En allergisk astmatikers bekendelser. Kronikøren har en fortid som seriøs patient i det danske sundhedsvæsen og forhåbentlig en alternativ fremtid som medicinfri. Hvordan er det gået til? Politiken 26 februar 2002, 2 . sektion side 7 »Hvad er det?«. Min mormor kiggede med slet skjult forundring på den stabel af riskiks, jeg omhyggeligt havde medbragt. Jeg forklarede, at det skam var ganske almindelige ris, der blot var presset sammen til en kiks. Min ellers - synes jeg selv - så pædagogiske afmystificering af situationen havde desværre ikke den tilsigtede effekt, med store øjne og et prompte »Ih nej« rykkede min mormor fysisk en halv meter tilbage, da jeg rakte en riskiks frem og spurgte, om hun ville smage. Omtrent som jeg forestiller mig, at jeg selv ville reagere, hvis en sukkersygepatient spurgte, om jeg ville prøve hans/hendes insulinsprøjte. Med dyb forundring, tydelig forskrækkelse og let afsky. Nogle ville måske mene, at det i sandhed er en underlig idé at medbringe en bunke riskiks, når man skal til eftermiddagskaffe hos sin mormor. Hele episoden kræver da også en forklaring, som kommer her: Jeg er allergisk astmatiker og har bl.a. problemer med mælk, smør, sukker og hvedemel, hvilket harmonerer ualmindelig dårligt med et midtjysk inspireret kaffebord. Min mormors forundring gik dog ikke på selve dette, at jeg medbragte min egen mad - det har jeg gjort længe - men snarere på mine medbragte fødeemners mærkværdige beskaffenhed og på deres postulerede positive indvirkning på mit helbred. Det kræver ligeledes en forklaring, hvorfor jeg i det hele taget fortæller denne sindsoprivende historie. Det gør jeg, fordi den er et glimrende eksempel på den skepsis og mystik, der hersker omkring sammenhængen mellem sygdom og kost, så snart man bevæger sig væk fra den gængs accepterede sundhedslære. At for megen fed mad kan give hjerte-kar- sygdomme, at overdreven indtagelse af alkohol skader leveren, og at store mængder sukker generelt er usundt for kroppen, kan de fleste skrive under på. Men at sojamælk i stedet for almindelig mælk, olivenolie i stedet for smør, tørrede frugter i stedet for sukker, og speltmel i stedet for hvedemel skulle kunne hjælpe - og endog afmedicinere - en allergisk astmatiker, det er for mange den rene heksekunst. Jeg kan umiddelbart godt forstå, at min mormor på 86, der er opvokset på landet, finder mine nye kostvaner mærkelige. Hun er opdraget - og har levet hele sit liv - med den holdning, at en god, solid kost (der pudsigt nok i udpræget grad synes at indeholde mælk, smør, sukker og hvedemel) kan helbrede stort set hvad som helst. At jeg på få måneder pludselig udelukkede netop disse ting fra min kost og samtidig tabte 10 kilo, overbeviste hende om, at min nye besynderlige grille var godt i gang med at gøre mig mere død end levende. Men min mormor er nu faktisk blevet vældig positiv undervejs i forløbet. Familie og venner har været det hele vejen igennem. De eneste, der har været decideret imod projektet, er faktisk de repræsentanter for det etablerede sundhedsvæsen, jeg har haft kontakt med i løbet af de sidste par år. Min karriere som seriøs patient i det danske sundhedsvæsen går omkring 20 år tilbage. Jeg var ikke ret gammel, da jeg fik konstateret allergisk astma (priktesten viste reaktion på hund, kat og hest) og blev sendt til behandling på den nærmeste børneallergiklinik. Der gik jeg, til jeg officielt ikke var barn længere, og fortsatte derefter behandlingen hos egen læge. Behandlingen har været den traditionelle: astmaspray, øjendråber, piller og næsespray til forebyggende såvel som akut brug. Lomudal, ventoline, andion forte, salbuvent, serevent, anistina privin m.fl. er navne, som langt de