0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

New York

New York er ikke som Jylland. Det konstaterer forfatteren og billedkunstneren halvvejs gennem sin helt personlige slingretur gennem byen, der aldrig sover.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

New York er ikke som Jylland. Det konstaterer forfatteren og billedkunstneren halvvejs gennem sin helt personlige slingretur gennem byen, der aldrig sover.

New York er en hård by. Himlen er et sirligt mønster af små forhåbninger, mundrappe taxaer, æblegnaskende tøser med hestetænder, lange, glatte ben uden hår, vellystige sakse. Her er ikke et eneste sted at skjule sig i mylderet af mængden, ikke et hjørne med gotisk mørke. Individerne er alle insekter på rejse i metroen, i undergrunden.

New York er et billede på en tegnet civilisation. Grotterne, kloakkerne, de flinke FN-arbejdere, de moderigtige dåser med højt hår og våd sæd dryppende i de stramme jeans. Henry Millers verden, Georges Bastilles verden, Allen Ginsbergs verden, Annie Sprinkles verden, Nick Zeeds verden, Andy Warhols verden. Det er boksernes paradis, taxachaufførernes.

Det er kilometerlange gader og blindgyder af sved, æter og nylonshorts, der klæber til benene, inderlårene, og efterlader plastiksæderne på de billige hængeudsteder klæbrige, fugtige. Kroppen er et hylster, der skal bruges. Munden er et hul, der skal fyldes, og ganen er godmodigheden selv, der kun ønsker et lag salt kylet ned i svælget.

New York bliver langsomt til min verden.

I skranketerminalen sidder en smækfed gnom på hug. Jeg er skæv af meget mere end svampe og damper af sted i et lysende inferno fra de mange butiksruder. Selvhøjtidelig. Mider æder af lyserøde tærter smidt på afsvedent græs. Denne by er lasternes by, munden er konge, man æder, til man dør af det. Rotter kryber store som pestbylder. Mænd i blindgyderne spæner fra deres uvilkårlige trang, holder silketørklæder mod deres skambidte halse. Ryger cigaretter. Vender mig ikke om, da nogen skriger bag mig. Skodder i henslængt materiekrop. Stor, lodden og befængt.

Hotellet brænder i den tidlige morgen. Luftkonditioneringssystemets sluser bølger af ætsende farve. Jeg evakueres ikke. Jeg er næsten som katastrofens elskerinde, drivende fra koldt glas, efterlader udpurrede gæster i krøllede pyjamas og våde drømme. Kællingerne venter i entreen og brækker sig i papirsposer. Deres ansigter er store og åbne. De kigger gennem øjne, der minder om en god tarm på en gris. Når de smiler, sprækker kødet. Flæskeklumperne går i meget mere end ét.

Byen flimrer og stinker. Luderne snapper efter mine ankler, jeg snotter dem i fjæset og sparker dem væk. I East Side er der ingen tid at spilde. Opgangene rådner, ildelugtende trofæer, døde bumser opløses. Jeg sejler rundt i kviksølv og et bundt raslende knogler, et rævehoved har jeg kylet om halsen. Fugter læben. Himlen er sært syregul og smager af metal. Rædselsfuld, skarp og blegfed, læskende som jagende skygger, der kniber sprækkerne i under solbrillerne. Et filter mellem mig og den grimme verden.

Svovlregn.
Cony Iceberg.

Islandet med overfyldte, eskrementbesøgende strandvidder. Benzin. En mand i leverplettet regnfrakke knæler ned på asfalten og vil kysse drengene med en meget tørstig gane. Hans krop er som en edderskops eller en kogt skorpions. Stor, lysende og rød. Irriteret af krampe og kærlighedsfeber. Munden skummer af sur fløde mellem de sammenbidte tænder. Han får til sin ærgrelse ikke noget på krogen. Han vender sig om, går væk i meget stramme cowboybukser. Man behøver ikke forestille sig, han er en ordentlig tyr. Han bevæger sig lige så elegant og slimet som en slibeål. Hans hud er våd og modtagelig. Trækker striber ned over rygsøjlen, som var det husblas.

