Kronikørerne har kendt Amdi siden 1962 og spørger her, hvornår de smukke idealer blev til grimme handlinger. Ole Hansen og Carsten Ringsmose var med til at starte Huset, og sidstnævnte var bestyrelsesformand for Den Rejsende Højskole 1970-82. Da myndighederne arresterede Mogens Amdi Pedersen og påbegyndte en udleveringssag, dukkede fænomenet Amdi pludselig frem efter 22 års forsvinden og satte atter gang i den periodisk tilbagevendende diskussion om Tvind. Diskussionen har mest handlet om juridiske og økonomiske emner, men samtidig har den indirekte omfattet et helt afgørende etisk aspekt, som har inspireret os til denne Kronik om Amdis og Tvinds flossede etik. Påstanden om, at Tvind også har gjort meget godt, bliver ofte fremført, som om man af denne grund ikke burde forfølge de 'gode' Tvind-folk med straffesager. Men synspunktet rejser det helt afgørende spørgsmål: Hvor mange gode gerninger skal man udføre, for at det f.eks. bliver acceptabelt måske at begå skattesvig? Er det nok at gennemføre et par vellykkede højskolehold? Kan gode gerninger på denne måde kompensere for onde? Hvor 'god' skal man så være for at kunne tillade sig svigagtigheder? Disse spørgsmål er ikke blot nogle retoriske spidsfindigheder, men indeholder tværtimod kimen til en forståelse af den 'moralske glidebane', som forvandlede Tvind fra et interessant pædagogisk eksperiment til en sekterisk organisation, som utvivlsomt har gjort sig skyldig i utallige krænkelser og uretfærdigheder. Det store etiske forfald, som i sidste ende muliggør enhver krænkelse og forbrydelse, begynder, så snart medlemmerne af en bevægelse, et parti eller en organisation siger: »Det er os, der gør det rigtige, og så er det urimeligt, at man forfølger os med smålige anklager for de fejl, som opstår«. Når disse ord først er udtalt, og det princip er knæsat, at gode gerninger kan retfærdiggøre dårlige, at målet helliger midlerne, og det første overgreb således er retfærdiggjort, har man startet turen ned ad den 'moralske glidebane', som ikke ender, før den yderste grænse er nået, hvor enhver handling kan retfærdiggøres i sagens navn. Vi mindes de russiske revolutionære, som sagde, at »man kan ikke lave en omelet uden at slå et par æg i stykker«, og med den slags velklingende talemåder retfærdiggjorde udslettelsen af millioner af uskyldige mennesker - herunder også selve revolutionens egen fortrop, nemlig matroserne i 'Kronstadt'. Ifølge fremmedordbogen er en 'guru' en 'ærværdig person', en 'åndelig fører', altså en person, 'man ser op til'. Disse definitioner sammenkobler guru- begrebet med en høj grad af etik, som imidlertid ofte bliver gjort til skamme. Der er mange eksempler på, at guruerne i politiske og religiøse bevægelser hurtigt havner på den 'moralske glidebane' og begynder at misbruge deres magt over andre mennesker. Amdi yndede at sammenligne sig selv med folk som formand Mao og Robert Mugabe, og når det angår beredvilligheden til at acceptere en tvivlsom moral, så er fællestrækkene da også iøjnefaldende. Grundbetingelsen for guruers etiske forfald er etableringen af en omgangskreds, en sekt af mennesker, som tilslutter sig den opfattelse, at sekten er udsat for en forfølgelse, der angiveligt består i, at man bliver tillagt ugerninger, som man enten ikke har begået, eller som man kan retfærdiggøre i den 'store sags tjeneste'. Dyrkelsen af forestillingen om at være forfulgt bidrager efterfølgende til styrkelse af det indre sammenhold og til yderligere isolering fra det omgivende samfund, hvilket igen gør det endnu lettere at bortforklare det næste fejltrin: »Vi bliver blot uretfærdigt forfulgt, og vi gider ikke længere læse aviserne«. Det er denne lukkede sektholdning, der præger Tvind, med den forfulgte guruagtige leder, med isoleringen fra enhver sand dialog med samfundet og med en utroværdig 'talsmand' som kontakt til offentligheden. Amdi var flyttet til Odense i 1962 og havde tilsluttet sig vores meget veletablerede lokale arbejde i Kampagnen Mod Atomvåben, og da vi manglede mødelokaler til vores aktiviteter, etablerede vi Danmarks første kollektiv, et åbent 'kulturhus'. I denne anledning bragte Politiken et interview med Ole Hansen og Mogens Amdi Pedersen 6. januar 1963, som nu bliver et interessant historisk dokument, fordi Amdi indgående skildrer sine ungdomsidealer, der punkt for punkt er præcis det modsatte af, hvad han og Tvind senere repræsenterer. I indledningen citeres Ole og Amdi for at have sagt at »de allerfleste af os i en meget ung alder mister evnen til at være åbne og ærlige over for os selv og andre«, og Amdi siger videre: »Man kan ikke presse dogmer ned over de unge uden at hindre, at