvsprogede og har et uudviklet forhold til dansk - og muligvis også til deres forældres sprog. Et handicap, der må og skal forfølge dem i deres personlige livsbane, uanset hvor mange gange dette handicap omdøbes og skjules af den politiske korrekthed og i konfliktskyhedens interesse. I det hele taget opererer denne politiske korrekthed, denne veldædige kristent inspirerede moderne udgave af hattedamementaliteten fra det tidlige industrisamfunds 1800-tal, kun på det sproglige, ideologiske niveau og bliver derfor fuldstændigt politisk frustreret, fordi den aldrig nogensinde objektivt formår at beskrive problemer; og egentlig ingen interesse har i at arbejde med de politiske og materielle ophav, som skyldes en klassemæssig lumpenproletarisering og et kulturelt og moralsk sammenbrud i en indvandrerkultur. Fremkomsten hos et lumpenproletariat af en fascistisk politisk kultur med reaktionær modernitetskritik og jødehad er lige efter bogen. Men den politiske korrektheds raison d'etre er ikke at forstå og analysere disse forhold, men udelukkende at appellere til sin egen gode smag for tiltaleformer af sociale tilstande og konsekvenser og dermed hylde den sproglige eufemisme som løsningsmodel for virkelige materielle problemer. Fra dette politisk korrekte og olympiske punkt bliver alle virkelige problemer usynlige. Men denne veldædige, borgerligt idealistiske forkyndelsesstrategi har muligvis toppet med dens gigantiske nederlag ved det netop overståede valg. Det var ikke muligt for en befolkning at 'abstrahere' fra de objektive problemer i samme omfang som den politiske korrektheds forkyndere. Motivforskning er et svampet område, og man kan kun gisne om årsagen.