Er vi snerpede, når vi synes, småpigerne viser for meget mave? Blufærdighed er en dyd, som bør forsvares med forbud og censur skriver danseren og forfatteren. Og efterlyser rødstrømperne. Hvis tøserne på 10-12 år kun er optaget af, hvornår de bliver voksne, får bryster og kan gå på diskotek og trykke den af, så vil det være komisk at fortælle dem, at de skal være glade for at være børn: Voksen kan du snart blive! Nyd din barndom, her er ti kroner til en hinkesten, gå ud og hink. Sådan kan vi ikke sige, og vi kan slet ikke sige, at de mister flere år af deres barndom - uden at få noget til gengæld. Andet end glimmersminke, pip i låget, dyre vaner og sex på hjernen. Vi kan heller ikke påstå, at for eksempel sangeren Britney Spears ikke er en laber larve - gode sild er og bliver gode sild - men hvad i al verden skal vi fortælle vores små tøser, når den kommercielle sexindustri med alle dens emblemer, plakater, musikvideoer og sexede tøj truer vores børns naturlige blufærdighed? Hvad skal vi sige, når sangeren Jenifer Lopez lader sig udstille og tilbyde som gevinst i en konkurrence? Man kan vinde hende i to dage! En mandsstemme fortæller om det, mens kvinden snor sig og sender sovekammertunge blikke i optikken: Man kan vinde »every inch of this lovely sexgoddess!«. Hver en tomme? Mon dog. Hvordan vi end vender og drejer den omsiggribende seksualisering af barndommen, så er kvindebilledet billedet på den altid villige tøs, som byder sig til. Vi forældre - og bedsteforældre - får svært ved at finde et sprog og en tone, som ikke virker gammeldags eller direkte snerpet. En mængde fælder tilbyder sig i diskussionen - men en diskussion skal der være, og den er på vej. Fælde nummer et er den omtalte angst for at virke snerpet. Det er nærmest en lovmæssighed, at når frivoliteten tager til, vil de af os, som mener, man skal beskytte børn mod kommerciel seksualisering, virke mere og mere forældede i vores holdninger. Vi bør tage pornografien og en delvis genindførelse af forbud og censur op til overvejelse. Vi må tage ansvaret for, hvad vi 'frigav', og se konsekvenserne i øjnene. Vi kan ikke bare give hvad som helst fri og være stolte af os selv - til sidst er vi helt fri - også for ansvar. Forældre bør tale sammen om det. Parvis. Allerede her er der snart problemer, for er samtalen frimodig og rimelig ensartet i holdninger, sprog og fordomme? Man må gribe i egen barm og finde ud af, om man f.eks. skulle være forgabt i de små sexede døtre. Fælde nummer to er æstetikken. Det er som sagt hyklerisk at påstå, at det ikke vrimler med søde og labre små sild i medierne, og det ville lyde tosset og ganske utroværdigt, hvis vi rakker ned på forbillederne. De bevæger sig godt, danser ofte glimrende - synge kan de sjældent ud over det gennemsnitlige - men labre er de. Månedens tilbud - februar 2002 - var en trøje med glimmer, hvorpå der stod PORN STAR: En del 11-12-års piger vidste ikke helt, hvad skriften betød, sagde de til Ekstra Bladet. Noget med popstjerne? Noget med sex-stjerne, sagde nogle. I et tv-interview med den altid begejstrede Bubber kunne man høre halvdelen af eyeQ fortælle - helt uden distance - om den »fantastisk gode idé«, man havde fået. Det var en konkurrence om, hvem der kunne ligne popgruppen bedst. Dette lyder da meget - øh - sødt? Men véd De, hvad aldersgruppen var? »Fra 5 til 14 år«, sagde én af tøserne. Hovedpræmien var, at den udvalgte simulatorgruppe ville komme med op på scenen. Var det med på turné? Bubber anfægtede ikke idéen. Manden er sikkert velmenende. Men er det forbudt ham - i TV 2's regi - at forholde sig kritisk til alt det gylle, der bliver lukket ud i hans studie? Fælde nummer tre er, at det kan komme til at lyde - for ungerne - som om vi synes, at sex er lidt lavt. Det er jo mildest talt ikke så godt. I og med at vi ikke kan lægge ansigtet i bedemandsfolder eller se salige ud og tale om, at sex er det smukkeste og dejligste, der kan ske mellem to mennesker - man kan høre det for sig! Så hvad skal man sige? Sex er godt, men det er sygt, hvis vi propper sex ind i hovedet på piger, der endnu ikke har 'fået hår på karamellen' - som vi så poetisk udtrykte os i 1960'erne. Som en del af fælde nummer tre er der en sørgelig effekt, nemlig at hvis vi fortæller ungerne, at de signalerer noget som kan misforstås, så siger vi indirekte, at dette noget er det eneste, drenge tænker på - hvilket det stort set også er. Men alligevel: Drengene kan misforstå de små silds signaler. Fuck me? Jeg er en porn star - på 12 år. Jeg hørte på tv en særlig form for feministisk snak, en kvinde påstod, at hvis drengene fik underlige