Hvor er Fisketorvets kirke? Bygherrerne har øjensynligt ikke tænkt på den åndelige føde, og kirken har ikke spekuleret i det moderne landsbytorv. Det er en fejl, mener præsten, der har været på shopping i Finland. Og fundet et kapel midt i mylderet. I gamle dage lå kirken i købstæderne midt på torvet. Det vil sige, kirken lå, hvor folk handlede - hvor der var råben og skrigen, lugte af varer og mennesker, leben af gøglere og tiggere, bønder fra landet, lommetyve og smarte damer og byens folk på indkøb. Folk kunne søge ind i kirken i løbet af dagen - for at finde stilhed, for at bede en bøn, tænde et lys, skrifte eller deltage i en af de daglige messer. Døren var ikke låst. En gang imellem gik bevægelsen også den anden vej: Der var processioner med krucifikser og hellige genstande, der var fester på helgendage, hvor præster og messedrenge kom ud på torvet. Kirken ligger sådan set stadig på torvet. Nu er det bare ikke der, handelen foregår. O.k., indimellem er der maleriske loppemarkeder og boder med hjemmevævet uldgarn og økologisk marmelade. Men ellers er der p-pladser, fyldt med biler, hvis mennesker haster væk fra pladsen for at komme derhen, hvor tingene foregår. Eller der er smukke grønne plæner og sirligt lagte brostensarealer og bænke, som ordensmagten jagter dem væk fra, der gør sig det behageligt lidt for længe ad gangen. Folk handler mere og mere i de store indkøbscentre, og der kommer flere og flere af dem. Undersøgelser viser, at et voksende antal danskere har det som en lørdags-afslapnings-fornøjelse at tage en tur i centret og daske rundt, handle, kigge efter tilbud, måske overvære underholdningen på fællesarealet eller bare ose. Der er restauranter og kiosker, pubber og burgerbarer. Fisketorvet i København - et af de nyeste indkøbscentre - har en biograf, der hører til de største i landet. Man kan få næsten alle sine behov opfyldt. Men hvor ligger kirken på Fisketorvet? Den ligger der ikke. Den ligger faktisk langt væk fra Fisketorvet. Der er ingen naturlig forbindelse. Det er to helt adskilte verdener, også rent fysisk. Handelen har flyttet sig. Gøglernes underholdning og lommetyvenes lusken er flyttet med. Farverne, råbene og lugtene og de gode tilbud er i indkøbscentret. Men kirken er blevet stående. Fjernt fra folk - surmulende over, at folk ikke kommer i kirke som i de gode gamle dage. Men da var kirken der, hvor folk var. I 2002 er forbrugeridentiteten en væsentlig og voksende del af folks identitet. Tidligere tiders lukkelovsbeskyttelse af helligdagen med åndelige og kirkelige sysler er ved at være historie. I dag ser man uden større forargelse store posters med billeder af præsten i ornat med en indkøbspose som reklame for Nørrebro Centrets søndagsåbning. Der er stadig gode kirkelige folk, der rejser kulturkritiske røster mod den kommercielle omklamring af hviledagen. Men løbet er kørt. Vi er også forbrugere om søndagen. Og hvilken ærlig kristen kan give sit ord på ikke at have købt så meget som en liter mælk på tanken eller i Dagli'Brugsen søndag på vej hjem fra kirke? Hvad kunne en mere konstruktiv strategi end surmulen være i fremtiden i forhold til forbrugeridentiteten? Ja, én mulighed er jo at lukke øjnene og sige, det er lige meget. Kirkerne ligger nu engang, hvor de ligger, og bjerget har bare at komme til Muhamed, undskyld udtrykket. Det er den strategi, vi stort set vælger nu. Sognekirkerne ligger, hvor de ligger, og nye kirker bygges overvejende efter boligkvarterernes placering, som sognekirker. Jeg tror desværre ikke, der er nogen, der overhovedet har tænkt på, at man kunne indrette en kirke eller et kapel i Fisketorvskomplekset. Hverken fra kirkelig side eller fra kommerciel side. Fra kirkelig side passer det jo ikke ind i den traditionelle sognestruktur og de økonomiske og administrative kasser. Det passer heller ikke ind i højmesseordningen og præstenormeringen. Og det passer slet ikke ind i den kamtakkede tankegang, som har landsbykirken og sognemenigheden som idealforestilling. Fra kommerciel side har man ikke tænkt behovet for åndelig føde og åndelig rekreation ind i de behov, som centret skal kunne imødekomme og tjene penge på. Der er umiddelbart ikke så mange muligheder for profit på evangeliet. På Fisketorvet kan man ikke engang komme til at sidde ned uden at købe noget. Der er imidlertid gode eksempler på, at kirken kommer tilbage på torvet - også når torvet er et supermoderne indkøbscenter. Det helt nye megacenter Iso Omena (Det Store Æble) ligger i Espo vest for Helsingfors, den forstad, hvor Nokia ligger, og hvorigennem hele trafikken fra det vestlige Finland mod Helsingfors passerer. Et velhaverområde og et