Proselytmagere strejfer i gaderne, sælger ud af deres frelse. En bitch i sort læder fingererer hånligt ved sit køn, presser sine negle op i det lyserøde landskab og hvæser. Tøserne fra pladeforretningen står over hende. Hun vrider sig under dem. Hendes halespids er underudviklet. De flinke tøser lægger deres fingernegle mod hendes grotte og borer sig vej gennem hinden, bristefærdig som savl fra sultne nonner. Jeg går forbi dem med en sæk under armen. Gadens temperatur er svingende i kolde membraner, jeg løfter mit ansigt og ønsker en metastatisk vind, jeg nynner svagt en sang fra en fjern æter.

Jeg synker længere ned og mærker bristende klumper i halsen.

Synker.

Manden i papkassen plejer at være en vinder, men er blevet knockoutet her på det sidste. Nu sover han i regnvåde telefonbokse og gaber kæberne af led til serieporno og sæbeopera fra de flimrende kasser udstillet bag butiksruderne. New York er en kras bunke realisme. Ordtegn myldrer ned over fremrakte hænder og giver de snavsede avissider et præg af virkelighed, når de med rystende fingernegle skraber ordene 'beskyt mig'. Tryksværten efterlader ingen i tvivl. Ordene står som et par orme i vinden for at falde ud til en liberal højrehånd. Døden her er kun for de professionelle. Intet at overlade tilfældighederne til. Huer, vanter og strikketrøjer hænger i en pæn, brun række på knagestativerne uden for doktor Venligs kontor. Han beder med uskyldig mine de forbipasserende patienter om at lægge alt i sekretærens skuffearkiv, hvorefter han med selvlysende spiraler trækker alt ud fra underlivet uden at varme instrumenterne først.

Man smiler undskyldende over udskrabningen og brækker sig høfligt i vældig moderne plastikposer, mens en god portion af omverdenen ser til fra første parket. Underlivet er her blevet alt, der er under livet. Bæltestedet rammer hårdt og præcist, ondskaben er ond nok og bliver kun værre end tredive tusind rævehaler, førend man har pustet lyset ud, skyllet asken af ansigtet, og vasket tavlen ren.

New York-posemennesker lider under troen på religionens muligheder og underværker. De spiller den af over pigtråd og ståltrådshegn til rytmen af skrattelyd fra båndoptageren drønende på alle batterier. Troen er gået hen og kæntret. De såkaldte religiøse idioter i sorte korsetter og med meterlange dildoer står i pvc og taler et fabulerende tysk, mens de krummer deres wienerbrødsled og fægter med arme og ben for at give sig hen til retningen, fællesskabet uden for skabet. En sikker bestseller er den hovedløse kvinde, der vil huske erindringen om dengang, hun blev bollet gul og blå af fanatiske svenske nynazister, der med hånden på hjertet - og hånden på hovedskallen - kaster sperm som lysende velsignelse ned over den lortebrune neger, der skedeprutter højlydt under hele ceremonien. Børnebørnene fra avlsprincipperne om genforening og latteravl står i snorlige rækker og hopper i takt, mens de får troen ind med modermælken og fjernsynet. Børnebørnene kræver ritualet gentaget ud i det uendelige. Man kender kun en fuser, når man er tæt nok på.

Livet gælder med fingrene i halsen. Det sker både på badeværelset og ud over gravstenene. Opkastet flyder på skriftrunerne, mens de villige og viljeløse lader en dåneklump af hvid sæd vugge mellem balderne, mens der med kåde munde berettes om alt det, staten vil have indberettet. De nye, unge og døde. Teenagerne i Nirvana.