de udvikler sig frit«, og han tilføjer, at »med vores hus skaber vi et sted, hvor man kan begynde at åbne sig mod tilværelsen«. Amdi starter altså beskrivelsen af ungdomsidealerne med 'åbenhed' og 'ærlighed', og på den baggrund er det jo tankevækkende, at Tvind netop er kendt for sin lukkethed og for sin systematiske og organiserede uærlighed. Da Tvind endnu ikke havde lukket sig mod omverdenen og etableret sig som en sekt, var vi mange uafhængige mennesker, der sad som medlemmer af skolekredsene og i bestyrelserne for de forskellige Tvind-skoler, og vi mindes, hvordan SiD's oplysningssekretær John Mølgaard sammen med socialrådgiver Tine Bryld og skoleinspektør Henrik Sidenius (fra Kroggårdsskolen i Næsby, hvor Amdi havde været ansat) omkring 1975 henvendte sig til ledende Tvind-folk, blandt andre Poul Jørgensen, fordi man havde fået beskrevet en række uacceptable forhold på Tvind Efterskole og Realkursus. De tre ansvarlige voksne, der betragtede sig som venner af Tvind, oplevede med forfærdelse at blive fuldstændig afvist og at få deres velbegrundede og kvalificerede bekymringer tilsidesat med en lukket og afvisende holdning, der i høj grad har præget Tvind. Den afvisning, de venskabelige kritikere mødte på Tvind, står i grel modsætning til Amdis ungdomsideal, som han i interviewet udtrykker således: »Vi har ikke i sinde at påvirke nogen, blot at skabe en imødekommende atmosfære, der får hver enkelt til at lukke sig op og derved se værdien i et åbent og positivt menneskesind - helt uafhængigt af ideologiske og politiske dogmer«. Ligesom Amdis ungdomsdrøm om 'åbenhed' kun var kortvarig, så var hans drøm om 'ærlighed' det endnu mere, idet han selv var ophavsmand til en tradition, der senere blev et fast organisatorisk mønster på Tvind: Når man på et møde internt på Tvind havde diskuteret et emne, så sluttede diskussionen med, at Amdi eller en anden 'veteran' helt selvfølgeligt spurgte: »Hvad siger vi om det hér?«. Med andre ord sluttede behandlingen af ethvert emne med, at man på forhånd aftalte, hvad man i fællesskab og enighed ville give som svar til alle udenforstående, der spurgte. Man kan altså ikke regne med, at folk på Tvind taler sandt. Det er et formaliseret princip, at man i fællesskab aftaler de svar, man 'i den gode sags tjeneste' giver omverdenen. Lærerne på Tvind er normalt organiseret i lærergruppen, et internt kollektiv med »fælles mål, fælles tid og fælles økonomi« - som det så smukt hedder, og som står i modsætning til Amdis ungdomsidealer i interviewet: »En af de vigtigste bestanddele af den menneskelige frihed er privatliv. Det må være ukrænkeligt«. At gå ind i et fællesskab med »fælles tid og økonomi« er imidlertid afskaffelsen af enhver rest af privatliv - naturligvis lige bortset fra Amdis eget ret omfattende og - skal vi sige 'farverige' - privatliv. Når man som bestyrelsesmedlem i 1970'erne spurgte lærergruppemedlemmerne, om det var sandt, at de gik ind i dette 'fællesskab' gennem en rituel handling, hvor de lovede at »være sammen altid«, så benægtede de energisk eksistensen af sådanne ritualer - men benægtelsen var blot et af de svar, man havde aftalt efter devisen: 'Hvad siger vi om det?'. Den manglende åbenhed medførte, at lærergruppens medlemmer ofte stak af fra Tvind i nattens mulm og mørke, og rent faktisk er flertallet af lærergruppens medlemmer på denne måde i tidens løb 'stukket af'. Hvis man som bekymret ven og bestyrelsesmedlem undrede sig over, at man gennem lang tid ikke havde set en gammel kammerat, som havde været med fra starten, og derfor spurgte, om vedkommende ikke var med mere, fik man svaret: »Jo, han er da stadig sammen med os!«. Det betød blot, at han engang ved stearinlys på noget, der lignede et alter, højtideligt havde lovet at være sammen med de andre altid . Påstanden om, at man stadig var sammen, var altså blot udtryk for, hvad man havde aftalt, og man påstod, at alle fortsat var sammen, selvom mange var stukket af! Denne fuldstændig depraverede usandfærdighed, som 'solidarisk' omfatter alle medlemmer af lærergruppen, viser sig også gennem Tvinds velkendte, omfattende og systematiske anvendelse af stråmænd. Hvis Tvind f.eks. ikke lovligt kunne eje et landbrug, så lod man en stråmand eje det. Denne form for stråmandsvirksomhed er ikke så sjælden i vores samfund, men man skal være opmærksom på, at i Tvinds tilfælde bliver stråmandsvirksomheden en meget værre tilsidesættelse af al etisk og juridisk troværdighed. På Tvind er der ikke tale om en traditionel stråmand, men derimod om en særlig type, som har afgivet sin personlige frihed til fællesskabet gennem »fælles mål, fælles tid og fælles økonomi« og endvidere