center, der svarer dertil: et kæmpe sammenhængende kompleks i tre etager med marmor på gulvene, brede trapper, arkitektonisk kvalitet i topklasse, smukt afstemte farvenuancer. Finsk design i topklasse. Og en gigantisk p-kælder i underetagen, for her kører folk i bil. Et center i en størrelse, som får Fisketorvet til at ligne Snoldelev Blandede Landhandel. På 1. sal mellem specialbutikkerne ligger bl.a. et bibliotek, en forbrugerrådgivning, en biograf og - en kirke, eller rettere sagt et kapel. Da centret skulle bygges, gik menighederne i Espo sammen - de er i forvejen samlet i én økonomisk enhed - og overvejede, om der var nogen grund til at forholde sig kirkeligt til denne nye institution i området. Og det fandt man hurtigt ud af, at der var. For det første fordi centret bliver handelscentrum for en meget stor del af Espos indbyggere. For det andet fordi det vil tiltrække tusindvis af mennesker udefra, både fra oplandet og folk på vej ind mod Helsingfors. For det tredje fordi centret ikke kan undgå at påvirke hele områdets livsform, kommunikation og infrastruktur. Derfor valgte man at leje et butiksareal i centret. Jeg ved ikke, om man først forsøgte at få centerprojektet til at integrere kapellet som fællesareal. Jeg tror det ikke. Det har man formentlig opgivet på forhånd. Men ved at leje butikslokalerne til almindelig markedspris sikrede man sig en råderet, der svarede til de øvrige butikkers. I lokalerne har man så først og fremmest indrettet et smukt kapel - et lille kirkerum med meget lidt inventar, 20-30 stole, et alterbord og en lille døbefont i marmor - smagfuldt harmonerende med den marmor, der er brugt i centret i øvrigt - en læsepult, et kors antydet i væggen, en lysglobe og en reol med salmebøger, bibler og andet materiale. I tilslutning til kapellet er der et lille kontor og et mødelokale, hvor der også kan holdes mindre receptioner, et køkken, toiletter og handikaptoilet og en legestue. Kapellet er åbent i næsten hele centrets åbningstid (daglig 10-20). Folk kan gå ind og sidde, bede en bøn, tænde et lys, læse i salmebogen. En af de centrale funktioner er at være det stille rum - i modsætning til centerstøjen. Man har etableret dobbelt lydisolering, så man ikke forstyrres af højtalerkald om, at »Penttis forældre bedes henvende sig ved informationen ...« eller »Forrygende udsalgstilbud ...«. Den eneste lyd, man hører, er rislende vand i døbefonten. Allerede efter fire måneder er der mange, der bruger kapellet som stillerum. Ikke mindst ansatte fra butikkerne, som bruger rummet som et sted at søge hen og stresse af. Hver dag kl. 18 er der en kort andagt. Det er den eneste gudstjeneste, der er. Der er ingen søndagshøjmesse. Vil man til den, henvises man til sognekirkerne. For dette er noget andet. Til at begynde med holdt man slet ikke kapellet åbent om søndagen, for at markere, at da kunne man gå til gudstjeneste i andre kirker. Men da centret har søndagsåbent, med mange tusinde besøgende, som netop ikke går i sognekirkerne, men på shopping, blev det klart, at man måtte holde åbent i kapellet også søndag. I Finland er det ikke almindeligt, at børn bliver døbt ved søndagsgudstjenesten. Tidligere blev de fleste døbt i hjemmet. Men døbefonten i kapellet er ikke bare symbolsk. Der har været en række dåbsgudstjenester allerede, og forældrene får tilbud om at låne mødelokale og køkken til en lille reception bagefter, hvad de fleste gør brug af. Også en enkelt vielse har der været i det smukke rum. På kontoret sidder dagen igennem en frivillig. Mere end 100 frivillige fra Espos menigheder har meldt sig til at deltage i en turnus, hvor man sidder på skift to timer i åbningstiden. Hele ordningen hviler på frivillige. Ordningen har ikke medført flere ansatte i menighederne. Men nok en omprioritering af virksomheden. Det gælder også legestuen. Det er almindeligt i Finland, at lidt større menigheder har legestuer, der ofte fungerer næsten som børnehaver. I forbindelse med kapellet i Det Store Æble har man valgt at indrette en legestue for mindre børn, hvis forældre er på indkøb i centret. De kan aflevere børnene med bestemte intervaller, så det er muligt at have et vist program. F.eks. startes der hver dag kl. 11 med en andagt, og her i januar var legestuen endnu præget af julekrybbe, vismænd, engle og stjerner, ligesom legestuens børn havde fået til opgave at lave en stor julekrybbe til et hjørne i centrets fællesareal. Der er både adgang til legestuen indefra og fra parkeringspladsen, så forældre kan komme ind, stille klapvogn og hænge overtøj og sige farvel og så ellers shoppe, medens ungerne hygger sig. Men legestuen er ikke bare børneparkering. Den gør det