idéer af at omgås tøserne, altså de udstafferede sild, så var det gudhjælpemig drengene , der var noget galt med! »Hvorfor er drengene ikke her i studiet? Det er jo deres problem, vi diskuterer«. Tak for kaffe, siger jeg bare. Piger udvikler sig - modnes vil jeg ikke sige - rent fysisk i en anden takt end drenge. Gennemsnitligt. Netop i de år jeg her taler om, kan pigerne ofte virke lidt modnere, undskyld: jeg mener mere udviklede. Føjer vi så sexdillen og moderæset til, går det hele endnu mere i spagat. Og de piger, som utålmodigt spejder efter deres bryster mange gange i døgnet og spejler sig i Popstars af enhver støbning, spejder naturligvis efter de store drenge. Og deres jævnaldrende drengekammerater bliver bedrøvede. Jeg siger udtrykkeligt, at de bliver bedrøvede - de véd det bare ikke selv. Derfor bliver de dumme og aggressive. Bag aggressionen ligger sorgen. Lille eller stor. Piger ser ud. Drenge præsterer. Rebecca Vang Jessen, Victoria Klougart og Sofie Saxtoft skriver om dette i Information 15.2.: »Forholdet mellem unge drenge og piger ser altså ud til at ændre sig i disse år. Når pigerne for eksempel læser de nye ungdomsmagasiner, der omhandler sex, politik, mode og karriere, mens drengene endnu spiller Dungeons & Dragons, bliver skellet imellem kønnene inden for de bestemte aldersklasser i hvert fald ikke mindre. Hvor drengene leger sig 'tilbage i tiden' og 'væk fra verden' leger pigerne sig 'fremad i tiden' og ind i det, de forstår som den rigtige verden - voksenverdenen. Drengene holder en vis afstand til eventyrverdenen, og de pakker spillet væk efter brug. Men pigerne suger indholdet fra bladene til sig og integrerer det i deres liv«. Det er rigtig godt set, dette med at: drengene »pakker spillet væk« og holder en vis afstand til eventyrverdenen, mens tøserne altså i store træk øver sig på at blive voksne. De nye dimensioner er, at pigernes forsøg på at 'integrere' den sexede, skråsikre girl-power og popstar nok ligner virkeligheden, den voksne, men er en drømmeverden, en drømmeverden kamufleret som pigernes fremtidsmål. Hvorom alting er: Den form for kvindestyrke, der døbtes 'girlpower' er nærmest apolitisk, for alle slogans handler kun om at føre sig selv frem og gøre alt, hvad man har lyst til. Den nye kvindekamp er en kamp, hvor man skruppelløst tramper de andre kvinder ned. Møver sig frem ved brug af fuldkommen 'forældede' metoder, i al fald umoralske og ego-maniske. Blufærdighed er en dyd. Det er en tiltrækkende, menneskelig egenskab. Noget, der er værd at værne om. Tidens sex-trend krænker med sin forurening af medierne og det offentlige rum denne naturlige egenskab. Dét, der blandt andet gør sex - og erotik, som vi ikke taler om, al den stund den ikke er synlig - til noget attraktivt, er, at det er privat. Intimt og privat. Desværre er tendensen, at det er et handicap at være blufærdig. Og så kan f.eks. spiritus og Ecstasy række en hjælpende hånd siden hen - så man kan trykke den af uden hæmninger. En hel industri - sexmodens absolutte våbendrager - står parat med rusmidler. Her har vi måske en chance for dialog. Det private, genertheden og blufærdigheden kender alle børn ud og ind. Vi kan hjælpe dem med at forlige sig med blufærdigheden ved at tale om vores egen. Det er der nok nogle, der vil være meget skeptiske over for, for de unge debuterer meget tidligere end førhen. Ja, måske, men det skyldes efter alt at dømme ikke, at de er tidligere modne - rent mentalt - men at al den snak om sex, og alle de mange sex-signaler i det offentlige rum simpelthen stimulerer hormonproduktionen. Det er i al fald min private teori. Men kønsmodning har ikke nødvendigvis noget med personlig modning at gøre. Er det sådan, at kønsmodningen i den tidlige alder 'opfordrer' til at blive seksuelt aktiv? Det tror jeg. At debutere i en tidlig alder kan næppe betegnes som et gode. Heller ikke det modsatte. Men vi kan vel fortælle vores børn, at det faktum, at kroppen er modnet til forplantningsevne, alene er et fysisk fænomen, og at man ikke dermed får en ordre om at gå i seng med venner og kammerater. Det er bydende nødvendigt, at vi voksne rykker sammen i de små fællesskaber, vi kan overskue. Klassens forældre, lærere og så videre. Regler om påklædning - og afklædning - må tales igennem. Er det helt galt med det sexede tøj i en skole, kan man overveje skoleuniform. Fælles holdning til hverdagens påklædning er et must. Et modtræk af de mere virkningsfulde er, at vi i årene fremover sætter børnenes mentale sundhed i højsædet, ikke bare ved en fælles, nærdemokratisk indsats, men sandelig også hvad angår klog og kontinuerlig omsorg for vores unger hjemme. At give dem ballast. Jeg tror på klarere og mere utvetydige spilleregler på det hjemlige og private plan. Ingen tv på børnenes værelser, for nu at nævne et forbud. Ingen adgang til vor tids største og mest udokumenterede fremskridt: nettet. Ingen chat. For nylig overhørte jeg, at en 12-årig pige fortalte sin far - og os andre på bilturen - at hun havde slået op med sin 'chat-kæreste'. »Nå, hvorfor det?