Man siger, den forudbetalte begravelse nok skal gå. Sommerfuglenes allegoriske størrelser vil kulminere i kulminerne eller i metroen. Alt, der skal forvandles til vand, vil hænge som dyre dråber fra skaftehovederne på de drenge, der overlever deres forældres nidkære kærlighed. De syge drenge med forhuden ned over glansen, så hovedet blottes som en knejsende løve, presses stort og voldsomt op mod de store dyrs mange åbninger i håb om at blive taget - og gerne bagfra - i noget langt mere end ulovligt. De er brave krigere, der drager ud i byen og spreder deres leverplettede halestykker blandt vikingernes efterladte tøser og runeristernes skamridte turister i operationssokker og bilkø. De er drenge med legemliggjorte sår, og alle råber fra alle verdenshjørner, om de ikke nok må slikke den sidste rest af virkeligheden i sig?

Men ingen svarer dumme børns børn.

Jeg er i min fortumlede uskyld, hinden nægter at lade sig bryde af denne profetiske ondskab. Min hud bliver blå, får mærker. Jeg sover i min brandert på mølædt sofa, mens en lille alkymist sidder og knuger min hånd. Røde årer. Indtrængende i det hvirvlende univers og dets virile grænser.

Med Stoffy Stesina deler jeg en borsjtj. Vi slanger os, smeltedigler, blødende, hvide fugle i mælkeflasker. Jeg smiler mørt uden at møde hendes griseøjne. En hermafrodit med guldæg bundet til tveformen af pik og patter. Lader tungen løbe over hudens vidunderlige illustrationer. Politisjaskerne jamrer i deres kogte biler. Walkie-talkierne kværner, at nogen er omringet, hurtige skud, knogler, der knækker, så larmende stilhed og skævt åndedræt. Jeg giver mig ikke hen, rejser mig, går derfra, mens transvestitten og hermafroditten får sig en tur i ballongyngerne. Deres åndedræt følger mig som en overvågningscentral. Jeg tænker, politi er kontrol nok, politi er gratis udsyn til hængerøve og fritidstøj indpakket i cellofan og uniform med pistolmunding og sekskantet stjerne.

New York er en stor kusse, jeg synger højt i min tilstand af uorganiseret kaos, en vækst, der tager til. Driver gennem gaderne og æder flødekarameller. Frugtbar blandt slukkede maskiner og evig nat, magtbegærlig elektricitet. Jeg hvisler sødt, spiddes af sukkende sukkerstjerner og ser til, mens der pules på kuvøsediskotekerne. James er en tilfældig på disko-dasko, han bunder bajeren. Hashrusen breder sig.

Uidentificeret elendighed snegler sig med varm feber, der hviler en tyk utilsløret tilfredshed over nattens død på tv-nettet. Brusende retorik, kvælende neon, kørende motorer. Drønende reklame banker sig løs i mine vener, det mest forførende narkotikum af alle. Utilpashedens kvalme. En forfølger fra strædet med de billige smil, fugtig af at modstå et ønske om voldsomhedens inderlighed. Den dominerende underkastelse. Jeg ødelægger glasklokken ængsteligt og nikker Sylvia Plath en skalle i byens vinduesrude, mens jeg dykker ned i det pragtfulde kød fra døgneren og æder.

Kloakker smælder af rustent jern. Pornobiffens fløjl lokker. Times Square er druknet i hvide støvler og miniskørter. Kamikazeenheder af syfiliskøtere, der giver gratis spirokæter til kunder i pvc-frakker.
Bryllupskjoler springes i luften, brude modtager gaver bestående af velslebne barberknive. Jeg hjemsøger affaldsdyngerne, sover blandt kvæstede maskuline.

Toiletterne render over, en lugt af lort føjer en sidste slibrig dissonans til kakofonien af mangfoldighed, en overlevelse på trods af smerte. Opkørte hyæner bjæffer. Træer ved Washington Square visner, et brunt parnas flagrer. En flaskeblond gloss-Blondie slider sit kød op og reduceres hurtigt til skelet, mange er over hende og hælder pulver i den glubske gane. Øjnene er irriteret af tårer. Man trækker sine våben, siler tilbage og sigter. Skjuler mig i supermarkedet, her er ingen vinduer mere, kun vagter langs varegondolerne. Man griner af dagens nyheder om massemorderne og istemmer koret af relativt fravær og slår sig selv ihjel ganske langsomt, men ordentligt. Haster ud foran hvinende bremser og trækkes tilbage af kroppens ledninger, snore af moden frugt.