meget klart, at den er et kirkeligt initiativ, og at der både fortælles bibelhistorie og synges salmer. Det har været en stor investering for menighederne at leje og indrette lokaler og at afse så mange frivillige ressourcer til kapellet. Men centret betyder så meget i den almindelige bevidsthed, at det er vigtigt, at kirken er til stede. Og det at være til stede giver kirken en naturlig kontaktmulighed, som den ellers ikke har - samtidig med at det giver folk en mulighed for at bruge kirken på nye måder - eller rettere genopdage nogle af de måder, der prægede kirken midt på torvet i gamle dage. I Helsingfor's østlige udkant er der et endnu større indkøbscenter. Det er ikke en helhed som Det Store Æble, men har udviklet sig ved kaotisk knopskydning fra 1980'ernes begyndelse. I forbindelse med centret, på hver sin side af en gangbro, ligger to rødstensbygninger - arkitektonisk rolige, så øjet finder hvile midt i alle disharmonierne. De to bygninger er ikke ens, men nærmest som tveæggede tvillinger: på den ene side et kommunalt kulturhus, med teatersal, bibliotek, værksteder, musik og udstillinger, på den anden side Matteus Kirke, en ganske almindelig sognekirke. Kirken er bygget midt i 1980'erne. Ikke så radikal en løsning som kapellet i Det Store Æble, men stadig en erkendelse af, at kirken skal være, hvor mennesker er. Funktionen som almindelig sognekirke skaber helt sikkert en anden type forhold til centret. Kirken lever mere sit eget liv og orienterer sig mere mod menigheden i traditionel forstand end mod folkelivet i centret. Men iøjnefaldende, som kirken ligger, kan den ikke undgå at blive bemærket, og den besøges da også af mange tilfældigt forbipasserende. Denne sidste løsning kender vi i enkelte tilfælde i Danmark. Først og fremmest fra Sædden Kirke i Esbjerg, der ligger i tæt sammenhæng med indkøbscentret. Ligeså i Esbjerg er der - i Sønderrisbydelen - et projekt under udvikling, der går ud på at integrere en kirke i et stort kulturcenterbyggeri. Men et projekt så radikalt som kapellet i Det Store Æble har endnu ingen turdet tage fat på i Danmark. Den nye Maria Magdalene Kirke på Hvidovre Hospital er tænkt lidt i de samme baner som en brugs- og andagtskirke for alle på hospitalet og en åben kirke for alle, som passerer forbi. Måske er tiden kommet til, at vi også her i landet skal turde tænke i så omvæltende baner. På samme måde som vi er begyndt at tænke kirkens tilstedeværelse med ved store folkelige begivenheder. På Hjallerup Marked er der gudstjeneste. Det er ikke usædvanligt, at der holdes gudstjenester i forbindelse med lokale byfester - måske endda i ølteltet. Ved Roskilde Festival har Kirkefondets kirketelt de sidste to år været en meget brugt mulighed for at træde ud af festivalkaos og ind i en helt anden atmosfære, selvom lige netop lydisolation ikke kan forenes med tyndt teltlærred. Natkirkeinitiativet i Københavns Domkirke bringer kirken nær på dem, der er i byen i City om natten i weekenden. Og den opsøges af så mange, at man har planer om at udvide initiativet. Skal folk have mulighed for at bruge kirken midt i deres liv, og ikke kun i tilværelsens marginalsituationer og efter at have flyttet sig voldsomt både fysisk og mentalt på forhånd, så er kirken i indkøbscentret ikke en dårlig idé. Skal kirken have mulighed for at komme tilbage i offentligheden, tilbage på torvet, ud af isolationen midt på det nedlagte torv og midt mellem de tomme biler på parkeringspladsen, så skal kirken være indstillet på at flytte derhen, hvor folk kommer. Vi har brug for den slags forsøg, i stedet for udelukkende at koncentrere tankevirksomheden om de eksisterende sognekirker og sognemenigheder inden for den eksisterende struktur. Selvom man ikke har tænkt en kirke ind i Fisketorvet, så kommer der vel også der ledige lokaler på et tidspunkt. Det samme gælder andre indkøbscentre. Og med lejede lokaler er der jo det gode, at de trods alt er nemmere at slippe af med end middelalderkirkerne, hvis behovene ændrer sig. Det oplagte sted at lave et stort projekt i den retning er naturligvis Ørestaden. Tænk, hvis man droppede enhver idé om at bygge en traditionel kirke og starte et traditionelt sognemenighedsliv i Ørestaden. Det ville jo alligevel formentlig blive en isoleret enklave, for en meget lille gruppe. Tænk, hvis man i stedet lejede sig ind et par steder i indkøbscentre og kontorhuse og så indrettede de kapeller, kirkelige stillerum, diakonale og pædagogiske mødesteder, som der er brug for til de livsformer, der kommer til at udfolde sig i Ørestaden? Det kunne blive et laboratorium for fremtidens menigheder - og den rigtige lokalkirke for folk i Ørestaden.