fleste astmatikere og allergikere vil kunne nikke genkendende til, og som jeg i lange perioder har indtaget dagligt. Forrige sommer skete der så det, at jeg blev gjort opmærksom på, at kosten kunne tænkes at spille en rolle i forhold til min sygdom. Min første indskydelse var, at det var en dybt sær idé, da ordet kost aldrig var blevet nævnt i forbindelse med min sygdom - hverken på børneallergi-klinikken eller hos min egen læge. Af forskellige årsager havde jeg på daværende tidspunkt ikke lyst til at opsøge en alternativ behandler, men da jeg samtidig meget gerne ville skære ned på mit medicinforbrug, startede jeg med at læse al den litteratur, jeg kunne finde, om alternativ ernæringslære og mulige sammenhænge mellem kost og astma. Undervejs i forløbet fik jeg samlet mig sammen til at kontakte en kostvejleder, og jeg fik gradvist lagt kosten om, mange typer af fødevarer forsvandt fra mit køleskab, og nye fik plads. Samtidig kunne jeg gradvist lægge medicinen på hylden, i takt med at symptomerne blev færre og svagere. Det er nu to et halvt år siden, og jeg er fortsat fuldstændig medicinfri. Jeg holder mig i store træk til min nye kostplan, hvilket blandt andet vil sige, at jeg stadig ikke spiser store flødeskumskager, for det kan jeg ikke tåle. Men med hjælp fra forskellige alternative behandlere kommer jeg hele tiden et skridt videre, og jeg tror på, at jeg med tiden bliver helt rask. Og hvad skal vi så bruge det til, kunne man kritisk spørge. En yndig beretning om en ung mand, der vælger at spise hirsemos og bønnepostej og købe sig fattig på udokumenteret behandling, fordi han har en fiks idé om, at det hjælper på hans astma? Skeptiske røster påpeger ofte, at man jo ikke kan acceptere effekten af alternativ behandling på baggrund af lykkelige enkelttilfælde. Problemet med det argument er blot, at der ikke længere er tale om enkelttilfælde. Interessen for alternativ behandling er støt stigende blandt den danske befolkning. I år 2000 havde 43,6 procent af danskerne gjort brug af alternativ behandling. Til sammenligning var tallet i 1994 33 procent. Af de 43,6 procent siger tre ud af fire, at de er blevet hjulpet af den alternative behandling. To ud af tre danskere finder det vigtigt, at de praktiserende læger samarbejder mere med de alternative behandlere. Samtidig viser den europæiske undersøgelse COST B4, at Danmark er det land i hele Europa, hvor kløften mellem den etablerede lægevidenskab og den alternative behandling er dybest. I andre europæiske lande, f.eks. England, Tyskland, Schweiz og Frankrig, har mange læger således selv en uddannelse inden for alternativ behandling eller henviser deres patienter til alternative behandlere. I England er der flere offentlige hospitaler, hvor man behandler med naturmedicin og homøopati, og alternativ behandling har været en del af det offentlige sundhedstilbud i mere end 50 år. I Frankrig behandler en tredjedel af de alment praktiserende læger deres patienter med homøopati. Ved universitetet i Bern er der blevet oprettet en lærestol for komplementær medicin, det samme er tilfældet i Tromsø, Norge. I Sverige har regeringen for nylig besluttet at støtte det antroposofiske sygehus i Järna med tre millioner kr. i hvert af årene 2002-2004 osv. Der er med andre ord ikke længere tale om, at interessen for alternativ behandling er samlet omkring en lille gruppe venstreorienterede, systemkritiske afvigere, der bor i kollektiver og går med sokker i sandalerne. Jeg skal ikke afvise, at det kan have været tilfældet for 25 år siden, men i år 2002 er situationen en anden. Hvordan kan man da forklare denne skærende kontrast? Hvordan kan man forklare, at det etablerede system i Danmark tøver med at