«, spurgte faderen. »Han var dum og fræk - det var faktisk ham, der slog op. Han skrev, at han ville kneppe mig i røven«. I bilen befandt sig også et af mine børnebørn og hendes far. Der gik en lille trykbølge af pinlighed gennem bilen. Faderen reagerede emotionelt. Og det var godt. Her har vi så computerens velsignelse, man kan kommunikere på skrift og sige de ting, man aldrig ville turde sige face to face. Computeren og chatkulturen skal vi tage stilling til. Hver dag. Forever. Nettet ligeledes. Enhver teknologisk landvinding indebærer truslen om fordærv og dæmonisering. Når drenge på 12 år, øjensynlig 'inspireret' af pornovideoer, chatter om analsex med en pige på samme alder, forstummer forhåbentlig tidens lallende liberalisme, og vi må tage stilling og gribe ind. At det er sandt, at nettet - og dermed dét, vi stolt kalder for informationssamfundet, altså it-civilisationen - har udmærkede sider ved sig, udelukker desværre ikke, at dæmonerne får frit spil. Vi kan let gå hen at stresse og forspilde smukke livsmuligheder og franarre os selv og vores børn næringsrige livsaspekter i lutter forgabelse over it - eller værre: I trættende forsøg på at kontrollere og censurere informationerne, så vores børns sind og tanke ikke fordærves. De mange børn og unge, som med garanti ikke kan beskyttes af familiernes kloge og kontinuerlige omsorg - og dem er der rigtig mange af - må samfundet beskytte, så godt det går. Forbyd al udstilling af pornografi. Væk fra hylderne med pornoen. Forbyd enhver form for pornografi på tv-kanalerne. Ubetinget livstidsstraf - hvad med dødsstraf? - for personer, der producerer børneporno. En hæslig og iskold business, hvor den strengeste straf i sagens natur vil virke præventivt. Tv-mediet er gennemsyret af semipornografisk tankegang. Produkter som 'Baren', eller 'Big Brother' og lignende bør også ryddes af vejen. Det kan kun chefredaktionerne sørge for. Eller direktørerne. Disse produkter er sex- fikserede, foruden at de leger med dét, man kalder social-darwinisme. Ud med det! Mange mennesker - og her er vi i en liberalistisk malstrøm for tiden - vil mene, at forbud er af det onde, censur forkasteligt. Mine forslag vil gribe ind i det helligt-ukrænkelige privatliv. Pastor Søren Krarup, som nu er folketingsmedlem, har raset over, at vi i Danmark afskaffede den såkaldte revselsesret - retten til at bruge afstraffelse som en del af opdragelsen. Han ville formodentlig også rase over samfundets eventuelle indgriben i den enkeltes frihed, her friheden til at lade sig forulempe og pirre af åndsforladt semipornografisk tv, porno på hylderne og så fremdeles. For ham ville det være nærmest 'stalinistiske tilstande'. Men jeg vil oplyse om, hvor skidt det står til med familien i dagens Danmark og som eksempel - en slags strømpil - nævne, at der i året 2000 blev anbragt omkring 13.000 børn og unge uden for hjemmet. Frivilligt eller per tvang. Vi kan ikke diskutere tingene, som talte vi om trygge, kærlige og velfungerende familier med masser af ideel opbakning og ballast-skabende liv - for det er en for længst kuldsejlet idealmodel. Hvor i alverden bliver rødstrømperne af? Når popstjernerne hugger en hånd i kussen eller lige kiler en finger ind bag trussekanten - kort efter lige sutter på den - eller ligger og småonanerer i strandkanten og altså alt i alt byder sig til som smukke skøger, så kan man da godt begræde alt det spildte krudt, rødstrømperne - og i al beskedenhed vi, der støttede - brugte forgæves på at tegne et værdigt billede af kvinden. Kvindens rolle i underholdningen og i massemedierne er en skændsel - både for medier og for kvinderne. Og når det er en skændsel for kvinden, er det det selvfølgelig også for manden. Drengen, vil han have en pige, som tilbyder sig alle mulige? Nej, drengen og jeg vil have en kvinde, som kun og ganske selektivt er sexet og sød med os, basta. Vi - drengen og jeg - vil kun åbne os og elske og kneppe, i det mest intime, blufærdige og private rum, vi kan opdrive. Men man kan godt appellere til noget i os, lad os bare sige noget dybt primitivt og pornografisk. Noget vi voksne, ældre og modne mænd nok kan administrere. Men kan drengen på 14 år?