New York er en smuk død.

En betændelse og en sygdom i håndtasken, der mærker skorpede flager hobe sig op, våde og umættelige. Jeg bevæger mig rundt med min nysgerrighed og logrer over fingre, der uddriver min længsel med svævende fodfæste. Afæskende arie - er fortabt blandt skridende fundamenter, intet at gribe om. I drugstoren køber jeg mig fattig i midnatslir, har ikke behov for stor søvn, tidlig død. En sort kusse bladrer i et ugeblad, fast og spændstig, barberede ben i nylon. Hun knepper sig selv med kioskmandens dildoudvalg, og man klapper sine hænder hudløse af begejstring, selvom jeg egentlig ikke gider, kvælstoffet hærger, en krydret opiumsparfume sprøjter som sirligt blod fra hendes knuste huller. Fetichistisk med pels, banan og en gennemtygget Babu'Ruth, en americana.

Jeg har min afhængighed, mine behov.

Keder mig på plastiksædet, bliver banket af doven knippel mod fugtige inderlår. Jeg bemærker ingenting mere. Kun høj af dirrende tændstikker, suttet candy, evig hede og en utålmodig blottelse af spidse metalvorter. Flere stoffer. Glans. En fortryllet følelse af mørke skove, rindende vand. Jeg synker opad, gennemtrænger den ærmeløse T-shirt, kroppen opsluges. Gaden er blevet skudt i stykker, spækliderlige mænd med kosmetiske aggressioner, et plyndringstogt på hvileløse teenagere under den udsultede måne.

Undskyld, Krystle Carrington, men hvor er toilettet? Der er noget, jeg må få ordnet. Men hun svarer ikke, fordi hun er af pap. Satans so. Man siger, hendes mor lå død i tre måneder, førend naboerne ud til vandet bemærkede lugten af sødlig kål. Det var noget med nogle regninger. Krystles næver er tykke som dem, man ellers kun ser hos pølsehandlerens. Tykke og arbejdsdygtige. Som er hun udlært til meget andet end at være Krystle.

Jeg skriver på postkortet af hende, at dem derhjemme må sige til drengene på gaden, at jeg klarer livet her. Opkast og skolelyrik til ug. Jeg ryger. Jeg har ellers intet neurotisk behov for at forstå alting. Postkortene fra stranden og det muntre gengængerlandskab, kirsebærhaverne og de forladte dukkehjem nu som huse, hvor der ikke er plads til menneskene.

Jeg smiler mørt og sprækket. Jeg ved, jeg er ude af stand til at holde til meget mere, end hvad ondt er. Derfor beder jeg alle; slå hårdt og vedvarende, pisk mig med stokroser og Jyllands hermetiske idyl. Giv mig fem flade og en bondemand med roer i knolden, så jeg rigtigt kan få lov at boltre mig med et opladt maskingevær. Nogen må rydde op i de satanistiske skrifter, der ruller hen over skærmen, når lørdagskyllingen er fordøjet, og alt kører på sne og stille støj i det ildelugtende hjem for fire danskere. Nogen må plukke skravlet ned, banke dem til jordens muld med hammer og segl, så de vågner fra illusionernes værksted, bevæger sig ud på gaden, gnider øjnene fri fra drøm og rækker hænderne frem, for at favne. Huset i undtagelsestilstand, Jylland som en lodden lottogevinst hængende på Tyskland med alle de ubefrugtede plantager, hvor mennesker og bønder lever med træ og vil dø med knaster. I egetræstøj. Det er ikke her, hunden ligger begravet. Men de nære hunde står og galer månen fuld, mens bønderne i landskaberne vil makulere lortet lodret. Med hø, svovl og feriebørn.