acceptere titusindvis af personlige beretninger om gode resultater med alternativ behandling? Der kan naturligvis være flere forskellige forklarings-modeller og - tilgange til denne problematik, heriblandt økonomiske, politiske og karrieremæssige, men den primære er for mig at se videnskabsteoretisk-det handler om svært modstridende måder at anskue begreber såsom 'videnskabelig' og 'dokumentation' på i sundhedsmæssig sammenhæng. Jeg kan give et par håndgribelige eksempler på dette. »Mælkeprodukter? - nej, det tror jeg ikke. Man har ikke noget videnskabeligt belæg for, at fødevarer og astma har noget med hinanden at gøre«. Sådan sagde min læge, da jeg - pavestolt og med ti medicinfri måneder bag mig - fortalte om de virkninger, en grundig kostomlægning og et besøg hos en alternativ behandler havde haft på mit helbred. Jeg naive stakkel havde egentlig regnet med, at han ville have klappet i sine hænder, fundet det yderst interessant og udspurgt mig om detaljerne, så han eventuelt kunne anbefale andre patienter noget lignende. Dette var som nævnt ikke tilfældet. Han virkede tværtimod helt og aldeles uinteresseret i mit lille personlige forskningsprojekt og foreslog, at jeg tog noget medicin for en sikkerheds skyld. Han forklarede, at der måske kunne være tale om nogle krydsreaktioner med en eventuel pollenallergi og gentog, at man derudover ikke havde videnskabeligt belæg for, at der var nogen sammenhæng mellem astma og kost. Jeg undrede mig over, hvordan han kunne sige, at der ikke var noget belæg for en given sammenhæng, når jeg nu sad der og forklarede, at jeg havde følt det på min egen krop, og jeg gik vred og skuffet derfra. Det gik senere op for mig, at det grundlæggende problem naturligvis var, at mine personlige erfaringer jo ikke er af traditionel videnskabelig karakter; de lever overhovedet ikke op til de formelle krav, der stilles til ordentlig videnskab. De er således hverken objektive eller systematiske. De er ikke reproducérbare, og de er bestemt ikke repræsentative. Det kan jeg forstå. Men at de dermed skulle være uinteressante, det har jeg faktisk stadig ikke forstået. For spørgsmålet er vel, om en påstået sundhedsmæssig sammenhæng inden for det alternative felt nogensinde vil kunne leve op til de formelle kriterier, der stilles til traditionel medicinsk videnskab? Den traditionelle medicinske videnskab er positivistisk. Med naturvidenskaberne som forbillede er enhver påstand i dette perspektiv som udgangspunkt uinteressant, indtil den er videnskabeligt bevist. At en påstand - om for eksempel en sundhedsmæssig sammenhæng - er videnskabeligt bevist vil grundlæggende sige, at den lever op til førnævnte krav om objektivitet, systematik, reproducérbarhed og repræsentabilitet. I praksis betyder dette, at påstanden er blevet gjort til genstand for en såkaldt randomiseret klinisk undersøgelse (RCT), helst på grundlag af et dobbeltblindforsøg. Det foregår i grove træk på den måde, at man tager en gruppe mennesker med samme sygdomsbillede og deler den i to. Den ene gruppe bliver udsat for den påståede effektfulde påvirkning, den anden gruppe for placebo (en neutral påvirkning), og man sammenligner herefter reaktionerne de to grupper imellem. Det afgøres således, hvorvidt den postulerede sammenhæng er dokumenterbar - hvorvidt påstanden kan bruges til noget. Ifølge kravet om reproducerbarhed skal forsøget kunne gentages når som helst med samme resultat. Det lyder for de fleste umiddelbart ganske fornuftigt, fordi man har fået indprentet, at sådanne kriterier er et universelt grundlag for ordentlig videnskab. Hvad er da problemet? Problemet er bl.a., at sådanne formelle kriterier jo ikke nødvendigvis er meningsfulde, når det