tilsluttet sig en helt systematisk brug af usandheder og i den sammenhæng afgivet en skriftlig generalfuldmagt til fællesskabet, så vedkommende ikke selv behøver at være til stede for at være stråmand. Eksemplet i denne forbindelse kan være et lærergruppemedlem, som var kommet helt til tops i Tvind-hierarkiet, men som 'stod af', da hun ikke længere turde stå som ansvarlig for, hvad hun selv betragtede som ulovligheder. Da hun udtrådte af lærergruppen, opdagede hun, at hun var ejer af en stor gård, som andre havde købt i hendes navn ved hjælp af hendes generalfuldmagt. Hun gav gården tilbage til Tvind (til en anden stråmand) og opdagede for sent, at det eneste, hun derefter havde, var en gæld på et par hundreder tusinde kroner, som hun uden at vide det stadig skyldte Tvind i 'studielån'!. Hele vort samfunds etik og jura hviler på en antagelse om det enkelte menneskes ansvarlighed. Når vi laver aftaler indbyrdes eller med myndighederne, så forventer vi at stå over for parter, som tænker og handler selvstændigt og ansvarligt - og det er bl.a. denne forventning, Undervisningsministeriet har haft til Tvinds skoleforstandere. Når der er tale om Tvind-folk, så brister denne forventning imidlertid! Så står man over for mennesker, der har afgivet deres selvstændighed, og som efter interne aftaler siger og gør, hvad fællesskabet har aftalt, at »vi siger om det hér«. Hele dette bedrag kan foregå på grundlag af en fuldmagt, og uden at personen selv kender til forholdet! Tvind repræsenterer altså en helt usædvanlig og uhåndterlig form for stråmandsvirksomhed. Denne depraverede usandfærdighed og upålidelighed suppleres i øvrigt med en tilsvarende tyvagtighed, som ikke kun viser sig, når 'talsmanden' Poul Jørgensen stjæler dokumenter i selskabsstyrelsen. Der var f.eks. nogle, der gav den gård, de havde arvet, til Tvind under den falske forudsætning, at de støttede folk i den tredje verden, medens de nok nærmere støttede Amdis luksusliv (som han - gennem en stråmand - i sin selvangivelse har sat til 50-70.000 kr. om året). Og da forældrene til et lærergruppemedlem satte penge ind på en konto i sønnens navn, fordi han aldrig kom hjem til jul og fødselsdage, så opdagede de, at kontoen - som retteligt tilhørte forældrene - var blevet ophævet af Tvinds stråmand i henhold til fuldmagten og pengene forsvundet ned i det 'store sorte hul', som Tvinds økonomi og såkaldte 'regnskaber' udgør. Tvinds 'regnskaber' blev gennem mange år 'revideret' af én og samme revisor, som fik en kæmpebøde af revisorernes kollegiale organ på grund af sin tilsidesættelse af god revisionsskik. Regnskaberne har samme karakter som Tvinds øvrige 'oplysninger'. De er også resultat af spørgsmålet: »Hvad siger vi om det?«. I de tilfælde, hvor nogen har villet granske deres pålidelighed, er det flere gange sket, at regnskaber og tilhørende dokumenter angiveligt er gået tabt ved brand. Tvinds værste misgerning er imidlertid krænkelsen af alle de positivt indstillede mennesker, der har tilsluttet sig Tvind eller U-landshjælp fra Folk til Folk, fordi de ville gøre en indsats for de fattige lande, men som blev bedraget. I øjeblikket forsvarer lærergruppen al den millionærluksus, som står til Amdis rådighed, med, at der er tale om investeringer foretaget for lærergruppens sparepenge, men så meget har de altså ikke sparet op. En mindre del af pengene er skaffet ved misbrug af det danske skolesystem og ved det formodede flercifrede millionbedrageri over for det danske skattesystem, som nu skal bedømmes af retten. De helt store penge er imidlertid samlet ind, angiveligt til folk i den tredje verden. Når velmenende mennesker lagde tøj i en gul Folk til Folk-container, så kunne de jo ikke vide, at containeren var lejet hos et Tvind-stråmandsforetagende i et land, hvor man ikke betalte skat, og til en skyhøj leje, som 'fuldt lovligt' kanaliserede alle de penge, de fattige skulle have haft, over i et Tvind-selskab, som havde et helt andet formål. I Politikens interview spurgte journalisten interesseret: »Og det fjerne mål, verdensfreden?«. - Amdi svarede: »Målet bliver mindre fjernt den dag, man får knæsat en etisk norm, der siger, at uret mod tredjemand kan man ikke tillade sig at begå. Gør man det, kan vi ikke bestå sammen, og så er konsekvensen krig. Fremskridt for menneskeheden går gennem en udvikling, der åbner os for andres meninger. Først, når man er åben, kan man foretage en vurdering, og først, når man har vurderet, kan man handle«. Som tilhængere af fred og retfærdighed kan vi til enhver tid støtte Amdis ungdomsidealer - som samtidig tvinger os til kraftigt at tage afstand fra Tvinds og Amdis efterfølgende praksis.