handler om mennesker. Jeg ved fra min egen sygdom, at jeg reagerer forskelligt alt efter årstid, humør, tid på dagen, fysisk form, de sidste par dages kost osv. Og en anden allergiker eller astmatiker har et helt andet reaktionsmønster - mennesker er jo forskellige. En påstået sammenhæng mellem kost og astma ville derfor aldrig kunne leve hundrede procent op til ovennævnte krav. Hvordan skulle man f.eks. gennemføre et traditionelt dobbeltblindforsøg med kost? De fleste kan i sagens natur smage forskel på rødvin og kærnemælk, og hvordan skulle man i den forbindelse imødekomme placeboaspektet? Det kan ikke lade sig gøre. Men bør den mulige sammenhæng dermed forkastes? I den forbindelse har en talsperson for hovedbestyrelsen i Den Almindelige Danske Lægeforening til et af de store dagblade for nylig udtalt, at »det kræver ansvarlighed at behandle mennesker, og derfor er man forpligtet til at have en sundhedsvidenskabelig klinisk dokumentation. Man kan ikke behandle ud fra tro, men kun ud fra viden. Det er hele forskellen på traditionel og alternativ behandling«. Hvad er der galt i dette? Er det ikke et meget fornuftigt synspunkt, at man som læge bør udvise ansvarlighed, når man behandler mennesker? Det er det bestemt, og der er intet som helst i vejen med intentionen i ovenstående udtalelse. Derimod er der for mig at se flere problemer i indholdet. For det første er det ikke korrekt, at den alternative behandling bygger på tro, den bygger på erfaringer. For det andet er det paradoksalt nok kun omkring 30 procent af de konventionelle behandlinger, der er baseret på videnskabelige forsøgsresultater. Resten er baseret på erfaringer, ligesom den alternative behandling. For det tredje vil jeg gerne sætte et stort spørgsmålstegn ved det ansvarlige i at afvise behandlinger, der kunne være virksomme, blot fordi de ikke lever op til en række udvalgte, formelle, metodiske krav. I samme forbindelse var det interessant at læse i det nye sundhedsmagasin Nyt fra lægen, der blev husstandsomdelt for et par måneder siden. Nyt fra Lægen er et magasin om sundhed, skrevet af læger, hvis mål det er at »give de bedste råd om forebyggelse og at beskrive den mest moderne behandling af sygdomme«. I artiklen om astma kunne man så læse, at »ingen undersøgelser har kunnet påvise, at alternativ behandling hjælper på astma. Når mange astmatikere alligevel går til alternative behandlere og synes, at det hjælper dem, skyldes det måske, at man hos den alternative behandler føler, at man gør noget aktivt for sin sygdom og derved selv er med til at bestemme«. Det vil med andre ord sige, at fordi der ikke foreligger nogen såkaldt videnskabelig dokumentation for effekten af alternativ behandling på astma, konkluderes det, at der i tusindvis af patienters tilfælde sandsynligvis er tale om en blanding af indbildning og psykosomatik? Der er ganske enkelt noget inden for det etablerede, danske sundhedsvæsen, der ikke lugter godt. Hvorfor kan vi ikke få en åben debat om rimeligheden og ansvarligheden i at afvise mulige behandlingsformer, blot fordi de ikke kan dokumenteres på traditionelle, medicinsk videnskabelige præmisser? Har vi råd til at lade være? Har vi tid til det? Og er det virkelig etisk forsvarligt? Der er jo ikke som sådan noget galt i at vælge den traditionelle medicin, men der er noget galt i, at man ikke får muligheden for at vælge andre løsninger. Jeg er for eksempel sikker på, at min mor gerne ville have haft muligheden for at ændre på min kost frem for at give mig medicin, da jeg var syv år. Det ville jeg også gerne. Lasse Elbrønd Skovgaard er uddannet inden for pædagogik, psykologi og sundhedsvidenskab og tilknyttet Center for Brobygning i Sundhedsarbejde